Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen; an eBook from Project Gutenberg

Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen,
alle Ruder dirred, Taffeluret klang,
Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen,
ude dæmred Dagen, Spurvene de sang.

Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten,
det var sén Oktober, Lindeløvet faldt,
langt vi skulde køre stik imod Nordvesten;
det var Faaretyven, som vor Rejse galdt.

Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen,
sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads,
— ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen,
og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads.

Altfor nænsomt gode, altfor offerrede,
for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor
— jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede:
»Pas nu paa jert Helbred — og jert Flaskefor!«

Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken
og saa' Lillepigen bringe Rejsevin.
»Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken,
Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ...

Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner,
bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar.
Jensens ligger atter i de lune Dyner,
drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar.

Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet
henad Hedevejens sære skjulte Slyng,
alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet,
milelang er Sletten med den mørke Lyng.

Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde — —
Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors —
Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde,
Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors.

Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden,
paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg,
gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden,
fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ...

Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet,
kigger efter Solen, den, han helst undgaar ...
Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«,
stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar?

Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde,
Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt.
Barne-Øjet dugges: Aa, var jeg den Hyrde,
der tog hele Hjorden i min Varetægt!

Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente,
ham, der har sig mættet af den riges Fad.
Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente.
Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ...

— — Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder,
Madmor sætter Davren dampende paa Bord.
Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder,
der er megen Madlyst, ikke mange Ord.

Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken,
men den træge Husfar slipper brat sin Ske,
rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken,
stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se?

Og med ét saa holder vi for Husmandshytten,
Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med:
Alle Munde tier i bestyrtet Lytten,
alle Øjne siger: man vil os Fortræd!

Og da langt om længe Vognen atter skrumler,
er vi fire i den ... Nu er Dagen kort,
Vesterhavets Brænding over Klitten mumler.
Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort.

Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme
Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort,
Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme,
men fortrøstningsfulde: han har intet gjort!

— Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet,
er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt;
Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet,
— vidste han vel altid, hvad jeg handled dulgt?

Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder
ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk.
Mads har rig Erfaring og er Sjælekender,
jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk:

»Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte.
Inde i Arresten faar de ham nok mør.
De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte;
du maa huske, Lille, jeg har kørt dem før.«

Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme,
stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, —
jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme,
fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har.

Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme,
sværger Straffeloven uforsonligt Nag,
— mine Tanker sløves i den klamme Varme,
da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag.

Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande
som en Kind, der blues over Jordens Skam.
Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande
som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam.

Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten,
Borgerne de sover, Lygterne er tændt,
Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten:
»Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har bekendt!«

— — Det er tungt at lide med en forurettet,
tungere at vide al sin Medynk spildt ...
Det var godt at komme hjem og blive mættet
fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt.

— Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte
ud paa Embedsture i mit jydske Land:
Livets bitre Jammer jeg betaget hørte,
og den falske Taare tog jeg straks for sand.

Det er længe siden. Mange Illusioner
skulde briste sønder, før min Mund blev klog ...
Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner
ud fra Æventyrets gamle Børnebog.

Disse sære Farter over dunkle Sletter,
dette Væld af Minder ud af Livets Kaar,
disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter
har jeg altid elsket fra de unge Aar.

Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter
hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm;
i de mørke Aftner, i de lange Nætter
faar de gamle Minder atter Liv og Form.

— — Om du husker Tiden! — Ja, jeg véd, du mindes.
Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ...
Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes
paa det rette Sted. Du min hvide Far.

III

Kære Far! Jeg bér dig blot:
vær i Live, naar jeg kommer,
byd ham Trods, den strænge Dommer,
Dødningmanden.
Der er endnu meget godt,
vi skal have sagt hinanden.
Af mit Liv jeg Aar vil give,
naar du bare er i Live!

Livet løb sit travle Jag,
og i Farten, naar vi mødtes,
dyre Timer tidt forødtes
ufornødent,
og saa blev det Afskeds-Dag,
og jeg rejste ufortrødent
i den Tro, jeg haardt tiltrænger,
næste Gang at dvæle længer.

Og vi saas og skiltes tidt,
men de korte Gensynsstunder
gik i Selskabs-Tummel under
og Debatter,
som om Hjærtet var fallit.
— Ak, er det for sént, jeg fatter
Lykken, ene og fornøden,
den, der brister bort med Døden?

Lykken — det er det at staa
sammen med de Faa, de Kære,
som vil alle Dage være
trofast samme
Hjærteblod, hvad end gaar paa,
fælles Rod og fælles Stamme,
fælles Livets Byrder løfte,
Sorg og Glæde sammen drøfte.

— Vær i Live, kære Far,
naar jeg atter er derhjemme!
O, da skal din Sjæl fornemme
Hjærteslaget,
som mig til dit Favntag bar,
og som aldrig har bedraget.
Rejs dig stærk mod Dødningmanden,
vi vil leve med hinanden!

DEN STORE BY

De gamle Bolværksgader
om lønlige Kanaler,
Børstaarnets Dragehaler,
Slotspladsens Lygterader;
bag Kirke-Gravkapellet
det skumle Kristiansborg!
— Hér var det, at Farvellet
greb mig som en Sorg.

Min Ungdoms Minder ruger,
og glemte Længsler taler
langs disse graa Kanaler
med lukte Pakhus-Luger.
— Gaderne kan fortælle
om Holland og om Flandern,
om gammel Købmands-Vælde,
om Tordenskjold og van Mandern.

Dèr henne glimter Ruden,
hvor jeg har Hjem og Virke,
og under Frelsers Kirke
en grønlandsk Plads med Skuden;
køl-stærk og isforhudet
trodser den sig mod Nord,
— naar den har Afsked tudet,
saa er jeg med ombord.

Da vil der rinde Tider,
før atter jeg betræder
de skæbnesvangre Steder,
hvor Kampens Vaaben bider.
Jeg elsker Storstads-Sejren,
og skøndt jeg skræmt forlod den
og afskyer Klike-Lejren,
drages jeg dog imod den.

Ja, det er svært at skilles
fra disse gamle Gader;
jeg elsker og jeg hader
det Liv, der her udspilles.
Her blev mit Hjærte prøvet.
her led jeg Sorg og Savn,
— o, jeg gik tidt bedrøvet
ud gennem Kristianshavn.

Men der er Morgentimer,
naar over Tagstens-Vrimlen
Vaarsolen rødner Himlen,
mens alle Klokker kimer,
— da sprang jeg fra mit Leje
og hilste Spir og Slotte
og higed stolt mod Veje,
som ingen Fod betraadte!

Og der er høstligt svale
og skumrings-dunkle Nætter,
naar Tivolis Raketter
som en Komét med Hale
paa Slotsruinens Rygge
nedstraalte gyldne Drys,
mens skjult i Søjlers Skygge
jeg stjal et Kærrest-Kys!

Og naar i Vintrens Taage
hver gothisk Husgavl dølges,
da véd jeg to, som følges
rundt om i Havnens Kroge:
dèr leves Glædens Røre,
dèr lides Livets Kvaler
bag gamle Egedøre
og forsirede Portaler.

De gamle Stokværks-Gaarde
langs lønlige Kanaler
og Børsens Dragehaler
bag Havnens travle Aare
— her leved jeg og lærte,
herhen vil jeg paany,
thi ene her mit Hjærte
slaar for den store By!

FÆDRELANDSSANG

Mit gode danske Fædreland,
mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk,
en ringe Plet paa Globens Rand,
i Verdens Alt en Draabe Dug!
Og er end dette Danmarks Navn
ukendt af mangen Jordbeboer,
min Stolthed er det og mit Savn,
herfra udgaar mit Skæbnespor,
her fik jeg Liv, her døde Mor.

Og dette Land, jeg har saa kært,
min unge Elskovs Brudeseng,
hvor er det blevet misregért
og pint af fremmed Fyrsteslæng!
I slog vor Ret, udaad vor Marv
og leved selv i Sus og Dus,
lod Vold og Vælde gaa i Arv,
udødelige Kongehus,
vort sunde Legems Snyltelus!

Jeg hader Kongemagt og Krig,
og jeg vil ikke ofre Blod
og ikke ligge Valplads-Lig
— men Livets Krig udstaar mit Mod!
Hver den, som øger Livets Værd
ved Brødets Kamp som Arbejdsmand,
i Videnskab, paa Forskerfærd,
ad Kunstens Baner, hel og sand,
han bløder for sit Fædreland.

Ja, dette dyre Blod har flydt,
fra Danmarks gamle Land blev skabt;
en tusind-tunget Vé har lydt,
naar disse Daadens Mænd gik tabt.
Men Fyrsten sad paa Tronens Stol
fra Folkets Liv og Tanker fjern
som Maanens Fjæs fra Livets Sol,
forskanset bag »Guds Naade«s Værn,
hans Gunst var Guld, hans Vrede Jærn.

O, Danmark! Mangen ydmyg Nar
lod hæfte Kongens Guld paa Bryst,
— men tifold stolt sit Hoved bar
hver ukøbt Mand i Dagens Dyst.
Om Danmark som en Frihedsstat,
hvor Folket raader Folkets Kaar,
hvor Kongen og hans Hof-Etat
af Folkets Naade Aftægt faar,
dog lige dristig Drømmen gaar.

Ja, drøm dig frem til Republik,
saa alle Evners Fylde naas,
før du skal tømme Dødens Drik
og af et »Stor-Evropa« flaas.
Det Kongens Danmark, vi har troet
var Flammen i vor Hjærtebrand,
vil dø og blive mosbegroet,
men leve mellem Mand og Mand
vil Folkets gamle danske Land.

Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud,
hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø,
naar jeg har adlydt Livets Bud
som Blomsterkalken, der gav Frø,
du skønne Land af Øer og Næs
med Oldtidsskov paa Bakkedrag,
med Aa og Eng og frodigt Græs
og Lyngklit ud mod Bølgeslag,
med frigjort Folk som Fremtidssag!

O, lad mig se endnu en Gang
mit jydske Hjem, min Far, min Brud
og høre Hedelærkens Sang,
naar Klokkelyngen springer ud.
O, lad min Baad en stormfuld Dag
for stærke Sejl naa hjem i Havn,
— ja, flød jeg blot til Strand som Vrag,
min Last forlist, forglemt mit Navn,
saa fandt jeg dog min Fødestavn!

Mit gode danske Fædreland
du ejer alt mit Hjærteblod,
hjem til din lave, lyse Strand
gaar altid glad min Aand og Fod.
Og er du end et usselt Fnug,
en ukendt Plet paa Globens Rand,
udpint til Armod, Had og Suk
af fremmed, lovløs Fyrstestand,
du er mit Land, mit dyre Land!

VENNER
TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM

III

Salt og Surdejg, bedske Krydderier
blev mit Væsen og mit Kald en Tugt.
— Ikke mange Folk ser noget smukt
i de livsens-bitre Poesier.

Men den kloge Mand er den, der tier,
lige glad om Værket blot blir slugt
af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt,
og som hader Kling-Klang-Melodier.

Han er Digter og kan ikke ænse,
om han overskred den Smagens Grænse,
som er gængs for dannede Poeter.

Maaske saares alle hans Bekendte,
men som Literaturens Dumme-Peter
vil han ikke sine Laurbær hente.

Kunst er Sandhed! I er begge sande.
Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,
derfor staar I begge to som støbt,
møder Grin og Svig med aaben Pande.

I er Lys ud over plumre Vande,
Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,
alt jert Arbejd bliver smærte-døbt
og gaar derfor virkningsløst om Lande.

Thi vi kender dansk Moral og Mode:
— Kunsten er det skønne, ædle, gode
i sødladen, smærtefri Servering ...

Lad os Hyl i Harmonien blande:
Kunst er ikke Tossernes Formering,
Kunst er Liv — det dybt personligt sande!

VII

VIII

Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,
har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,
Ravn og Rype — Fjældets Vinterfugle —
deler trofast mine Sultekaar.

Kan I huske vore Ungdomsaar,
da vort Eje var en ringe Smule!
— Aldrig dog som her i yderst Thule
var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!

Heller aldrig var jeg rig som her:
se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme
og min Friheds Verdensherredømme,

rigest dog ved dem, som jeg har kær,
aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær
som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!

DANSKE MÆND

Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,
stærke, kloge, besynderlige Mand!

Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme
hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.

Den Mund, som før havde flammet saa tidt,
var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,

den tav blot og var som et fint lille Smil
over Menneskers Dumhed — og undte sig Hvil.

— Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær.
Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.

Ikke at han var stor mod den unge!
Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...

En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,
kom han gaaende gennem vort Kontor.

Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik
»glædeligt Nytaar« — men mødte hans Blik,

et mildt og elskværdigt — han var jo saa god —
men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.

For dette gaadefuldt smilende Blik
slog Tankerne Sludder og Munden Klik.

Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,
forundret tav jeg — han smilte blot ...

Nu véd jeg, hvad dette Smil betød,
begreb det, længe før han var død:

»Min unge Ven! Over den hele Jord
de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«

»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;
handle skal han i Stedet for haabe.«

»Folk, som er enige, samtaler nødig;
overfor Fjender er Ord overflødig!« ...

— Bag Hørup, den utilgængelige Mand,
stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.

Men han gennemskued alt, saa Folk blev nøgne,
han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,

var derfor saa inderlig frygtet og forhadt
og savnet, da han havde sin Plads forladt —

denne tavse Mund, disse talende Øjne.

—

Hørup er som Minister endt,
Georg Brandes blev stats-anerkendt.

Det er just intet logisk Punktum
for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,

medmindre vi danske ikke mere
vil lade den hædrede Alderdom regere!

— Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud.
Da skammede mine Venner mig ud.

Og Guden selv var saa venlig at lade,
som om han ikke læste de Blade.

Det ligger nu langt tilbage i Tiden;
desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.

Det er jo dog ellers svært moderne
at haane sin forrige Ledestjerne,

at sparke til den, der har lært os at gaa.
Brandes er blevet sparket som faa.

For mig staar aldrig saa stærk en Glans
af en Himmelens Stjerne som af hans.

Men der sidder jo rundt i den danske Stat
mangen overbevist Renegat.

Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,
ved Renegaterne haabed de Sejr.

Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,
nu er Brandes stats-anerkendt ...

— Alligevel! Han er den samme som før
og bliver bare sig selv, til han dør.

De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,
han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,

en Samfundets evigt lutrende Ild,
en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.

Stærk som Døden, der trued ham tidt,
har for de dristigste Tanker han stridt.

Tanker, der har omformet os alle,
som helt har sejret, naar han maa falde,

sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:
Bægret er bedskt — men se, hvor de tømmer det!

— Blot hos det alleryngste Kuld
er Brandes ej længer lødigt Guld.

De Folk har i egne Indvolde set
og set: at de selv er den ny Profet.

Og Menneskeheden hungrende bier
paa det yngste Danmarks ny Profetier.

Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;
— ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!

For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,
jeg sidder nu som før ved hans Skammel.

Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,
— jeg var ung en Gang og kaldte ham Gud.

Maaske er jeg konservativ af Nemme,
for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.

Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn
fra Jordens nordligst beboede Egn.

Vinternatten gaar lykkeligt hen:
jeg lever med Georg Brandes igen

med ham og Hørup — de danske Mænd.

KLASSICISME

Puh! Alt det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,
de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,
al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,
den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!

Bevares: Filologerne af Fag! Lad dem florere!
Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand
af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand
paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!

Lær os at tale Sprogene, som nu behersker Kloden.
— I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,
men staar en Dag umælende i London eller Paris
— jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!

Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:
»Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,
men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,
— jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«

Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,
de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,
— ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,
blot »dunkle Steder« hos Homér — med Leksikon som Lygte!

Men de gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider
alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.
Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:
der er i den danske Ungdom Tusinder, som lider.

For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;
den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.
Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,
vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.

Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,
men kender ikke Formerne for vor egen Stat.
Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!
Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?

Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,
som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,
det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,
rigt rustet kom han tilbage — og kastede sin Handske ...

Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,
en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink
fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,
Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.

Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder
bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,
— fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund
Spejling af Nutidslivet ind gennem Sjælens Ruder.

Det er ikke Kunst jeg savner hos danske Literater,
vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi kan vort gode Sprog,
men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,
mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.

Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,
men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.
Hvorfor ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,
og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.

Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge
og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.
Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,
— saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!

Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,
alle hans Sanser blev skærpet — var det mon Kunsten til Tab?
Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,
derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.

Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,
Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,
men overfor selve Jorden, saa meget som jeg har set,
bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.

Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;
vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ...
— Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,
kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.

Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,
naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.
Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,
ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.

Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,
Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,
og denne Guddom er det, der vil en Gang vort Fald,
og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.

Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer,
lad selve Livet tale og gamle Moder Jord.
Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,
den er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.

Den er det jo, som taler af hver moderne Tænker,
som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,
— men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution
til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.

— Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,
de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.
— Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,
ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!

III