Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader!
 Nu har vi Nyaar efter Almanakken,
 hjemme er Vrimlen en gensidig Takken,
 en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader,

et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader,
 en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken,
 — aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken,
 da Luften blev mig kvalm i vore Gader ...

Mit Nyaar nævnes aldrig i Kalender,
 det kommer uanmældt og uformodet
 en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder:

de Stunder, da mit Selv sanddru erkender
 og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet,
 da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.

X

Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste,
 end ikke den usleste Busk finder Fæste,
 — men hjemme staar Graner paa goldeste Banke
 hvidpudrede ranke.

Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe
 og lytter til flaksende Fuglevinge,
 jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier,
 jeg lytter og tier.

Jeg har en Veninde, vi elsker begge
 at suse paa Skøjter langs klukkende Bække,
 og ud ad de barfrosne Veje vi gaar
 med Rimløv i Haar.

Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet,
 maaske er mit Timeglas snart udrundet.
 Jeg sanser kun Mad, baade god og slet,
 og jeg er saa træt ...

XI

Min Livskraft ligger i Dvale,
 alle mine Tanker er gaaet i Hi.
 Nu drager den store Nat forbi
 de slumrende Fjælde og Dale.
 Jeg ligger som dybt i Dvale.

Min Sjæl er sløv som en Larve,
 den sanser ej længer sin vante Strid,
 den sover sig frem til Lysets Tid,
 hvor den skal faa Liv og Farve.
 Min Sjæl er en jordbunden Larve.

Jeg tror, Genfødelsen kommer.
 Naar Vinterens Nattemulm er forbi,
 skal Larven blive sommerfugle-fri
 med al den flyvende Sommer.
 Jeg véd jo, Genfødelsen kommer.

XII

Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje
 udblomstret og gold,
 mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje
 og Hjernen is-kold,
 skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet,
 min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets
 skyggende Løv.
 Mit Øre
 kan høre
 hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv,
 klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre,
 men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet:
 Jeg er kun et Frø,
 som skal dø.

Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig
 til Kampmaalet naar?
 Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig,
 ublidere Kaar?
 Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler?
 Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed
 Ungdommen tabt?
 — Men bygge
 min Lykke
 paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt;
 jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge.
 — O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler,
 der angrer, at I
 gled forbi!

Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling.
 Er Ungdommen klog?
 Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling
 og hensynsløst Sprog.
 Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes,
 da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende
 Slægts-Pietet.
 Jeg vilde
 ved stille
 udadlelig Flid vinde mere end sket.
 Først nu er jeg fri. O, men er det for silde
 forynget at leve de Drømme, som sendtes,
 da Haabet var sundt,
 Verden rundt!

XIII

Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter,
 ud til et blodrigt Liv i sære Egne,
 en Udvé, som gaar alle vide Vegne
 til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter,
 hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter.
 — Der er saa mange Præmie-Sjæle til,
 o, lad mig altid være ung og vild!

Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«,
 min egen ranke Nakke ydmygt bøje
 — hellere med det lidet lade mig nøje
 end tækkes Krybet i en højere Sfære,
 hvor der er smitsomt for min Sjæl at være.
 Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare,
 o, lad mig altid være ung og Daare!

XIV

Der er ikke et Menneske, fjern eller nær,
 som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær,
 jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven,
 I véd, hvad jeg hedder, og hvor jeg gaar hen,
 men Driften, som hidser mig, kender I den?

Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt.
 Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt?
 Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært,
 at Menneskelivet er bitterlig svært
 og Mennesket selv af omtvisteligt Værd.

Jeg er i den vide Verden kun én,
 hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén,
 kun ene og ensom, en tillukket Grav,
 hvor strømmende Ord mine Læber saa gav,
 en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav.

Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor,
 eller gemmer mig bort i det tavseste Nord,
 hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred
 eller higer mod Liv fra mit Skjulested,
 jeg er dog kun én i al Evighed.

En venneløs gaar jeg i Fjendekrig,
 og fjenderig møder jeg Vennesvig,
 selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt,
 den Ven eller Fjende, der faar min Foragt
 — og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.

Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ,
 jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ,
 men ofte — og mest naar jeg rammes brutalt —
 da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt,
 men stærk er jeg bleven i godt som i galt.

XV

Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned,
 naar jeg saa' et Insekt blive pint,
 naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder,
 og dens Hjærteblad skælvede fint.
 Jeg har været et fængeligt Tønder
 for hvad Skabningens Ringeste led,
 jeg har ødslet med Kærlighed.

Jeg har næret min Pen med mit Blod,
 naar jeg skrev om al Menneskenød,
 om forskyldt eller skyldfri Elende
 og dens Véraab paa Retfærd og Brød.
 O, mit pulsende Blod kunde brænde,
 og min følsomme Sjæl fatte Mod,
 naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god.

Det var den Gang, mit Hjærte var Ler
 og min Tillid til Menneske-Værd
 og min Tro paa mig selv uforfærdet,
 da mit Liv laa i morgenrødt Skær.
 Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet
 af de usle Bedrag, som det ser,
 og nu tror jeg paa ingen Ting mer.

— Ja, en Gang har jeg inderlig grædt
 ved al Skabningens Kummer og Nag,
 men da selv jeg fik Pinslerne prøvet,
 tog jeg graadløs de grusomme Slag.
 Og nu taler mit Hjærte bedrøvet
 kun i dæmpede Aandedrag,
 men min Taare har rundet sig træt.

XVI

Jeg byder ej mit Venskab frem
 til Per og Povl og alle dem,
 der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin,
 men vandt du mig for dig og dit,
 saa bliver du mig aldrig kvit,
 da er jeg al min Levetid uforbeholden din.

Og den, der kalder mig sin Ven,
 skal ærligt yde mig igen
 et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund,
 og han skal taale min Protest,
 naar han ej gir sig, sand og bedst,
 thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.

En Kvinde kan jeg ofre alt:
 min Daad, mit Hjærte, ubetalt,
 og alt kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst.
 Men Mand og Mand i Venskabspagt
 har samme Pligt og lige Magt,
 og han skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst.

Men vandt du mig for dig og dit,
 og tør du tale hensyns-frit
 og elske mine Evner frem og kue mine Fejl,
 da bliver du mig aldrig kvit,
 da ejer du alt, som er mit,
 ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.

XVII

Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder,
 hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket,
 skal al Ting lykkes, maa der ske det Under,
 at jeg blir hundred-aarig og usvækket.
 Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder,
 hvordan blir Stammen trøsket da og knækket!

Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse
 snigmorderiske Død af Sot og Syge,
 Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse
 i lunkent Sollys — hellere en Byge,
 lad bare Stormen piske, Regnen øse,
 og alle Lungepibere rejse og ryge!

I brat og voldsom Død har helst jeg villet
 med denne dejlige Jord faa Afsked taget.
 Paa ét Kort sat mit Liv — jeg vover Spillet,
 men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget,
 og først naar alle Trumfer er udspillet,
 slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget.

Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten,
 et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde,
 men aldrig skal jeg angre, at min Digten
 drog mig langt udenfor den alfar Glæde.
 Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten,
 o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!

XVIII

Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod
 dybt i den jydske Muld, der var min Amme,
 Jordens Safter skal stige i min Stamme,
 forny mit Væv og nære mit Løv med Blod,
 — ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god.

Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand
 og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler,
 til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler
 det frodige Grønsvær frem af magert Sand,
 stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.

Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit
 og klamre mig som Marehalm til Bunden,
 at Havet ikke skal underskære Grunden,
 men bruse mig for Øje tro og frit,
 thi ene dette Hav og Land er mit!

XIX

Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige,
 hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret,
 for ham er Sol det selvfølgelige,
 men her i Pollandets Mørkerige,
 hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret,
 her faar jeg Solen smærtelig kær:
 nu véd mit Øje, hvad Sol er værd.

XX

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen
 og lad mig gense de danske Strande,
 hvor Natten skifter med solfyldt Dag,
 og Himlen spejles i dybt-blaa Vande,
 paa Marken Solsikken og Violen
 og Lyd af Kornlærkers Vingeslag.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,
 en purpurglødende Morgenrøde
 bag Ferskenblomsternes hvide Lin,
 med sødlig Duft af en tropisk Grøde,
 af Oleanderen og Magniolen,
 af gul Orange og blaalig Vin.

Giv mig Solen, ja, giv mig Solen,
 den skal fremelske Ungdom og Ynde,
 jeg længes vanvittigt langt mod Syd,
 dèr vil jeg aande og se og synde,
 jeg hader Natmørket her ved Polen
 og min Grav-Tilværelses golde Dyd.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,
 jeg sidder længsels-pint her og bier.
 Hvordan er Verden? — fremdeles slet?
 Har Kunsten udklækket ny Genier,
 har Frihedskravet knust Kongestolen?
 — aa, hvem der bare kom hjem til det!

XXI

Vi har atter Maanetid og Gæsteri
 — ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! —
 Her er daglig et Par Slæder paa Visit,
 for vi ligger netop paa en alfar Sti,
 og her er en stadig livlig Bytten Koner,
 det er svært at skelne mellem mit og dit
 — akkurat som blandt de Kristnes Millioner!

Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv,
 og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak,
 Husets allerbedste raadne Kød blir budt,
 og man skynder sig at proppe i sit Liv,
 mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak,
 og en høflig Vært gir Konen med til Slut,
 og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak!

XXII

Ja, lille søde Aini'nak,
 du spørger, om Kvinderne hjemme
 er ligesaa gode som her mod Nord
 og Mændene ligesaa slemme?

Om Damer, lille Aini'nak,
 tør ingen sin Mening sige.
 Men Mændene er af et grumset Stof
 og ikke just elskelige.

Jeg véd, at din Mand har slaaet dig,
 jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer,
 — aa, stakkels lille Aini'nak,
 hos os er der bitrere Jammer.

Du havde vel været ulydig
 og nægtet ham, hvad han kan kræve,
 — hos os er der tungere Vaaben
 end den bare knyttede Næve.

Det véd du jo, lille Aini'nak,
 snart læges din Smule Rift,
 men Mændene hjemme i Danmark
 de drypper i Saaret Gift.

Vi saarer med Øjets Staalblink
 og Tungens bidende Odd,
 med smaabitte haanske Skuldertræk
 eller Tavshedens ætsende Braadd.

Saa lever vi Side om Side,
 men dyrker dog hver sin Gud,
 vi vælger helst det dulgte Bedrag
 fremfor et ærligt Brud.

Nej, kære lille Aini'nak,
 du, som er saa god og smuk,
 du kender ikke den Livsens Vé,
 der bæver i Kvindesuk.

Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak,
 svarer den fremmede Herre:
 Kvinderne hjemme er bedre end her,
 men Mændene meget værre!

Alene den lille Aini'nak,
 der er sky som en opskræmmet Raa,
 du er den eneste Kvindesjæl,
 jeg blandt dine Søstre saa'.

XXIII

Vi grubler for meget og handler for lidt
 og hugger hverandres Livsgerning i Splinter,
 under Selv-Reflektionernes Mareridt
 vi leger og kriges med Vitser og Finter,
 men flytter os ikke et eneste Skridt,
 dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry
 og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry.

Tidt væmmes jeg ved at tænke med Ord,
 det er Tingene selv og ej deres Navne,
 hvoraf jeg vil fyldes — som Barnet, der tror
 uden at famle og føle og favne,
 thi Ord er Bedrag, den Naive er stor;
 mit slyngede, selv-reflekterende Jeg
 skal blive én eneste lige Streg.

Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt,
 min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen,
 jeg sanser kun Tingenes egen Magt
 oprindeligt, ubevidst — Fjældet og Tuen —
 og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt;
 jeg vil ikke mere studere mit Selv,
 blot leve naivt under Himmelens Hvælv.

XXIV

Nu stiger Lyset,
 Nat-Mørket brister,
 og Kulde-Gyset
 af Landet lister.

Rødlige Buer
 af Dæmringens Straale
 dirrer som Luer
 bag Isblink-Naale.

Paa Sletten blegner
 Skyggerne bort,
 Fjældryggen tegner
 sig skarp og sort.

Tarmrude-Lyset
 taber sit Skær,
 — nu flygter Gyset,
 Dagen er nær.

XXV

Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver,
 raskt Farvel til dem, der bliver,
 Tak for alt og Tak til Alle:
 — se, dèr kommer En og giver
 mig en lækker Hvalros-Lalle,
 som han i sin Kødgrav fandt,
 den er Rejseproviant;
 og den største Tromme-Mand
 forærer mig en Narhvalstand ...

— Afsked gør mig altid trist,
 jeg blir helt beklemt tilsidst;
 det er svært nok at forlade
 disse gode, altid glade,
 trofast hjælpsomme Eskimoer;
 — hvad jeg haaber end og tror,
 skal vi maaske aldrig ses ...
 — Det er rart at se sit Værk
 kronet af en fast, besluttet
 Viljesytring; den gør stærk:
 — jeg vil hjem, straks paa Minuttet!
 — Hør, der snakkes og der les,
 og jeg gir Signal til Spandet
 og er snart langt væk fra Landet ...

Ja, nu gaar det atter hjemad,
 men det gaar kun trælsomt fremad,
 Maanen skjuler sig bag Taage,
 Strømmen skærer mangen Vaage,
 vi maa lejre os som bedst
 midt i isnende Sydvest.

— Av, dèr »brændte« jeg min Næse,
 fire Fingre og en Taa,
 jeg har vaade Vanter paa
 — og et Ur, jeg skal aflæse,
 det er gaaet rent i Staa ...

»Her maa ties, her maa bies«,
 jeg er bleven vant til Turen.
 Mens min Hud i Frost afsvides,
 støder Stormen fælt i Luren,
 men tilsidst er den blæst træt,
 i dens sidste Aandedræt
 krydser vi den sidste Bræ,
 gaar i Sne til over Knæ
 og naar i Melville-Bugten
 ud paa ny og let-kørt Is,
 hvor vi følger langs en Rende,
 — mere Kulde, mer Elende:
 i Kamikken stivner Fugten,
 Termometrets Kviksølv fryser —
 men den hvide Maane lyser
 gennem rimfyldt Kuldedis ...

Det gaar fremad,
 vi naar hjemad,
 og vi slider, angst-befriet,
 hele Kuske-Kompagniet,
 dansk og fremmed, døbt og Hedning,
 elleve Mand om otte Læs,
 elleve Mand, tre Snese Hunde,
 lutter gridske Fraasemunde
 om det samme frosne Kød,
 — naa, vi lider ingen Nød,
 og vi nærmer os vor Redning,
 thi dèr henne
 bag et Næs
 kan Upernivik jeg kende!

Og vi kappes. Frem paa Fronten,
 Sol er nær ved Horisonten!
 — Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn,
 Hundene blir rent beruste!
 — Stolte Time, da vi suste
 som en Flok kamplystne Børn
 hen blandt Isens vilde Kaos,
 — Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, —
 Bjørnene slap ikke fra os,
 snart laa to døds-harpunerte.

Selv blev vi paa Kampens Sted,
 vi var hungrige og trætte,
 laa og aad os tungnemt mætte,
 den skrigvorne Mave fuld,
 Hund og Herre,
 — men desværre
 Hundene aad Skindet med ...

Pyt! Med Skind og røden Guld,
 hvad er Guld mod Morgenskær:
 se, vi møder Solen her,
 se, derude staar den røde
 Solgud op af Vinterdvale,
 alle Iskrystaller gløde,
 — og vi gaar vort Hjem i Møde,
 og vi staar og ser og ser
 — længe — — og kan ikke tale — —

TILBAGEKOMST

Saa kom det store Øjeblik,
 da vi igen var fremme;
 dèr laa de kendte Huse,
 vi følte os som hjemme.
 Der fløj et Dannebrog til Tops,
 og Hytten syntes os et Slot,
 — aa, disse kære Farver,
 hvor gjorde de dog godt!

Nu traadte vi i Stuen ind,
 vor syge Ven blev baaret,
 saa rørende en Velkomst
 blev aldrig os beskaaret.
 I Ovnen brændte festligt Baal,
 og mange hvide Lys stod tændt,
 — vi maatte alle tie
 med Ansigtet bortvendt.

Saa drak vi da et godt Glas Vin
 og smagte Fruens Kage,
 vi skal nok aldrig glemme
 den Stund, vi kom tilbage;
 det sagde ogsaa O'sakrak,
 da han af Hvedebrødet bed:
 — »Ja, nu kan jeg begribe,
 I længtes svært herned!« ...

Men laa der intet Brevskab gemt?
 — min Puls tog til at banke,
 den store Post fra Danmark
 var aldrig af min Tanke.
 — Nej! Ingen Hilsen, intet Bud!
 da blev mit Hjærte koldt som Is,
 saa har I Stakler hjemme
 vel frygtet vort Forlis! ...

Se — jeg er karsk paa Krop og Sjæl,
 og vi skal atter mødes,
 og af vor Gensyns-Lykke
 skal ny Værdier fødes.
 Og er endnu min Hjemvej lang,
 og faar jeg ingen Breve,
 aa Gud, om vi naar sammen,
 hvor smukt skal vi da leve!

LIV

Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt
 for den, som har Sans til at leve det ret,
 men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt,
 naar Udlængslen snører vort Aandedræt.
 — Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves,
 jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose,
 af Lyngblomst og Rose
 var længst jeg træt,
 var vammel ved Troskab, forbitret af Svig,
 men Verden derude var stor og rig,
 og kostelige Skatte skulde hæves.

Saa traadte min Fod den forjættede Muld,
 og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer,
 men ikke alt det, som glimred, var Guld,
 og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor.
 Snart sang jeg, snart græd jeg — og fandt ikke Skatten,
 min Sjæl blev bekymret — hvor gemtes vel Lykken?
 saa sejled fra Bryggen
 jeg længst mod Nord,
 dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn,
 dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn
 og skjalv dog for Mørket og Natten.

Da kom der en stormfuld, oprivende Tid,
 for første Gang fik jeg mig selv endevendt,
 — dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid,
 nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ...
 Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole
 og véd hverken ud eller ind med vor Bane,
 kan slet ikke ane,
 hvordan den var endt,
 men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os,
 faar vi Tag i os selv, nu kan Livet bruge os —
 Livet, den kostelige Skole!

—

Og det blev just Skatten, den Vildfarne fandt
 dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog,
 at Fred til en Selv-Omvurdering han vandt,
 og læged blev Vunderne, Livet ham slog.
 Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister
 og drager langt bort fra de hjemlige Kyster
 til vovsomme Dyster
 afsindig og klog.
 Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt,
 og Lysten til Livet en adelig Byrd,
 hvad enten det bær eller brister.

—

Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt,
 du dejlige Liv, som jeg drager imod
 fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat
 til Foraar med Midnatssols gyldne Flod!
 Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden,
 fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde,
 jeg har en Veninde —
 og træt er min Fod —
 ja, dejligt er Livet i Fare og Flugt,
 men dejligst af alt, som er dejligt og smukt,
 er altid min Hjemkomst fra Færden!