V.

Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø, men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte, at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning, at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste, og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.

Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres Velmagtsdage.

Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage. Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.

Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte — i daarligt Vejr — vaad og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet, Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god Veninde.

Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone — hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:

»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«

Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa inderlig vant til.

Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige Optrin mellem dem.

Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter, maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.

Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.

Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor sin Fader.

Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg, men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet hendes aandelige og moralske Væxt. —

Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt Svar.

I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om Kjærlighed og Elskov. Det, at hun saa pludselig havde bundet sig til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget skræmmende for hende.

Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning, var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.

Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig, betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst for, at han ikke skulde have ment det alvorlig — kun givet efter for et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han havde lovet.

Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder, hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt. Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad Øjeblik det skulde være.

Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.

Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne, fordi han traf hende i et fattigt Hjem.

Om Lørdagen — det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var vendte tilbage til Byen — kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot et Par Linier:

Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa — med en Slags barnagtig Vigtighed — til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt, syntes hun.

Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil, vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.

Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de Menage osv. — altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med efter en meget mangelfuld Maalestok.

Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket i det tilstødende Værelse — Lejligheden bestod af tre Værelser, hvoraf det ene var et terra incognita for uvedkommende — satte Fru Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.

Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden altfor fedtede og slidte — havde hans Kone erklæret — til at han kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig Familiebegivenhed.

Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.

Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet, som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og sagde:

»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«

Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes Fader gaaet. —

Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad Nakken.

Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine og sagde:

»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«

Og hun svarede med taalelig Anstand:

»Velkommen, Henning!«

Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank, i den lave, falmede Stue.

De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig havde været vant til.

Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet være ham temmelig ligegyldigt. —

De nyforlovedes første Dag — denne mærkelige Dag med alle dens Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv Forlegenhed — gik overmaade godt.

Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru Thorsen.

Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«, som Madamen havde laant.

Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem den halvt aabne Dør. Men Herregud — der var jo ikke noget ondt deri.

Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere Velstand. —

VI.

Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige, hvad der bedrøvede hende. —

En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«

Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham. En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden skulde have al den Fritid, han kunde raade over. —

Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.

Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro, hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.

Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.

»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er, men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille Plads tilovers for mig — en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde mig over hans Lykke.«

En anden Gang — nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos Henning — kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.

»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom, men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske intet af; han har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«

Minna rystede paa Hovedet.

»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«

Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen. Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.

Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket Tavshed paa begge Sider.

Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende. Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning. Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde tændt Lys.

Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved Vinduet — altsammen i dyb Tavshed.

Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over dette mer end almindelig slette Lune.

Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. — Men hun saa' trods sin Uartighed — Henning kunde i Øjeblikket ikke finde nogen bedre Betegnelse — saa fristende sød ud, som hun sad der ved Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa bløde og runde som et Barns.

Han gik hen til hende.

»Hvad er der i Vejen, Minna?«

Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.

»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«

»Ingen Ting!«

»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver at være saa barnagtig.«

»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig, der kalder mig saadan«.

»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«

»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«

»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«

»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde — saa gaar det nok over«.

»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa ondt Humør?«

»Aa, jeg ved det ikke — lad mig blot sidde i Ro.«

»Minna!«

Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde før, naar der havde været Uenighed mellem dem.

»Naa, vil du endelig vide det?« — hun fór heftig op af Stolen og stod lige overfor ham — »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke — jeg vil ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«

Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der saarede ham.

»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.

»Aa ja, saa omtrent — men jeg vil ikke, hører du«.

»Det skal du heller ikke« — Henning talte rolig, med synlig Umage for at beherske sig — »men du kunde nok have sagt det paa en lidt hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«

Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.

»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«

Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, — naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa Laasen og traadte ind.

Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad. Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes Hoved.

»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke længere være vred paa dig«.

Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.

»Du fortryder det — gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.

Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans Hals.

»Aa — du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet ingen maa have nogen Del i dig!«

Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.

»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa glad, som han nylig havde været bekymret.

»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du holder af andre end mig.«

Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede hede Kys paa hendes Mund.

Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys — for første Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel, fik ham næsten til at stønne af Angst.

Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa' paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der ved, at man ikke længere er vred paa det.

»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.

»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og du er heller ikke vred længere — er du vel? Saa —« hun klyngede sig tættere op til ham og hviskede de sidste Ord — »saa maa du ogsaa gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«

Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild, afsindig Lidenskab fik Magt over ham — —

Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst foran ham. —

»Gaa! Gaa!« — Hun stødte Ordene kort og hæst frem.

Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det, ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken, der smertede ham mere end hendes Vrede.

»Tilgiv mig — tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.

Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han nærme sig hende.

»Nej — nej, rør mig ikke!« bad hun.

»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«

»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«

»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen kan blive godt mellem os.«

»Nej, nej — men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa ondt ...«

Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked — skammede sig som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind — hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu rev op i ham.

Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?

VII.

Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før. Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning, syntes paa én Gang at være bleven tændt.

Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage, blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende Ægteskab.

Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og han var Skyld deri.

Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden — hvor kort den end var — forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. —

Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over det.

Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den Ting klarede sig nok.

Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere Ligevægt i den sidste Tid. —

De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det.

Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. —

Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke, ny Porcelæn skulde gaa i Stykker.

Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde faa.

Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre, Hennings Fader og Hans Frederik.

Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.

Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud — lige i Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet, der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende Guldpailletter. —

En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren.

Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud. Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel. Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte med til Sognet.

Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden kom. —

Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt Bevægelse. —

Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og indtrængende til dem.

Det var let nok for de unge at elske hinanden — sagde han — men Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv Modgangen let at bære. —

Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. —

De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.

Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om. Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet, der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.

VIII.

Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i, »hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme paa de Tider, da Henning besøgte dem. —

»Ja — det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han. »Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.«

Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.

»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over, at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja — og nu vilde jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med hinanden ....«

Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.

»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.

»Nej, nej, vist ikke — ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt det end maa synes Dem. — Minna har sine Fejl, som det maaske kunde falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og det duer ikke ....«

»Jeg forstaar Dem ikke« — Henning begyndte at ærgre sig lidt over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. — »Er det Deres Mening, kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal forholde mig overfor min Kone?«

»Aa, bliv nu ikke vred — bliv endelig ikke vred,« stammede gamle Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den bedste Mening.«

»Det tvivler jeg slet ikke om.« — Henning fortrød allerede sin Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?«

»Ja — ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« — gamle Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af den glædeligste Art — »og jeg kan forsikre Dem, at det er de ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en Hykler. Aa ja — man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse, men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af Ægteskaberne — navnlig i den saakaldte bedre Klasse — er det Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.«

Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori.

»Det er maaske Deres Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod; han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og Billederne blev aldrig solgte — undtagen til Marskandiseren eller Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den Lykke, som han saa længe havde ventet paa. — Ser De, Svigerfader, en saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun en Kvinde i Stand til at føle.«

Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.

»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende — det kan jeg ikke. Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det andet sig nok.« —

Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det.

Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik et nyt Billede solgt. —

Lidt efter kom Minna ned.

»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.

»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?«

»Aa — det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg skulde have dig for mig selv.« —

I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende, og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.

De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem. Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt, om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.

Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte.

Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke.

Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.

Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse.

Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op; saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad.

Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han — — en gammel Mand rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede til noget, men det var Tidernes Ugunst ....«

Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn fæstede paa ham.

»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?«

Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig.

»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.«

»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af Aftenen.«

Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de fremmede.

Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men der var ingen Fart i Samtalen.

»Familievrøvl — bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik til Henning.

Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig over, hvad der var sket.

Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning.

Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt, trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen uden at sige et Ord.

Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.

»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.«

»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig selv en anden Gang, Fa'er.«

»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv, at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. — Glem nu ikke at gjøre hende en Undskyldning, hører du?«

Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet trukket op over Hovedet.

Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over, at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget det paa den Maade. —

Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun holdt det fast mellem sine knyttede Hænder.

»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone.

»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt.

»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og fornuftig vil sige dig.«

»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!«

»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt ad, som du gjorde i Aften?«

»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den Skam, som overgik mig!« —

Minnas Stemme var bitter og udfordrende.

»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader, om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.«

»Aa ja — aa ja, bliv kun ved!« — Minna lo bittert. — »Alle andre kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og Vanære over os.«

»Minna!« — Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger? Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader. Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre — og jeg gjentager, at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod din Mand.«

»Det klæder dig smukt at tage saadan en Fader i Forsvar og overvælde mig med Bebrejdelser. — Men jeg vil ikke finde mig deri; jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...«

Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.

»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?«

Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev ved at se ned for sig og svarede ikke.

»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.«

»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem, du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der harmer mig.«

Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. —

»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.«

»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen — slet ingen trænge sig imellem os.«

»Aa — du store, store Barn!«

Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen.

IX.

I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet Lune.

Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.

Undertiden — og det var ikke sjælden — naar han arbejdede i sit Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter, og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og Kjedsomhed. —

Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun var over at mærke, at han allerede nu — da de havde været gifte saa kort — holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.

Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af Kjedsommelighed.

Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være skinsyg paa hans Arbejde.

Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv kunde være.

Men alt dette — den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede, den næste Regnvejr og Kulde — gjorde ham pirrelig og nervøs. Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke Øjnene i.

Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke, som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et Aars Tid igjennem.

Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse, hvad det skulde blive til.

Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op i ham. —

»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds. »Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at arbejde. — Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone, der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.«

»Aa — hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse for mig.«

»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde, at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« — sagde han lidt bittert.

»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev gift med dig!« —

»Det vidste jeg ikke« — Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet — om du saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at sørge godt for dig.«

»Ja, du er nu saa mageløs ædel — i din egen Indbildning. Men jeg havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.«

»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa mellem os to — det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj Grad.«

»Ja, naturligvis!« — Minna lo hysterisk. »Men du er stadig saa mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig! Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var ovre ved Theatret!«

Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte hans Blod i Kog.

»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds, saa skal jeg ikke sætte mig derimod.«

»Aa nej — det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og Fred og tog mig al Ting meget lettere.«

»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig klart paa vort Forhold?«

»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...«

Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet i sine Hænder og gav sig til at græde.

Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været den rette Mand for hende? — Han fortrød sin Heftighed og søgte at berolige hende.

»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden. Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.«

»Ja det lyder smukt nok« — Minna slog atter over i sin gamle, haanende Tone — »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have — og jeg vil ikke undvære noget — saa kan vi jo for Resten lade hinanden være i Fred.«

»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte han bittert. — »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene op for, hvad det maa føre til.«

Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men det vilde ikke lykkes.

Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig.