X.

Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng, bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste af alle Mænd.

Og saa fik han Barnet at se; hans — deres Barn. Oven i Kjøbet en Dreng — en prægtig Dreng!

Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.

Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar Tambeskjælver foran Pillespejlet.

deklamerede Hans Frederik ham i Møde.

»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle dig, at vi har faaet en Søn, — en stor, dejlig Dreng!«

»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«

Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at se Henning i det gamle, frejdige Humør.

»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg forsikrer dig — om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et rigtigt Menneske ud af!«

»Aa — jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for. Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:

»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds Styrke!« — — —

Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen. Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte.

Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.

Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod til at have bragt Lykke til Huset. —

XI.

Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs overfor ham i deres daglige Samliv.

Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor gjærne hun end vilde.

»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg var død.«

Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv; naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en Kurv Frugt eller en Buket Blomster.

Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han mange Gange — især i den senere Tid — lod sig ægge til at bruge haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. —

Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.

Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. — Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. — Javist — for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.

Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«

Henning kyssede Drengens lyse Haar.

»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«

»Hvorfor tænker du?«

»Jeg tænker paa dig — at jeg altid vil være god imod dig.«

»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære dig en Vogn og en Gedebuk. — Bliver du saa glad?«

»Ja, saa bliver jeg glad — naar du er en god og artig Dreng.«

»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa helt pludselig:

»Mo'er skal ogsaa være god.«

Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.

Han tog ham ved Haanden og sagde:

»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«

Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun var i daarligt Humør. —

Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt, og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment, som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.

Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige Ting.

Minna svarede med Enstavelsesord.

Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.

Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The ude i Haven. Vejret var saa smukt.

Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.

Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.

»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude kunde man skimte Sundet.

»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at gaa paa denne Maade.« — Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg vil ikke have min Dreng ødelagt.«

»Din Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok med at tage ham fra mig.«

»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«

»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig. Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan bare slide og trælle i Huset — det er alt, hvad jeg har at opmuntre mig med.«

»Minna — hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden sandelig din.«

»Aa, — jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«

»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?« spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle mig som en rigtig Tøffelhelt.«

»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og hengivne Kone? Aa, — saa maatte du være en helt anden Mand end den, du er!«

Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig og svarede rolig:

»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i, at jeg burde have været en helt anden Mand — det vil sige mindre føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde du mindst bebrejde mig.«

»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. — Jeg sagde dig jo en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«

»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører ikke til noget.« — Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen over Panden. — »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være Vidne til vor Uenighed.«

»Ja saa — du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« — Hun fór heftig op.

»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa. Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du for en Tid kom i andre Omgivelser.«

»Og hvor skal vi tage hen?«

»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for os selv. Lad os prøve paa det.«

Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.

»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok, du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var forlovede.«

»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad Vinteren.«

»Ja — naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der bare Fiskere.«

»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du kan godt faa Selskabelighed.«

»Aa — det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«

De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet, hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.

I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.

Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.

Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev. —

En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.

»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede, en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten. — »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro, ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror, at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa — ikke sandt?«

Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male Studier derfra.

Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos ham, som han ikke kunde blive kvit.

Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det venstre Øje. Snittet paa hans dress røbede en synlig Bestræbelse hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk, hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. — Ellers var der intet som helst mærkeligt ved ham.

I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med de andre Herrers Mening.

Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,« tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«

»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange, behandskede Haand. —

Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han lidt efter gik hjem fra Stranden.

Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed. Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop være hendes Mand?

Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde forandret sig for dem begge?

Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.

Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.

For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. —

Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær; bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.

Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed, kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.

Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet, hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af Byfogden i egen Person.

»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«

Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.

»Her gjør vi ingen Ceremonier — knapt nok med Forbryderne!« raabte den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod! En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. — Maa jeg saa præsentere Dem hele Arresthuset. Min Kone derovre — mellem os sagt den værste Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen — min Datter til venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den Herre dér kjender De allerede, og — det bedste gjemmer vi tilsidst: Min Søsterdatter, Fru Aaby — Hr. Genremaler Bentsen — —«

Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun og han gjenkjendte hinanden.

»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender. Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«

Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt, brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. —

Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den gav ham Tid til at sunde sig lidt.

»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«

Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.

»Aa — Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.

»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.

»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. — »Jeg har tilbragt uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«

»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af Familien! Det var da rent forbandet morsomt. — Ja, det var en brav Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« — Byfogden sagde det helt bevæget — »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«

»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« — Ordene slap Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.

Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. —

»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa Tiden at bryde op. — »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule jaloux — hvad behager?«

XII.

Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige, er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene, som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. —

Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager nede paa Stranden.

Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven, hverken mer eller mindre.

»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De været henne saa længe?«

»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.«

»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok, med den kan man udrette saa meget.«

»Ja — især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.«

Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig. Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side hen over Klitbakkerne. —

I Uger og Dage — lige fra deres første Møde — havde han ikke tænkt paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere og mere ordknap.

»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider. »Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.«

»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed og lade Fortiden være glemt og begraven. — Ja, nu er det sagt. Og jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.«

»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt, aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke kan omgaas som gode og trofaste Venner. — Det var heller ikke min Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet, at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.«

»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru Aaby. Saaledes. — Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.«

Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker, hvorfra der aabnede sig Udsigt — saa langt Øjet naaede — mod Vest ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land, hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland. Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad med dens knejsende Kirkespir.

Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm, og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede paa, hvad han havde at sige hende. —

»De har en Gang været min gode Engel« — Han talte i en langsom, halvt sagte Tone — »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at skrifte for Dem — fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...«

Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik:

»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle Dage. Men — De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. — Jeg har maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke over et Menneskeliv ....«

Det varede lidt, før hun svarede ham:

»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.«

»Hvorfor? — Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger vel udelukkende hos mig. — Jeg betragter det desuden som en Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der nogensinde har opfyldt mig.«

»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen — De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke, som hun ikke kunde berede Dem ...«

»Nej — De misforstaar mig — eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven — ligesaa rolig og behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som noget, der ikke længere vedkom mig.«

»Men det maa De jo dog — hvad andet skulde De vel?« — Hun sagde det lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.

»Jeg — jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele er.«

Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.

»Vil De svare mig ærlig? — Er De fuldkommen lykkelig?«

»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. — Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte — »Men for at De ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at opfylde sine Pligter, saa er jeg det.«

»Hvor det lyder fornuftig — og kristelig.« Henning lo bittert uden at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. — »Det maa være i høj Grad velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken og sige til den: det skænker du mig og ikke mere, lad mig blot beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej — bliv ikke vred, fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det er umuligt — og det vilde ikke være Dem værdigt.«

»Henning!« — I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket paa en Gang blevet strængt og fortørnet — »De misbruger den Ret, vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset, ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.«

»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« — Han sad lidt og stirrede ned for sig, før han vedblev: — »Hvis jeg havde set, at De var, hvad jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke at mødes tiere.«

»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og — — jeg vil ikke længer fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.«

Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive.

»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.«

»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.«

»Jo — De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se slet saa mørk ud for mig. — Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.«

»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa ærlig, som De har talt til mig — det havde været smukkere handlet, om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de Forhold, man skal gjemme hos sig selv.«

»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre. Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen. Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg vilde have gjort det.«

»Nu — jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.«

Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk over den lille, fintbyggede Skikkelse.

»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed — gid De maatte faa Glæde af mig.« —

Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. — Hun blev staaende endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.

Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var ikke bleven berørt. — Han gjorde sig Umage for at synes munter og tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.

Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at skræmme hende bort, hvis han røbede sig.

Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i hendes Nærhed.

Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare sin ydre Ro overfor hende.

Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig mange Gange overlegen. —

Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige Historier, og saadan i al Fortrolighed — ved et lille Glas sammen med Doktoren og Postmesteren — gjorde han ingen Hemmelighed af, at han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.

Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. —

En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens. Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen, at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at Aage var nede i Haven med Fru Aaby.

Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. —

Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa ham. —

Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. —

»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige.

»Nej — jeg har ikke.«

»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet og rakte sin Mund op til hende.

Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig — som med et uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse — tog hun Drengen i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. —

Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa Jorden. —

»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort Dem for megen Besvær?« sagde han.

»Aa — det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun — uden at se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?«

»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.«

Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende Fornemmelse jublede det i ham: — »Saa har hun mig dog kjær!«

Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb bag ved Husene i en Udkant af Byen.

Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende — den eneste, han virkelig havde elsket. —

Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby var rejst.

Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig interessant Rygte ud i Byen.

Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som der nok skulde have været hos Byfogdens. — Gud bevare hendes, Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at bevare Embedshemmeligheder, men aabne Brevkort hørte ikke med til denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var Hr. Aaby rejst.

Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket med i Snavset.

Nu kunde og vilde han ikke tøve længere.

Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at blive. —

En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax. Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun bragte med sig allevegne.

Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var hændet noget usædvanligt.

Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. — Det gjorde ham en Smule forvirret.

»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet.

Hun lod ikke til at ville forstaa ham.

»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier, De har malet herovre,« sagde hun let henkastet.

»De lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede han i samme Tone.

»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort for et Par Dage siden.«

»Deres Mand.« — Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev blussende rød.

»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt og lidt — hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. — De maa høre, hvad jeg har at sige Dem.«

Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:

»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem — De handler ikke som en ærekjær Mand!«

»Margrethe — Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«

»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide, hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort Forhold til hinanden; derved maa det blive.«

»Nej — jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«

»Raser De, Henning? — Med hvad Ret taler De saadan?«

»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe — jeg kan og vil ikke længere skjule det for Dem.«

»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og trofast Ven — det er Dem, der taler saaledes til mig! — Aa — det bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«

Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.

»Margrethe — vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der i alt Fald af Navn er min Hustru. — Men jeg kan ikke andet; jeg beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte, De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«

»Nuvel — jeg vil opfylde Deres Ønske — men, Henning, jeg advarer Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde baade for Deres egen og min Skyld.«

Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort fra ham, medens han talte. —

»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. —

En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! — Men den anden, den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive lige ung og ny. —

En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad —«

Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.

Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:

»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs store og skæbnesvangre Vildfarelse. — Tilfældet førte mig sammen med en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge. Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. —

Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig: Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? — Svar mig, Margrethe. — De maa være ærlig og uhildet nok til at dele denne Tro.«

»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags Præg?«

»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes frem og udvikles.«

»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for Egenkjærligheden.«

»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte umulig kan lægge Dem i Munden. — Var vi ikke saa skrøbelige, som det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem, som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«

»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«

»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...

Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller letsindig.

Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere eller færre Kræfter til at staa imod med. —

Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. — Er det rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og Kamp? — De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar, som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig Fremtid for os.«

Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham — denne Gang seende ham lige i Ansigtet.

»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som — skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende — dog aldrig har gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan Forhaanelse af Dem. — Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig — er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. — Nej, nej, Henning, jeg vil ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig, ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«

»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De baade Dem selv og mig? — Der vil komme en Dag, hvor De vil angre det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker jeg under, da er Skylden Deres.«

»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er da kun deres egen Svaghed, — og en saadan Svaghed er foragtelig.«

»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed. »Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt, men De vil ikke.«

»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den, De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere Erkjendelse — det er mit bedste Ønske for Dem.«

»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.

»Ja — alt.«

»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«

Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked. Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige, at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde, dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg, saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. —

Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte Tilværelsen for ham?

Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod hans Hustru.

Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at opdrage paa?

Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre Mænd — at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? — Men nu skulde det have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere. Sandheden skulde hun høre af ham. —

Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet, jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem. Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning, hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.

Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig, hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.

Minna sad ved Vinduet og syede.

Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget usædvanligt i hans Adfærd.

Saa tav de en Tidlang begge to.

»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.

»Naa — det var jo rart.«

Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning dertil.

»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«

»Herregud — kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«

»Men du skal. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« —

Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til en voxende Bitterhed. — »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt, selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«

Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt var blegt, da hun spurgte:

»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd har gjort dig?«

»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har gravet mellem os. Fordi ....«

»Aa — du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. — »Jeg ved det hele. Det er hende — din dydige Veninde, der er traadt imellem os. — Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her over. — Men gjør kun, hvad du vil« — Minna skreg Ordene frem — »Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«

»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde. »For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig. Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa — nu er det sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«

Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse, hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.

»Aa Gud — aa Gud — saa slet kan jeg dog ikke have været!« — —

Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.

»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod — du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«

»Men du — hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. — »Hvem siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig — fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«

Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen, idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. —

Hun havde en Gang før — i Begyndelsen af deres Ægteskab — rettet en lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen Sandhed deri. — Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende saa haardt til?

»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav Stemme. »Ja — jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«

»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil leve under Tag med dig.«

»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«

Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor, gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde han maaske ikke være gaaet.

Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. Det syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu, da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast og pligtopfyldende Hustru.

Nej — saa vidt burde han ikke have ladet det komme. — Men var det alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens hans Hjærte var opfyldt af en anden — hende, som han vidste aldrig kunde blive hans? —

Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord, som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste Ting — for Husfredens Skyld.

Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel, medens hendes Mand rejste til Udlandet — i Forretningsanliggender hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.