XIII.

Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det gaa strygende løs med Baller og Middage.

Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger, der kom ind.

Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.

Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter — en Tilstrømning, for hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. —

Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til »bedre« Folk — hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod — mindre gavmild af sig — med en meget ringe Løn. Han er ikke en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret, og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige Klædningsstykke lige saa godt som hin.

Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere, Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det egentlige store Proletariat.

De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være bedre, end den er i Virkeligheden.

Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.

Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i Størstedelen af sin Levetid.

Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se Sønnen vinde frem i Verden.

At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største Forventninger om sin Søns Talent.

Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige Kunstudstilling — dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind — var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. —

Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle, stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.

Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet bestilt!« — hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk Blik — allermindst for Sønnens Arbejde.

Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget rigtigt og sige — »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for hele Kunstakademiet. —

Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig mærke dermed.

Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive lykkelig ogsaa i det Kapitel.

Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete af Minna.

»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv, halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv vidste af.

Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige lukt ud i Stranden.«

Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke ham ved. —

Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget, der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.

Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle, under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.

I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre kjærtegnede Barnet — kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter, dannede en Undtagelse fra denne Regel — og hun havde mere end en Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.

Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust bort. —

Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke, selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem — det var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende — og han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa ham.

Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa, hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han tog sig det. —

Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle Mand.

Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde, som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.

Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri, de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde Skipperne ikke Tid til at vente paa.

Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det ikke lykkes ham at blive færdig med. —

Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det, eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.

Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.

Saa var det Dagen før Nytaarsaften.

Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat paany.

Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i dem for at berøve dem deres Vinterpynt.

Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster paa Ruden.

Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.

Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans smilende Læber.

Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.

Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og haard — thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den til lutter Vand og Søle.

Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til, saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det, der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at slaa op om Ørene, hvis de færdes ude.

Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden, foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald. Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. —

Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.

Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven lukket. — Ellers var der tomt og stille overalt.

I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken var lidt over ti.

I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede, boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen i Etagen neden under.

Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved Vinduet.

Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et trist og uvenligt Præg.

Der var ingen Ild i Kakkelovnen. —

Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.

»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.

Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen anden Udvej tilovers.

Naa — Herregud — en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde.

Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende Indhold:

Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni — ti — den gik stærkt til elleve.

Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu — som han alligevel haabede — intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa — det kunde jo for den Sags Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til den næste Dag.

Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og Aftensmaden over. —

Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som Brændsel.

Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i Munden paa ham.

»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.«

»Aa — bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg paa at synes oprømt.

»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det er dog for galt. — Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.«

»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,« svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.«

»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.«

»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.«

»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for, at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.«

Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at forsyne den gamle med, hvad han behøvede.

»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,« sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren.

»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang — til næste Aar, om Gud vil, at jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den gamle med et melankolsk Smil.

»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.«

Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.

Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte frygte for stygge og ubehagelige Scener. —

Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.

Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre Handlende holdt aabent endnu.

De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste, at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog, som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene, nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at blegne af Misundelse. —

Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.

Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens Time, og med en Stemme, der skælvede — hvad enten det var af Kulden eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, han ventede sig af Aarets sidste Aften — bød han Karlen at sætte Skodderne for.

Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne, Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. —

Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.

Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa Timer siden. —

Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød. — Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn.

Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og hvor ondt det havde gjort ham at se det.

Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun begyndt at græde og lamentere.

Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. Hun vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de kunde slaa sig igjennem.

Henning forestillede hende, at de jo — Gud være lovet — endnu ikke havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det.

Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord baade mod ham og hans Fader. —

Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.

Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes skingrende Stemme.

Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt forfærdet paa hende.

Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa frygtelig? — —

Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun skulde ikke vente ham hjem for det første.

I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. —

Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet ud for at kalde ham tilbage — fortrydende sin brutale Hidsighed ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. —

Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den østlige Ende af Byen.

Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet, snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker og forskjellige andre Gjenstande.

Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.

Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt. Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for at fejre Sylvesters hellige Aften.

Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.

Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over den.

Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske, af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke skulde gaa sulten til Sengs.

Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske — han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme — og køre ud at hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det nemmeste og naturligste.

Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse, selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.

Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage! Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. —

Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig.

»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?«

Henning vendte sig om.

»Aa — er det dig, Erik! — Kan du laane mig ti Kroner?«

»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa vil. Jeg er vældig pr. Kasse. — Men hvad Fanden er det for et Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?«

»Aa nej — men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,« forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe — ja, det kan være lige meget, hvem — med en lille Sum Penge, og saa gjør jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.«

»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen — eller hvordan det nu hedder. Hør — for Pokker — det er da aldrig ... hvad, du dydige Ægtemand ..?«

Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.

»Aa Vrøvl. — Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning ærgerlig.

»Ja vist, Fa'er min — bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed — Her har du Pengene, min Dreng.«

Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i Haanden paa Henning.

»Tak — Farvel — i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde Henning og vilde gaa.

»Aa — hør en Gang — Henning — det er da ogsaa rent bandsat, at du skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre! Hør du — kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.«

»Jo, det maa du gjærne. — Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham med nogle Penge — det er hele Historien.«

»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud — hvad? Og bag efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar du gaar med, bliver vi sex til Bords — et udvalgt Selskab, forsikrer jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de hjemlige Kjødgryder.« —

De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner — naturligvis i al Skikkelighed.

Han havde dog vaklet lidt. Var det — trods det, der var sket — rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var rigtignok alt andet end tillokkende.

Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev mishandlet. —

Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen — blot for en eneste Aften — trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.

Han trængte haardt til det, syntes han selv.

»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse? Ser du — baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne for dine tørstende Blikke.«

Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under Vennens og trak ham med sig. —

»Du burde have fortalt mig, at der var — Damer med til jert Gilde,« sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu og da lød en støjende Latter.

»Aa Snak — saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede Erik halvt mellem Spøg og Alvor — »du skal naturligvis sidde længst borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme i Fristelse. Og desuden« — Erik slog atter over i sin gamle, kaade Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre — »det er prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.«

Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte. —

Det havde været en mageløs Nytaarsaften.

Hvor man havde lét og moret sig — ja, og spist og drukket — ganske storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne — begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at lægge Mærke til.

Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen. Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! —

»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger Damerne hjem.«

»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone. »Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke Eva!«

»Er Du gal, Henning!« — Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder — saa vilde jeg hellere ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu fornuftig og lad mig følge dig hjem.«

»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. — Ikke sandt?«

Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved — med en koket lille Skindhue — der støttede sig op til hans Skulder. Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!«

Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.

»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem.

»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. Felicissima notte, mine Børn! Tak for i Aften!«

Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav ned ad Gaden.

Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev alene tilbage.

»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det, skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.«

»Aa hvad — det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser.

Gaslygterne — paa den ene Side af Gaden — brændte endnu i den kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for længe siden. —

Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig, frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende Dag.

Det var Nytaarsmorgen.

Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen sin Bane rundt.

Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.

Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen under Armen.

Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger — uden Salmebog — med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege, forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om, at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i Morgenstunden. —

Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere befærdede Gader.

Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.

Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af sig. —

Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et Hoved forsvinde bag Gardinerne.

Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.

Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede, og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog ham i Møde.

Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten — og Minna staaet og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i Sovekammeret ved Siden af. —

Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm.

Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart. Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og dybt, dybt ind i hans Hjærte.

Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som hvis det havde været uskyldige Tømmermænd.

Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire og tyve Timer tilbage. —

Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly, men dog vedblev han at ligge vaagen.

Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han tænkte paa.

Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed han nylig havde kysset — den smukke Eva? — Var det ikke ligesom en snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. —

Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham.

Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der gled langsomt forbi Kysten.

Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte, at han var den første iblandt dem.

Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. — Da han saa sig om, var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.

I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke Baaden skruedes fast. — Men inde fra Stranden rakte der sig et Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.

Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.

Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte ned og knuse den.

Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.

Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden — ganske nær ved ham ..

Og saa vaagnede han. —

Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. —

Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte.

XIV.

Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde spildt.

Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og hvorledes det skulde være — det stod altsammen saa klart for ham — men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og haandværksmæssigt.

Men han vilde. Og han begyndte forfra og forfra igjen.

Omsider — en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være indleverede til den aarlige Foraarsudstilling — blev hans Billede færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg.

Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli.

Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa eller falde med det.

Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de andre Arbejder.

Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket — en øjensynlig Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var forfejlet.

Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til sygelig Følsomhed.

Billedet var og blev mislykket.

Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater — Billeder, der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved at mærke hos sig selv, at han misundte dem.

De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som frugtesløs. — Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende Lygtemand?

Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. —

Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald — at han kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke den skabende Kraft. Men Paavirkningen — baade den indre og ydre — havde manglet ham i altfor lang Tid.

Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed, som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den — og bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at gjøre andet — men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. —

Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle friske Tanker — saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen.

Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige Sorger for at leve — og de truede med at blive meget følelige, saafremt han ikke fik sit Billede solgt — men først og fremmest med den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang.

Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de »lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor blev det alligevel — hvor prosaisk det end var — et Livsspørgsmaal for ham.

Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt, at han vilde faa Stipendiet.

Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid — men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede.

Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og raslende Haglbyger.

Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne, under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde Paraplyen stik mod Vinden. —

Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han trængte haardt til.

Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse sig igjen efter det sidste Nederlag. —

Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.

Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer, der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud, som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.

Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig videre oplagt til. —

Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder, bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.

Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!«

Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste Vejr. —

Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa rev han endelig Konvolutten op. — Skrivelsen var affattet i den sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. —

Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde lukke ham udenfor de indviede Mure.

Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende, mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«.

Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og de første Theatergængere — Folk fra Provinsen, der holdt sig til Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« — begyndte saa smaat at indfinde sig. —

Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring.

Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden.

Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv. Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet — hvor skulde han finde dem?

Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge Kunstnere frem.

Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod — naturligvis med Undtagelse af sine huslige Forhold — fortælle ham, at hans Fremtid som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan.

Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige Hundredetusender.

Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse.

Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. —

Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre Visit hos fornemme Folk. Men lige meget — han vilde ikke opsætte det.

Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til Tjeneste.

Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek, halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus, som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan tilvejebringe.

Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle Stykker af gamle danske Mestere. — Overalt bløde, dæmpede Farver, tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger, indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. —

Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. — Folk plejer at være i en blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe, at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. —

Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet.

Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen, hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. —

Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det, faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. —

Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa Skrivebordet og derpaa forsvandt.

»Jeg beder Dem — bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint, maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan være til Tjeneste? — Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse ....«

»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt ubekjendt,« sagde Henning.

»Nej —« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu havde i Haanden. — »De har vist flere Gange havt udstillet — ikke sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar — nogle Fiskere fra Vestkysten — tror jeg?«

»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg ikke burde have udstillet. Jeg ...«

»Aa hvad — De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. — Men hvormed ...«

Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en hel Del i, naar man tog Hensyn til, at han var en meget gammel Mand.

»Hvormed ...?«

Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt ironiske, halvt opmuntrende Smil.

»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning, »og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...«

»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med dem alle — med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil gjærne gjøre, hvad man kan. — Men det er umuligt — ganske umuligt. — Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle Tilfælde. Nej, det er umuligt — ganske umuligt.«

»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde — men fordi han mere og mere følte det ydmygende i Situationen.

»— — Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed, og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af Kapitalen ...«

»Meget rigtigt — meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne indlade mig paa den Slags Sager. — Det er jo muligt, at De kan faa det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...«

Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre, hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt.

»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen dertil.«

Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne.

»Ja — det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til Tjeneste. — Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...«

Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen, men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde misforstaaet hans sidste Ytring.

»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid meget kjedeligt — meget kjedeligt for begge Parter.«

Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren. —

Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne, havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger.

Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det legemlig.

Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej.

Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved, at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til — for ogsaa at bryde dem.

Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt, vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine Uheld. — Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt Menneske — ikke stort mere end en Dreng — var kommen op med sit Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live igjen, men det vilde ikke lykkes.

Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet og maatte komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende. —

Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. — Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde faa begyndt paa et nyt Arbejde.