Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af Stuen, og al Ting blev ganske stille.

Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød inde fra Sovekammeret.

Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig, lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne, og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og ilede ind i Dagligstuen.

Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu løbende ind, bærende det paa Armen.

»Men Gud — han kvæles — se — hvad fejler dog lille Aage?«

Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det lille Legeme.

»Se — Henning — han kan ikke faa Luft!« skreg Minna.

Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat for at løbe efter Lægen.

Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang, kun mere besværlig og langvarig.

Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud — det kan da ikke være Strubehoste!« — Men derpaa fór han ned ad Trappen, gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt Vinger. —

Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere dyrebart end hans eget.

Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse, hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans Hjærte.

Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør, kvælende Fornemmelse i Halsen.

Hans Søn — hans prægtige Dreng dø!

Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket. Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte dem hugge Sømmene til — saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb — løb som en afsindig. —

Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde, hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og rullede afsted til hans Hjem.

De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for at se ham ned i Halsen.

Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet, spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen.

Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den skrækkelige Strubehoste?

Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa Recepten.

Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige saa mange Aarhundreder.

Hans Søn — hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord, formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham. Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der — han mindedes det fra sin Børnelærdom — skal være idel Lys og Retfærdighed.

Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. —

Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det, saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen.

Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden — for alt det stygge, der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa forfærdelig haardt?

Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa uendelig smaat og betydningsløst.

Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det — kun ikke det. —

De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i Søvne.

Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem — Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn — denne friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde, bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi. Nej — nej. Kun ikke det — kun ikke det!

Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. —

Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil.

Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at vende tilbage paa Kinderne.

De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag, snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. —

Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og rakte sine Arme frem.

Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den. De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret, halvt ængstelig paa dem.

»Lille Aage bliver snart rask — du skal ikke græde, søde Moder,« stammede den lille Fyr.

Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en lidenskabelig Hulken.

»Aa, Henning — Henning,« mumlede hun — »Vorherre har været meget bedre mod mig, end jeg har fortjent — Gid jeg aldrig maa glemme det ...«

Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og kyssede hendes Pande.

Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte.

XV.

I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden, og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive anderledes. —

Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser, som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting.

Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget bedre end hun selv. — Kunde Henning ikke begynde paa noget andet end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det. —

Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede.

»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt fast, skulde svigte ham, før han blev færdig.

Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden.

De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge i Huset.

Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte en under Fødderne.

Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. —

Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at overnatte i Byen.

Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode, naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig til at føje hende i dette Punkt. —

Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren, naar han er ude for at more sig.

Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af »Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen.

Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det lille Theater som paa ethvert andet Sted.

Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener, Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde.

Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer.

Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed tilvejebragte baade en Stol og et Bord.

Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt. Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den allersvageste Fristelse for ham til at blive. —

Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende. Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier.

Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester, og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle, blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje; blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller Journalister. —

Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer.

I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen, og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken.

Det maatte vel være Debutantinden.

Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden.

Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke, blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk. Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed.

Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til. Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. —

Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed.

Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme.

Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt. En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny Skuespillerinde.

Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen.

Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde.

Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i den fjærneste Forbindelse med hinanden! —

Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte, han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn.

Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver. —

Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet. Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant Resultat ved at se hende endnu en Gang.

Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt.

Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib. Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. —

Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen.

Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham dertil.

Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. —

Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun.

Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet, uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden, at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. —

Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og samme Skikkelse.

Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.

Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. —

Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. —

Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige »Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede Brandere.

Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne — som Prinsesse af det himmelske Rige. —

Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til — og det var med en ubevidst Tilfredsstillelse — at hun holdt sit Spil indenfor visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen end indbød til allehaande sceniske Udskejelser.

Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand, som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det stærkt blandede Publikum.

Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig, lidt ringeagtende Maade.

Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed.

Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde virke frastødende paa ham — altsammen til ingen Nytte.

Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi.

Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. —

En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for Theatrets Primadonna.

Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde, var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af Patchouli.

Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt.

Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa, kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret.

»For Pokker — jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.«

Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og Arbejdsværelse.

Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting — hulter til bulter mellem hinanden.

Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.

Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt Skrivebord henne ved Vinduet.

»Naa — hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en brillant Sæson.«

»Javist —« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet fat i Deres ny Primadonna?«

»Et rent Tilfælde, kjære Ven — et rent Tilfælde. Men hun er mageløs — ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer — kvikke og utvungne og dog fuldkommen ladylike — det er saagu' det, man aldrig kan faa dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.«

»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham.

»Nej — Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun skulde have været til det kongelige til næste Sæson — jo, gu' er det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede aflagt Prøve — glimrende Udfald — men saa blev hendes gamle nok syg — hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller — og jeg fik at vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at klare for dem derhjemme.

— Ja, ser De, — da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna, og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget, saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar, forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt — ærlig talt — jeg mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.«

»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa — og hendes Rygte — det er vel grundmuret?« — Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem i en let henkastet Tone.

»Hendes Rygte, min Fa'er!« — Direktøren gjorde atter sin ejendommelige, store Gestus. — »Om det saa var min egen Datter, kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham helt stakaandet.

»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer stor Agtelse for. ... Ved De hvad — kan De ikke præsentere mig for hende?« tilføjede han lidt nølende.

»Pokker heller — De, krrrtsch — Gavstrik!« Med disse Ord gjorde Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.

»Aa Snak — det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.«

»Naa ja — paa den Maade — lad gaa.«

Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over Trappegelænderet: »Aa, Truelsen — vil De sige til Frøken Schmidt, at jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.«

»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra.

Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding ventede paa hendes Indtrædelse.

Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort Banken paa Døren, og hun traadte ind. —

Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel, men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.

Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle, han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage, hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning.

»Naa — det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men et mageløst Pigebarn alligevel — ikke sandt? Og der er Evner, min Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt — havde jeg bare tænkt paa det, kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da ogsaa nederdrægtig dumt — ne-derdrægtig!«

Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning spurgte, hvad det drejede sig om.

»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt, at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til at studere Deres Sfinx — hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!«

Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde?

Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?

Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit Forslag.

»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig.

»Nej — vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det var prægtigt!«

»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.

»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken tolv? — Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos mig. Det er altsaa et Ord?«

»Ja.«

Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort — i en noget urolig Stemning.

XVI.

Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en Provinsscenes Brædder.

Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører, Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den feterede Første-Elsker.

Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen — den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet allerkæreste blød og indsmigrende. —

Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.

Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus.

Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave — men med omhyggelig friseret Paryk — til den følsomme Enke.

Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.

Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at gifte sig med ham.

Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. —

Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr. Schmidts Yndlingsudtryk.

Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.

Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i Morgen.

Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.

Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag. Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander.

Madam Henriksen — eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes — blev alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden — med Undtagelse af det eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt — var en fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.

Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.

Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig — thi trods sin Kones Svaghed overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende — og betroede hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa.

Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere Stilling — som Direktør i egen Person.

Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke — naar det gjorde Lykke — fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet i et helt Aar.

Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende, at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket Hustru for Skinsygens Lidelser.

Nej — han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer, vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun, hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske, kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for Publikums aandelige Bespisning. —

Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal, naar blot det kjære Barn vilde føje ham.

Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen, hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok til at gaa ind paa det.

Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.

Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke, ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand; Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. —

Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.

Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.

Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid, var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og — hvad der var det værste — efter et Par Sæsoners Forløb havde flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.

Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige Aar for Madam Schmidt og hendes Datter — Frugten af hendes andet Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen Livsarving.

Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge for Herskaber.

I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige.

Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som han altid trængte til.

Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter, men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det rene med, hvorledes Sagerne stod.

Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes Moder havde lært i Modgangens Skole.

Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de ikke nænnede at nægte ham.

Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr. Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens Tarvelighed.

Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura, der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen Mand kunde have misundt hende.

Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.

Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid efter ikke bragte den Sag paa Bane.

Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten — de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke give hende store Tanker om den — og hun kunde ikke tænke sig noget skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.

Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om, at hun virkelig havde Talent.

Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere, og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse.

Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel paa.

Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om, at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.

Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde — Timer i en Skole, Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens Modemagasiner — og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til Theatret.

Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til Pladsen.

Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse Omstændigheder skulde gribe Sagen an.

Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.

Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved, thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for sin Moders Skyld.

Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa hendes Rygte.

Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen, græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret. Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at gjøre Forsøget.

Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal; alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse denne Opgave — skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun havde tænkt sig den — og hun spillede saa frejdig, som om hun havde befundet sig ganske i sit rette Element.

Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som oftest var et Anstrøg af Frivolitet.

Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. —

Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende ganske paa samme Maade.

Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. —

Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at komme ind paa Scenen.

Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham mod hendes Vilje.

Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten ærbødige Blik, og det var det, der blev hende helt utaaleligt.

Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end det øvrige Publikums.

Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over Komedien.

I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes Bevæggrund var. —

Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer vilde blive borte.

Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse Dumheder.

Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for første Gang traf den ubekjendte.

Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev paafaldende. —

Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere, skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at udføre dette Arbejde.

Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind, at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa ét, hvem der malede Portrætet.

Saa gik hun derud.

XVII.

Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa synderlig glimrende Vilkaar.

Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne strænge Aar.

Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt det øvrige. — Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.

I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens private Bolig.

Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig selv gaaet ind derpaa.

Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.

Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.

Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.

Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.

Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde synes paatrængende.

Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.

Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. — Og han kunde vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. —

Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet mellem dem fuldstændig.

Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans Selvbebrejdelser.

De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham borte, netop naar han allermest længtes til hende. —

Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.

Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af Efteraaret.

Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret, at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.

Han var — uden nogen bestemt Grund — i en friskere Stemning, end han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning, at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.

Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig Bekymringer, som han godt kunde spare sig.

Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det — det var da ingen Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.

Og desuden — Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.

Men hvad den unge Pige angik? — han havde jo ingen Forpligtelse til at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller ulykkelig gift — noget, som det maaske slet ikke interesserede hende at faa at vide. — —

Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og Hygge.

Det var hen ad Middag, da Henning gik derud — paa den Tid, hun plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde lidt paa Billedet saa længe.

Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.

Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle Plads.

Hr. Schmidt saa forundret paa ham.

»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem? Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«

»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det bort?«

»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet, saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«

Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke op. — Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?

Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade, traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden de sidst havde talt sammen.

»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte han lidt tøvende.

»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.

»Men hvorfor? — jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet Dem Grund til at blive vred paa mig?«

»Ja — paa en vis Maade — De har ikke været ærlig mod mig. — Hvorfor har De — i al den Tid, vi har kjendt hinanden — aldrig omtalt, at De var gift?«

Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun kunde røbe mere, end hun vilde.

»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved jeg ikke — det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have nogen Interesse for Dem at vide det.«

»Nej — De skjulte det forsætlig, og — det vedkommer jo ikke mig .. Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her — at De malede et Portræt af mig — vel? Det har hun ikke?«

Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa Haanden.

Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.

»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg ikke har tænkt noget ondt derved ...«

»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ... Jeg troede saa godt om Dem ...«

Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at holde Taarerne tilbage.

»Laura!« — Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til sig. — »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig! Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i dette Øjeblik. — De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«

Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det varede lidt, før hun svarede.

»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en Maade har ... draget mig ind i en Usandhed — ja, det baade harmer og saarer mig.«

»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres Mening, at De vil bryde vort Venskab — lov mig, at De ikke vil det!«

»Jo — mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles, forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab — deri vil De handle baade klogt og hæderlig.«