8. Mit Ophold paa det forønskede Slot.

Kapitainen lovede, a skulde faa det godt, ilag a var ved ham, og saa blev de akkorderet om det, og min Fader fik Pengene. A kom saa med Skibet, og det varede ikke mere en 1, 2, 3, 4, 5, saa kom vi til en Bro, og det var saa mørkt, te a kunde hverken høre eller se. Saa siger Kapitainen: »Nu gaar du her i Land.«

A maatte føle mig frem op langs noget Plankeværk, og Kapitainen sagde mig ikke nogen Besked om, hvor a skulde hen. Naa, a gaar jo og stager og stavrer omkring og kommer endelig til en stor Port. Den staar aaben, og a gaar derind og kommer først ind i ét Værelse og saa i et andet, og der var ingen Ting at opdage. Endelig kommer a ind i et Værelse, hvor der var dækket Bord, og a var sulten, saa a var godt tilfreds med det. Endelig er a mæt og gaar ind i et andet Værelse, hvor der er to opredte Senge. Der gaar a i den ene, men det var mig ikke muligt at falde i Søvn, for det var jo en sær Omstændighed, a var i. Omsider hører a én Dør gaa op og saa en anden i, og der blev saadan Maaslen. Saa kommer der et Fruentimmer ind til mig og klæder sig af og lægger sig i Sengen ved mig. Om Morgenen, da a vaagner, ligger der et pænt Sæt Klæder paa Stolen i Stedet for mine gamle Pjalter, og dem trak a uden videre i, der var jo ikke andre. Saa gik a og saa mig om paa Slottet næste Dag, og det bliver Aften, og Kvindfolket kom den Nat igjen. Hun sagde ikke noget, og a gjorde heller ikke, og det bliver atter Morgen. Varm Spise fik a hver Dag og ellers alt, hvad a behøvede.

Saa tredje Aften bestemmer a mig lige vel til at spørge hende til. »Hvad er det for et Fruentimmer, her ligger?« siger a.

Ja, hun var en Prinsesse, der var forønsket, og hun maatte aldrig se Lys, men maatte godt have et Karlmenneske til Selskab.

Naa, ja det var jo godt nok, og a var der i halvtredje Aar. Hun var god ved mig, og a havde ingen Nød, og vi blev da saadan ret godt kjendt med hinanden. Saa en Aften siger a, a vilde saa forfærdelig gjærne hjem og se til mine gamle Forældre.

»Det kan du og faa Lov til«, siger hun, »du kan gaa ned til Broen i Morgen, saa ligger Skibet der, og du sejler hjem og maa blive væk i tre Dage. Skibet bliver liggende og venter dig, men saa snart det løsner det første Skud, saa skal du gjøre dig færdig til at gaa. Naar det andet Skud bliver løsnet, skal du være ved Stranden, og ved det tredje Skud skal du være paa Skibet, ellers kommer du ikke tilbage.«

Om Morgenen, a vaagnede, da laa der et Sæt meget pænere Klæder paa Stolen, og der laa en Pung med mange Penge i. A trækker i Stadsen og tager Pungen, og saa rejser a af ned til Skibet. Saa snart a er kommen om Bord, saa sejler vi og kommer i Land i Hurup.

Skipperen siger til mig, da a gik fra Borde: »Nu maa du vide, at du siger dine Forældre Farvel, naar du hører det første Skud, og at du er ved Stranden, naar du hører det andet, saadan at du kan være om Bord, naar det tredje Skud bliver løsnet, for saa sejler vi.«

Naa, a kom hjem og kunde knap kjende det, for min Fader havde faaet Huset bygget op for de 300 Daler, og nu var det snart at se til som en hel Gaard. De var saa glade ved at se mig igjen, men det fik en anden Lyd, inden Udenden kom, og det maa a mi Sandhed lide under i deher Dage. De er jo nysgjerrige og spørger mig ud, og a fortæller jo, te a har det godt, men a kan aldrig faa hende at se. »Hun er vist kjøn«, siger a, »men vi maa aldrig have Lys paa Slottet og hun kommer ikke, inden det er mørkt.« Saa gav min Moder mig nogle Væger, a skulde trimle imellem Fingrene, naar hun laa i Sengen ved mig, og saa tænde Lys for at faa hende at se.

Tredjedagen kom saa det første Skud, og a sagde Farvel. Da det andet kom, sad a i Baaden og sejlede ud til Skibet, og da saa det tredje kom, var a om Bord. Nu sejlede a tilbage, og saa kom a i min gamle Stilling. Der var Mad nok til mig, og a kom i Seng, og hun kom og lagde sig. Endelig falder hun i Søvn, for a kan vel tænke, hun var træt, hun sad vel sagtens inde om Dagen og skulde løske en Trold. A tænder saa Lys og sidder og betragter hende paa alle Maader. Da falder en varm Tælledrip ned paa hendes Bryst, og saa vaagner hun og siger: »Du har jo tændt Lys, og jeg sagde dig endda, der maatte ikke komme Lys til mig, nu kan du ikke være her længere.«

Lyset bliver slukket, og a ligger og spekulerer. Endelig falder a i Søvn, og om Morgenen, a vaagner, da ligger mine gamle Pjalter der, og a maa jo i dem, men a døjede med det. Saa kommer a ind til Bordet, men nej, der var ingen Mad. Saa maa a ud og kommer ned til Broen, men der var intet Skib. A stak mig ud ved Plankeværket, og saa kommer a ud i noget Udørken og Skidt og gik der og vankede. Det var den mest øde Tid, a har haft i mine Dage.

Da a har gaaet saadan en to, tre Dage, kommer a til et Sted, hvor en Hund, en Falk og en Løve stod og sloges om en gammel Krikke, der var gaaet i Bløde der ude. A gik forbi og skottede efter dem. Men de havde set mig, og saa stod de og snakkede sammen. Løven siger: »Det var slemt, den Person ikke delte det imellem os.«

»A kan hente ham«, siger Hunden.

Han render hen og kalder paa mig, og a troede jo straks, de vilde splitte mig ad.

Han giver mig saa et Pons i Ryggen og siger: »Kom tilbage!«

»Hvad skal det blive til?« tænker a ved mig selv, men a maa jo med og sjokker efter ham som et fortabt Faar.

Da a er kommen derhen, siger Løven: »Hør, du kunde dele det Krikke viselig imellem os, saa vi skal ikke staa og slaas om det.«

Ja, a vidste jo ikke, hvad a skulde, og havde ikke noget at dele med. Saa fornemmer a i min Bukselomme og faar fat i en stor rusten Kniv, a havde haft til at bøde Garnene med, den havde jo ligget der længe nu, og begynder at flæske i dether Krikkekjød. Nogle Stumper smider a til Hunden, og Kropstykket og Benene faar Løven, og Hovedet faar Falken. De tykte, det var godt delt, og a dasker videre.

Saa siger Løven: »Det var skidt, den Dreng fik ikke en Belønning.«

»A skal snart hente ham«, siger Hunden.

Han kommer og giver mig igjen et Stød i Enden: »Kom med tilbage«, siger han.

A var ikke svar glad ved det, men a maatte jo med. »Nu er a mi Sandhed færdig for min Livstid«, tænker a ved mig selv.

»Du skal have en Belønning«, siger de til mig, »men vi har ingen Geldter.« »A vil ønske«, siger Løven, »du kan blive 15 Gange saa stærk, som a er, og kan gjøre dig til en Løve, naar du vil.« Hunden siger: »A vil ønske, du kan blive 15 Gange saa hurtig til at løbe som a, og gjøre dig til en Hund, naar du vil.« Falken siger: »A vil ønske, du kan komme til at flyve 15 Gange saa langt i ét Træk og 15 Gange saa udholdende som a, og gjøre dig til en Falk, naar du vil.«

A tænkte jo, det var noget Sludder, de stod der og vrøvlede op, og a dasker videre; men det var en odlet Gang der i den Udørken. »Aa, Herregud, kunde a nu have blevet en Falk og saa fløjet over til Slottet.« Straks saa fik a Vinger og blev til en Falk, og saa fløj a hen over Skoven og Slotshaven. Da saa a, hun sad der godt nok og løskede en Trold.

Saa lagde hun Mærke til mig og sagde: »Aa se, der sidder da en dejlig Fugl, maa a ikke have Lov til at bære den ind paa Slottet.«

Jo—o, det fik hun da Lov til.

Hun tager mig og bærer mig ind.

Saa ønsker a: »Gid a havde nu været Jens igjen«, og straks saa var a Menneske.

»Naa, det er dig«, siger hun, da hun ser, hvem det er, »men du maa ikke være her.«

Hun bar mig ud, og a maatte sidde paa Grene igjen.

Anden Dagen bar hun mig atter ind i Fugleskikkelse, og a gjorde mig til Menneske. »Naa, er det dig igjen, men du maa ikke være her paa nogen mulig Maade for Trolden.«

»Hvad bestaar egentlig den Trolds Styrke af?« siger a.

Det vidste hun ikke, men skulde nok faa det at vide af ham. »Du maa ikke være her paa Slottet, det véd du nok«, og saa bar hun mig ud igjen som en Falk, og a sad paa Grene til Dagen efter.

Da havde hun faaet det at vide. I Arabien var et Bjærg, og der var en Drage i det; inden i den var der en Ræv, og inde i den var en Falk, og inde i den et Æg, og hvis én kunde faa det Æg og slaa lige midt i hans Pande, saa var han død, men det var umuligt at faa det Æg, det vidste hun godt.

»A vil lige godt prøve det«, siger a, for a vidste, a havde en Styrke 15 Gange saa stor som en Løve. Saa laa a paa Slottet den Nat, og næste Morgen laa der lige godt pæne Klæder og Penge til, men ingen Ting andet. A skabte mig i Falk og fløj til Arabien.

Det varede en 14 Dage, og da a kom der til Kongeslottet, saa mældte a mig som Hjorde og vilde nok have Plads, og a fik det ogsaa. Dagen efter skal a ud med Faarene. Dragen skulde have syv fede Faar hver Dag, og ham, der hidtil havde været Hjorde, han kom med de syv Faar ud til mig. Saa siger a: »Hvor skal du hen med dem?«

»Dem skal Dragen have.«

»Aa, driv du hjem med dem igjen«, siger a, og det gjør han.

Saa kommer Dragen og vil have hans Faar.

»Nej, du kan godt nære dig til i Morgen«, siger a, »saa kan du faa fjorten«. Og det maatte han lade sig besige med.

Anden Dagen kommer a atter ud, og saa kommer den anden drivende med de 14 Faar. »Hvor skal du hen med dem?«

»Dem skal Dragen have.«

»Driv du kun hjem igjen«, siger a.

Saa kom Dragen, og han var sulten, men a sagde: »Du kommer til at bie til i Morgen, saa skal du faa 21.«

Ja, det maatte han finde sig i.

Tredje Dagen kommer han drivende med de 21 Faar. »Hvor skal du hen med dem?« siger a.

»Det er til Dragen.«

»Han skal ingen have.«

Saa kommer Dragen og er saa gal.

»Vil du have nogen Faar«, siger a, »saa kom herud.«

Saa skaber a mig til Løve, og Dragen faldt an paa mig, og saa blev der en stor Kamp. Endelig bliver han udmattet, og a blev ogsaa. Han sagde: »Ak havde a endda haft en Drik koldt Vand, saa skulde a have revet dig ihjel!« og saa siger a: »Havde a haft en Flaske Vin af Kongens allerbedste Vin, saa skulde a snart have gjort det af med dig.« Tjeneren, der var dreven der ud med Faarene, han hørte, hvad a sagde, og løb hjem efter Vinen og slog den i Halsen af mig. Saa rev a Dragen ihjel.

Nu blev der saadan Glæde i Kongens Gaard, for nu var de fri for at give de Faar til Dragen, og Kongen vilde haft mig til at faa hans Datter. Men a vilde ikke. A var der i 14 Dage, og der blev gjort stor Stads af mig, men saa fløj a tilbage til Slottet, der var forønsket. A lægger mig i Sengen, og Prinsessen hun kommer.

»Naa, du har saa været i Arabien«, siger hun.

»Ja a har.«

»Det er forfærdelig, saa skidt tilpas Trolden har været i de sidste otte Dage«, siger hun, »a kan ikke vide, hvad han fejler.«

Næste Morgen gaar a ud i Haven og ser mig om. Endelig kommer a saa vidt, te a faar Øje paa Trolden og Raad til at slaa ham Ægget i Panden. Saa var han død med det samme.

Nu var Slottet frelst, og det hele var frelst, og saa vilde Prinsessen nok have mig til Mand. Men Araberne var fortrydelige over, te a saadan var rømt fra dem, og de vilde saa føre Krig paa os. A gaar i Spidsen bestandig, for a var jo svært forvoven, og saa var der en Fæstning, a stod i, den tog de, og a blev taget til Fange og blev lagt i Bast og Baand. Endelig blev a løst ud af en Officer og sendt her hjem til Danmark, og siden har a ikke set noget til Slottet eller Prinsessen.

Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm.

9. Kikkert, Taske og Hest.

»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«

»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.

»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du for en én?«

Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.

»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.

Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.

»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke og leve godt og ingen Ting bestille.«

Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er min Bolig«, siger han, og de kommer ind.

Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens Moder, og hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes ind og fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og spises.«

Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt ind i et lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og Hvedebrød og Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og følte paa ham, om han tog sig noget.

Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er han ikke fed nok nu?«

»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.

»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men det kan vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«

»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a tykkes, han lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at slagte ham.«

»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i Aften.«

Ja, det skulde hun nok.

Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger hun: »Ja, i Dag skal du slagtes.«

Det lod han til at finde sig godt nok i.

»Vil du nu være villig at komme afsted med?«

»Jo, det skal a nok være«, siger han.

»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«

Han gaar ogsaa godvillig med hende.

»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«

»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg nu dit Hoved først.«

Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet af. Han river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og sætter det hen i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt ind i Sengen og sætter Hovedet til Kroppen og dækker det hele pænt til. Da det var nu til Side, saa render han hans Vej.

Da Bjærgmanden kommer hjem om Aftenen, ser han hen til den gamle og siger: »Aa, den gamle Stakkel, nu er hun gaaet til Ro, ja, hun har haft en stræng Dag.« Saa gaar han hen og tager Stegen, og spiser ogsaa noget af den, for han tykte, det smagte helt godt.

Endelig gaar han hen til Sengen og vil have Ord med hende, men hun svarer ikke. Han tager Dynen til Side og rusker i hende, da falder Hovedet fra Puden og ned paa Gulvet. Saa kan det nok være, Bjærgmanden blev gal. »Nej, se nu til den skammelige Dreng, der har han nu narret den gamle og faaet Livet af hende, og saa er det din egen Moder, du har spist af.« Drengen var han nu saa meget gal paa og gik og bandede over ham: »Kunde a endda faa fat paa den Knægt, men nu er han jo rendt hans Vej. Ja, hvis a kan faa fat i ham tiere, saa skal han saadan blive belønnet.« Naa, saa fik han jo hans Moder begravet, og saa gik han ene og snagede omkring.

Saa skal vi høre lidt om Drengen. Han gaar saa længe, til han kommer til en Kjøbstad, hvor Kongen boede. Der faar han Hestestalden spurgt op, og saa lader han sig mælde ved Staldmesteren, om han ikke kunde faa Arbejde der.

Jo, han svarte: »Naar du opfører dig vel, kan du faa Plads som Stalddreng.«

Saa var han der et Sæt, og Staldmesteren var godt tilfreds med ham. Endelig beslutter han sig til at ophøie ham, for han tykte, at Stalddrengen var for god til at gaa der i Stalden, og saa gaar han ind for Kongen og mælder, at der var kommen saadan en Dreng rejsende og havde søgt Tjeneste, og han havde taget ham til Staldtjeneste. Der opførte han sig saa dejlig, at han tykte, den Dreng skulde være noget andet.

»Lad ham komme ind, jeg vil se ham«, siger Kongen.

»Du skal ind, for at Kongen kan se dig«, sagde Staldmesteren.

»Hvad vil han mig?«

»Ikke andet end godt, gaa du kuns.«

Da han saa kommer frem for Kongen, siger han: »Jeg hører, at du er saadan en flink Dreng i Stalden, saa jeg har besluttet at ophøje dig. Du maa da hellere komme ind og hjælpe dem ude i Køkkenet.«

Altsaa bliver han Kokkedreng og var der inde et Sæt. Da mælder Køkkenmesteren for Kongen, at det var saadan en flink Dreng, han var snart for god til at være i den Stilling, Kongen skulde sætte ham lidt højere op.

»Jeg maa da hellere tage ham og sætte ham ind i mit Raad«, sagde Kongen.

Men det fortrød de andre af Kongens Tjenere paa, og til sidst snakkede de om at faa ham fordreven, for han blev mere og mere gjæv med Kongen, og de var ræd for, han skulde blive den ypperste. Saa gaar de til en gammel Minister og siger: »Du er gammel og klog, kan du ikke opfinde et Raad til at faa ham væk? Du kunde jo tænke noget op, som er umuligt for ham at skaffe, saa skal vi nok faa ham væk.«

Saa gik han og studerede. Endelig en Dag siger han: »Ja, nu véd a, hvad a vil sige. Han har sagt, hvor der er en Guldkikkert, som han kan skaffe, og naar en ser i den, kan en se over hele Verden, og ingen Ting kan da være skjult for én, hverken over Jorden eller under Jorden.«

»Ja, det er ham umuligt at skaffe, lad ham kuns komme frem for Kongen.«

Ministeren gaar saa ind og fortæller: saadan og saadan havde han sagt.

»Det var da en dejlig Ting at faa«, siger Kongen, »lad ham komme ind, saadan en Kikkert maa vi have.«

Saa gaar de ud til Drengen og siger: »Du skal ind til Kongen.«

Ja, han kommer ogsaa ind.

»Har du sagt, at du kan skaffe en Guldkikkert, som en kan se i over hele Verden, og ingen Ting kan være skjult hverken over Jorden eller under Jorden?«

»Nej, det har a aldrig tænkt, langt mindre sagt.«

»Jo, du maa have sagt det, ellers kunde de jo ikke have kommet og fortalt mig det, og derfor skal du skaffe den, ellers skal du miste dit Liv.«

Saa kunde han gaa med det, og han gaar ned ad Gaden og har ikke mere Glæde end til sig selv. Da kommer han forbi et lille Hus, og der kommer en gammel Kone ud af. »A tykkes, du ser saa nedslagen ud«, siger Konen, »hvad er der ved det med dig?«

Ja, det kunde ikke nytte, han sagde hende det, for det kunde hun ikke raade ham i.

»Ja, det kunde endda være«, siger hun, a har raadet mange, og de har befundet dem vel ved det. »Kom ind og fortæl mig, hvad det er.«

Naa ja, saa gaar han ogsaa med ind og fortæller saadan og saadan, det var jo en Misundelse fra hans Medtjeneres Side, mente han.

»Ja, den Guldkikkert kan du nok skaffe, for den findes ved den Bjærgmand, du var ved, den Gang du skulde slagtes, og den staar paa en lille Hylde over hans Hoved. Men du skal være der bestemt, naar Klokken slaar 12, for imellem 12 og 1 da sover han, men du maa være ganske listelig for ikke at vække ham. Drag du kun af, Vejen kjender du, og a skal nok være til Rede og hjælpe dig i Land med det, men du kan ikke se mig. Du vil komme i mere Forlegenhed siden, men kom kun til mig med, hvad du mangler, a skal nok hjælpe dig. Har du aldrig hørt Snak om en Heks?«

»Jo, a har«, siger han.

»Ja, a er saadan en én, a er tillige med en Mesterheks.«

Saa gik han, og kom lykkelig hen til Bjærgmandens til Kl. 12, og han fik godt nok fat i Guldkikkerten, der stod paa Hylden over Bjærgmandens Hoved. Saa rejste han af hjem ad og kom op til Kongen med den, og det var saa meget dejligt. Kongen skulde straks ud at se i den, og han kikker over hele Verden, saa ingen Ting var skjult for ham. Nu var Kongen saa meget godt tilfreds med ham.

Saa skulde deher Skalke til at studere paa noget igjen, for det fik de ham ikke fordreven med. De gik til den gamle Minister, og han gik nogle Dage og spekulerede. Saa kom han: »Véd I nu, hvad a har spekuleret ud? Nu vil a fortælle Kongen, te han har sagt, han vidste af en Guldtaske at sige, naar en slaar paa den ene Ende, saa kommer det ene Regiment Soldater ud efter det andet, og det kan de blive ved med, saa længe det skal være. Naar en saa ikke vil have flere, saa skal en slaa paa den anden Ende, saa gaar de ind i Tasken igjen.«

»Ja, det var da saa meget en grum én«, siger de, »det maa vi have fortalt for Kongen.«

Da han hører det, siger han: »Den maa jeg have,« og han sender Bud efter Drengen. Da han kommer ind for Kongen, spørger han jo, om han har sagt saadan og saadan.

Nej, han havde ikke, og det kunde han aldrig finde paa.

»Jo, naar du kan skaffe det ene, saa kan du ogsaa skaffe det andet, du sagde lige saadan, da der var Tale om Kikkerten, men du kom jo lige godt med den, og naar du nu ikke kommer med Tasken, skal du miste Livet.«

Saa gaar Drengen med det og søger ned til den gamle Heks.

»Hvad er der nu ved det?« siger hun.

Ja, Kongen havde da sagt saadan og saadan, og det var der da ingen Raad til at skaffe.

»Jo, du kan nok faa den, men det vil blive vanskeligt. Den Taske det er netop Bjærgmandens Hovedpude. Du skal være der som forrige Gang bestemt Kl. 12, og du maa være ganske listelig, men a skal nok være der og hjælpe dig det, a kan.«

Naa, det gaar dem lykkelig og vel, og han faar Tasken og kommer op med den til Kongen.

»Ja, vi skal ud i Gaarden og have den prøvet«, siger han, »vi maa se, om det er sandt, at Krigsfolkene ogsaa vil komme.«

Saa gaar de ud i Gaarden, og han flyer Kongen Tasken. Han slaar, og de kommer ud, det ene Regiment efter det andet, og Gaarden blev helt fuld af Mennesker, baade Kavalleri og Artilleri. Det var da saa meget en herlig Ting, tykte Kongen.

»Men kan de nu komme derind igjen?«

»Ja, det skal vi prøve.«

Han slaar paa den anden Ende, og saa stimler de ind lige saa stærkt.

»Nej«, siger Kongen, »det er en uundværlig Ting at have saadan én«, og nu blev han meget mere gjæv med ham.

Saa skulde deher Skalke til at spekulere igjen, og de gik til Ministeren, om han kunde spekulere noget mere ud. Saa gik der nogle Dage. Da kommer han og siger: »Véd I nu, hvad a har tænkt op?«

»Nej.«

»Nu vil a sige, han har sagt, te han véd, hvor der er en Hest med en Guldbjælde ved hver Haartave, og naar én rider paa den Hest, saa kan en høre den til Verdens Ende.«

Det kommer nu ind for Kongen, og han bliver da kaldt ind for ham. »Har du sagt, at du kan skaffe en Hest med en Guldbjælde ved hver Haartave?« og saadan og saadan. »Den Hest maa jeg have.«

Nej, det havde han ikke sagt, og det var ham umuligt at skaffe saadan en Hest.

»Jo, det kan du nok, og du har ogsaa sagt det. Hvis du ikke skaffer Hesten, saa skal du miste dit Liv.«

Saa gaar han med det, og han søger ned til den gamle Heks igjen.

»Hvad er der nu ved det?« siger hun.

»Ja, nu har de fundet paa noget andet, nu har de bildt Kongen ind, te a kan skaffe en Hest med en Bjælde ved hver Haartave, og naar en rider paa den, saa kan en høre den til Verdens Ende.«

»Ja, den Hest kan du nok faa, den staar inde i Bjærgmandens Stald, men det vil ikke blive nemt at faa den ud i den korte Tid, der vil blive Travle. Nu skal vi have en hel Del Bomuld med os, for der maa ikke være en eneste Bjælde aaben, de skal allesammen stoppes med Bomuld, for saa snart Hesten rører sig, saa klinger alle Bjælderne, og saa er Bjærgmanden vaagen. Da er vi ovre det hele.«

Naa, de kommer ogsaa derhen, og Heksen følger med og hjælper. Der var mange Bjælder at stoppe, men de fik dem dog stoppet inden Kl. 1, og saa fik de Hesten ud og kom lykkelig og vel hjem med den. Saa siger Heksen: »Nu skal vi have alle Bomuldstotterne tagen ud, og saa rider du ind i Staden og op til Slottet i fuld Galop, saa det kan rigtig bjældre. Det er den gamle Minister, der har voldt dig al den Fortræd af Misundelse, men nu kan han ikke finde paa mere, og saa er du fri. Nu skal du forlange, at Kongen skal lade ham hænge. Men lad mig nu se, du taler ingen Mennesker til om, at her bor en Heks, for ellers kommer a nok om ad dig og gjør dig et Puds for det.«

Naa, saa takker han hende for Hjælpen, og saa rider han op gjennem Staden til Slottet, te det klingrede, og alle Folk strømmede da saadan sammen fra alle Gaderne for at høre dether. Der var jo ikke det mindste at se af Hesten saa næsten andet end Guld for alle deher Guldbjælder. Nu maatte han udbede sig af Kongen alt hvad han vilde. Saa siger han: »For det første udbeder a mig, te den gamle Minister skal hænges.«

»Hvorfor skal han det?« siger Kongen.

»Jo, han er ondskabsfuld, han har sat efter mig hele Tiden, siden a kom her, men det lykkedes ham ikke.«

Nej, det kunde ikke ske, sagde Kongen, han elskede ham saa højt.

»Ja, det kan godt være«, siger han, »men sker det ikke, saa er alle de tre Sager mit, som a er kommen med.«

»Ja, det faar du ikke med det gode«, siger Kongen.

»Saa vil a have det med det onde. A skal nok se, a faar fat paa Tasken, og saa slaar a alle mine Krigsfolk ud, saa kan Kongen komme med hele hans Krigsstyrke, saa vil vi prøve det med hverandre.«

Nu vidste Kongen jo godt, at han kunde gjøre, hvad han sagde; han havde taget Tasken fra Bjærgmanden og kunde vel ogsaa nok tage den fra ham, og saa siger han: »Nej, lad os nu ikke drive det saa vidt, jeg er bange for, du faar Magten paa en Maade alligevel. Nu skal vi være gode Venner og saa lade alt det andet være glemt. Har du Lyst til det, maa du faa Prinsessen og hele Riget.«

Jo, det tykte han ogsaa godt nok om, det Tilbud vilde han ikke lade gaa fra sig.

Lav de saa havde haft Bryllup, og alting var i Orden, saa siger han, at han vilde hjem og se til hans gamle Forældre. Prinsessen spurgte, om hun maatte komme med.

»Ja, det maa du godt«, siger han, »men de er fattige.«

Det var det samme, hun vilde gjærne se dem. Saa rejser de hjem til de gamle. De blev saa forundrede ved at se alle de kongelige Folk, der saadan kom kjørende, og kunde jo ikke forstaa, hvad det var. Men saa fortæller han jo, te han var deres Søn og havde saadan affenseret, te han nu var bleven Konge der og der. Saa siger Prinsessen: »Lad os nu tage de gamle Forældre med os, de skal ikke være her, og vi har nok til dem.«

»Naa ja, tykkes du det, saa er det og med min Villie.«

»Ja, saa kan du nu lægge din Hjøvrestok ned«, siger han til Faderen, og saa gjorde han det, og de tog med dem hjem. De gamle fik fine Klæder og fik en pæn Lejlighed at bo i, og saa lever de der og lider allesammen godt med hverandre.

Niels Hansen Li, Vejen.

10. Den forskudte Dronning.

Der var et Sted, hvor de var ved at kjøre Møg ud om Foraaret, og Konen var gammel og havde tre voksne Børn, to Piger og en Søn. Den ene af Pigerne skulde giftes, men saa vilde Moderen bestemme, hvor mange Børn hun skulde have. De havde netop faaet kjøbt nogle Kullerfisk, og hun tager en Kuller og skjærer den i tre Stykker, og saa gjør hun hendes Kunster med dem. Hoved- og Halestykket skulde være Piger, og Mellemstykket en Dreng, og nu var det jo Bestemmelsen, at Datteren skulde have de Stykker at spise. Men uden at Konen lagde Mærke til det, kom Tjenestekarlen ind, det var ham, der kjørte Møg, og han var sulten og saa deher Stykker Fisk, der var lavet saa pænt til. Han tykte, de saa godt ud, og saa snap han det mindste Stykke, det var jo Halestykket, og spiste det. Konen tænkte, at Datteren havde taget det, eftersom Bestemmelsen var, og saa blev der ikke mere ud af det for det første.

Der gaar en Tid hen, men saa bliver Karlen saa før, og han kunde da ikke begribe, hvordan det havde sig. Endelig kommer han i Tanker om, at han maatte da være med Børn, og vil da en Dag gaa hen og se, om han kan komme over det paa en Maade. Han kommer til en Lind og lægger sig der under for at hvile sig. Da bliver han forløst og faar et lille Pigebarn. Derefter rejser han sig og gaar hans Vej, saa faar det at blive til, hvad det kan, med Barnet. Da er der en Fugl, som kaldes Gan, den flyver ned og tager Barnet op i sin Rede til sig. I den samme Tid var Kongen ude paa Jagt, og havde Lakajer og Skytter og Jagthunde med sig. Han var en ganske ung Konge, kuns atten Aar, og de andre var ridende, men selv var han kjørende i en Karet. Saa rendte Hundene hen til Træet, som Fuglen var i, og de gnislede og peb og vilde ikke derfra. Han kaldte, men de smut derhen igjen. Saa siger han til Tjenerne, de skulde se efter, hvad der var i det Træ, for én Ting Mærkelighed maatte der være.

Ja, han kunde ikke vel gaa derop.

Men Kongen vilde ikke lade sig besige med det, og han befaler ham at gjøre det.

Saa maa han derop. Da laa der et Pigebarn i en Rede.

»Tag det med dig herned!« raabte Kongen.

Ja, han kunde ikke.

»Det skal du, og du skal svare til, det kommer velbeholden ned.«

Saa kommer han med Barnet, og Kongen tager det og sidder med det paa Skjødet der inde i Vognen.

Han kommer hjem til Moderen og forlanger, at hun skal opfostre ham det Barn. Hun vokser op og bliver saa smuk, og da hun er voksen, vil han ægte hende. Det var Moderen saa meget imod, da de ikke vidste, hvor hun var fra. Men Kongen svarte, at han var lige glad, han vilde nu have hende, og det var ham lige meget, enten det var hende med eller imod.

Dertil svarer Moderen: Ja, saa skulde hun lave saadan et Bad for ham, te han aldrig skulde glemme det.

De holder altsaa Bryllup, og det varer i 18 Dage; men Moderen var saa gal, te hun var ved at gaa af hendes gode Skind og i Hundens. Nu var Kongen hjemme ved hans unge Dronning i to Aar, og hun bliver frugtsommelig. Da sker det, at der kommer Krig paa, og Kongen maa med. I det Lag han er henne, gjør hans Dronning Barsel og faar et skjønt Drengebarn. Den gamle Dronning tager og brækker et Ben i Stykker paa det, lægger ham derefter i en Begkiste, hun har faaet lavet til det samme, og saa ud paa Havet med den. Da Kongen kommer hjem fra Krigen, begynder hans Moder at fortælle op om, hvor forskrækkelig den unge Dronning havde været. Hun havde saadan banket hende og været saa ond imod hende, og nu havde hun da ogsaa gjort Barsel og faaet en Dreng. Men ham havde hun brækket Benene paa og taget Livet af omsider. Kongen sagde ingen Ting til det, men var god nok ved hans Dronning lige godt.

Han var nu hjemme i to Aar til, og da kom der atter Krig paa, saa han skal afsted igjen. Hans Dronning var igjen frugtsommelig og gjør Barsel, i Lag han var henne. Den gamle Dronning tager og brækker den ene Arm paa det Barn, og saa lægger hun det i en Begkiste og sætter den ud paa Havet. Da Kongen bliver ventet hjem, tager hans Moder ud imod ham og taler nok saa venlig til ham.

Saa viser hun ham hendes Hænder, og han ser, der er snart ikke Hud paa dem. »Se, saa ilde har hun tilredt mig og handlet med mig«, sagde Dronningen. »Jeg har nok sagt dig, hvad Spøgelse hun er, men du har aldrig villet tro mig. Vi véd jo ikke, hvad hun stammer fra, og saa meget er vist, hun er ikke værd at have. Nu har hun faaet det andet Barn, og det brækkede hun Armene paa, og til sidst fik hun det da af med Livet.«

Kongen sagde ingen Ting, men gik ud til hans Dronning og blev ved at holde lige meget af hende.

Nu var han hjemme igjen i to Aar, og da bliver Dronningen atter frugtsommelig. Saa kommer der Krig paa for tredje Gang, og Kongen maa afsted. Lav han er borte, gjør Dronningen Barsel og faar et kjønt Drengebarn. Kongens Moder kratter Øjnene ud paa det, og lægger det saa i en Begkiste, som hun sætter ud paa Havet. Da Kongen kommer hjem igjen, drager hans Moder ud imod ham og fortæller, at hans Kone havde været saa ond og saa ond imod hende. Her kunde han se, hvordan hun havde kradset Neglene af hendes Fingre, og hvordan hun havde faaet store Huller i Ansigtet. Det havde hans Kone gjort alt sammen. Nu havde hun ogsaa gjort Barsel og først kradset Øjnene ud paa Barnet og derefter taget det helt af med Livet. »Dersom hun nu ikke kommer væk«, sagde hun, »saa kan jeg heller ikke være her, det er ikke til at holde ud.«

Hun følger saa med ind paa Slottet, for at han ikke skal glemme det. Han gaar nu ind til hans Kone og spørger hende, om det er sandt, hvad hans Moder har sagt. Nej, det var ikke, og hun fortæller, hvordan Moderen har taget Barnet, saa hun ikke vidste, hvad det blev til. Men nu lod det til, han troede Moderen bedst, for han sagde, at nu fik hun at rejse hendes Vej.

Ja, naar det ikke kunde blive anderledes, saa vilde hun ogsaa godt rejse. Han vilde give hende 400 Daler i Rejsepenge og en Karet og Kusk og Tjener, og saa rejste hun af med det.

Den Gang hun kjørte ud af Kongens Port, da græd hun saa forfærdelig, for hun var jo saa harmet og elendig, og tørrede sig med hendes Lommeklæde, saa det var helt gjennemblødt.

Hen paa Eftermiddagen siger Kusken: »Hvor skal vi lægge os ind i Nat?«

Hun svarer: »Vi skal have Nattely under den Stjærne, der sidder lige i Øster.«

Naa, saa kjører han efter den, og de kommer dertil, lige før det blev mørkt. De hører efter, om de kan faa Herberg. Der bliver svart ja, og de faar fra, og saa kommer de ind og faar noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger Dronningen, om de kan ingen Æventyrer fortælle.

Nej, ikke noget videre, siger de, men de tænkte nok, hun kunde, der havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det Forslag fik de ikke at fortryde paa.

Nej, de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«

De spekulerede og spekulerede og blev ved at sidde og spekulere, til Klokken var tolv om Natten. Saa maatte de give dem tabt, og hun fik de 200 Daler og Karet og Kusk og Tjener.

Den Gang hun gik ud og skulde rejse videre, saa hun, der sad en bitte Dreng ved Siden af Kakkelovnen og sad og skrev. Han var halt, og hun spørger saa, om det var deres egen.

Ja tu, det var det da nok paa en Maade og endda ikke.

Hvordan det kunde da være? siger hun.

»Ja, vi har fundet ham ved Siden af Havet i en Begkiste, der var dreven i Land, og hans ene Ben var brækket. Det kunde vi ikke faa lægt, for Saaret var for gammelt, og derfor er han saa halt.«

Saa spørger hun, om hun maatte tage ham, i Fald hun kunde kurere ham.

Ja, det maatte hun med Glæde og alt Gode.

Saa vilde hun prøve paa det. Hun tager hendes Lommeklæde frem og vrider en Drop af det og lader falde paa Benet. Da kom det sig og blev lige saa lige, som det aldrig havde været brækket, og hun tager ham saa med sig.

De kjørte igjen den næste Dag, og hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal lægge sig ind i Nat.

Ja, under den Stjærne, der vendte lige i Sønder.

De kjører og kommer dertil saadan i Mørkningen. Det Sted var dobbelt saa stort som det, de var i sidste Nat. Saa spørger de jo, om de kunde faa Losi.

Jo, de havde Plads nok, og de fremmede kommer ind og faar noget at spise.

Saa, som de nu sidder ved Bordet, spørger hun efter, om de kunde ingen Æventyrer fortælle.

Nej, ikke saadan videre, svarer de, men hun maatte vist kunne fortælle, der havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med fire for, samt Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det var kun et Forslag, hun vilde gjøre dem.

Ja, det vilde de godt gaa ind paa, og de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«

Nej, det kunde de ikke finde ud af, de spekulerede endda til Midnat, nej, saa vilde de hellere give de Ting.

Om Morgenen, de skal kjøre videre, sidder der en bitte Dreng ved Siden af Kakkelovnen med saadan en daarlig Arm.

Om det var deres egen? siger hun.

Nej, det var det just ikke, og saa var det dog paa en Maade, for de havde fundet ham ved Stranden i en Begkurv.

Hvad der gik af hans Arm?

Ja, den var brækket, den Gang de fandt ham, og de kunde ikke faa den kureret.

Saa spørger hun, om hun maatte faa ham, naar hun kunde kurere ham.

Ja, siger de, naar han kunde faa det saa godt, vilde de nok være skilt ved ham.

Saa tog hun Drengen og vred igjen en Drop af Lommeklædet og lod falde paa Armen. Da kom han sig og kom saa med hende.

Hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal være i Nat.

Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.

Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.

Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer fortælle.

Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.

Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«

De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi, nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.

Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.

Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.

Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre ham seende igjen.

Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.

Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.

»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.

»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«

Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar hende ind.

Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.

Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre. Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi, saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.

Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.

11. De tre Lærdomme.

Der var en Mand, der havde tre Døtre. Saa en Dag kom der en Mand kjørende i en fin Karet med fire for og vilde bejle til én af Døtrene. Han kunde faa hvad for én han vilde have af dem, og Enden paa det blev, at han fik den ældste, som hed Maren. Saa tog han hende med sig hjem, hun satte sig ved Siden af ham i Kareten, og de kjørte. Næste Aar kom der en Bejler igjen, og han fik den næste, som hed Karen. Akkurat lige saadan gik det med den tredje, der hed Mette, og nu var de altsaa forsørgede til Hobe. En skjønne Dag vilde den gamle hen og se til hans Døtre, og han kommer saa til den første. Da var det en Bjærgmand, hun var bleven gift med.

Hun var jo glad ved at se hendes Fader, og han skulde da have noget til Føden. Svigersønnen siger saa til Konen, om de skulde nu ikke have Bygsuppe. Han gik ud i Laden og løb Panden imod en Stolpe, te Blodet sprang ud af ham, og Konen skulde da holde et Fad under. Saa lavede hun Bygsuppe af det Blod. Den gamle Mand tykte, det var en skjøn Maade at lave Bygsuppe paa, og han vilde nok selv prøve den Kunst.

Saa vilde han hen til den anden. Da han kom der, skulde de have kogt Fisk til Middag. Han sagde til Konen om at komme med et Dejtrug, og saa sejlede han ud i en Dam, der var tæt ved. Konen var med, og saa spurgte han hende, om hans Øjne var røde.

Nej, og han fiskede videre. Saa spørger han anden Gang og endelig tredje Gang. Da siger hun ja, og saa dukker han ned og kommer op med Favnen fuld af Fisk. Det læsser han i Truget, og saa sejler han til Land. De fik nu Fisk at spise, og den gamle Mand tykte, det var en herlig Kunst.

Endelig rejser han hen til den tredje Datter. Han kommer lige i Mørkningen, og de skal have Lys tændt. Den unge Mand sagde til hans Kone om at hente en Glød. Den holdt han Fingrene til, og saa holdt han dem i Vejret, da var der tre Lys.

Det var ogsaa en skjøn Maade, tykte den gamle.

Endelig rejser han hjem igjen, og saa fortæller han Konen, at han havde lært noget godt ved Døtrene. »Nu vil vi have Bygsuppe i Dag«, siger han.

Hun gjør Kors for sig og siger: »Hvor vil vi faa Bygsuppe fra, det er alt for fint til os.«

»Ja, tag nu et Fad og følg med ud i Laden«, siger han.

Saa render han Panden imod en Stolpe, men det blev ikke til andet, da han rendte Bus, end at han fik en dygtig Bule og kom til at ligge i Sengen en Tid.

Da han var kommen sig, vilde han, de skulde have Fisk til Middag.

»Ja, hvor skal vi faa det fra?« siger Konen.

»Det bliver min Sag, skaf mig Dejtruget ned.«

Saa bærer de det ud i Møddingspytten, og han stiller saa der.

»Er mine Øjne røde?« siger han.

»Nej.«

Han spørger atter om det.

»Aa, Sludder, dine Øjne er ikke mere røde, end de var før.«

»Du skal sige ja, naar a spørger om det igjen.«

Saa spørger han for tredje Gang, og hun siger: »Ja, nu er de røde.« Han dukker da ned i Pytten, men kommer op uden Fisk. Det var han gnaven over.

Da det blev Aften, vilde de til at have Lys tændt. »Hvorhen skal vi faa det Lys fra?« siger Konen.

»Lad mig kuns om det«, siger han, »hent mig en Glød.«

Saa stak han tre Fingre til Gløden.

»Hvorfor gjør du det?« siger Konen.

»Jo, for saadan gjorde min Svigersøn.«

»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«

Han jager nu Fingrene til Gløden, men griber dem til sig igjen. »Kanske det er den fejle Haand«, siger han, og prøver saa med den ogsaa. Men det var lige nær, han fik Fingrene brændt og maatte ligge i Sengen en Tid.

»Hvad vil du befatte dig med saadanne Kunster for?« siger hun Konen.

»Jo, saadan gjorde min Svigersøn, ham Bjærgmanden.«

»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«

Nok er det, han fik ikke andet end Skam for al hans Lærdom.

Mette Sofie Larsen, Bindslev.

12. Ræven paa Fangst.

Jo, det skulde den nok, og den sprang op paa Skorstenen og sad og kikkede paa Pølserne, som hængte der oppe. Da den havde siddet lidt, saa tænkte den ved sig selv: »Det kan da ikke gjøre noget, a lugter til dem.« Den strækker sig saa langt, at den lige kan snuse til dem, men idet den saa rører ved dem, saa falder den ene ned. Ræven er lige i det samme ved Døren, og den springer til og snapper den. Katten bliver forskrækket over dether, og hvad den faar at gjøre, den ud og faar Hunden løst, og han sætter jo efter Ræven og naaer ham lige i det Øjeblik, da han springer ind i hans Hule, saa han altsaa blot faar snust til Halen af ham. Ræven blev saa forskrækket over den Fare, han havde været i, at han blev siddende i Hulen i tre Dage og turde ikke komme op.

Endelig kunde han ikke holde det ud længere, men maatte op for at faa noget til Føden. Da han kommer ind i Skoven, træffer han et gammelt Føløg, der gaar med sit Føl. »God Dag«, siger Ræven, »i Dag skal enten dit Føl dø, heller ogsaa a skal.«

»Ja«, siger det gamle Øg, »det er ikke saa farlig en Sag. Mit Føl det maa du godt faa, hvis du lige bare vil gjøre mig en Tjeneste først.«

Ja, hvad det da var? siger Ræven.

»Ja, a har traadt en Torn ind i min ene Bagfod, dersom du vil trække den ud, maa du faa Føllet.«

Naa, det gamle Øg letter Foden, og Ræven skal til at se efter, om han kan opdage, hvor den sidder. Men allerbedst, som han staar og kikker, saa giver hun et Hvin og sparker ham for Panden, saa han triller langt hen i Skoven. Han maa altsaa gaa hans Vej med en slunken Mave og er helt flov ved at komme saadan afsted.

Da han kommer noget længere ind i Skoven, da møder han der en So, der gik med en hel Flok smaa Grise. Saa siger Ræven: »God Dag, enten skal du dø, heller a skal, heller a vil ha' din' smaa Grise.«

»Mine smaa Grise maa du gjærne faa«, siger Soen, »men først maa du gjøre mig den Tjeneste at bide i mit højre Øre, ilav a synger en Salme.«

Ja, det vilde Ræven da nok. Han snapper i Øret paa Soen og bider godt fast. Hun giver sig til at skrige af fuld Hals, og alle Svin i Skoven de stimler sammen om at komme hende til Hjælp, og de havde nær ædt Ræven, saa det var med Nød og Næppe, han slap derfra med Livet.

Ræven havde intet faaet at æde endnu, og han var nær ved at omkomme af Sult. Saa tænker han ved sig selv: »Nu vil a gaa ned til Stranden og se, om a kan finde nogle døde Fisk, de kan da hverken slaa eller bide mig ihjel.« Da han nu gaar derned, møder han en Faareflok, og den gamle Vædder han kommer et langt Stykke bag efter, for han kunde ikke følge med.

Da Ræven faar Øje paa ham, saa tænker han: »Ham kunde a maaske faa Bugt med.« Efter at han nu først har sagt Goddag, saa siger han: »Enten skal du dø, heller ogsaa a skal.«

»Haa—aa«, siger Vædderen »a vil gjærne dø, a er saa gammel og stiv og kan ikke følge med Faarene længere. Hvis du nu vil gaa hen og sætte din Ende mod den Knold der, og saa gabe lige saa højt du kan, saa vil a løbe lige levende ind i dig.«

Ja, Ræven han sætter sig jo og spiler hans Gab op, og Vædderen han tager Rend til, ligesom han skulde til at bukkes med én. Saa kommer der et vældig stort Bø—ø, og saa farer han lige ind i Gabet paa Ræven og splitter ham ad, saa Ræven var død med det samme.

Men da Konen kom hjem fra Kjøbstaden og fik at høre, hvordan Katten havde passet paa Huset, saa blev hun fornærmet paa den, og den fik aldrig mere Lov til at have Opsigt med det.

Lærer Jørgen Nielsen, Romme.
(Efter Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut).

13. Den dristige Skrædder.

Der sad en Tjenestekarl inde imellem dem, det var saadan en lun Broder, og han tænkte: »Da skal a se, om a kan ikke kurere goden Skrædder«, og saa trækker han sig saa tilbage og rejser af hen til Skrædderens Hus.

Det blev nu bestemt i Forsamlingen, at Smeden og Skrædderen skulde gjøre deres Vovestykker Aftenen efter, og saa gik hver til sit.

Da Skrædderen kom hjem, skulde han til at have noget at spise, han kommer humpende paa hans Krykker og sætter sig til Bords. Han levede meget af Øllebrød, og hans Potte stod altid paa Bordet. Saa tager han fat paa Skeen og begynder at lange til dether Øllebrød. Men lige som han nu putter Skeen ned i Potten, giver den et Hop, og saa bliver Skrædderen jo lidt varm om Ørerne. Han langer nok en Gang til den, men den hopper igjen. Skrædderen er nu helt forskrækket, men prøver dog tredje Gang, da hopper den helt hen til Vinduet. Karlen havde nemlig gjemt sig udenfor og havde faaet en Strikke anbragt paa Potten, saa det var ham, der fik den til at hoppe, hver Gang han gav et Ryk. Nu smider Skrædderen baade Ske og det hele, og saa snapper han Krykkerne og humper hen til Smeden, der var lige ved at gaa i Seng. Det spøgte i hans Hus, sagde han, og han kunde ikke være i det.

»Du kommer til at følge med mig hjem«, siger han, »og se, hvordan det forholder sig.«

»Ja, det er vist ikke saa farligt«, siger Smeden, »te a behøver at følge med dig, du var saa meget Karl i Aften før.«

Men nok er det, Smeden maa med hjem. Men de kunde ingen Ting opdage, og alting var roligt.

»Ja, du husker jo nok«, siger Smeden, da han vil til at gaa, »te det er i Morgen Aften, vi skal til at op til Kirken.«

»Jo, det husker a nok, det skal være en smal Sag for mig at gjøre det.«

De gaar nu hver til sit og kommer i Seng, men da begynder det igjen med et forfærdeligt Spektakel ved Skrædderens. Da havde Karlen lavet en Rumlepotte, og det var med den, han gjorde Spektaklet. Skrædderen turde ikke være i Sengen, og han turde heller ikke gaa af den. Til sidst blev det ham dog for galt, han kunde og turde ikke blive der, snapper Klæderne under Armen og springer, som han er, om til Nabogaarden, hvor Manden hed Hans.

Den Gang han kommer i Porten, saa kommer Karlen: »Hvad, er det dig, Rasmus Skrædder! hvordan er det, du kommer her?«

Ja, han klager sig saa ynkelig, om han maatte da ikke ligge ved ham til Dag, det var saa og saa galt der hjemme med Spøgeri, og han turde da ikke ligge der.

»Nej, a har aldrig haft saadan en Halvandenben til at ligge ved mig, du kan gaa ind til Hans og faa en Seng at ligge i.«

Ja, han maa jo til det, og de var ogsaa saa naadige at lukke ham ind, og han faar en Seng, han kan ligge i til Dag.

Saa skulde Skrædderen have hans Davre om Morgenen, inden han gik hjem, og som han sidder og æder den, skal han jo til at fortælle hans Hændelser om Natten. Karlen sad helt rolig og hørte paa det.

Naa, saa gaar Tiden hen, og det bliver Aften. Da møder Skrædderen ved Smeden igjen, og de rejser af op til Kirken. Smeden gaar ind ad Vaabenhuset og slaar hans tre Slag paa Døren, og Skrædderen staar bagved. Da lukker Smeden Døren op og lader Skrædderen gaa ind, og derefter smækker han Døren i med saadant Knald, at det rystede hele Kirken. Skrædderen glemte helt baade Alterdug og Saks, for han besvimede og var helt bevidstløs, da de kom ind til ham, saa de maatte bære ham hjem.

Skrædder Kristen Sørensen, Lime.