Mens jeg endnu var i Tyrkiets tjeneste, moret jeg mig ofte med at seile ut i en lystbaat paa Marmorahavet, hvorfra man har en herlig utsigt til Konstantinopel med sultanens seraljer. En morgen som jeg var ute, sat jeg just og betragtet den vidunderlig klare, blaa himmel, da jeg blev var en rund tingest deroppe, og som syntes at være saa stor som en biljardkule med noget hængende under sig.

Jeg tok straks min groveste og længstrækkende fuglebøsse, som jeg aldrig med min gode vilje reiser foruten. Jeg ladde den med en kule og fyrte efter tingesten, men uten virkning da den var altfor langt borte. Jeg tok da dobbelt portion krudt og fem kuler; da gik det bedre, kulerne traf og rev hul paa den ene side. De kan dømme om min forbauselse, da jeg fik se en pragtfuld forgyldt gondol, hængende ned fra en uhyre ballon, falde ned like ved min baat. I gondolen var der en mand og halvdelen av et stekt faar. Da min forbauselse hadde lagt sig noget, befalte jeg mine folk at ro ut efter denne herre.

Manden saa ut som han kunde være en franskmand, hvilket siden ogsaa viste sig at være tilfældet. Han hadde i hver vestlomme et pragtfuldt guldur og vægtige kjæder med medaljoner. I hvert knaphul hang en guldmedalje, som mindst var hundrede dukater værd. Paa hver av hans fingre glitret en kostbar diamantring, og hans lommer var saa fulde av pengeposer, at de tynget hans kjoleskjøter ned mot jorden. Visselig, sa jeg til mig selv, maa denne mand ha gjort menneskeheten mange store tjenester, siden alle disse høie herskaper har belæsset ham med saa mange gaver i slike usle og gjerrige tider som vore. Faldet hadde aldeles bedøvet ham, saa det varte en stund før han kunde tale. Litt efter litt kom han sig og fortalte følgende:

«Mit hode var ikke sterkt nok for denne maate at reise paa, heller ikke er jeg tilstrækkelig inde i videnskapen for at kunne beseire alle vanskelighetene dermed. Min tanke var at ydmyge alle døgnfluer av linedansere og gjøglere ved at hæve mig langt over deres hoder. For syv eller otte dage siden — jeg kan ikke si det nøiere, da jeg har tapt tidsregningen, eftersom jeg hele tiden har været der hvor solen aldrig gaar ned — steg jeg op fra Kap Lizard i Cornwallis i England og tok med mig et faar for at gjøre kunster dermed til tilskuernes forlystelse.

Uheldigvis øket vinden paa, og istedetfor at drive til Exeter hvor jeg hadde isinde at lande, blev jeg drevet tilhavs, men saa høit at jeg ikke kunde gjøre nogen iagttagelser. Jeg blev snart saa sulten, at jeg kunde prise mig lykkelig ved at ha tat faaret med mig. Jeg dræpte nu dyret, og jeg var da langt ovenfor maanen og i omtrent 16 timer saa nær solen, at den sved øienbrynene av mig. Jeg la derfor faareskrotten paa det sted i gondolen, hvor solen hadde mest magt, det vil si der hvor ballonen ikke kastet skygge, og efter et par timers forløp var alt gjennemstekt. Paa denne stek har jeg hele tiden levet. Aarsaken til mit lange luftophold,» tilføide han, «var den at en snor som aapnet ballonens ventil, hadde sprunget, og hadde De ikke skutt hul paa ballonen, saa var jeg sandsynligvis som Muhamed blit svævende mellem himmel og jord til dommedag.»

Saaledes sluttet han sin fortælling. Da jeg sa ham, at den midt foran os liggende store bygning var sultanens seralj, blev han aldeles forbløffet, for han hadde trodd at være paa et ganske andet sted end i Konstantinopel.

Gondolen skjænket han siden min styrmand og levningerne av faaret kastet han i havet.

Ballonen var blit saa beskadiget av faldet og skuddet, at den ikke kunde repareres.