Man kan let tænke sig, at baronens omgivelser daglig bestormet ham med bønner om at fortsætte sine fortællinger, som de fandt likesaa lærerike som underholdende.

I lang tid hjalp alle forsøk dog intet, da det var en av baronens prisværdige vaner bestandig bare at følge sit eget hode og endvidere aldrig under nogensomhelst omstændighet at la sig forlede til at svigte sine bestemte grundsætninger.

Tilslut kom dog den saa længselsfuldt ventede aften; med et venlig smil hørte baronen paa sine venners paamindelser og nikket denne gang sit bifald. Alle blev da aldeles stille og syntes at samle hele sit liv i ørene, og Münchhausen begyndte fra sin hædersplads i sofaen som følger:

Under Gibraltars sidste beleiring medfulgte jeg en provisionsflaate under lord Rodneys befaling for at hilse paa min gamle ven, lord Elliot, som ved sit tapre forsvar av denne fæstning har erhvervet sig uvisnelige laurbær.

Efter at den første glæde ved møtet mellem gamle venner og krigskamerater hadde lagt sig noget, gik jeg sammen med generalen ut for at undersøke fæstningens tilstand og fiendens foretagender.

Jeg hadde med mig en aldeles udmerket kikkert, som jeg hadde kjøpt hos Dalland i London, og ved hjelp av denne fandt jeg at fienden just stod i begrep med at avfyre en 36-pundig kanon like mot det sted hvor vi stod. Jeg underrettet generalen herom; han tok kikkerten og fandt at jeg hadde ret.

Jeg fik øieblikkelig med hans tilladelse bragt en 48punder fra det nærmeste batteri og rettet den saa nøie som mulig (for med hensyn til alt henhørende til artilleri, saa tør jeg si uten at skryte, at jeg endnu ikke har fundet min overmand), saa jeg var sikker paa at træffe mit maal.

Jeg iagttok fienden helt til det øieblik, da jeg saa at kanoneren satte lunten til fænghullet, og i samme øieblik befalte jeg ogsaa at avfyre vor kanon. Omtrent midtveis traf begge kulerne sammen og virkningen var isandhet forbausende. Fiendens kule sprat tilbake med slik voldsomhet, at den ikke alene rev hodet av den artillerist, som hadde avfyret den, men ogsaa skilte seksten andre hoder fra sine kropper, som var den iveien paa dens løp til Afrika.

Før den naadde Berberiet rev den alle masterne av tre krigsskibe, som laa tilankers i en række og fløi derpaa 200 mil ind i det indre av landet, faldt ned igjennem taket paa en bondestue og efter at ha berøvet en stakkars kone som laa paa ryggen i sengen med vidt aapen mund og snorket, de faa tænder hun hadde tilbake, blev den sittende fast i halsen paa hende. Hendes mand kom just hjem, og da han fandt alle forsøk paa at faa den ut aldeles unyttige, fik han det gode indfald at drive den ned i hendes mave ved hjelp av en klubbe, og saaledes kom den ut ad naturlig vei. Vor egen kule gjorde ogsaa udmerket nytte, for den ikke alene drev den anden tilbake, saaledes som jeg nu har fortalt; men i det den fulgte sin bane som jeg hadde beregnet, traf den just den kanon som var bleven avfyret mot os, og slynget denne med slik kraft mot et spansk orlogsskib, at den gik igjennem alle dæk og tilbunds. Skibet sank øieblikkelig, mens dens besætning paa over tusen mand blev reddet av tililende smaabaater.

Dette var sikkert et høist merkværdig held. Jeg kan dog ikke tilegne mig hele æren alene, for vistnok var det mig som utfandt idéen, men tilfældet hjalp mig dog ikke saa litet, ti jeg opdaget siden, at kanonen av en feiltagelse var blit ladd med dobbelt portion krudt, ellers skulde vort held sikkert ikke være blit saa overraskende stort.

General Elliot vilde gi mig en officersbestalling for denne store tjeneste, men jeg avslog at motta andet end hans tak, som han endnu samme aften frembar ved officerstaflet i de mest smigrende ordelag.

Da jeg nærer stor forkjærlighet for englænderne, som trods sine store feil dog isandhet er et dygtig folk, besluttet jeg ikke at forlate fæstningen, før jeg hadde gjort dem en tjeneste til, og i løpet av en tre ukers tid frembød der sig ogsaa en god leilighet hertil. Jeg forklædte mig som katolsk prest og stjal mig ut av fæstningen ved ettiden om natten, passerte fiendens poster og kom ind i hans leir, hvor jeg snart støtte paa den kommanderendes telt, hvor jeg traadte ind og fandt hertugen av Artois og den øverstkommanderende tillikemed flere andre høie officerer holde raad.

Min forklædning beskyttet mig, og det var derfor ingen som tænkte paa at vise mig bort, saa jeg i ro og mak kunde overvære deres forhandlinger som gik ut paa intet mindre end næste morgen at storme fæstningen.

Raadet opløstes straks efter og enhver gik tilsengs. Jeg opdaget snart, at hele leiren, skildvagterne iberegnet, var nedsunket i den dypeste søvn. Saa begyndte jeg mit arbeide. Jeg løftet alle kanonerne, omtrent 300 i tallet, fra 48pundere til 24pundere av lavetterne og kastet dem tre mil tilsjøs. Da jeg ingen hjælp hadde, saa maa jeg tilstaa at dette var det sværeste arbeide jeg nogensinde har hat, maaske med undtagelse av den gang, da jeg svømmet over strædet med hin kanon som Baron de Thott omtaler i sine reiseerindringer. Derpaa samlet jeg alle kanon- og ammunitionsvogne midt i leiren og for at undgaa støi, bar jeg dem parvis under armen og en vakker haug blev det, næsten likesaa høi som Gibraltar. Derpaa slog jeg ild ved at slaa en kanonbolt mot en flintesten, som sat omtrent tyve fot fra marken i en gammel mur fra maurernes tid. Jeg hadde nær glemt at si, at jeg hadde kastet alle trosvognene ovenpaa, likesom jeg hadde lagt en hel del letfængelige saker tilrette nederst, saa at det hele var i fuld fyr i et øieblik.

For at undgaa mistanke var jeg en av de første til at allarmere. Hele leiren blev, som man kan tænke sig, aldeles lamslaat av skræk; den almindelige mening var at skildvagterne var blit bestukket, og at en syv, otte regimenter hadde gjort et utfald fra fæstningen og ødelagt artilleriet.

Mr. Drinkwater nævner i sin historie om Gibraltars beleiring, at fienden led et stort tap ved en ildebrand i leiren som man aldrig har kunnet opdage grunden til — hvilket er rimelig nok, da jeg aldrig har aabenbart den til et levende væsen (endskjønt Gibraltar bare blev frelst ved denne ene nats arbeide), ikke engang til general Elliot. Greven av Artois tillikemed hele hans følge flygtet i blind skræk og løp uten at stanse paa fjorten dage til Paris. Ulykken hadde gjort et saa dypt indtryk paa dem, at de erhvervet sig den eneste av kameleonens egenskaper som savnes hos hofmænd, den nemlig at kunne leve av luft alene, for i tre maaneder var de ute av stand til at ta næring i sig.

En morgen, et par uker efter denne hændelse, som jeg sat ved frokostbordet sammen med general Elliot, trængte en bombe ind i det værelse hvor vi sat og faldt midt paa bordet.

Jeg har visst glemt at fortælle, at jeg hin gang ikke fik tid til at ta morterne med. Generalen forlot øieblikkelig bordet, som vel alle andre ogsaa vilde ha gjort, og skyndte sig ut av døren; men jeg tok bomben før den sprang, og skyndte mig op til toppen av klippen.

Da jeg saa ind i fiendens leir, opdaget jeg paa en haug nær kysten et stort antal mennesker men hvad de bestilte, kunde jeg ikke skjelne. Jeg saa da i min kikkert og opdaget at to av vore officerer, en general og en oberst, som hadde spist hos mig den foregaaende aften og som hadde listet sig ind i fiendens leir ved midnatstider, var blit tat tilfange og nu holdt paa at bli klynget op i galgen som fiendtlige spioner.

Avstanden var for stor til at jeg med held kunde kaste bomben med bare hænder; men til at lykke kom jeg til at huske paa, at jeg i min lomme hadde den samme slynge, som David dræpte Goliath med, og i den la jeg da bomben og kastet den saa midt imellem dem. Den sprang da den faldt og dræpte allesammen, undtagen de engelske officerer som til al lykke netop var blit heist op.

Et stykke av bomben fløi dog med slik voldsomhet mot galgen, at den ramlet ned. Vore to venner følte aldrig saasnart den faste grund under sine føtter, før de saa sig om efter aarsaken til sin frelse, og da de fandt at bøddelen, vagten og hele tilskuermassen hadde behaget at forlate verden før dem, befridde de sig gjensidig fra strikken som sluttet ubehagelig tæt om halsen, og sprang ned til stranden hvor de bemægtiget sig en baat med to matroser, som de tvang til at ro sig ut til et av vore linjeskibe.

Nogen minutter senere, mens jeg holdt paa at fortælle general Elliot hvad jeg hadde utført, kom de begge ind i fæstningen, og efter at de paa det hjerteligste hadde takket mig og mottat de tilstedeværendes lykønskninger, feiret vi denne dag ved et rigtig muntert gilde.