Alle disse merkelige oplevelser, mine herrer, som jeg nu har fortalt Dem, faldt kun lykkelig ut ved hjælp av min aandsnærværelse og mine kraftige anstrengelser, hvilke egenskaper, som enhver vet, er aldeles uundværlige for den egte jæger, soldat og sjømand. Det vilde i sandhet være en meget letsindig jæger, admiral eller general, som altid vilde stole paa et lykkelig tilfælde eller sin gode lykke uten at bryde sig om de forsigtighetsregler, som netop forebygger tilfældet, og uten i forveien ved de bedste forholdsregler at sikre sig et heldig utfald. Jeg har aldrig været skjødesløs hverken i den ene eller den anden henseende, for jeg har altid ikke alene været kjendt for mine udmerkede hester, hunder og geværer, men ogsaa for min dygtighet i at bruke dem, saa jeg nok kan si uten at smigre mig selv, at jeg har skapt mig et uforgjængelig navn i skog og mark.

Jeg skal ikke trætte Dem med lange beskrivelser av mine stalder, mit hundehus eller min vaabensamling, men to av mine hunder var dog saa udmerkede, at jeg aldrig kan glemme dem eller forbigaa dem i taushet. Den ene var en fuglehund, som dag og nat var like nyttig, forstandig og utrættelig. Om natten hængte jeg en lygte paa dens hale og jaget saaledes godt, ja næsten bedre end paa lyse dagen.

En dag ikke længe efter at jeg var blit gift, fik min hustru det indfald at bli med paa jagt. Jeg red i forveien for at opspore noget vildt, og det varte heller ikke længe, før min gode hund stod foran nogen hundrede raphøns. Jeg ventet imidlertid paa min hustru som skulde komme bakefter, ledsaget av min forvalter og en tjener. Jeg ventet og ventet, men ingen kom. Tilslut blev jeg ganske ængstelig og vendte om; men jeg var ikke kommet halvveis, før jeg hørte stønnen og nødrop, som syntes at komme fra et sted i nærheten, og allikevel kunde jeg ikke opdage et levende væsen. Jeg steg da av hesten, la øret til jorden og opdaget at lyden kom nedenifra jorden. Jeg kjendte paa stemmerne min hustru, forvalteren og tjeneren. Saa husket jeg ogsaa at det ikke langt borte var en kulgrube, som jeg ganske nylig hadde latt aapne, og det kunde nu desværre ikke være nogen tvil om den skjæbne, som hadde rammet min hustru og hendes ledsagere.

Fra nærmeste landsby fik jeg da i største hast hentet alle minearbeiderne, og med de største anstrengelser lykkedes det os ogsaa tilslut at faa draget dem op av gruben, som var over 100 fot dyp. Først blev tjeneren og hans hest bragt for dagens lys, saa forvalteren og tilslut min hustru og hendes lille kleppert. Det merkeligste ved hele saken var, at trods det frygtelige fald kom ingen — hverken mennesker eller dyr — til nogen skade, med undtagelse av nogen ubetydelige skrammer; men saa var de saa meget mere forskrækkede og rædde.

Det blev ikke noget mere av jagten den dag, som man nok kan forstaa, og i forskrækkelsen glemte jeg aldeles hunden, og det maa ogsaa være min undskyldning for at jeg heller ikke husket paa den næste morgen, da jeg maatte reise bort i vigtige forretninger som vilde komme til at holde mig væk i fjorten dage. Jeg var neppe kommet hjem før jeg savnet min hund, Diana. Ingen av mine tjenere visste nogen besked om den, skjønt de hadde søkt overalt efter den. Tilslut fik jeg en god idé. «Du skal se,» tænkte jeg, «at den endnu staar for raphønsene.»

Jeg gav mig straks paa vei, fuld av haab, og ganske rigtig, da jeg kom dit hvad saa jeg da? Min tispe paa samme sted hvor jeg hadde forlatt den for fjorten dage siden.

Avance! ropte jeg.

Diana for frem og jeg fik fem og tyve i et skud. Men det stakkars dyr var saa magert og utsultet, at det knapt hadde styrke til at komme bort til mig. Jeg skulde heller ikke ha faat hunden hjem, hvis jeg ikke hadde tat den foran paa sadelknappen, hvilket man nok kan forstaa at jeg gjorde med den største glæde. Nogen dages hvile og god forpleining bragte den i likesaa godt hold som før, og nogen uker efter hjalp den mig til at løse en gaade, som ellers sandsynligvis vilde være forblit uopklart for bestandig.

I to dage jaget jeg den samme hare; Diana opsporet den bestandig for mig men det kunde aldrig lykkes mig at komme den paa skud. Jeg har set for mange underlige ting til at tro paa hekseri; men jeg tilstaar at min forstand stod stille overfor denne avskyelige hare. Tilsidst kom jeg dog saa nær den, at jeg næsten kunde berøre den med geværmundingen, da den gjorde en kolbøtte og hvad sker da? Jo min hare hadde to par ben under buken og to par paa ryggen. Naar derfor de underste var trætte, vendte den helt rundt som en dygtig svømmer, som avvekslende svømmer paa maven og ryggen, og løp saa videre paa de andre med friske kræfter. Jeg har aldrig senere set en lignende hare, og jeg skulde sikkert nok heller ikke ha faat fat i den uten med en slik hund som Diana.

Den var saa merkelig overlegen alle andre hunder, at jeg uten frygt for at bli beskyldt for overdrivelse skulde erklære den for at være uten like, hvis jeg ikke hadde hat en mynde som kunde kappes med den.

Mynden var ikke saa merkværdig paa grund av sit utseende, som paa grund av sin rent utrolige hurtighet. Hadde I, mine herrer, set den jage, vilde I sikkert likesom jeg, ha beundret og elsket den og fundet det ganske naturlig, at jeg tilbragte saa megen tid i dens selskap. Den løp saa hurtig og saa længe i min tjeneste, at den slet det underste led av benene av sig, men jeg fik allikevel god nytte av den ogsaa da, nemlig som grevlingehund.

Engang denne hund skulde hvalpe, var vi ute paa jagt sammen og trods alle mine forsøk paa at holde den tilbake, løp den saa hurtig som nogensinde, denne gang efter en, som det forekom mig, ualmindelig tyk hare som den hadde opsnust. Det var med nød og neppe at jeg i avstand kunde følge den tilhest. Paa engang hørte jeg et glam som av et helt hundekobbel, men saa svakt og fint, at jeg ikke kunde skjønne hvad det var. Men da jeg indhentet hunden, fik jeg se et høist vidunderlig syn. Baade hunden og haren hadde kastet i fuldt løp, og der var just likesaa mange hareunger som hvalper! Indstinktmæssig tok de smaa harer flugten, og av samme aarsak satte hvalperne efter og fanget dem, og saaledes sluttet jeg jagten med seks harer og seks hunder, skjønt jeg begyndte med én.

Jeg tænker paa denne min vidunderlige tispe med den samme fornøielse og glæde, som paa en prægtig lithauisk hest, som intet guld kunde ha opveidd. Jeg fik den ved en leilighet, da jeg til megen hæder for mig fik anledning til at vise min færdighet i ridekunsten. Jeg var som gjest paa grev Przobosskys prægtige slot i Lithauen, og sat en dag sammen med damerne ved tebordet, mens herrerne var nede i gaarden for at se paa en ung hest av arabisk blod som netop var kommet fra stutteriet.

Pludselig blev vi opskræmt av nødrop, og da jeg skyndte mig ut, saa jeg at hesten var saa vild og ubændig at den hadde kastet sin rytter av salen, og ingen turde nærme sig den. De mest uforfærdede ryttere stod der bleke og motfaldne, og ingen visste hvordan de skulde bære sig ad, da jeg med et eneste sprang kastet mig op paa hestens ryg og ved at overraske den slik, ikke alene skræmte den, men ogsaa tvang den — ved at opbyde al min ridekunst — til lydighet, og inden fem minutter var den føielig og from som et lam. For at vise damerne dette og for at spare dem for unødig angst, tvang jeg hesten til at sætte ind igjennem et av vinduerne i salen. Der red jeg rundt værelset flere ganger baade i skridt, trav og gallop, og tilslut satte vi op paa tebordet, hvor den gjennemgik hele den høiere rideskole, hvilket moret damerne overordentlig.

Min hest viste sig saa velopdragen og førte sig saa behændig, at den ikke slog istykker det mindste, hverken av glas eller porcelæn. Dette gjorde ikke alene paa damerne, men ogsaa paa greven et saa gunstig indtryk, at han med sin sedvanlige høflighet bad mig motta hesten og føre den til seier og ære i det felttog mot tyrkerne, som jeg skulde delta i under anførsel av grev Münnich.