Det var blevet Admiral Rosamel meddeelt, at Gabarren „l’Arriège“, Transportskib som en halvarmeret Fregat, var afgaaet fra Frankrig for at bringe os Proviant og Varegods; høiligen trængte vi efterhaanden hertil, og paa Valparaisos Rhed imødesaae vi hver Dag Transportskibets Ankomst. Maaneder hengik imidlertid, og „l’Arriège“ kom ikke. Heldigviis havde vi efterhaanden levet os ind i de selskabelige Forhold i Valparaiso, saa at Opholdet der var yderst behageligt; den lange Venten vilde ellers have været utaalelig. Endelig kaldte Omstændighederne os nordefter; der maatte kjøbes Provisioner, og jeg erindrer, at hver Foustage Meel blev betalt med 30 Piaster. „Arriège“’s Udeblivelse var en dyr Historie for den franske Regjering.

Vi løb op langs Kysten af Peru. En mere øde og afskrækkende Kyst troer jeg aldrig at have seet. Overalt mørke Klipper, bedækkede med hvidt Sand, ingensteds nogen Vegetation, der kunde bryde den trættende Eensformighed, og, som om Forsynet var kommet til den Overbeviisning, at Læ for Skibe vilde være overflødig paa en Kyststrækning, hvor haardt Veir er ukjendt, fandtes ikke en eneste Havn ligefra Arica til Callao, en Strækning af over hundrede danske Miil. Paa de enkelte Steder, vi ankrede ved denne aabne Kyst, var Massen af det Fugleskarn, der i Løbet af Aarhundreder havde ophobet sig, saagodtsom det Eneste, der var istand til at tiltrække sig vor Opmærksomhed. Allerede dengang havde man begyndt at udføre til Europa dette Product, der nu som Guano spiller saa stor en Rolle.

De politiske Begivenheder i Peru var det, der havde bragt os nordpaa. Vi ankrede ved Churillos, et Par Miil søndenfor Lima, og herfra begav vor Admiral sig til den peruvianske Hovedstad. Ogsaa ved Churillos ankrer man paa en aldeles aaben Rhed. Under dette mærkelige Himmelstrøg, hvor man ligesaa lidet kjender til Regn som til Blæst, er den svære, uophørlige Dønning imod Land saagodtsom den eneste Ulempe, for hvilken Skibe ere udsatte. For Hyggeligheden ombord er imidlertid denne Ulempe langt større, end man almindelig forestiller sig. Man tænke sig: Maaneder igjennem knap at kunne staae paa Benene — den evige rullende Bevægelse bliver i Længden formelig opirrende.

Vi begyndte atter at see ud efter „l’Arriège“, men endnu i lang Tid forgjæves. Endelig kom den da, men i hvilken Tilstand! Spor af Havarier i flere Retninger vare tydelige at see, og, da dens Chef, Mr. Gallois, capitaine de frégate, kom ombord, var der ingen Ende paa hans Beretning om Modgang og Ulykker af enhver Art, for hvilke Skibet havde været udsat. Først var, „l’Arriège“ bleven læk og maatte udlosse sin hele Ladning for at reparere. Stadig havde man dernæst maattet kæmpe imod haard Kuling og ondt Veir, og under Falklands-Øerne var man endelig bleven overfalden af en Storm, under hvilken en Braadsø havde sønderslaaet Kobrygs-Finkenetterne, taget Fartøierne bort midtskibs og skyllet ti Mand overbord. Mandskabet syntes herved at være blevet aldeles demoraliseret; det syntes, som om al Tillid til Officererne ombord var forsvunden; Seil blæste bort; men Folkene negtede at arbeide, saa at man med dragen Sabel havde været nødsaget til at tvinge dem til at gaae tilveirs. For Modvind havde man søgt ned til 70° sydlig Brede, her var man stødt paa Iisbjerge, Kulden var gaaet ned til 6° R., og det var lige ved, at Chefen havde taget den Beslutning at opgive det Hele og at staae tilbage østefter, da et Omslag heldigviis var indtruffet, saa at det efter 89 Dages Reise fra Rio-Janeiro lykkedes at naae Valparaiso. Beskrivelsen af denne Reise ledede Tanken uvilkaarlig tilbage til Lord Anson, da han i forrige Aarhundrede skulde omseile Cap Hoorn for at rette et Angreb imod de spanske Colonier, kun har Mr. Gallois’s Beretning om, hvad der var tilstødt ham, ganske sikkert havt en mere poetisk Flugt, end der laa i den engelske Admirals Charakteer; ved Beskrivelsen af den Braadsø, der under Falklands-Øerne var styrtet ind over Skibet, og som efter Chefens Mening havde bragt dette i øiensynlig Fare, hed det i Capt. Gallois’s Rapport: „Ikke vidste jeg i hiint Øieblik, om jeg endnu commanderede H. M. Skib l’Arriège.“

Paa et senere Tidspunct fik i det adriatiske Hav Mr. Gallois Commando af en fransk Division, der blokerede Ancona. Overholdelsen af denne Blocade synes at have været ham for besværlig, og istedenfor at blokere fandt han en smuk Dag paa at entre Fæstningen og at tage den i Besiddelse, uagtet ingen Krigserklæring havde fundet Sted. Den franske Regjering satte han derved i den største Forlegenhed. En chevaleresk Aand boede der i ham; men Militair var han saavist ikke, og endnu mindre fandtes der hos ham Spor af Sømandskab, hvilket efter min Formening ikke lidet har bidraget til hans ulykkelige Passage om Cap Hoorn.

Den største Deel af den medbragte Proviant var naturligviis havareret. Den blev udlosset, Tømmermænd og anden Hjælp blev sendt for at paaskynde Transportskibets Udbedring; men, da denne endnu ikke var fuldført, dengang vi kort efter stode Syd paa, blev der tillagt Capt. Gallois udtrykkelig Ordre snarest muligt at følge efter og at støde til Admiralen i Valparaiso. Otte Dage efter vor Ankomst dertil begyndte vi altsaa paany at speide efter „l’Arriège“, men „l’Arriège“ kom ikke. En Maanedstid hengik, og endda saaes Intet til Skibet, hvorimod vi af et nordfra kommende Fartøi hørte, at man havde seet Skibet tilankers ved San Lorenzo, en tildeels ubeboet Ø, der ligger udfor Indløbet til Callao. Dette var aldeles uforklarligt. Atter lang Tid hengik, førend paalidelig Underretning kunde indhentes, og til Forbauselse for os, og sikkert til endnu større Forbauselse for Admiralen, indløb Efterretning om, at Mr. Gallois havde fanget en Hvalfisk, og at heri maatte søges Anledningen til Transportskibets lange Udeblivelse.

Hvorvidt denne Begivenhed skyldes egen Foretagelsesaand, eller om man havde fundet Hvalen død paa Havet, er mig ubekjendt; men vist er det, at Hvalfisken var kommen i Mr. Gallois’s Vold. Han troede at skylde sit Mandskab, meldte han, at gjøre det mest Mulige ud af denne brillante Fangst, og han var derfor med sin Hvalfisk søgt ind til San Lorenzo, hvor Hvalen blev halet paa Land, Spækket afflændset og et formeligt Trankogeri indrettet, saa godt som det med forhaandenværende Midler lod sig udføre. Efter Udsmeltningen skulde nu denne Tran sælges, den blev ført til Lima, Klæder bleve kjøbte til Mandskabet for det indvundne Beløb, og hermed meente Mr. Gallois at have gjort sine Sager fortræffelig, medens Admiralen i Valparaiso, Maaneder igjennem, med Utaalmodighed havde maattet vente paa hans Komme.

Tilsidst kom da endelig den saalænge ventede „l’Arriège“ i Sigte. Alt som den nærmede sig, viste den sig for os i en heel anden Skikkelse, end da den første Gang stødte til Escadren. „L’Arriège“ var bleven nymalet og skinnende, Mandskabet straalede i ny, hvid Klædedragt, og, da Skibet med tilsatte Bram- og Bovenbramseil stod ind paa Valparaisos Rhed, var det øiensynligt, at Mr. Gallois havde isinde at forbause os ved Udførelsen af en brillant Manøvre. Benyttende den lette Brise var det hans Hensigt at sætte sit yderste Anker i passende Afstand fra Admiralen og derefter at løbe Fortøiningen ud under Seil. Stor Bugt af Kjættingen var halet paa Dækket; thi i de Tider, Ankerkjættingernes Barndom, var man endnu ikke bleven fortrolig med disses Behandling; alle Forberedelser vare trufne, og ved Ankerne stod man klar, lyttende efter Lodhiverne, der endnu stadig sang ud for „20 Favne uden Bund“. Da kom der pludselig en af de Kastevinde fra Bjergene, der om Eftermiddagen ere saa hyppige paa Valparaisos Rhed. Skibet krængede over, i Hast maatte Smaaseilene bjerges, og istedenfor at løbe ind med fire Miles Fart begyndte man med eet at nærme sig Ankerpladsen med foruroligende Hurtighed. Der kom Uro i Blodet: „Lad falde Ankeret!“ commanderede Chefen. „Lodhiverne varskoe endnu 20 Favne uden Bund“, indvendte Næstcommanderende fra Bakken. „Lad falde Ankeret!“ gjentog Chefen utaalmodig, og Ankret faldt. Skibet blev imidlertid ved at løbe. „Men hvorfor stoppe vi ikke op for Ankret?“ lød det efter et Øieblik fra Chefen, der begyndte at blive ængstelig. „Kjættingen er forlængst sprungen“, lød Næstcommanderendes Svar, „og den har endda ikke taget saa lidt af Bedingen med sig.“ Ankret var gaaet i Bund paa 40 til 50 Favne Vand, Alt var gaaet istykker, og istedenfor den paatænkte Pragt-Manøvre gik „l’Arriège“ lige ombord i Admiralens Fregat, borttog vor Klyverbom og maatte ankre i største Uorden indenfor os. —

Faa Dage efter stode vi paany ad Lima til, og „l’Arriège“ blev afsendt til Frankrig. Capitain Gallois er ikke blandt de mindst mærkelige Personligheder, med hvilke jeg i den Tid kom i Berøring, og hvad hans Hvalfisk angaaer, da viste det sig senere, at Hvalen kom til at udøve en ikke ringe Indflydelse, ikke alene paa Admiralens, men paa det franske Flags Stilling i Sydhavet ved den Tid, som her er Gjenstand for Omtale.