En af Fregattens Officerer var bleven afsendt paa en Baade-Expedition til en Ø, beliggende temmelig langt fra Skibet. Paa Tilbageveien kom han forbi en Klippe, høi og steil, men hvis ene Side dannede en jævn Skraaplan, der strakte sig lige ned til Søen. Paa denne glatte Flade havde leiret sig Sælhunde i utallig Mængde. Klippen lod til at have været Tilflugtssted for disse Dyr i Aarhundreder; de solede sig i al Rolighed og lode sig næppe engang forstyrre af det tæt forbiroende Fartøi.
Ved Tilbagekomsten ombord blev denne Klippe naturligviis Gjenstand for Omtale. Vel var Klippen nogle Miil borte, men Fristelsen var ikke til at modstaae, og endeel af Fregattens Officerer besluttede at tage derhen den paafølgende Dag for at skyde Sælhunde.
Man henvendte sig til Chefen om Fartøi; naturligviis var Intet herfor iveien. Da man meddeelte ham, hvad den hjemvendte Officeer havde berettet, samt Hensigten med vor paatænkte Udflugt, blev han henrykt. Det vilde blive storartet, meente han, Ideen var ypperlig, og D’Hrr. Officerer vilde da vel ikke have noget imod, at han selv deeltog i Jagtpartiet.
Det Hele antog nu strax et mere storslaaet Præg. Officeren, der havde fortalt om Sælhundenes Tilstedeværelse, maatte personlig afgive Beretning til Capitain Bazoche om, hvorledes Forholdene vare; eet Fartøi, meente Chefen, vilde ikke være tilstrækkeligt; med to eller tre vilde man kunne love sig et langt større Udbytte; Officererne, foreslog han, burde være forsynede med Geværer, Folkene derimod skulde bevæbnes med Baadshager, men dog fremfor Alt med Knipler; thi man havde sagt ham, at den bedste Maade, paa hvilken man kunde nedslaae Sælhunde, var ved at give dem et Kølleslag over Næsen. Tømmermændene bleve altsaa satte igang med at forfærdige Knipler, Ordre til Fartøierne bleve givne, og i stor Stiil blev Alt forberedt til den omfattende Plans Iværksættelse.
Samtalen om Aftenen gik i naturhistorisk Retning; den dreiede sig om Robbefangst, om Sælhunde, samt om hvormange af disse man kunde antage, at der den næste Dag vilde falde i vor Vold. Chefen havde vidtgaaende Planer angaaende Skindene, dog endnu større Forventning nærede han med Hensyn til, hvad der vilde kunne udbringes af Spækket. Vel vilde det være forbundet med endeel Uleilighed at udsmelte Trannen, men Gallois, hvis Expedition han forøvrigt ikke gik ind paa at omtale, havde jo udført et langt mere omfattende Foretagende i den Retning. Stort Udbytte vilde ganske sikkert kunne indvindes, og muligt endog, at man ved Trannens Realisation vilde kunne anskaffe til hver Mand af Besætningen et Par hvide Lærreds Buxer.
Næste Morgen kom, og Forventningerne vare paa ingen Maade formindskede. Klokken 5 laae tre Fartøier beredte; Alt var i Orden; nødvendig Proviant var ombord, og rigelig vare Fartøierne forsynede med de befalede Angrebsvaaben. Man satte fra Borde, og, da vi henad Formiddagen naaede Klippen, blev denne nøiagtig recognosceret. Sælhundene laae der, rolig og trygt, vistnok i Tusindviis. Skraaplanen, paa hvilken de vare leirede, havde Form af en Trekant, med Basis lige nede ved Havet. Paa den slimede Flade laae Dyrene sammenpakkede, det syntes endog som i Lag ovenpaa hinanden, og Alt viste sig saaledes at være i høieste Grad tilfredsstillende paa en forfærdelig Stank nær, naar man fra den læ Side nærmede sig Klippen. Baadene bleve samlede, der blev holdt Raad, og efter Chefens Anviisning blev nu en systematisk Plan lagt, angaaende hvorledes Angrebet skulde gaae for sig.
Det bestemtes, at man skulde lande paa begge Sider af Klippen, noget bagved den Skraaning, paa hvilken Sælhundene vare leirede. Man skulde kravle op, Officererne i Spidsen, indtil man var naaet op til henad Klippens halve Høide. Naar dette var skeet, skulde man paa givet Signal trænge ind i lige Linie fra begge Sider og saaledes afskære den hele Trekant af de øverst liggende Sælhunde; Blodbadet skulde her begynde, men man skulde ikke rette noget særligt Angreb imod Sælhundene nedenfor den angivne Linie, hvorimod den hele Masse ovenfor denne skulde angribes med kraft, og, da Dyrene vilde være fuldstændig afskaarne, maatte de ufeilbarlig alle blive vort Bytte.
Man skred til Værket. Mandskabet var mulig endnu mere kamplystent end Officererne, og efter endeel Vanskelighed ved at finde en Landingsplads under den temmelig stærke Dønning, som altid findes paa disse Kyster, kom man endelig iland, dog meget længer fjærnet fra champ de bataille, end man oprindelig havde tænkt sig. Iland kom man imidlertid, og nu begyndte Klavringen op ad den ujævne Klippe. Næppe noget Ord blev vexlet; med spændt Opmærksomhed lyttede man efter enhver Lyd, der kunde tyde paa Bevægelse blandt Sælhunde-Massen, og næsten var det lykkedes os at naae vort Maal, da der med eet hørtes en Buldren, blandet med Skrigen og Raaben af Mennesker, som vare disse stedte i Livsfare. Skyndsomst søgte vi naturligviis hen til Plateauet og kom her netop tidsnok til at see de sidste Sælhunde rulle sig ud i Vandet. Plateauet var tomt, Sælhundene vare borte, hvorimod der nede i Vandet saaes flere af vore Folk, der øiensynlig vare i Fare for at drukne. At svømme er en temmelig sjelden Færdighed hos franske Mandskaber, der ofte recruteres heelt inde i Landet, og noget ganske Andet blev der for os at tænke paa end at skyde Sælhunde. Matroser og Sælhunde vare dertil saaledes blandede imellem hverandre udenfor Klippen, at man vel maatte have vogtet sig for at løsne noget Skud, og fra vort ophøiede Standpunct saae vi med Spænding Fartøierne ile de Forulykkede tilhjælp, der hverken lode det mangle paa Raaben eller paa Skrig i den Nød, hvori de vare stedte.
Heldigviis lykkedes det at faae dem Alle fiskede op, og, efterat det hele Selskab atter var kommet i Fartøierne, og det første Indtryk af Skuffelse nogenledes havde sat sig, begyndte man efterhaanden at søge at komme til Klarhed om, hvorledes det egentlig kunde være gaaet til, at de efterstræbte Sælhunde, der ved vor Nærmelse syntes at være saa trygge, som om de paa deres Leie skulde sove til Dommedag, saa pludselig vare blevne opskræmmede og istedenfor at blive vort Bytte, tværtimod nær havde taget Livet af deres Angribere.
Det viste sig da, at det bageste Mandskab i Colonnen, altsom vi møisommeligen kravlede op ad Klippen, ikke havde været istand til at tæmme sin Utaalmodighed. Istedenfor at oppebie det aftalte Signal, da den samlede Manøvre skulde gaae for sig, vare Folkene i deres blinde Iver blevne forledede til fra den ene Side at gjøre et Indhug i Sælhunde-Massen. I fuld Tro til, at det vilde være en let Sag at gjøre det af med Dyrene, vare de stormede ind blandt disse; men her vare de komne ind paa et saa glat og slibrigt Terrain, at de under deres Anstrengelser med Baadshager og Køller havde mistet Fodfæste. De nærmeste Dyr havde imidlertid mærket, at der var Fare paafærde, en særegen Lyd, som en Slags Grynten eller Gjøen, havde gjenlydt over hele Klippen, og i et Nu begyndte den hele Masse, ligefra Toppen og nedefter, at sætte sig i en rullende Bevægelse. Folkene vare tumlede overende, med Sælhunde over sig og med Sælhunde under sig vare de blevne rullede afsted, indtil de plumpede i Vandet, og, da vi naaede Plateauet, var Alt forsvundet. Kun i Havet, lige nedenfor Klippen, var der endnu en Rest af Sælhunde at see; ogsaa disse forsvandt, og hermed var Sælhundejagten tilende. Ikke en eneste Sælhund blev Dagens Udbytte.
At de Iltre blandt Mandskabet, hvem denne haarde Skuffelse maatte tilskrives, nær selv havde tilsat Livet, maa Chefen have anseet for tilstrækkelig Straf og som praktisk Advarsel om, ikke for Fremtiden at fravige en given Ordre. Vist er det, at intet ondt Ord blev rettet imod dem. Ned ad Klippen vare de blevne rullede i Dynd og Sliim, og i den Grad vare deres Klæder blevne gjennemtrængte, at end ikke det derpaa følgende Bad var istand til at frigjøre dem for den Stank, der klæbede ved dem. Der maatte endnu en extra Spuling til, før man kunde komme dem nær.
Mr. Bazoche var forstemt, da han kom ombord; han har vistnok tænkt paa det gamle Ordsprog, at man ikke bør sælge Bjørnens Skind, før man har fældet Dyret.