Linieskibet „Scipio“ blev commanderet af Mr. le Baron Milius, capitaine de vaisseau. Denne Officeer havde en kun lidet tiltalende Fortid. Under det første Keiserdømme havde han været Chef for Fregatten „Didon“, der efter en ubetydelig Fegtning blev erobret af en engelsk Fregat, som det hed sig, fordi Misfornøielsen ombord var saa stor, at Mandskabet foretrak at komme i et engelsk Fangeskib, fremfor at blive under Baron Milius’ Commando. „Didon“ løsnede kun faa Skud; istedenfor at ansætte Kuglerne for Kanonerne, kastede Laderne dem overbord, og hverken med Trusler eller med Bønner var Mandskabet at formaae til at gjøre Modstand. Milius blev senere udvexlet, kom til Paris og fremstillede sig ved en almindelig Audients i Tuilerierne. Han var stor, af et imponerende Ydre og tiltrak sig Keiserens Opmærksomhed. Da Keiseren paa Forespørgsel erfoer, at det var Capt. Milius, gik han hen til ham med de Ord: „Det er dristigt af Dem at fremstille Dem her for mig: De har overgivet en af mine smukkeste Fregatter; forføi Dem bort og viis Dem ikke mere for mine Øine!“ Faa Dage efter havde han sin Afsked. Activitet og Dygtighed kunde imidlertid ikke frakjendes Baron Milius. Man havde disse Egenskaber behov, og Milius blev senere ansat i den italienske Marine, hvor han som Værftchef i Venedig saa at sige skabte den stærke Flaadeafdeling i det adriatiske Hav, som forefandtes ved Keiserdømmets Fald.

Mr. Milius besad mange af de Egenskaber, der danne en udmærket Mand; kun var han aldeles blottet for den Gave at behandle Undergivne. I sit Fag stod han tilbage for Faa, kun var han Sømand paa anden Maade, end dette opfattedes af den yngre Generation; han hang ved gamle Skikke og Sædvaner med en forunderlig Haardnakkenhed, lod haant om ethvert Fremskridt, der var blevet gjort i de sidste femten eller tyve Aar, siden han sidst var tilsøes, og saae som Følge heraf ned med Ringeagt paa alle Officerer fra en nyere Tid, paa hvilken Foragt han saavist ikke ved nogen Leilighed lagde Dølgsmaal. Saarende ved enhver Leilighed saavel i Mine som i Adfærd, bestandig misfornøiet, heftig, opfarende, rastløs, jog han Officerer og Mandskab fra et Arbeide til et andet, uden System, alene tilskyndet af Øieblikkets Indskydelse, og i sin blinde Iver lykkedes det ham saa aldeles at desorganisere og demoralisere det ombordværende Mandskab, at dette tilsidst, efterat jeg havde forladt Skibet, bragtes til Oprør, og at 37 Mand af Besætningen ved Krigsret bleve dømte til haarde eller infamerende Straffe.

Saaledes var Mr. Milius. Ved hans Side stod som Næstcommanderende Mr. Durbec, capitaine de frégate, Provençaler, der talte Ondt til Chefen om Officererne og ligeoverfor Officererne gav sit onde Lune Luft angaaende Chefens Befalinger. Dette kunde naturligviis ikke bidrage til at bringe større Fordragelighed tilveie, og „Scipio“ vilde have været et Helvede, dersom Livet i Officeersmessen ikke havde dannet en Modsætning til al den Ufred og Misfornøielse, der gjorde sig gjældende udenfor dens Kreds. Et Aar var jeg ombord i „Scipio“; dets Togt var lærerigt, dog mest i negativ Retning ved at vise, hvorledes Tingene ikke skulde være — behageligt blev det aldrig.