Ved Midten af September begyndte de ægyptiske Troppers Indskibning. Atter her maatte vi udføre det meste Arbeide, og uafbrudt Patrouillering, saalænge Mørket stod paa, gjorde Tjenesten endnu strengere. Man frygtede for, at græske Slaver i Smug skulde blive førte bort om Natten, og enhver Baad, der rørte sig, blev bragt ombord til den Commanderende. Med Lammeskind i Tollegangene listede vi os omkring, og ved den mindste Bevægelse paa Rheden opstod et uventet Røre, idet useete Fartøier fra andre Skibe, som lydløst snege sig frem, med eet fore løs henimod det Sted, hvorfra Lyden hørtes. Oftest viste det sig da, at det var et af vore egne Fartøier, man havde været saa heldig at opjage; dog jævnlig bleve ogsaa Fartøier fra Zante eller Korfu opbragte, der istedenfor at smugle Grækere bort førte Faar ind for at udbyde dem tilsalg; disse vare da høist velkomne Ladninger for Flaadens Mandskaber.

Denne Frygt for, at græske Fanger skulde blive bortførte som Slaver, spillede overhovedet en stor Rolle ved denne Tid. Til Ibrahim var der blevet stillet den Fordring, at ingen Græker skulde kunne medtages til Ægypten, uden ifølge eget, utrykkelig udtalt Ønske; frit og uhindret skulde enhver Græker kunne tage sin Bestemmelse, og, for at dette skulde kunne opnaaes, maatte Valget nødvendigviis foregaae i Overværelse af Vidner, henhørende til de forskjellige Nationer, som havde Interesse i Spørgsmaalets Afgjørelse. En Art Commission blev i dette Øiemed dannet; den var ikke alene talrig, men egen i sit Slags og bestod af en Drogman eller Tolk af hver Nation, tre Skibschefer og endeel Lieutenanter; og selv præsiderede Ibrahim i egen Person i denne Forsamling. Blandt Lieutenanterne var jeg bleven beordret til Medlem tilligemed en anden af Flagskibets Officerer. Møderne afholdtes i et faldefærdigt Træskuur paa en Skrænt nær Strandbredden, tæt nordenfor Navarino, og med Møie var Localets Møblement blevet bragt op til tre Stole med defecte Been, en Slags Divan og nogle Tæpper. Paa disse sade eller laae Commissionens Medlemmer, oftest rygende af en lang Chibuk, idet de heri stadig fulgte Paschaens Exempel. Forretningernes Førelse fandt Sted i de mest forskjelligartede Tungemaal; der taltes Tyrkisk, Fransk, Arabisk, Engelsk og Græsk imellem hinanden, ofte paa engang, og uden Undtagelse var der ingen af de Tilstedeværende, der tilfulde forstod mere end en ubetydelig Deel af, hvad der i denne høist blandede Samling blev forhandlet.

Møderne strakte sig over et længere Tidsrum, og ikke lidet skuffet blev man ved, at saagodtsom alle de Slaver, der efterhaanden bleve afhørte, erklærede at ville følge med deres Herrer til Ægypten. Naturligviis vilde enhver Grækerven saavel i Frankrig som i England finde, at Commissionen kun slet havde røgtet sit Hverv, naar dette blev Resultatet af dens Virksomhed, og man begyndte da, imod gjentagne Protester fra Ibrahims Side, at bruge Overtalelse for at formaae Grækerne til at blive tilbage i deres Fædreland. Ogsaa dette var forgjæves. Aldeles vilkaarlig traf man den Bestemmelse, at Børn under tolv Aar, der som saadanne kunde antages ikke at have Modenhed til at fatte nogen selvstændig Beslutning, alle skulde holdes tilbage, og med eet angave selv de mindste Børn sig at være tretten Aar eller derover. Heraf opstod de naragtigste Scener. Døbesedler gaves naturligviis ikke, og Commissionens Medlemmer maatte votere om enhver Mindreaarigs Alder. Ofte satte Børnene sig ligefrem til Modværge, naar man forklarede dem den med dem tagne Bestemmelse, og ikke sjelden maatte de med Magt føres ned til Skibenes Fartøier, der laae lige ved Commissionslocalet for strax at kunne føre dem ombord i vore Skibe. Altsom Skuffelsen tiltog, gjorde en bitter Stemning sig mere og mere gjældende. Ibrahim maatte hvert Øieblik høre, at man fra hans Side ikke gik redelig tilværks, at Grækerne alene ved Frygt for deres Herrers Hevn bleve afholdte fra at udtale deres sande Ønske, og en Dag, da man saae en udenfor staaende ægyptisk Soldat gjøre nogle Tegn, som formodedes at være rettede til en Slavinde, hvem Spørgsmaalet om at blive eller tage bort var forelagt til Besvarelse, blev der raabt, at man her havde et tydeligt Beviis for, at det kun var ved Trusler, at Grækerne bleve bragte til at træffe deres unaturlige Valg. Ibrahim fik i det samme Øie paa den Anklagede, han foer op fra sit Sæde, drog sit Sværd og styrtede ud imod den Skyldige, der sikkert vilde have bødet med sit Hoved, dersom ikke Flaadens Officerer vare ilede til og betimelig vare traadte imellem. Ibrahim var imidlertid i høieste Grad bleven opegget, hans Taalmodighed var udtømt ligeoverfor de hensynsløse og uretfærdige Bebreidelser, der rettedes imod ham, og i Commissionen saae man ham ikke mere. Hans Plads blev indtagen af hans Secretair, Baschy Effendi, understøttet af hans Tolk Aaron.

Af 400 græske Slaver, der bleve fremstillede for Commissionen, var der foruden Børnene, som ved Tvang bleve holdte tilbage, ikkun sex, der erklærede heller at ville blive tilbage i deres Fædreland end at drage bort med deres Herrer. Man skjønne heraf, hvorvidt de da gængse Forestillinger om Grækernes Friheds- og Fædrelandskjærlighed vare Frugten af levende Indbildningskraft eller af Kjendskab til de virkelige Forhold! For Ibrahim var dette Resultat en stor Triumph; han kunde med rette gjøre sig til deraf ligeoverfor de mangehaande hadefulde Beskyldninger, som den franske og engelske Presse ved den Tid kappedes om at rette imod ham.

Denne Mand, der nogle Aar senere udmærkede sig som Feltherre i Lille-Asien, var ikke nogen smuk Tyrk. Han var snarere under end over Middelhøide, bredskuldret, stærkt bygget, undersætsig med noget Anlæg til Corpulence. Han havde grove Træk, og hans Skjæg, denne Tyrkernes Prydelse, var tyndt, stygt og ujævnt, som var det blevet mølædt. Til sine Tider var Ibrahim munter i høi Grad og dertil en stor Ven af Champagne. Uagtet han ved sit Ydre ikke tiltrak sig særlig Opmærksomhed, var han ikkedestomindre, hvor han traadte frem som Pascha, en imponerende Skikkelse, Forstandighed og Kraft lyste ud af ham, og om sin Dygtighed afgav han Vidnesbyrd ved senere at arbeide videre paa det af hans Fader Mehemed-Ali grundlagte Værk, hvilket Ægypten skylder den fremragende Stilling, som dette Land indtager i vore Dage.