De ægyptiske Tropper, som i vore Fartøier bleve satte ombord i deres Skibe, vare de usleste Skabninger af Verden. Spinkle og smaa vare de saa udmattede, at de kun med Anstrengelse vare istand til at bære deres Vaaben. Aldrig har jeg nogensinde seet et sørgeligere Billed paa menneskelig Elendighed. Ankomne til Navarino efterat have sultet i flere Dage bleve de næppe engang her istand til at faae deres Hunger tilfredsstillet. Ofte var det kun med Møie, at de slæbte sig ned til vore Fartøier, og ikke faa af dem døde, førend de naaede ud til det Skib, der skulde modtage dem. Alene i „Conquérant“’s Fartøier havde vi tre saadanne Dødsfald — Beviser paa deres forfærdelige Elendighed.

I den Tid, der var hengaaet, siden vi sidst besøgte Navarino, havde Tyrkerne opfisket endeel Metalkanoner, henved 300 i Tallet, fra deres opbrændte Skibe. Disse Kanoner havde de bragt ombord i deres eneste tilbageblevne forskudte Linieskib, og foruden 1200 Mand Soldater, som nu bleve førte derombord, blev et betydeligt Antal Heste, 5 til 600 Stykker, tilhørende den ægyptiske Hær, endyderligere stuvet ombord i samme Linieskib. I dets Side var der, ved at borthugge Tømrene imellem to Kanonporte, blevet udhugget Porte, eller store Aabninger, igjennem hvilke Hestene bleve indtagne. Udskibningen fra Land fandt Sted fra en Landgangsbro lidt nordenfor Navarino. En Barkas eller et andet af vore større Fartøier blev lagt tværs for Enden af denne Bro, ad hvilken Hestene efterhaanden bleve førte ud, en ægyptisk Soldat steg ned i Bunden af Fartøiet, han tog fat i Hestens Bidsel, medens to Andre lagde et Reb om Hestens Bag, og ved et pludseligt Ryk blev Hesten hovedkulds styrtet ned i Baaden fra en Høide af fem til sex Fod. Naturligviis faldt Hesten snart paa Knæene, snart paa Siden, men, mærkværdigt nok, ikke en eneste tog Skade ved denne primitive Behandling. Anderledes gik det derimod ved Hestenes Indskibning ombord i Linieskibet; ogsaa her antog man, at Forsynet vilde tage dem under sin Beskyttelse; Selen, hvori Hestene opheistes, blev lagt skjødesløst om dem, den smøgede sig jævnlig af, og, da Hesten, naar dette indtraf, faldt ned i Fartøiet, ofte fra en Høide af tolv til femten Fod, var den i Almindelighed død paa Stedet.

Tiden nærmede sig, da Linieskibet i Forening med en Transport Tropper skulde afgaae til Alexandrien; men bestandig vedbleve de store Porte eller Aabninger i Skibssiden at gabe os imøde. Admiralen ansaae det for sin Pligt at komme Skibet tilhjælp og tilbød at sende vor Flaades Tømmermænd og Haandværkere ombord for at tilstoppe saavel disse Aabninger som og underste Batteries Porte, af hvilke flere ikke engang kunde lukkes. Svaret var en Taksigelse til Admiralen for Tilbudet, men at Aarstiden endnu ikke var saa langt fremrykket, at nogen Fare var forhaanden, at man nok vilde være istand til at hjælpe sig selv, og at Allah i ethvert Tilfælde vilde tage Skibet under sin beskjermende Varetægt. Under Candia fik man en Storm: Skibet fyldte, og med Skibet sank Mennesker, Heste og Kanoner — kun en ringe Deel af Besætningen blev bjerget. Af Heste reddedes kun to, tilhørende Soliman-Bey, (Oberst Selve), fransk Officeer fra det første Keiserdømmes Tid, der efter Napoleons Fald var traadt over i ægyptisk Tjeneste.