Faa Dage efter, at de sidste ægyptiske Tropper havde forladt Morea, faldt Fæstningerne Navarino, Modon og Koron i de Franskes Hænder. Der løsnedes ikke et Skud, og deres Overgivelse var en fuldkommen Komedie. Ved Navarino opstod en Slags Strid imellem Skildvagterne paa Volden og de Angribende, om hvem der først skulde skyde, og, medens dette stod paa, trængte franske Soldater ind ad en Aabning i Muren, hidrørende fra den Tid, da Tyrkerne selv havde bemægtiget sig Fæstningen, og som ikke senere var bleven istandsat. I Modon havde den commanderende Pascha med Benene overkors taget Plads paa Volden ovenover Fæstningsporten. Fra dette ophøiede Sæde besvarede han Opfordringen om at overgive sig med et bestemt Afslag, medens samtidig dermed Matroser og Soldater fra en anden Side entrede Fæstningen og besatte dens Volde; da Paschaen blev dette vaer, udbrød han med den største Sindsro: „Saa er jo al videre Forhandling unyttig“, og faa Øieblikke efter vaiede det hvide Flag, istedenfor den tyrkiske Halvmaane, fra Fæstningen.

Koron, der ligger paa en temmelig høi Klippe, maatte indsluttes i nogen Tid, før Overgivelse fandt Sted. Denne Fæstning egnede sig saavelsom Modon ved sin Beliggenhed til stærk Modstand; men Forholdene vare af en ganske særegen Beskaffenhed, saa at Ingen vilde paatage sig Ansvaret for at gjøre det første Skud. I Modon forefandtes en Mængde Kanoner, næsten alle uden Affutage og i en høist bedrøvelig Stand.

Der blev nu kun Patras tilbage i Tyrkernes Vold. To Fæstninger findes her nær hinanden, nemlig selve Patras med sit Castel, der dominerer Byen, og det saakaldte Moreas Castel, halvanden Miil nordligere, der ligger paa en lav og flad Sandtunge ved Indløbet til Bugten ved Korinth. Castellet er opført for at forsvare dette Indløb, og det beskyttes ved en dyb Grav over hele Landtungens Brede. Fortet, eller Fæstningen, er ikke alene stærkt ved sin Beliggenhed; men, forskjelligt fra de alt nævnte Fæstninger paa Morea, var det vel vedligeholdt og dertil i fuldkommen Forsvarsstand.

En Convoi med 3000 Mand, under Commando af General Schneider, blev afsendt for at bemægtige sig disse Tyrkernes sidste Tilflugtssteder. Uden Sværdslag blev en Capitulation afsluttet, ifølge hvilken Castellet ved selve Patras blev rømmet af Tyrkerne. Man kunde imidlertid være fristet til at troe, at Begjerlighed efter at indsende Beretning om Patras’s Indtagelse havde bragt General Schneider til aldeles at oversee det nordligere beliggende Castel, idet den afsluttede Capitulation indrømmede Patras’s Besætning Ret til at begive sig, hvorhen den fandt forgodt. En Selvfølge var det, at den trak sig ind i det nærliggende Fort, hvis Garnison herved blev bragt op til 700 eller 800 Mand.

Efter Besættelsen af Patras fulgte naturligviis Opbud til Moreas Castel om at overgive sig. Med den forøgede Besætning saae man sig imidlertid her istand til at forsvare sig. Overtalelser og Trusler løde forgjæves, og selv med Muligheden af aabenbar Krig for Øie maatte man bekvemme sig til at gjøre Brug af Magten. Et natligt Angreb med 3 Stykker Feltskyts blev frugtesløst — Tyrkerne hørte vel næppe engang den imod dem rettede Canonade, da et frygteligt Uveir netop den Nat brød løs, og imod Forventning saae man sig nødsaget til at skride til en formelig Beleiring. Med de faa Ingenieurtropper, der havdes til Raadighed, begyndte man at opkaste Løbegrave; men langsomt skrede Arbeiderne fremad, og nær var endog General Schneider ved selv at blive tagen til Fange, da han under en Recognoscering kun skyldte sin Hests Hurtighed, at han ikke faldt i Tyrkernes Hænder.

Ved Efterretningen om General Schneiders lidet heldige Fremgang besluttede General Maison sig til personlig at lede Foretagenderne imod den beleirede Fæstning. Henved 300 Mand bleve indskibede i Navarino, og i Følge med Linieskibet „Breslau“, et Par Fregatter samt endeel Transportskibe afgik vi ved Midten af October til Patras. Ved vor Ankomst blev der strax gjort Forberedelser til Angreb saavel fra Sø- som fra Landsiden, og Alt fik nu et livligt og interessant Udseende.

Det viste sig imidlertid snart, at Angreb fra Søen maatte opgives: den rivende Strøm, der løber igjennem det smalle Stræde, som her adskiller Morea fra Fastlandet, de „smaa Dardaneller“ kaldet, i Forbindelse med den steilt nedgaaende Grund samt voldsomme Kastevinde fra Bjergene gjorde det umuligt for Skibe at fortøie sig tværs for Fæstningen; Flaadens Midler bleve altsaa stillede til Hærens Raadighed for at paaskynde de begyndte Arbeider, og Beleiringen blev nu fremmet med al mulig Kraft. Overalt saae man Hænder iværk med at flette Skandsekurve, Jordsække bleve fyldte, ombord forfærdigede vi Stormstiger, og Alt blev forberedet til at sætte sig i Besiddelse af Fæstningen med stormende Haand.

Da Armeecorpset manglede Beleiringsskyts, bleve Kanoner satte iland saavel fra de franske Skibe som fra den engelske Fregat „Blonde“, der befandt sig paa Rheden. Fra „Conquérant“ afgaves to 24 pundige Kanoner til Brechebatteriet, som det d. 29. October lykkedes at opføre i 120 Alens Afstand fra Fæstningens Mure. Commandoen af disse Kanoner blev mig anbetroet, og under mig blev beordret en anden af „Conquérant“’s Officerer, Mr. Jullou, enseigne de vaisseau.

Paa Brechebatteriet var der opstillet, lige tilvenstre af mig, to Kanoner fra den engelske Fregat, under en Lieutenants Commando; tilhøire to 18 pundige Kanoner fra „Breslau“, og saa fremdeles fra andre Orlogsmænd, ialt 13 Stykker Skyts. Noget længer tilbage fandtes et Morteerbatteri, og atter noget østligere andre Batterier, monterede ligesom Brechebatteriet med Skibskanoner, saa at der ved Dagningen d. 30te var rettet imod Fæstningen ialt 40 Stykker Skyts. Den nævnte Dag var bestemt til almindeligt Angreb, og i det klare Maaneskin afgave Løbegravene Natten før Angrebet et høist ejendommeligt Skue. Enkelte Kanoner vare endnu ikke monterede, og saavidt muligt lydløst arbeidede man paa at faae dem anbragte paa den dem anviste Plads; andre Steder var man ivrig beskjæftiget med at lægge Jordsække tilrette, samt med at udbedre Trancheen. Matroser bleve indexercerede i Brugen af deres Kanoner paa det uvante Underlag, samtidig med at Ingenieur-Officerer gave Anviisning om Maaden, hvorpaa en Breche fordeelagtigst og hensigtsmæssigst kunde skydes i Fæstningsmuren. De ulykkelige Englændere, der ikke kunde gjøre sig forstaaelige, skulde hvert Øieblik vises tilrette og redes ud af en eller anden Forlegenhed, høiere Officerer inspicerede, Ronder og Afløsninger droge igjennem Løbegravene med korte Mellemrum, Adjutanter bragte Ordrer til de forskjellige Afdelinger, kort, der herskede en taus, men rastløs Virksomhed, medens i umiddelbar Nærhed af os enkelte Compagnier, der toge sig ud som Masser af ubevægelige Figurer, med Øiet og tildeels med Geværpiberne rettede imod den foran os liggende Fæstning, stode, belyste af Maanens Skin, rede til at afslaae ethvert Udfald, som Tyrkerne maatte finde paa at gjøre imod os. Det Hele var en forunderlig Blanding af tilsyneladende Ro og af militaire Forberedelser, af Taushed og Activitet, der i en ganske særegen Grad maatte gjøre Indtryk paa den, der som jeg var opdragen til Virksomhed i en heel forskjellig Retning.

Ved Midnat gjorde General Maison, ledsaget af en talrig Stab, en Ronde igjennem Løbegravene. Vor Ammunition var nedgravet i kort Afstand bagved vore Kanoner; Generalen undersøgte, hvorvidt Dækningen, bestaaende af et Tag af Grene og opkastet Jord, kunde ansees for tilstrækkelig, han fandt Alt i Orden, og snart efter søgte jeg Hvile, henstrakt paa nogle Krudtkasser, stolende paa, at enhver Bevægelse fra Fjendens Side itide vilde blive iagttaget af de fremskudte Poster, der fandt Ly i nedgravede Huller imellem os og den maanebelyste Fæstning.

Alt før Dagens Frembrud bleve de Grene og Forhugninger borttagne, der skjulte vore Batterier. Som Tiden skred frem, blev Alt mere og mere levende, talrige Infanteri-Colonner opstilledes i Løbegravene i Nærheden af vort Brechebatteri, Artilleristerne klyngede sig om deres Kanoner, og med spændt Forventning speidede man efter den Raket, der skulde give Signalet til det forventede Angreb.

Klokken sex steg den længselsfuldt imødeseete Raket i Veiret, og øjeblikkelig begyndte Ilden fra vore Batterier. Det var interessant at see Virkningen af vore Kugler. I den korte Afstand vare vi istand til med stor Nøiagtighed at skyde en horizontal Linie i Fæstningsmuren, saa langt nede som Jordsmonnet vilde tillade det, derefter blev der skudt to verticale Linier i Muren, og, naar denne var tilstrækkelig gjennemboret, vare eet eller to Skud, rettede imod Midten af det udskaarne Stykke, istand til at bringe den hele Masse til at styrte ud efter, saaledes at der derved blev dannet en Skraaplan, ad hvilken de stormende Colonner kunde bane sig Vei. En Tidlang forsvarede Tyrkerne sig kraftig. Deres Artilleri var imidlertid mangelfuldt og Skuddene usikkre. Geværilden derimod var vel rettet, og, ikke fik Tyrkerne Øie paa Nogetsomhelst, der rakte op over den opkastede Dækning, uden at det strax blev gjennemboret af en eller flere Kugler. Endeel Mandskab faldt eller blev saaret i Løbegravene; men Tabet var dog ikke betydeligt.

Det blæste haardt, en af mit Mandskabs Hatte blæste af og førtes af Vinden hen langs Marken; uden at man anede det, foer Eieren afsted efter sin tabte Eiendom. I samme Nu, som Tyrkerne fik Øie paa ham, ramtes han af en Kugle i Benet og styrtede overende, heldigviis var han istand til at kaste sig ned i en Fordybning, da ellers sikkert Flere vilde være blevne rammede under Forsøg paa at komme ham tilhjælp.

Henved Klokken 10 vare store Brecher skudte i Fæstningens Mure; Tropperne, der alt længe med Utaalmodighed havde været Vidne til den fortsatte Artillerikamp, beredte sig til at bryde frem, det afgjørende Øieblik var forhaanden — da et hvidt Flag fra Fæstningens Volde standsede enhver videre Fremrykning. Man kan ikke tænke sig noget mere Overraskende, end hvad der foregik i samme Øieblik: i samme Minut, som Skydningen ophørte, viste sig for os langs den hele Muur, som vendte ud imod os, en tætsluttet Kreds af brogede Tyrkeskikkelser; det var som en storartet Decorationsforandring paa et Theater. Parlementairer bleve afsendte, den nødvendige Forhandling fandt Sted, og efter nogen Vægring overgav man sig paa Naade og Unaade. Besætningen blev afvæbnet og Fæstningen tagen i Besiddelse.

General Maison vilde være den Første, der trængte ind igjennem den nedskudte Breche. Hans Kok og to af hans Tjenere vare imidlertid komne ham i Forkjøbet. Indigneret herover kaldte han dem tilbage og fugtlede dem med egen Haand. Dette er den eneste Leilighed, ved hvilken General Maison trak Sin Kaarde under dette Felttog.

Ved at trænge ind i Fortet fandt man Tyrkerne beskjæftigede, som om aldeles Intet var foregaaet. I en Hytte paa Volden, der paa dette Sted var undermineret af vore Kugler, fandt man flere Tyrker, der i al Ro vare iværk med at tillave deres „pilau“; udenfor Kaffehuset sade Andre, som sædvanligt med Benene overkors, ifærd med at ryge deres Chibuk; Samtalen imellem disse var ligesaalidet levende som til daglig Brug, og Intet tydede hverken paa Overraskelse eller Bekymring. Selvbeherskelse er Tyrkens Stolthed, Intet bør kunne bringe ham ud af hans vante Fatning.

En af Generalens Adjutanter, Mr. Dillon, havde alt længe attraaet at komme i Besiddelse af en smuk tyrkisk Sabel. Den befalede Afvæbning af Castellets Besætning forekom ham at tilbyde en ypperlig Leilighed til at faae sit Ønske opfyldt, og efter en Tidlang at have betragtet de Forbigaaendes Sabler, af hvilke han fandt nogle for tunge, andre for lange, standsede han endelig foran en stadselig Tyrk, der med sædvanlig Rolighed begav sig hen til det Sted, hvor Vaabnene skulde afleveres. Ved Tegn søgte han at gjøre Tyrken begribelig, at han skulde overlade ham sin Sabel. Tyrken viste sig høflig i høi Grad, han pegede paa den rige Sølvbesætning, foreviste ham Klingen, men gav sig derefter til at fortsætte sin Vei, da Mr. Dillon for at gjøre sig forstaaelig tog Penge frem for derved at betegne, at han ønskede Sablen tilkjøbs. Der gik nu et Lys op for Tyrken, han greb i Lommen, tog en fyldt Pung frem, lod Pengene rasle for Mr. Dillons Øren og forlod ham uden at værdige ham andet end det betegnende „Yoc“, der for Tyrken indeholder en bestemt Afviisning. Et Qvarteer efter var rimeligviis Sablen afleveret til rette Vedkommende; men at sælge den — dette var under en høibaaren Tyrks Værdighed.

Dagen derpaa vare vore Kanoner atter indskibede, og den følgende Dag forlode vi Patras. Forfærdelige Regnskyl paafulgte. Løbegravene bleve fyldte med Vand, og stor Møie havde de Skibe, hvorombord der ikke herskede den samme Activitet som i „Conquérant“, med at faae deres Kanoner slæbte til Stranden og derfra ombord i Skibene.

Med Patras’s Indtagelse forsvandt det sidste tyrkiske Flag fra Moreas Grund. Det var ikke Grækernes egne Bestræbelser, der hidførte dette. Almindelig Begeistring i Europa for Frihedssagen, den Higen efter Popularitet hos de ledende Kredse i Frankrig og i England, der bragte disse til at slutte sig til den herskende Bevægelse, samt endelig kløgtig Beregning fra Ruslands Side, hvis Politik gik ud paa Tyrkiets Svækkelse, disse vare de Factorer, som Grækenland skyldte sin endelige Befrielse. Ikke engang Kanontordenen fra Navarino var istand til at vække Grækerne af deres Uvirksomhed. Fra Navarinoslaget indtil Ægypternes Rømning af Landet hengik der et Aar, og i al denne Tid lode Grækerne uden Modstand Fjendens usle og forhungrede Tropper forsyne sig af deres Marker med den Føde, som ikke længer ad Søveien kunde blive dem tilbragt. Enkelte heltemodige Bedrifter kastede vel et lysende Skjær over Grækernes første Frihedsbestræbelser; men indre Splid lammede derefter i mange Aar enhver Anstrengelse fra de sande Fædrelandsvenners Side. Denne Splid kan dog lykkeligviis under en regelmæssig og forstandig Regjerings Indflydelse i vore Dage ansees for at være forstummet, eller idetmindste kan det haabes, at den har mistet sin truende Charakteer.