Mr. Doublet, lieutenant de vaisseau, med hvem jeg gjorde Vagt under den første Maaned af „Marie-Thérèse“’s Togt, havde begyndt sin Carrière under sørgelige Forhold. Som Cadet deeltog han i 1805 i Slaget ved Trafalgar ombord i Linieskibet „Algésiras“, der førte Admiral Macons Flag. Admiralen blev truffen af en Kugle i Brystet; med sin Paryk søgte han at standse Blodet og faldt under gjentagen Opmuntring til Mandskabet: „à l’abordage mes enfants, à l’abordage!“ Doublet havde Post i Foremærs; Linieskibets Master bleve bortskudte, og med Fokkemasten gik Doublet overbord. Han kunde ikke svømme; ikkedestomindre lykkedes det ham efter lang Tids Anstrengelse atter at naae ombord; men her modtoges han af en engelsk Officeer, der gjorde ham til Fange. Imedens han, klamrende sig til den nedfaldne Reisning og omflydende Gods, bestræbte sig for at naae Skibet, var dette nemlig faldet i Englændernes Vold og blevet besat af engelsk Prisemandskab. Med den øvrige Deel af Besætningen blev Doublet altsaa indespærret paa Banjerne, uden at synderlig Kundskab naaede dem om Slagets videre Gang.

Som bekjendt paakom der Storm Natten efter Slaget. Det blev nødvendigt at faae Nødmaster op for at kunne faae noget Styr paa Skibet; det engelske Prisemandskab var imidlertid ikke tilstrækkeligt hertil, og endeel af det franske Mandskab maatte altsaa kaldes op paa Dækket for at yde Hjælp. Altsom Stormen tiltog, bleve flere franske Matroser tilkaldte; tilsidst blev deres Tal saa stort, at de overmandede Englænderne; det blev nu disses Tour at blive indespærrede om Læ, og Skibet kom atter i fransk Besiddelse. Seil fik man til, og man søgte nu at naae Cadix. Med den ufuldkomne Seilføring lod Skibet sig imidlertid kun vanskeligen styre, og man maatte ankre udenfor Indløbet, hvor man stededes i overhængende Fare for at forlise paa Klipperne. Endelig naaede man ind, og her samledes otte Linieskibe, Resten af Villeneuves stolte Flaade, der under en dygtigere Ledelse vilde have været istand til en Tidlang at beherske Canalen og til at muliggjøre Napoleons store Tanke, at gjøre Landgang i England med den i Boulogne og Ostende samlede Styrke.

Skibene i Cadix bleve blokerede af de Engelske og kunde ikke komme ud. I flere Aar laae de uvirksomme paa Cadix’ Rhed, indtil 1808, da General Duponts Nederlag ved Baylen bragte hele Spanien til at reise sig. Cadix blev en fjendtlig Stad, og, indespærret paa Søsiden af den engelske Flaade, faldt den paa Rheden værende franske Styrke i Spaniernes Vold. Min Ven Doublet blev altsaa spansk Krigsfange, og med de øvrige Skibes Besætninger førtes han til Cabrera, en lille, øde Klippe-Ø i Middelhavet, ikke langt fra Minorca.

Krigsfangernes Tilstand paa Cabrera beskrev Doublet som noget af det Forfærdeligste, man kan tænke sig. For Boliger var der ikke sørget, Proviant skulde tilføres dem fra Land; men, naar haardt Veir indtraf, udeblev Forsyningen, og ofte flere Dage itræk forbleve da Fangerne overladte til deres egen Skjæbne, udsatte for Nød og Sult. Sygdom udbrød som Følge af den herskende Elendighed, Pleie gaves dem ikke, og man gyser ved Tanken om, at efter henved tre Aars Forløb vare af to eller tre tusind Mand kun nogle faa Hundrede tilbage. Fortvivlelse havde betaget Enhver, og de Scener, til hvilke Doublet havde været Vidne, vare gruopvækkende. Det Hele var saa oprørende, at man selv i England omsider synes at have fattet Medynk med de Ulykkelige: hvad der endnu var ilive af de fangne Skibsmandskaber blev ifølge den engelske Regjerings Foranstaltning ført til Themsen, og ombord i engelske Fangeskibe henslæbtes derefter de følgende Aar, indtil Fredens Afslutning gjorde Ende paa Fangernes Lidelser.

„I Havre,“ sagde Doublet, „betraadte jeg paany mit Fædreland. Jeg var bleven en gammel Karl, men videre end til Cadet havde jeg ikke bragt det; hvad var der for mig at gjøre? Intet andet Valg end Marinen frembød sig for mig; nogle Aars fortsat Fart maatte der til for at opfylde Betingelserne for Forfremmelse — jeg blev Lieutenant; men mit glade Ungdomshaab var tilintetgjort. Senere er jeg bleven lieutenant de vaisseau, og nu længes jeg kun efter det Øjeblik, da jeg har tjent mine 25 Aar og kan gjøre Fordring paa den Pension, der under mit øvrige Liv vil sikre mig et tarveligt Udkomme.“

Doublet havde fra sit Ophold i England medbragt enkelte engelske Sædvaner. Naar jeg gjorde Dagvagt med ham, indbød han mig med en vis triumpherende Mine til at drikke Thee med sig. For en Nordbo antog han, at dette maatte være et Tractement. Theen var naturligviis uden Fløde, og istedenfor Smør serveredes Syltetøi. Jeg fandt det Hele fortræffeligt, og det interesserede mig at høre den brave Doublets Skildringer af hans Ungdomsaar, hvad der endnu staaer for mig som et sørgeligt Bidrag til det store Kejserdømmes Krigshistorie.