I Begyndelsen af September, kort efter vor Ankomst til Valparaiso, bleve Fregattens Officerer overraskede paa behagelig Maade ved en Indbydelse til Bal hos el Senior Polycarpe Rosalès, der var Chilianer af Fødsel, men i mange Aar havde opholdt sig i Frankrig. Denne Fest, given af et af Stedets rigeste Handelshuse i Anledning af Fregattens Ankomst, var naturligviis vel skikket til at vække levende Interesse iblandt os; et chiliansk Bal var jo noget Nyt, vi skulde her finde samlet hele Valparaisos beau-monde, og for Folk, der lige komme fra Søen, vil til alle Tider en Dands være et virksomt Middel til at udslette selv den sidste Erindring om havte Strabadser og Møisommeligheder. De nye Epauletter kom altsaa for Dagen efter længere Tids Hvile, Stadsmunderingerne bleve luftede og iførte, og med al mulig Anstand begave Officererne sig til bestemt Tid, igjennem Brændingen, iland paa den sandede Strandbred.

Det havde regnet, Brolægningen var slet eller fandtes i mange Gader slet ikke, saa at det var en velbetænkt Forsigtighed, at Oppasserne, med Dandseskoene under Armen, paa Afstand fulgte Toget. En norsk Kjøbmand Ring, bosat i Valparaiso og senere velbekjendt i Norge under Betegnelse af „Guldfisken“ eller „Kongen i Drøbak“, havde jeg som halv Landsmand faaet under Armen, og uden at ændse Smuds eller Snavs nærmede vi os Hr. Rosalès’ Bolig, en kjøn Bygning paa een Etage som alle Vaaninger her paa Stedet. En Stimmel af Mennesker havde samlet sig udenfor Huset; med nogen Uleilighed havde alt enkelte af Officererne banet sig Vei igjennem Klyngen, da en forunderlig knirkende og knagende Lyd i Afstand naaede mit Øre. Jeg standsede og spurgte min Ledsager, hvad det var for en ukjendt Lyd, der kom til os. „Naturligviis“, svarede han, „komme de fjernest boende Damer kjørende til Ballet, det er for smudsigt for dem at gaae, og den Bragen, De hører, stammer fra deres Kjøretøi.“ Jeg yttrede Lyst til at see denne knirkende Befordring nærmere, og Hr. Ring tilbød mig sin Ledsagelse. Istedenfor at gaae ind i Huset dreiede vi altsaa tilvenstre, og snart vare vi i fuld Gang henad en Gade, der langs Stranden fører til el Almendral.

Knagningen blev stærkere og stærkere, alt som vi nærmede os denne Ende af Byen. Meget langt gik vi, indtil vi endelig traf paa et uhyre Skrummel af en tohjulet Kærre med Seildug over, ikke ulig de store Fragtvogne, der langs Rhinen føre Varer fra det Indre af Tydskland; min Mentor forklarede mig, at dette var Landets Eqvipager. To ti Tommer tykke Skiver af et eller andet uhyre Træ dannede Hjulene, midt i disse vare fiirkantede Huller anbragte, og i disse var igjen Vognaxlen indfalset. Denne var afrundet paa Midten, saa at det paa denne Maade var Axlen, der dreiede sig under Vognen, og ved Træets Gnidning mod Træ, uden nogetsomhelst Mellemlag, blev den uhyre Knirken frembragt, der uden Overdrivelse kunde høres en Fjerdingvei borte.

Forestiller man sig denne Karre — til at kaldes Vogn, tænkte jeg, er Kunsten hertillands dog endnu formeget i sin Barndom — tænker man sig den trukken af sex Stude, og disse igjen drevne frem af en Gaucho tilhest med Poncho og Lazo, uophørlig flankerende tilhøire og tilvenstre, saa har man en Idee om vore Baldamers Befordringsmiddel. Rytteren eller Kusken med sit lange Spyd stak og brummede som la mouche du coche; men at drive det Hele fremad med en blot nogenlunde Hurtighed laa udenfor Mulighedens Grændse. Studene fortsatte rolig deres vante Skridtgang og contrasterede herved stærkt med den beredne Kusk, der med fældet Landse idelig foer fra den ene Side til den anden i evigvarende Galop.

Som vi kom hen til dette Optog, holdt Vognen udenfor en Dames Dør. Lad os stige ind! sagde min Ven, og i et Nu var han oppe ad en bagpaa Vognen anbragt lille Trappe, der igjennem en udskaaren Aabning i Seilduget førte ind i denne. „Me pongo à los piès de las Senioritas“, lød den sædvanlige Compliment, han bukkede for en af Damerne, og jeg blev herefter i behørig Form introduceret til Forskjellige af det her forsamlede Selskab, iblandt hvilke der var flere unge Damer, af hvis Øine der straalede Glæde ved Tanken om den forestaaende Fest. Min Forundring tillod mig imidlertid ikke i første Øieblik at lægge Mærke til hele Vognens Indhold, men selve dennes mærkelige Arrangement tiltrak sig nu min Opmærksomhed. Paa Skamler, Stole og Tæpper, lagte paa Bunden af Kærren, vare de forskjellige Skjønheder placerede imellem hverandre i det endda ikke ubetydelige Rum. Man spadserede her omkring fra den Ene til den Anden, som havde man allerede været i Hr. Rosalès’s Balsal, medens den hele Scene ovenfra blev belyst af smaa Lampetter, der hang under Vognhimlen. Det lod dertil, som om der aldeles ikke var noget Usædvanligt ved vor Visit; et Par Herrer kom kort efter os anstigende, og, efterat have engageret nogle Damer til Dands paa det forestaaende Bal, forlode vi atter med et: „Hasta ahora“ denne usædvanlige omkjørende soirée en miniature.

Da vi naaede tilbage til Hr. Rosalès’s Huus, fandt vi, at den om Døren forsamlede Klynge end yderligere var tiltagen under vor Fraværelse, saa at det endog var forbundet med megen Vanskelighed for os at bane os Vei igjennem den tætsluttede Hob. Imod Sædvane syntes dertil Stemningen at være afgjort fjendtlig imod os. Da jeg yttrede Forundring herover for min Ledsager, meddeelte han mig, at Hr. Rosalès iaften havde besluttet at give sin Fest et fransk Anstrøg, at Vinduer og Døre i den Anledning vare blevne lukkede for Uvedkommende, og at dette, der aldeles stred imod de hertillands gjældende Sædvaner, var Aarsag til det Opløb udenfor Huset, vi havde været Vidne til.

Da vi traadte ind i Balsalen, var et talrigt Selskab allerede forsamlet. Vi bleve modtagne med den største Forekommenhed, og man saae strax, at Hr. Rosalès var en Mand, der forenede Smag med Formue. Istedenfor de Skrumler af Værelser med kalkede Vægge, uden Meubler og uden nogetsomhelst hyggeligt Arrangement, der saagodtsom altid træffes i spanske Colonier, overraskedes man her behagelig ved en Luxus og en Elegance, der tydede paa vor Værts europæiske Uddannelse. Speile, Gardiner, Lysekroner, Sjeldenheder hertillands, prydede de høie og luftige Værelser; Damer, den ene smukkere end den anden, vare placerede paa Divaner, der omgave Salen, og Alt forenede sig for at tilveiebringe et høist behageligt Indtryk, naar man traadte ind i det smukt oplyste og smukt decorerede Locale.

Samtidig hermed overraskedes man ved Synet af den Mængde Uniformer, der i broget Mangfoldighed bevægede sig, hvor man vendte Øiet. Fire eller fem forskjellige Nationers Officerer udgjorde den overveiende Deel af Selskabet, saa at nogle faa civilklædte Personer forekom som mørke Puncter, der kun syntes at, være tilstede for endmere at fremhæve Glandsen af Epauletter, Galoner og Guldbroderier. Forskjelligheden i Holdning, Manerer og Ansigtsudtryk var hertil ligesaa paafaldende som Forskjelligheden i Paaklædning. Englænderen med sin aabne Munderingskjole og sit langt fremragende Kalvekryds var ligesaa let at skjelne fra den siirlige franske Officeer, tilknappet heelt op under Hagen og med Maltheser- og Liliekors paa Brystet, som Amerikaneren med sin lange, dinglende Epaulet paa Skulderen fra en Chilianer i sin guldbaldyrede Uniform; kun maa man tilstaae, at denne, efter Kjolen idetmindste at dømme, maatte antages at ville vinde Prisen for enhver anden af de tilstedeværende Gjæster.

Efterat de første Præsentationer vare tilendebragte, og den første Gêne begyndte at fortage sig, nærmede disse heterogene Masser sig alt mere og mere til hinanden. Altsom Selskabet blandede sig, vil man imidlertid kunne forestille sig, hvilken latterlig Grad af Sprogforvirring der i alle Retninger maatte vise sig. Hist var det engelske Officerer, der havde gjort the great tour on the continent; de troede sig perfecte i det Franske og havde i den Anledning faaet fat paa nogle af vore Lieutenanter, for hvem deres barokke Udtale gjorde Sproget aldeles uforstaaeligt. Her var det vor Chef, der heftig discuterede med den chilianske Admiral Blanco angaaende Bolivars Indkaldelse til Peru. Stor Meningsforskjellighed syntes at være tilstede, og begge vare de ivrige; men heldigviis blev Ordenes Varme afkølet ved at gaae igjennem en Tolk, i hvilken Egenskab en her ansat Oberst Beauchef, tidligere Sergeant i Napoleons Armee, ved denne Leilighed fungerede. Længere henne var det Englændere og nogle Indfødte, der discuterede om Maaden, paa hvilken Heste bedst burde opdrættes, tæt derved et Par franske Officerer, der bragte nogle Damer deres Hyldest, paa hvad Sprog maa Gud vide, medens nogle amerikanske, engelske og franske Cadetter, snarere ved Miner end ved Ord, morede sig over Mærkerne paa flere af de Tilstedeværendes Dragter, der synligen tydede paa, at disse Herrer efter chiliansk Skik vare komne ridende til Ballet. Hvert Øieblik traf man paa en ny Gruppe, der radbrækkede et fremmed Tungemaal, overalt gjenlød det: plait-il Monsieur? eller don’t understand Sir; men ikke destomindre hørte man Udbrud af Latter og Munterhed allevegne. De chilianske Officerer alene syntes at modstaae Lysten til Meddelelse; trods deres stadselige Uniform og deres tilsnørede Kjoler syntes de snart at være de Eneste, som her ei vare hjemme. De trykkede deres lange, lave, trekantede Hat, med Cocarde saa stor som et Kaalhoved, tættere op under Armen, de paatoge sig en yderst stadselig Mine og syntes kun at være beskjæftigede med at gjøre deres fuldkomne Ubetydelighed ubemærket af de Tilstedeværende.

„Hvem er den Dame, som sidder der?“ spurgte jeg min Ven Ring, efter i nogen Tid at have spadseret omkring i Salen. — „Ah, la Juanita, ja hun gjør Furore; kom, skal jeg præsentere Dem for hendes Mama.“ Paa en lav Divan i det ene Hjørne af Salen sad tre eller fire Mødre med Benene trukne op under sig; til en af disse, der bed i en allerede halv opspiist Citron, blev jeg nu trukken hen og forestillet paa sædvanlig Maade: „Un amigo mio, Official Dinamarquès, — la Seniorita Almassa.“ Madamen saae meget venlig paa mig. „La Seniora,“ begyndte jeg — „det er galt,“ hviskede min Ven mig i Øret, „Seniorita hedder det“; — „ja, men hun er over 60,“ — „Tout de même“; — altsaa, „Seniorita“, begyndte jeg paany, og Fortrydelsens begyndende Taage forsvandt øieblikkelig fra det rynkede Ansigt. Hun bød mig en Lugte-Melon, stor som et Æble, hvilke man dertillands bruger at gnide i Hænderne istedenfor Eau de Cologne; Datteren forærede mig en duftende Nellike, som hun plukkede af sit kastaniebrune Haar, og Bekjendtskabet var saaledes snart i fuld Gang. Uagtet mit vel næppe rene Spanske var Samtalen ikke destomindre levende, og, førend jeg forlod Familien, var Huset paa almindelig spansk Viis sat a la disposicion del Senior de Dinamarca.

Den knirkende Vogn var imidlertid kommen for Døren. Dens Indhold var blevet aflæsset, Musiken spillede op, og i muntre Rækker stillede man sig op til Dands. Ballet begyndte; den første Tour af en spansk Contradands var allerede næsten tilende, da en Tummel udenfor, der allerede tidligere var bleven hørt, med eet naaede en frygtelig Høide. Under rasende Larmen og Skraalen bleve Vinduesskodderne trykkede ind, Dørene bragede, Vinduerne klirrede, enkelte Steen fløi ind igjennem Ruderne, og for Uorden og Spectakel ophørte Musiken at være hørlig. Dette frembragte naturligviis en Afbrydelse. Jeg gjorde mig rede til at afslaae et Angreb, da jeg saae Folk ad alle Døre trænge ind i Balsalen; flere Andre saae jeg sætte sig i Positur til at modsætte sig en saa uventet Storm — da, forunderligt nok, den hele Tumult med eet lagde sig. Indtil en vis Afstand ind i Salen havde de forsamlede Mennesker fra Gaden taget alle Døre i Besiddelse; paa det af dem indtagne Terrain forholdt de sig aldeles rolige; Stilhed indtraadte atter, og i taus Forventning syntes Mængden at oppebie, at Dandsen skulde blive optagen paany. Musiken spillede op igjen, den spanske Contradands begyndte atter, og Ballet fortsattes, som om aldeles Intet var hændet.

Tilskyndet af den ringe Opmærksomhed, man syntes at skjænke et saa uventet Optrin, spurgte jeg min Sidemand i Dandsen, en engelsk Officeer, der i længere Tid havde været paa Stationen, om det var Skik hertillands at slaae Ruderne ind for at forhøje Lystigheden. „No Sir“, svarede han, „by no means“, men man giver altid Folk hertillands Adgang til at see til; iaften havde man imidlertid lukket til for Uvedkommende, og de have sparket Dørene ind: „All’s right now!“ Hvert Land har sine Skikke, tænkte jeg, og, idet jeg saae et Ansigt stukket ind igjennem hver klinket Rude samt Dørene fulde af Hoveder i amphitheatralsk Opstilling, kunde jeg ikke frigjøre mig for Tanken om at være henflyttet til et Theater, i hvilket Selskabet, jeg selv inclusive, befandt sig paa Bræderne, medens de Udenforstaaende agerede Publicum.

Efter Dandsen fik jeg Leilighed til nærmere at betragte de Grupper, der saaledes havde taget alle Indgange i Besiddelse. Halvnøgne Børn og Mænd med uhyre Sporer dannede i disse en forunderlig Modsætning til det egentlige Selskabs pyntede Personale; dog forunderligst af Alt forekom mig Synet af de tilhyllede Fruentimmer-Gestalter, der udgjorde den overveiende Fleerhed blandt Tilskuerne, og som øiensynlig maatte være aldeles ukjendelige for Enhver, uden netop for enkelte Indviede. Med Mantillaen over Hovedet, kneben sammen, saa at kun det ene Øie var synligt, lignede de Masker eller sortklædte Nonner; de betegnedes i denne Skikkelse som „Tapadas“, Tilhyllede, og syntes i Almindelighed at vaage strengt over deres saa forunderlige Incognito?

Af alle Landes Dandse har til enhver Tid Spaniernes Contradands forekommet mig at være den eleganteste og mest gracieuse. Stillet op i Rækker, hver Herre med sin Dame ved Siden, afløser den ene smukke Figur den anden, og, har først det opførende Par naaet Enden af Quadrillen, seer man den hele Række af Dandsende i gracieus Bevægelse, vel skikket til at forhøje det Tiltrækkende ved en smuk Skabning eller til at vise en nydelig Fod i al sin Glands. Valsetacten, hvorefter denne Dands udføres, er derhos tiltalende i høi Grad, og som Følge af sin Dames Nærhed sættes den Dandsende istand til at nyde baade Dandsens og Conversationens Behagelighed. For Tilskuerne afgive disse Contradanzas et ligesaa tiltrækkende som afvexlende Skue.

Efter Contradandsen fulgte, til Ære for de engelske Officerer, en saakaldet lang Engelsk. Den tog sig saavist ikke godt ud efter den ædle og stadselige spanske Quadrille. De chilianske Mødre frygtede, at deres Pigebørn skulde løbe Livet af sig; trætte og stakaandede naaede disse endelig tilbage til deres Siddeplads efter det evige „op og ned og Kjæde“, og længe varede det, førend man fik udpustet og paany blev istand til at lade sig føre ud paa Gulvet. Endelig fik man dog en Vals igang. De mangehaande Omdreininger og Figurer, der her under Valsen ere Landets Skik, vare saavist ikke nogen ringe Vanskeligheder for os Europæere at sætte os ind i; men lidt efter lidt bleve ogsaa disse Vanskeligheder overvundne; ledede af bløde Hænder og smukke Øine bleve vi førte igjennem disse Labyrinther, og snart troede idetmindste vi os istand til at kunne maale os med Held endog med de mere Bevandrede i den chilianske Dandseverden.

Den franske Quadrille blev dandset maadelig. Udelukkende vante til Valse-Tacten, medførte tofjerdedeels-Tacten en ikke ringe Vanskelighed for Damerne. For Nyhedens Skyld yttrede man ikke destomindre stor Lyst til at lære en bayle tan agradable, en saa behagelig Dands, og her blev det Øieblikket for en af vore Officerer, min Ven Barral, til at optræde paa en eclatant Maade. Med et passende Antal Damer blev det aftalt, at han under vort Ophold skulde give dem regelmæssige Timer i Trin-Øvelser, og, da vi efter flere Maaneders Forløb afseilede herfra, forsikkrede han, at, havde end ikke Valparaisos Damer Geni for Dands à la française, vare de ikke destomindre de elskværdigste Væsener, han sit Liv igjennem havde truffet paa — han var dengang et godt Stykke over 40 Aar, endnu 10 Aar ældre af Udseende og dertil begavet med en Næse saa rød, at den længe forgjæves kunde søge sin Mage.

Hans Roes over de chilianske Damer vil imidlertid næppe Nogen finde sig tilskyndet til at modsige, som denne Aften var samlet med et saa smukt Udvalg af disse i Hr. Rosalès’s Balsal. En gjennemsigtig Hud, skjøn Ansigtsfarve, levende Øine, en nydelig Fod, en yppig og fyldig Væxt høre til de Skjønheder, med hvilke dette paradisiske Himmelstrøg har begavet sine kvindelige Beboere; mere behøves næppe for at kunne gjøre Krav paa Skjønhed. At dertil noget Coquetteri ikke ganske manglede, fremgik af den synlige Tilfredshed, hvormed enhver Hyldest blev modtagen; Viftens snart afmaalte og snart hurtige Bevægelse tilkjendegav paa synlig Maade, hvad der foregik i det Indre, og let var det at spore det spanske Blod, der flyder i denne Nations Aarer. Dette Blod er, hvad Skjønhed angaaer, saavist ikke udartet hos Racen paa den anden Side at det atlantiske Ocean.

Naturligt, at Mængden af de Tilstedeværendes Huse med samt alle Besiddernes Eiendele iaften bleve satte til min ligesom ogsaa til de øvrige Officerers Disposition. Af en Dame blev jeg tracteret med Frugt, af hvilken hun allerede havde bidt, af en Anden raktes mig en Skefuld Syltetøj, paa hvilken hun allerede havde smagt, kort, snart var jeg bekjendt med den store Fleerhed af de Tilstedeværende. Blandt disse straalede som Sole la Luz og la Juanita Gana, Svigerinder til Republikens Admiral Blanco; som var det for at forhøje hines livlige, tiltrækkende Skjønhed, sad ved Siden af dem en uheldig Repræsentant for vore nordiske Kvinder, gift med en chiliansk Commandeur Forster, en Søster til Admiral, Lord Cochrane; hun var Broderens udtrykte Billede, lang, tynd, flad, rødhaaret, og atter nær denne sad en fremblomstrende Skjønhed, la Malenita af Familien Carrera, velbekjendt Slægt i Chilis Revolutionshistorie. Som Nordens Taage forekom mig den stive Englænderinde ved Siden af Sydens oplivende Sol; Modsætningen bidrog endmere til at fremhæve hine Skjønheders Tiltrækningskraft, og nye Grupper samlede sig bestandig om dem; man kappedes om at radbrække Spansk ved Tilsætning af Fransk eller Engelsk, og det var kun ved Udbrud af Latter, at den levende Samtale blev afbrudt, eller naar en begyndende Dands bragte al Flirtation hen i de Dandsendes Rækker.

Tiden til Spiisning var imidlertid kommen. Et rigt besat Bord fandtes dækket, og ved dette, bugnende af Madvarer, bleve nu Damerne deponerede. Det viste sig her snart, at det Sylpheagtige hos disse ikke kunde modstaae Duften af spækkede Agerhøns og kolde Posteier, en uhyre Madbegjerlighed gjorde sig gjældende hos vore Skjønne, det var, som om graadige Ulve havde kastet sig over de frembaarne Spiser, og, fortvivlet over en saa paafaldende jordisk Tendens hos saa ætheriske Væsener, sluttede jeg mig snart til en Gruppe, der i Fordybningen af et Vindue meget hyggelig gjorde sig tilgode med Skinke og Macaroni.

„Jeg vil være fordømt!“ lød kort efter en Stemme fra en Officeer, der som jeg tyede hen til vort Selskab i Vinduet, „om jeg nogensinde har seet Appetit yttre sig paa en saa glubende Maade, endnu har jeg ikke været istand til selv at faae det mindste at spise. — Kom her!“ afbrød han sig, idet en Opvarter foer forbi med en Bakke, „lad see, hvad Du har at byde over!“ og snart var Vingen af en Kalkun, Salat, Oliven m. m. i pyramidalsk Form ophobede paa hans Tallerken. Knive og Gafler fandt han imidlertid vanskeligere at skaffe tilveie end baade Viin og Mad. „Man maa vide at hjælpe sig“, trøstede han sig med, „Tænderne ere dog det Vigtigste“, og med Fingrene greb han om Vingen, der laa paa hans Tallerken; „fortræffelig Lugt af Trøfler“, udbrød han, og allerede aabnede han Munden, i hvilken den lækre Mundfuld efterhaanden skulde forsvinde, da en mørk, skiden Haand fra Gaden blev stukken ind igjennem en af de ituslagne Ruder. Haanden greb med Kraft om den delicate Vinge, og i et Nu var den Eieren frarøvet. Tænderne lukkede sig instinktmæssig sammen, en mørk Sky trak hen over det ved Trøffellugten oplivede Ansigt, og med Haanden holdt beskyttende over sin Tallerken foer den Sultne bort fra en Plads, hvor hans Forventninger saa skammelig vare blevne tilintetgjorte. For os Andre blev naturligviis dette Ran Signal til et høit Udbrud af Latter. Mængden udenfor istemmede af fuld Hals dette skingrende Udbrud; selv den Lidende maatte snart lee med over en saa komisk Scene, og mangt et Stykke saavel mere som mindre solid Føde blev siden igjennem de ituslagne Ruder rakt ud til det paa Gaden staaende Publicum.

En Tildragelse ved Døren af en anden Beskaffenhed tiltrak sig imidlertid snart vor Opmærksomhed. Medens Selskabet var beskjæftiget med Spiisningen, havde Fregattens tredie Læge, et ældre Menneske, der tidligere havde været Cavallerist, trængt sig ind blandt de ved Indgangen staaende Grupper, og her havde han af Nysgjerrighed søgt at trække en af de tilslørede Tilskuerinders Mantilla tilside for nærmere at betragte hendes Ansigtstræk. Dette Brud paa de Rettigheder, der i disse Lande tilstaaes las tapadas, blev naturligvis strax anseet som en ikke ringe Fornærmelse imod den paagjældende Dame; Brødre og Slægtninge viste sig, og, havde vor Doctor ikke været saa heldig atter at slippe ind i Balsalen, er det vel muligt, at denne Scene kunde have antaget en alvorligere Charakteer. Værten kom imidlertid til, Bevægelsen lagde sig, og uforstyrrede toge atter de formummede Skikkelser Besiddelsen af det tidligere indtagne Terrain.

Vinen havde imidlertid frit circuleret og bragt Blodet hurtigere i Omløb. Den ene Brindo eller Toast havde afløst den anden, og Damernes Bord, der et Øieblik næsten var blevet forladt af Herrerne, var nu atter Midtpunctet for Spøg og Latter. Champagnen kom. Denne i Syd som i Nord lige oplivende Drik forøgede om muligt endnu mere den almindelige Munterhed, og, da Musikken faldt ind med den smukke Melodi af Chilis Nationalhymne: „Oid mortales el grito sagrado, Libertad!“ hævede sig fra alle Dele af Salen et Chor, der med Begeistring istemmede denne Landets Befrielsessang. Skade kun, at Chilianerne, der jævnlig med saa stor Enthusiasme paakaldte Frihedens Genius, kun saa lidet syntes modne til rettelig at benytte Frihedens Goder.

Under Larm og Sang brød man op fra Bordet; de alvorligere Toner af „Vive Henry IV“ og „God save the king“ afløstes af Dandsemusiken, og det lykkeligste Menneske af Verden fandt jeg mig at være, da jeg ved la Seniorita Carreras Side stillede mig op til Borddands. Selskabet syntes at dele denne Tilfredshed med mig, Glæden stod afmalet paa ethvert Aasyn, det Spanske flød ud af de mest uøvede Munde, som havde det været Modersmaalet, man talte, ja endog al Nationalforskjellighed syntes ved denne Tid at være udslettet i Massen af Skaaler og gjentagne Ønsker for hinandens Vel.

Omend ikke ukyndig i Spansk, fandt jeg mig dog foranlediget til at rette en Undskyldning til min Dame for den mindre correcte Maade, paa hvilken jeg var istand til at udtrykke mig. Dette, har jeg erfaret, tilgives meget let af den unge Dame, hvem man synligen bringer sin Hyldest. Forskjellen imellem Sæder og Skikke her og i Europa, hvorpaa jeg alt denne Aften havde seet saa paafaldende Exempler, gav Anledning til Bemærkninger fra min Dames Side, der morede mig meget; men det var dog først, da vi kom til at omtale det tilstedeværende Selskab, de forskjellige Damer, deres Paaklædning, Familie m. m., at la Seniorita syntes at føle sig fuldkommen hjemme. Hendes Anmærkninger vare baade træffende og fulde af Lune, men fremfor alt forundredes jeg over det ultra-aristokratiske Standpunct, fra hvilket hun betragtede Fleerheden af de Familier, der bleve Gjenstand for Omtale. Snarere end ved en Republicanerindes Side skulde man have troet sig ved en Lady’s i en engelsk Salon. Dog en smuk Pige bliver altid tiltrækkende, jeg fandt la Malenita indtagende, og de sorte, talende Øine, det deilige Haar, den runde, fyldige Figur forfeilede eiheller deres begeistrende Virkning.

Omend min Skjønne dannede en hæderlig Undtagelse, er det tungt at maatte tilstaae, naar man omtaler de af Naturen i saamange Henseender rigt begavede Chilianerinder, at de desværre oftest savne den Dannelse, som kun selskabelig Orden og Civilisation ere istand til at medføre. Ikke engang altid er Dømmekraft istand til at formilde dette Onde, og man træffer da undertiden en Uvidenhed, der ofte kan sætte Europæeren i Forundring. Et romantisk Sving i Charakteren og en glødende Natur gjøre hertil Manglen paa Dannelse endmere følelig, og man vil lettelig kunne tænke sig den Indflydelse, som Lediggang og en slet Opdragelse, forenet med locale Omstændigheder, ofte maa udøve paa disse, forøvrigt saa elskværdige Væseners hele Udvikling.

Hang til Fornøielse hører til de mest fremtrædende Træk i Sydamerikanerindernes Charakteer, og fremfor Alt umættelig Dandselyst. Baldamerne hos Hr. Rosalès vare saaledes, især efter Bordet, utrættelige. Den livlige Stemning bragte Herrerne i evig Bevægelse, og den ene Dands fulgte paa den anden med korte Mellemrum. Munterheden var i bestandigt Tiltagende, Selskabet blev larmende og støiende, og det er naturligt, at Folk, der som vi netop kom fra Søen, ikke undlode at give vor Skjærv til den herskende glade Stemning.

Jeg havde i en Vals med la Seniorita Malenita Carrera netop sluppet min Dame for efter en Omdreining ifølge Landets Skik atter at gribe hende i den anden Arm, da jeg til min Bestyrtelse, istedenfor at see hende komme mig imøde, saae hende med et Skrig fare bort og styrte ud paa Gaden igjennem et af de aabentstaaende Vinduer. I samme Nu opstaaer der i Salen et almindeligt Oprør; det gjenlyder af Skrigene „Temblor!“ „Terremoto!“ Latteren forstummer; Jesus og Maria høres paakaldte fra alle Sider, og i grændseløs Forvirring seer man pludselig Gamle og Unge, Herrer og Damer imellem hverandre styrte hen imod hver en Aabning, ad hvilken man er istand til at naae ud af Huset. Ingen ændser den opstaaede Trængsel; Enhver søger blot at bane sig Vei ud af det indesluttede Rum, medens Udbrud af Rædsel og Fortvivlelse, Græden og Jamren samtidig høres fra alle Sider.

Jeg stod som forstenet og betragtede, hvad der foregik omkring mig. Det var mig umuligt i første Øjeblik at fatte, hvilken panisk Skræk der paa en Gang havde bemestret sig alle Gemytter; forgjæves saae jeg mig om efter nogen antagelig Aarsag hertil, da Klirren af nogle Glas, en let Rysten under Fødderne med eet gjorde det klart for mig, at et Jordskjælv var Aarsag til den almindelige Forstyrrelse. Er det end ikke Forudfølelse, saa er det dog en stærkt skærpet Sands for Iagttagelsen af denne Naturbegivenhed, der bringer Sydamerikaneren til flere Secunder før Europæeren at spore enhver saadan Rystelse; ud paa Gaden eller til ethvert andet aabent Sted søger han da for at sikre sig imod nedfaldende Mure eller Tage, han ændser under saadanne Omstændigheder Intet uden den Angest, der betager ham, enhver Bygnings Nærhed indgyder ham Frygt, og sikkert ville Generationer hengaae, førend Valparaisos Indvaanere forvinde Indtrykket af Jordskjælvet i 1821, altsaa tre Aar før den Tid, som her omtales, da flere end 10,000 af Indbyggerne bleve begravede under Ruinerne af omstyrtende Huse og Fæstningsværker.

Ude paa Gaden var Scenen ligesaa mærkelig som den, hvortil jeg i Salen havde været Vidne. Skrigen og Larmen gjenlød fra alle Kanter, medens Nattens Mørke endmere bidrog til at fremhæve det Uvante ved, hvad der foregik. Man forestille sig en stor Byes Befolkning med eet blive vakt af sin bedste Søvn og lige fra Sengen blive henflyttet midt ud paa Gaden; man tænke sig denne Masse af nøgne eller halvnøgne Mennesker i oprørt Vrimmel fare om imellem hverandre, skraalende, skrigende og betagne af Skræk, en Mængde paa Knæ midt i Trængselen, det Hele oplyst af omvankende Lys, med hvilke hver søger at forsyne sig, der blot i Øieblikket kan faae fat paa et saadant, og man vil kunne gjøre sig en svag Forestilling om de Forstyrrelsens og Forskrækkelsens Scener, til hvilke man ved en saadan Leilighed bliver Vidne. Føier man hertil, at det ikke er Mennesket alene, men at ethvert Dyr lægger sin Forfærdelse for Dagen ved en saadan Begivenhed, at Tuden af Hunde, Brølen af Køer, Galen af Haner, Brægen af Æsler paa engang gjenlyde fra alle Kanter, at Vaaningerne knage eller styrte sammen, at Husenes Indhold kommer i en sittrende og klirrende Bevægelse, og man vil være istand til at gjøre sig en Idee om den utrolige Larm og den til Fortvivlelse grændsende Uro, der til alle Tider ere et Jordskjælvs uadskillelige Ledsagere.

Rystelsen dennegang blev imidlertid ikke af nogen Betydenhed; Husene bleve alle staaende, og Faren var saaledes snart forbi. Først da var det egentlig, at man fik Ro til nærmere at betragte de forskjellige Grupper, paa hvilke de utallige bevægelige Lys kastede et rødt og usikkert Skjær. Hist saaes en halvklædt Matrone, der fortvivlet gjentog sit Paternoster, her var det Beboerne af et Huus, der under Angestskrig og Forfærdelse i de mærkeligste Dragter styrtede ud paa Gaden; forvildede Mødre fore omkring med deres skraalende Børn, pjaltede Unger blandede sig imellem vort pyntede Balselskab, guldbroderede chilianske Officerer laae paa Knæ i Snavset og opsendte Bønner til den hellige Jomfru, medens lige i Nærheden en balklædt Seniorita med foldede Hænder og med største Salvelse gjentog sit Ave-Maria; i deres Forvirring havde nogle smudsige Børn klamret sig fast til hendes sneehvide Balkjole og søgt Ly og Beskyttelse i dennes omfangsrige Folder; en tudende Hund accompagnerede den forskrækkede Senioritas fromme Bønner, og Gruppen blev belyst af en mindre end halvklædt svær Mandsperson med en Praas i Haanden, ved hvis Skin man tydelig kunde spore det tilbagetrængte Smiil paa et Par nærstaaende Cadetters Ansigter. Hvor man vendte sig, dannede nøgne Mennesker, balklædte Damer, Hunde, Børn, pyntede Herrer en lige saa barok som forvirret Hob, og jeg negter ikke, at meget af det, man fik Øie paa, vel var skikket til at frembringe Latter, helst naar man gav Agt paa de Bemærkninger, der ikke udebleve, hverken fra vore eller fra andre til slige Optrin ligesaa uvante europæiske Officerer.

Det Hele stod imidlertid ikke længe paa. Jordskjælvet indskrænkede sig dennegang til nogle faa Rystelser, og atter samledes Selskabet i Hr. Rosalès’s Balsal. Skræk havde imidlertid forjaget den tidligere Glæde, og enhver Anstrengelse saavel fra Værtens som fra de fremmede Officerers Side for igjen at bringe den svundne Livlighed tilbage blev frugtesløs. Det var dertil blevet silde; Contradandsens Rækker bleve alt tyndere og tyndere, Selskabet brød op, og naturligt var det, at jeg, da Familien Carrera forlod Salen, tilbød en af disse Damer min Arm og min Ledsagelse hjemefter.

Jeg var færdig at rende Livet af mig for ikke efter denne natlige Spadseretour at blive agterudseilet af Fregattens Fartøier. Pustende og stønnende naaede jeg Landgangspladsen, hvor jeg frygtede, at man alt havde ventet paa mig, men endnu manglede heldigviis en af Skibets Besætning, vor tredie Doctor, hvem Ingen erindrede at have seet i Balsalen efter Spiisningen. Man tøvede endnu omtrent et Qvarteerstid; Doctoren kom imidlertid ikke, og utaalmodig satte man endelig af. Under levende Passiar angaaende Aftenens Begivenheder naaede vi Fregatten, og næppe har jeg været den Eneste, der denne Nat har drømt om smukke, levende Øine, om klirrende Vinduer, om Jordskjælv og om chilianske Senioritas.

Huset Carrera blev senere under vort lange Ophold i Valparaiso saagodtsom mit andet Hjem. La Malenita skinnede som en lysende Stjerne, og mange ere de lykkelige Timer, jeg tilbragte i denne dannede og elskværdige Families Kreds, hvilke jeg endnu mindes som Glandspuncter i mit Ungdomsliv.

Næste Dag ved Frokosten erfoer jeg med Forundring, at vor tredie Doctor endnu ikke var indtruffen ombord. Middagen kom, og endnu blev der Intet hørt til ham. Jeg havde Vagt om Eftermiddagen, da det blev mig meldt, at et Fartøi lagde til Siden om Bagbord. En fattigklædt Mand kom op ad Faldrebet; han sagde, at han var pensioneret Munk, og henvendte sig til mig med Spørgsmaal, om man ikke herombord savnede nogen af Skibets Officerer. Han medbragte vor Doctors knækkede Kaarde, fuld af Blod, samt hans trekantede Hat, hvis hvide Cocarde havde bragt Munken til at forhøre sig ombord i Fregatten, hvor han forklarede, at han havde fundet disses Eiermand, mere død end levende, henstrakt i hans Staldbygning.

Overlægen med en Koie og behørigt Mandskab blev strax sendt i Land, og efter kort Tids Forløb blev den Savnede, tildeels endnu uden Besindelse, bragt ombord. Han var saaret og blodig, Klæderne sønderrevne og blodbestænkte; med desto større Tilfredshed erfore vi dog, at der, efterat han var bleven forbunden og bragt til Hvile, saa vidt man kunde skjønne, ikke syntes at være nogen egentlig Fare paafærde.

Efter et Par Dages Forløb var Patienten istand til at fortælle sine Hændelser paa hiin for ham saa sørgelige Balaften. Efter først at have henvendt sig til en af de i Døren staaende tapadas, ved hvilken Leilighed kun Hr. Rosalès’s Mellemkomst havde reddet ham for Ubehageligheder, havde han senere været heldigere, og med sin Skjønne under Armen var han bleven ført op til en af de højere liggende Dele af Staden, hvor Byen er opført langs Skrænterne af tre Quebradas, Bjergkløfter, der hver for sig danne forskjellige Qvarterer af Valparaiso. Under hans Vandring her om i Mørket, blev han pludselig overfalden af tre Guasos, chilianske Landfolk, der styrtede løs paa ham. Han greb sit Værge, disse deres Knive, som Landboerne hertillands altid bære i en af deres Støvletter, og en heftig Kamp begyndte. Doctoren forsvarede sig tappert. Uagtet Overmagten var det lykkedes ham en Tidlang at holde sine Angribere fra sig, fegtende søgte han at trække sig tilbage; men i Nattens Mørke var han kommen den lodrette Skrænt for nær, han var traadt udenfor Klippen og var falden baglængs ud over dens Rand; — her slog Besindelsen ham feil, han erindrede aldeles Intet af, hvad der senere maatte have tildraget sig med ham.

Munken oplyste det Øvrige. Doctoren var falden igjennem Taget paa hans Staldbygning, der med Tagryggen var bygget op imod Klippens steile Væg; han var derfra falden ned paa Hovedet af et Æsel, paa hvilket han havde knækket Halsen, og, da Munken ved Middagstid havde havt Brug for Dyret, havde han fundet Doctoren halvdød ved Siden af den ihjelslagne burico.

Munken indgav Regning for det lidte Tab. Skaden paa Huset var ret billig anslaaet, hvorimod Prisen for el burico var ansat uforholdsmæssig høi. Chefen gjorde ham opmærksom herpaa; men Manden paastod, at Dyret havde reddet et Menneskes Liv, og at det som saadant var uskatteerligt. Æslet kom altsaa paa Skibets Regning uden Rabat, og mangen Gang blev Doctoren senere drillet med de Forklaringer, der ved vor Hjemkomst naturligen vilde blive fordrede af Revisionen, naar Udsættelse, som man kunde forudsee, blev gjort angaaende Posten om Æslet i Fregattens Regnskaber.