„De Danske paa Schelden“.
(1808-1809).

Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann. Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og Kvinde, var det dog den 3die af dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte hele Nationen med Harme og Sorg.

Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.

Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der netop var i Dok, blev ødelagt.

Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.

En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke, 22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn, hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort for aldrig mere at komme tilbage.

Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn, Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England, og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.

Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag, naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger, navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.

En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa Officerernes Kræfter.

Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede, saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt Søkrigs-Materiel tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.

Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende Haand. Man ønskede nogle Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn, Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der nyskabte Flaade.

I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks Forsvar.

Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande der omkring.

Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer[2]. Den 18. Februar modtog denne en Anmodning fra den franske Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau. Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe; den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed Kommando.

Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3 Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.

Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske Søfolk kunde komme til at tjene under danske Officerer og under dansk Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem. Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre det.«

Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder, han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:

»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«

Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt. Den danske Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind paa Keiserens Forlangende.

Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].

Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted, hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn, stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien, vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at 8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og paabegyndte deres Ekvipering.

Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden sattes paa Krigsfod[5].

Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade, der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven, at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst, Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede, og hvorlænge de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.

Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa Regjeringens Værfter i Antwerpen.

»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd, der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til 8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte, som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser, af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af Ovenstaaende.« ...

Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og navnlig skortede det i høi Grad paa virkelige Matroser, der kunde danne Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.

Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk, der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse. Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes, Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig med at de fornødne Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].

Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].

Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar fra den franske Marineminister[10]:

Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den forestaaende Kampagne.

Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.

Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:

»le Pultusk«.

• Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef.
• Kapitainlieutenant Stephansen.
• Premierlieutenant A. Schifter.
• » J. C. de Falsen.
• » Thunbo.
• Sekondlieutenant Sønderup.
• Sekondlieutenant Falbe.
• Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen.
• » H. G. Sneedorff.
• » C. C. Zahrtmann.
• Kadet P. W. Brown.
• » O. W. Erichsen.
• » H. A. Holm.
• Overlæge Hammer.
• Forvalter Boshau.

»le Dantzick«.

• Kapitain, Baron H. Holsten, Chef.
• Kapitainlieutenant Th. Fasting.
• Premierlieutenant F. Holsten.
• » F. W. Evers.
• Sekondlieutenant J. A. Recke.
• » A. Willoch.
• » Mechlenborg.
• Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz.
• » J. L. Barfred.
• » C. F. Grove.
• Kadet H. Fischer.
• » F. W. Andersen.
• » J. C. Duntzfelt.
• Overlæge Michaelsen.
• Forvalter Winding.

Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen, Premierlieutenant Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa »saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]

Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.

Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, — ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed og anvendt Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer og Besværligheder:

Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den 7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den igjen paa deres Vei til Vliessingen.

Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets- og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske »commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom. Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre hjemmefra og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet. Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet, Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger forlode Altona.

At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske »commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas, skjøndt imidlertid denne Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte han den 17de om Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter 10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland, hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando, medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens Endestation, Vliessingen.[17]

Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«. Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under Kapitain Rosenvinges Ledelse, og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib, hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]

De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.

De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske Kommanderende følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]

Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk, maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder, som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef, Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt fransk Element ombord i Skibene.

Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen, som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24] Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet, samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen indtog i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos Officererne som hos Besætningen.

Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem Folkenes Hænder.

Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden, at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at præstere.[25]

Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.

Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og Flæsk og rigelige Ølration.[26]

Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den 8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper, maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.

Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement. Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28] og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til videre Klage paa dette Omraade.

Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes herom: