„De Danske paa Schelden“.
(1809-1813.)

Aaret 1808 havde været et trangt Aar for de Danske paa Schelden.

Siden Foraarets første Begyndelse havde de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick« under Kommando af danske Officerer og med dansk Besætning ombord dannet et Led af den franske Flaade-Afdeling, der under Kontre-Admiral Grev Edouard Burgues de Missiessy udrustedes paa Scheldefloden. Maalet for Udfoldelsen af denne maritime Kraft ved Antwerpen og ved Vliessingen var at faa dannet en Modvægt imod de engelske Flaader i Kanalen og i Nordsøen, og Maalet var blevet naaet, takket være den Energi, der var et Særkjende for Keiser Napoleons Regjering. Man havde været Vidne til hvorledes det keiserlige Dekret, der befalede Scheldeflaadens Udrustning, ligesom med ét Slag havde sat Liv og Fart i Alting. Dokker, Værksteder og Magasiner kom under Bygning; det ene Linieskib efter det andet reiste sine Spanter paa Antwerpens Bedinger, løb af Stabelen og blev ekviperet med feberagtig Hast uden Hensyn til, hvordan Arbeidet blev gjort. Men Napoleons Villie skete Fyldest, Ordlyden i det keiserlige Dekret, der bestemte, at Scheldeflaaden, fuldstændig ekviperet, forsynet med 6 Maaneders Proviant og med sit Reservegods ombord, skulde være udlagt til Ankers paa Schelden forinden førstkommende 1. Mai, var bleven opfyldt til Punkt og Prikke. Den 1. Mai 1808 laa virkelig 8 franske Linieskibe klare paa Schelden under Flag og Vimpel.

Det er udenfor al Tvivl, at en saa anselig Søstyrke paa dette Sted maatte medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre de franske Skibe i at løbe ud og operere i Kanalen, og havde Scheldeflaaden havt en energisk Chef, kunde den sikkert være bleven en farlig Nabo for den engelske Kyst. Men Initiativet til at foretage et kraftigt Stød med den nydannede Flaade manglede, og Sommeren forløb uden egentlige Krigsbegivenheder. Kontre-Admiral Missiessy, der førte Kommandoen, arbeidede vel med Iver paa at organisere Styrken og gjøre Skibene kampberedte, men videre naaede man ikke, og den engelske Blokade lukkede ubarmhjertig for Scheldens Munding. Sommeren igjennem havde man saa at sige ligget med Fjenden i Sigte uden dog at komme til at maale sig med ham; thi fra Farvandet ved Vliessingen og fra Fæstningens Bastioner saa man de engelske Blokadeskibes Seil og Mastetoppe udenfor Bankerne.

Denne Uvirksomhedstilstand havde ikke undladt at virke deprimerende paa Skibsbesætningerne, og haardest føltes maaske dette Tryk ombord i de to dansk bemandede Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.

Hertil kom endvidere for disse to Skibes Vedkommende det ulykkelige Forhold, at der imellem de franske Autoriteter og de danske Skibschefer, Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, i Aarets Løb udviklede sig saa spændt et Forhold, at alt Haab om Samarbeide maatte opgives. Disciplinaire Uregelmæssigheder blandt Mandskabet, Officerernes Misfornøielse med at tjene under fremmed Flag, og først og sidst en uheldig Stivhed og Umedgjørlighed hos de danske Chefer lige overfor deres militære Foresatte i Frankrig, vare de mest iøinefaldende Grunde til alle de Rivninger og Stridigheder, der daglig øgedes og endte med, at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten efter Keiserens Befaling paa Grund af Ulydighed bleve afsatte fra deres Kommando og under Arrest sendte til Antwerpens Citadel, hvorfra de saa senere hjemsendtes som Arrestanter til Danmark.

Vil man imidlertid gaa til Bunds i Sagen og søge den dybere Grund til, at det første Aar af de Danskes Ophold paa Schelden staar som et mørkt Punkt i vor Søkrigshistorie, maa man søge til Admiralitetet i Kjøbenhavn. Det var Admiralitetet, som sendte to af Marinens Officerer — begge erfarne og prøvede Mænd — som Skibschefer til Frankrig og lod dem reise hjemmefra og indtage deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor. Hvormeget man derfor end vil kunne lægge Kapitainerne Rosenvinge og Holsten til Last, at de savnede det rette Blik for deres Stilling, vil dog det Ansvar for Scheldekampagnens første uheldige Aar altid falde tilbage paa Admiralitetet, at man lod Befalingsmændene tiltræde deres Stilling uden at være fortrolige med deres Pligter og de naturlige Begrændsninger, deres Rettigheder havde.

Samme Dag, den 28. Januar 1809, som Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick« maatte aflevere deres Værge og forlade Skibet som Arrestanter, blev den franske Marineministers Ordre om, at de to Linieskibe indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois«, til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk«, samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »César« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade, idet de to Næstkommanderende, Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen, i Virkeligheden vilde komme til at føre den egentlige Kommando; kun skulde de modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe.

Skjøndt det, saaledes som man vil se, i Grunden var en temmelig uafhængig Stilling, som de to ældste danske Officerer kom til at indtage efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation, tiltalte denne midlertidige Ordning dem dog saa langt fra. Den foregaaende Sommers Uvirksomhed og idelige Gjenvordigheder havde efterhaanden slappet Lysten og Handlekraften; Katastrofen den 28. Januar 1809, der ligesaa pludselig som uventet berøvede dem deres Chefer, havde kun gjort Bitterheden større i deres Sind og forøget Skuffelsen over, at Udsigten til snarlig Afløsning og Hjemsendelse til Danmark var svundet bort. Foruden disse Hovedudgangspunkter for Misfornøielse og Ulyst kom der endnu flere Ting til, der hæmmede Tjenestens forsvarlige Udførelse og trykkede Humøret ned. Hverken Fasting eller Stephansen vare saaledes tilstrækkelig hjemme i det franske Sprog, Fasting var tilmed sygelig, plaget af Gigt, som han havde paadraget sig under Opholdet i det fugtige hollandske Klima, og endelig led den Assistance, som de havde fra deres subalterne Officerer, ved at disse gjennemgaaende vare meget unge Folk. Under de forhaandenværende Forhold, hvor Besætningerne i de to dansk bemandede Linieskibe kort Tid forinden havde været paa Randen af aabent Mytteri, vil man kunne forstaa, at Manglen paa ældre og mere solide Officerer maatte være meget følelig for Cheferne.

Denne Mangel kommer ogsaa til Orde i en Rapport fra Kapitainlieutenant Fasting til Admiralitetet kort Tid efter at han havde overtaget Kommandoen af »Dantzick«, og hvori han udtaler sig saaledes:[1]

»De fleste af de Officerer, vi have, ere meget unge. Jeg vil herved ikke miskjende dem, tvertimod. Det forekommer mig som de ere unge Mennesker, hvorom man kan gjøre sig meget Haab, men jeg maa underdanig anmærke: at i vor Stilling, saavel i Henseende til Mandskabets Stemning som til Tjenestens Gang, behøve Officererne Sindighed og Styrke mere end under almindelige Omstændigheder.« —

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske Regjering stillede dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne fra dansk Side.

Admiralitetet i Kjøbenhavn valgte Kommandørkapitainerne Joost v. Dockum og v. Berger til at løfte den Sten, som Rosenvinge og Holsten havde maattet lade ligge.

De to Officerer, af hvilke v. Dockum dengang førte Kommandoen paa Batteriet »Prøvesten«[2], medens v. Berger i Tjenesteforretninger opholdt sig i Flensborg, modtoge en af de sidste Dage i Februar Maaned 1809 Meddelelse om, at de vare udsete til de ledig blevne Kommandoer paa Schelden, og at de som Følge heraf »havde at reise derhen og antage sig som Chef et af disse Skibe under den vedkommende franske Admirals Kommando«.[3]

For knap et Aar siden havde Admiralitetet paa samme korte og fyndige Maade udstedt Reiseordre til Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der netop nu som Arrestanter gjorde Reisen hjemefter fra Vliessingen, eskorteret af franske Gendarmer. Det gjaldt derfor i første Linie om at hindre, at noget lignende skulde kunne hænde de Officerer, der nu stode i Begreb med at forlade Landet for at gaa i fransk Tjeneste, og da man havde indset den store Feil, der Aaret forinden var bleven begaaet fra Administrationens Side ved at lade Cheferne reise fra Kjøbenhavn uden nogen virkelig Forholdsordre, blev der nu paa Kongens Befaling af Admiralitetet udfærdiget følgende Instrux, der forinden Afreisen tilstilledes de to Kommandørkapitainer.[4]

»Til Efterretning og Efterlevelse paa denne Hr. Kommandørkapitainen befalede Expedition, tilkjendegives Dem herved: At Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge, har paa den franske Regjerings Forlangende samtykket i, at 2de af den franske Keisers Skibe skulle besættes og kommanderes af danske Officerer og Søfolk, hvilke som Auxiliaire skulle tjene i Frankrig mod vore fælles Fjender de Engelske og Svenske.

»Hr. Kommandørkapitainen, der af Hans Majestæt Kongen allernaadigst er udset til Chef for et af disse Skibe, vil altsaa fra det Øieblik af, at De har meldt Dem til den kommanderende Admiral i Vliessingen, samt ved Skrivelse til Marineministeren i Paris meldt Deres Ankomst og af dem modtaget Kommando, i et og alt adlyde Deres Ordre! — og er det ikke nok, at Hr. Kommandørkapitainen som Chef adlyder punktlig saadanne Ordrer, som til Dem maatte indløbe, men det er endog Hs. Majestæt Kongens allernaadigste Villie, at enhver især af Deres Underhavende skal ogsaa være besjælet af samme Aand. Hr. Kommandørkapitainen paalægges derfor som en hellig Pligt ved alle Leiligheder og paa alle mulige Maader at bibringe Deres Underhavende denne allerhøieste Befaling. —«

Naar man gjennemlæser denne Instrux, vil man lægge Mærke til, hvorledes Admiralitetet klog af Skade søger at gjøre sin Feil god igjen og sætter alle Seil til for at forebygge en Gjentagelse af Katastrofen den 28. Januar.

Den indtrængende Maade, hvorpaa det indskærpes de to designerede Chefer, at der vises ubetinget Lydighed imod enhver Ordre, ikke alene af dem selv personlig, men ogsaa af enhver af deres Undergivne fra det Øieblik af, at de har meldt sig til Tjeneste i Vliessingen, viser tydeligt nok, at den danske Marinebestyrelse nu havde aabnet Øiet og set hvor det var, at Skoen trykkede.

Derfor fjerner ogsaa Instruxen med ønskelig Klarhed alt, hvad der kunde bringe de nye Chefer ind i det farlige Dobbeltforhold til dansk og fransk Autoritet, der havde været saa ødelæggende for deres Forgængere; derfor hugges Baandet resolut over imellem Admiralitetet i Kjøbenhavn og Skibscheferne paa Schelden, og til Afsked paalægges det dem som »en hellig Pligt« at lystre og at sørge for, at alle de andre ogsaa lystre.

Instruxen er undertegnet af Wleugel, Knuth, Bille og Grove, og det er vel ikke urimeligt at antage, at de 3 af disse Herrer fra Admiralitetet, der for et Aar siden havde sat deres Navn under Rosenvinges og Holstens lakoniske Reiseordre, ere blevne grebne af den Tanke, om ikke en saadan Instrux kunde have klaret Spørgsmaalet for de to Kapitainer, da de raadvilde og forblændede gjorde den ene Feil større end den anden; — hvis virkelig en saadan Tanke har listet sig frem i det Øieblik, hvor Pennen blev sat til Papiret for at undertegne Instruxen, har man næppe kunnet skjule for sig selv, at en saadan Veiledning som den, der her blev givet med paa Reisen, var saa klar i sin Form og saa lidt indbydende til at handle imod, at en lignende nok vilde have været i Stand til at skaane Marinen for den Ydmygelse, at to af dens Officerer i fremmed Tjeneste bleve kasserede, belagte med Arrest og som Fanger transporterede tilbage til Landet.

Den Opgave, som de to nye Chefer i fransk Tjeneste vilde blive stillet lige over for, kan man paa Forhaand sige var langt vanskeligere end den, som havde bragt deres Forgængere til at strande. Det gjaldt jo om intet mindre end atter at bygge op, hvad Aaret iforveien havde bragt til at styrte sammen, og det var meget, der skulde bringes paa ret Kjøl igjen. Besætningerne skulde atter vænnes til at gaa i stramme Tøiler, styret af en fast og sikker Haand; Lysten og Energien hos de subalterne Officerer, som en aarelang, dræbende kjedsommelig Virksomhed havde sløvet, maatte atter vækkes, for at Tjenesten kunde komme til at gaa som den burde, og endelig maatte man være forberedt paa, at de franske Marine-Autoriteter, efter hvad der var foregaaet paa Schelden, rimeligvis i Begyndelsen vilde iagttage en reserveret Holdning overfor de nye Udsendinge fra Danmark.

Om det vilde lykkes at naa Maalet, maatte i høi Grad være afhængig af den Mands personlige Egenskaber, der, som den ældste af de danske Skibschefer kom til at bære Ansvaret. Det var ikke nok at være en duelig Sømand og routineret Skibschef; under de daværende vanskelige Forhold krævedes der noget mere, for atter at give den danske Marines Navn god Klang i Frankrig. Den Mand, for hvem dette skulde kunne lykkes, maatte først og fremmest sætte alt ind paa i Samarbeidet med sine fremmede Overordnede at vise en ihærdig Villie for at faa det gjensidige Tillidsforhold istand, som saa sørgeligt var bristet Aaret iforveien. Men lykkedes det først at beseire denne Vanskelighed, vilde dermed Veien være aabnet til en ny og ærefuld Kampagne for de danske Søfolk paa Schelden.

Admiralitetet forventede, at Kommandørkapitain Joost v. Dockum nok vilde vise sig istand til at løse den vanskelige Opgave.

Denne Mand nedstammede paa mødrende Side fra en af de protestantiske Familier, der i Aaret 1685 efter Ophævelsen af det nantiske Edikt nødtes til at forlade Frankrig og søge sig et nyt Fædreland. Faderen, der under Danneskjolds Bestyrelse af Marinen var bleven indkaldt fra Holland, da Dokken skulde anlægges paa Værftet, var Hydrauliker og boede ude i Lyngby, hvor han eiede en Fabrik, der dreves af en Vandmølle.

I Lyngby blev Joost v. Dockum født den 30. April 1753, og her levede han sine Barndomsaar, indtil han 12 Aar gammel kom ind paa Akademiet som Kadet.

Som Lieutenant var v. Dockum meget tilsøs og gjorde sig allerede tidlig bemærket som en lovende ung Officer; i Aarenes Løb havde han som Kapitain forskjellige Gange været udkommanderet som Chef[5], men det var dog først hans Togt med Fregatten »Havfruen« (1799-1801), der gav Anledning til, at Opmærksomheden blev henledet paa ham.

»Havfruen« afseilede i Foraaret 1799 til Middelhavet for at forstærke den der stationerede Eskadre under Kommandørkapitain Steen Bille.

Under Billes Kommando fik v. Dockum god Leilighed til at vise sin Konduite og Aktivitet som Skibschef. Sikkerheden i dette Farvand var paa den Tid kun meget ringe, da franske, engelske og spanske Kapere sværmede Middelhavet over og gjorde Veien usikker og farefuld for Koffardimanden. Og da den danske Handel i Middelhavet netop paa dette Tidspunkt stod i sin fulde Blomst, var det nødvendigt at lade et udstrakt Konvoisystem træde i Virksomhed som det eneste Middel til at skjærme de rige Ladninger mod Vold og Plyndringer. Det kunde imidlertid ikke undgaas, at det kildne Konvoispørgsmaal af og til førte til smaa Kollisioner mellem Billes Eskadre og de krigsførende Magters Skibe, naar disse i Søen vilde visitere en Konvoi, der seilede under det danske Orlogsflags Beskyttelse. Og mere end én Gang, hvor v. Dockum ombord i »Havfruen« mødte en saadan Fordring om Visitation, viste han, at han, underlegen i Antallet af Kanoner, men overlegen i Villiestyrke, var Mand for at hævde det danske Flags Uantastelighed med saa megen Dygtighed og Bestemthed, at Fordringer om Visitation bleve opgivne, endog under saa ulige Styrkeforhold, at »Havfruen« vilde være bleven skudt i Sænk i en Haandevending, hvis der var bleven sat Haardt imod Haardt.

Havde Admiralitetet saaledes efter v. Dockums tidligere militære Løbebane al Grund til at haabe, at man i ham havde fundet en Mand, der vilde være istand til at løse Opgaven tilfredsstillende, slog man sig dog ikke til Ro hermed, skjøndt man havde Bevidstheden om, at den medgivne Instrux, der klart og tydeligt afstak den Vei, der skulde følges, vilde lette Cheferne Arbeidet i høi Grad.

Der toges nemlig en Forholdsregel endnu. Idet Admiralitetet rigtig skjønnede, at v. Dockum snarere vilde kunne blæse nyt Liv i Tjenesten ombord i de to Linieskibe, naar han mødte til Arbeidet med et frisk Sæt subalterne Officerer hjemmefra, som ikke havde været Vidne til det foregaaende Aars Gjenvordigheder, bestemte man sig til at foretage en temmelig gjennemgribende Afløsning af Officersbesætningen ombord i »Pultusk« og »Dantzick«. De fornødne Ordrer hertil udgik fra Admiralitetet samtidig med Chefernes Udkommando den 27. Februar 1809 i enslydende Skrivelser til Officererne[6], hvori det paalagdes dem hver især: »at melde sig til Hr. Kommandørkapitain v. Dockum for at følge med ham til Vliessingen og at ansættes til Tjeneste paa et af derværende franske Orlogsskibe. Forrettende sin Tjeneste saaledes som han agter at tilsvare og være bekjendt«[7].

Den 7. Marts 1809 skulde efter Bestemmelsen v. Dockum sammen med den til Afløsningen kommanderede Styrke af subalterne Officerer forlade Kjøbenhavn og begive sig paa Veien til Vliessingen. Skjøndt der med Datidens primitive og langsomme Befordringsmidler jo vilde gaa en antagelig Tid, forinden han med sine Ledsagere kunde vente at naa Maalet for sin Reise, afsendte Admiralitetet i Kjøbenhavn dog samme Dag en Skrivelse til Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen i Vliessingen for at underrette dem om de to nye Chefers forestaaende Ankomst.

Som man kunde vente, vakte denne Meddelelse kun Tilfredshed hos de to Næstkommanderender, og deres Glæde over og Utaalmodighed efter snart igjen at komme under en dansk Chefs Kommando kom til Orde i en Fællesrapport[8], som de strax efter Modtagelsen af Admiralitetets Brev afsendte til Kjøbenhavn og hvori de skrive:

»Det høie Kollegii Skrivelse af 7. hujus er os indløben. Vi smigre os med det Haab, at de deri gunstig anmeldte Chefer ankomme inden Skibene lægge ud, da vi saaledes blive befriet for den Ulempe at lægge ud under fremmede Chefer, som hverken forstaa os, eller vi dem. Ligeledes haabe vi, at de Officerer, som ankomme til Afløsning, ere det franske Sprog nogenledes mægtige, hvilket er en væsentlig Nødvendighed for Tjenestens Gang.«

Som tidligere omtalt, var Afreisen bestemt til den 7. Marts, og paa denne Dag, om Formiddagen Kl. 8½, kjørte man fra Kjøbenhavn ud ad Roeskildeveien ad Korsør til.

Reise gjennem Sjælland, Fyen og Jylland.

I en lille Dagbog, som en af Officererne har efterladt sig, træffer man en detailleret, skematisk Fremstilling af Overreisen til Vliessingen[9]. Det første Blad heraf, som ovenfor findes aftrykt, indeholder vel intet, som kan have Krav paa særlig Interesse, men ganske oplysende er det dog til Sammenligning med Nutidens Reisemaade at se, hvorledes man reiste ved Aarhundredets Begyndelse, møisommeligt sneglende sig frem fra Kro til Kro.

Man behøver egentlig kun at læse de sidste Linier af det nævnte Blad i Tuxens Reise-Journal, for paa den mest slaaende Maade at blive mindet om Forskjellen imellem Nutidens og Datidens Reisemaade. For den, der selv med et Exprestog er fløiet afsted med 8-10 Mils Fart i Timen, og gjennem Kupévinduet har set, hvorledes Byer, Skove og Bjerge under Kjørslen dukke frem og forsvinde igjen i et skiftende Panorama, er der noget hyggeligt gammeldags, næsten rørende ved at læse om, hvorledes disse Reisende ved Aarhundredets Begyndelse paa Routen Kjøbenhavn-Vliessingen tilbagelægge Veien imellem Snoghøi og Kolding tilfods, da Befordringen pr. Vogn er dem for langsom, hvorledes de stoppe op underveis og bese en Vandmølle og endelig optegne denne Begivenhed i deres Reise-Journal i en Rubrik med Overskriften »Mærkværdigt«.

Dagen forinden, den 10. Marts 1809, sent ud paa Aftenen, var v. Dockum og hans Officerer ankomne til Middelfart. Det var Chefens Hensigt at fortsætte Reisen videre over Beltet, hvad der ikke lod sig gjøre, da alle Færger laa ovre paa Snoghøi-Siden; en Jolle med en Officer blev dog strax samme Nat sendt over til Snoghøi for at bestille Færge og Heste til næste Morgen tidlig, da Reisen skulde fortsættes.

Det var Midnat, og v. Dockum stod med sine Officerer i Middelfarts Gader uden at kunne faa Nattelogis. »Alle Auberger«, — skriver han i sin Rapport til Admiralitetet[10] »vare opfyldte med Reisende, og for ikke at komme til at spadsere paa Gaden hele Natten, igjennem, maatte jeg ty til Magistraten i Byen for at komme i Hus.« —

Paa Reisen videre frem, under Kjørselen sønder paa fra Snoghøi gik det kun langsomt paa Grund af de tarvelige Befordringsmidler, der kunde stilles paa Benene. v. Dockum klager med Rette i sin Rapport til Admiralitetet over »at paa hver Station, hvor der skulde skiftes Heste, maatte der ventes 3-4 Timer, inden Forspandet kunde skaffes tilveie, og Hestene vare saa slette og udasede, at de i Reglen brugte 6-8 Timer om at tilbagelægge 3 Mil.« —

Paa denne møisommelige Maade arbeidede man sig fremad over Eckernførde til Kiel. Under sit Ophold her fik v. Dockum at vide, at de to tidligere Chefer for »Pultusk« og »Dantzick« vare ankomne til Rendsborg Fæstning fra Antwerpen som Arrestanter. Med Tilladelse fra Kongen, som netop var i Kiel, begav han sig til Rendsborg og havde den 15. Marts en Samtale med Rosenvinge og Holsten, forinden Turen gik videre. For at paaskynde Reisen havde v. Dockum givet Ordre til at der skulde kjøres Nat og Dag, indtil man kom til Hamburg; men i den mørke Nat var Kudsken saa uheldig at vælte Vognen og hele Reiseselskabet i Grøften. Med nogle mindre Skrammer kom dog alle paa Benene igjen, saa at Kjørselen kunde fortsættes, og Dagen efter, den 16. Marts 1809, ankom man uden videre Uheld til Hamburg, hvor den anden Linieskibschef, Kommandørkapitain v. Berger, der kom fra Flensborg, sluttede sig til de afreisende danske Officerer.

Opholdet i Hamburg medtog 4 Dage, for en Del fordi man her skulde have de nødvendige Penge til Reisens videre Fortsættelse. v. Dockum fik dog snart Sagen bragt i Orden, idet han »adresserede sig til Banke-Kommissair Gebaurer for at faa Guld-Mynter«, og med 3000 Rdl. Slesvig Holstensk Courant begav man sig paa Veien igjen den 20de Marts 1809[11]. 2 Dage efter naaedes Bremen, men herfra og videre vester paa besværliggjordes Reisen ved Foraars-Oversvømmelserne, der gjorde Veiene næsten ufremkommelige og særlig i Omegnen af Byen Nijmegen vare meget betydelige. Imidlertid arbeidede Heste og Vogne sig dog med en Del Besvær frem ad de opkjørte, overflydte Veie; den 28. Marts passeredes Bergen op Zoom, og den 29. ud paa Eftermiddagen naaede endelig v. Dockum og hans Officerer Reisens Endemaal, Vliessingen.

Skjøndt det allerede var sent paa Dagen, vilde de to Kommandørkapitainer dog ikke lade noget forsømt og begave sig umiddelbart efter Ankomsten til den kommanderende franske Admiral, for at melde sig til ham.

Det har næppe været uden en vis Spænding ved Tanken om hvilken Modtagelse, der vilde blive dem til Del, at v. Dockum og v. Berger gik til dette første Møde med deres tilkommende franske Chef, men de traf i Vice-Admiralen den samme milde, venlige Mand, der saa ofte Aaret i Forveien havde taget Stødet af for de Danske, og de fik en Modtagelse saa imødekommende, at det overgik enhver Forventning. Da Missiessy overlod v. Dockum som den ældste Officer at vælge, hvilket af de 2 dansk bemandede Skibe han ønskede at blive Chef for, valgte han Linieskibet »Pultusk«, det samme som Rosenvinge havde kommanderet, og Sammenkomsten endte med, at Admiralen indbød de to Chefer til at spise med sig[12].

Ved de danske Officerers Ankomst havde allerede Livet begyndt at røre sig paa Schelden. Isen var brudt op og Floden atter seilbar, Flaadens Foraarsudrustning var begyndt, og ikke mindre end 10 franske Linieskibe laa under Ekvipering i Vliessingens Bassiner. Allerede Dagen før v. Dockums Ankomst halede de to første af dem seilklare ud fra Værftet og fortøiede paa Floden, og Resten skulde følge efter Slag i Slag. Det var derfor en Opmærksomhed imod de Danske, naar Admiral Missiessy gav Ordre til, at de to dansk bemandede Linieskibe skulde hale sidst ud fra Værftet, for at de nye Chefer under de fremmede Forhold derved kunde faa bedre Tid til at blive hjemme i deres Skibe og lære Officerer og Mandskab lidt at kjende, forinden den egentlige Eskadretjeneste begyndte.

Medens man saaledes ved Vliessingen var i fuld Gang med at gjøre Scheldeflaaden seilklar til den forestaaende Sommerkampagne, udfoldedes der samtidig højere oppe paa Floden ved Antwerpen en Virksomhed, der trak store Vexler paa Tid, Arbeidskraft og Penge.

Efter at Keiser Napoleon havde indset, at Schelden var det Sted, hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunne føre et Stød imod England, var hans Bestemmelse med det samme taget om at gjøre Antwerpen og Vliessingen til Operationsbasis for en maritim Bevægelse mod den engelske Kyst. Det havde fra første Færd været Regjeringens Mening, at disse to Byer hver skulde have sin særlige Del af Opgavens Løsning, saa at Antwerpens nye Skibsværfter byggede Flaadens Skibe, medens Vliessingens Bassiner gave Orlogsmændene Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden.

Saaledes var Forholdet ogsaa endnu i Foraaret 1809, men en Forandring var forestaaende. De nye Arbeider ved Antwerpen vare vel endnu i deres Barndom, men det hele Anlæg havde et saa storartet, næsten kjæmpemæssigt Sving over sig, at det var at forudse, at den Tid ikke laa fjern, hvor Vliessingen vilde blive reduceret til en Udhavn, en Forpost imod den engelske Kanal. Den franske Regjerings Planer sigtede nemlig til intet mindre end at gjøre Antwerpen til en stor Marinestation, istand til ikke alene at bygge en Flaade paa sine Værfter, men ogsaa istand til at give denne Ly om Vinteren i sine Dokker.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paabegyndt med hensynsløs Energi. Der var projekteret Anlæg af Bassiner ud imod Floden, som skulde kunne rumme ialt 80-100 Linieskibe, men paa den paatænkte Plads, i den østlige eller nordøstlige Del af Byen, laa den Gang et folkerigt Kvarter med over tusinde Huse. Den keiserlige Regjering lod sig dog ikke stoppe i Farten af denne Hindring. Hele det paagjældende Kvarter var i Foraaret 1809 bleven exproprieret paa Keiserens Befaling, Beboerne beordrede til at flytte fra deres Leiligheder, og kort efter begyndte her et Sløifningsarbeide, der i Storartethed søger sin Lige, hvor Gade efter Gade maatte falde, og hvor Kirker, Klostre og andre offentlige Bygninger jevnedes med Jorden. Efter at Nedrivningsarbeiderne vare endte, toges der med Kraft fat paa Udgravningen af Bassinerne. I store Arbeidskolonner, der afløste hinanden uden Standsning, gik Gravningen for sig Dag og Nat. Det var en broget Sværm, der mødte til Arbeide; Bønder og Arbeidsmænd, franske Soldater og Krigsfanger[13] i deres fremmede Uniformer færdedes her imellem hverandre, og naar Mørket faldt paa, tændtes Fakler rundt paa Arbeidspladsen og holdtes brændende Natten igjennem, for at Folkene kunde se at grave.

Det var at forudse, at et Foretagende, der indlededes i saa stor Stil, ogsaa nok af Napoleons Regjering vilde blive bragt til Ende paa en tilsvarende Maade, men ingen havde vel troet det muligt, at paa samme Sted, hvor der endnu tidlig paa Foraaret 1809 havde ligget et Kvarter af Antwerpens By, og hvor Livet havde rørt sig i Gader og Stræder, skulde 3 Aar senere Linieskibe paa 84 Kanoner flyde ind og lægge sig i Vinterhavn fuldt udrustede, med Kanoner, Proviant og Besætning ombord.

Den 1. April 1809 overtog de to nyankomne Chefer deres Kommandoer, efter at de danske Officerer Dagen forinden vare blevne dem forestillede, og Eskadrens Skibe, der efterhaanden som de bleve seilklare, halede ud af Vliessingens Bassiner, afgik til Ankerpladsen ved Terneuzen for midlertidig at indtage Station der.

Denne Flaadeafdeling, der i den første Halvdel af April Maaned samledes under Admiral Missiessy’s Kommando, bestod af følgende Skibe:

Proviantspørgsmaalet, der under Rosenvinges Kommando havde givet den første Anledning til Misfornøielse ombord og sat den første Kurre paa Traaden imellem de danske Chefer og deres Foresatte, begyndte strax efter v. Dockums Ankomst at røre sig igjen Ligesom sidst var det ikke Kvaliteten, der klagedes over. Maden var god, og efter franske Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog blot ikke til de danske og norske Søfolk, der fra Hjemmet vare vante til en langt rigeligere Kost end den, den franske Intendantur leverede.

Skjøndt v. Dockum havde været for kort Tid paa Stedet til at kunne fælde en uhildet Dom om alt, hvad der blev forelagt ham ombord til Afgjørelse, havde Mandskabets Klager over utilstrækkelig Bespisning dog strax hans Sympathi. Den allerførste Gang, han efter Ankomsten havde set sin Besætning opstillet til Præsentation, var han bleven slaaet af Folkenes Udseende. Det var ikke de samme sunde, kraftige og veirbidte Skikkelser, han her fik at se, som ved Mønstringen ombord i en dansk Orlogsmand hjemme; »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Besætning havde et mat, sygeligt Udseende, og v. Dockum skrev det ganske naturligt paa Bespisningens Regning, over hvilken der klagedes i begge Skibe.

Det bliver dog et Spørgsmaal, om han ikke har taget feil paa dette Punkt, og om ikke det fugtige, usunde hollandske Klima, de slette sanitære Forhold, hvorunder Mandskabet Vinteren igjennem havde levet, kasernerede ombord i Skibe, hvor der hverken fandtes Kabys eller Kakkelovn, hvor Lys og Lanterner ikke engang var tilladt, men kun stiltiende taalt som en uundgaaelig Nødvendighed, om ikke alt dette i Forbindelse med Misfornøielsen og Hjemve langt snarere har tæret paa Mandskabets friske Udseende end Afsavnet af nogle Maaltider Grød og 1 ℔ Smør om Ugen.

v. Dockum havde imidlertid bestemt sig til at tale sine Folks Sag, naar det lod sig gjøre, og Leiligheden tilbød sig snart. Efter at nemlig Vice-Admiral Missiessy den 20. April 1809 om Eftermiddagen havde heist sit Flag ombord i Linieskibet »Charlemagne«, afholdtes der hos den Kommanderende et Møde til Afgjørelse af forskjellige Provianterings-Spørgsmaal, hvor samtlige Eskadrens Chefer og Intendanter vare tilstede, og her haabede v. Dockum at kunne faa Sagen bragt paa Bane.

Dette lykkedes ogsaa paa en vis Maade, idet der paa Mødet »blev meget talt til Fordel for de danske Matrosers adresse og Kræfter imod de Franske«[14], og denne Kompliment benyttede v. Dockum til at svare: »at Aarsagen formodentlig var, fordi de nordiske Folk spiste stærkere Føde end de Franske, hvilket formodentlig gav dem mere Kræfter«[14].

Denne Forklaring har aabenbart været beregnet paa, at de Styrende paa Mødet paa en fin Maade skulde forstaa det Ønskelige i, at der foretoges en Forandring i det for de Danske gjældende Spisereglement. Antydningen har imidlertid været for fin og er næppe bleven forstaaet, medens paa samme Tid v. Dockum med det foregaaende Aars Proviantstrid for Øie har været saa klog hellere at lade Spørgsmaalet falde end at rette noget direkte Forlangende i denne Henseende til de franske Autoriteter.

Dog opgav han derfor ingenlunde sin Plan, fordi han under disse Omstændigheder fandt det rigtigst ikke at gaa lige løs paa Maalet. Han slog blot diplomatisk ind paa en Sidevei, som han haabede nok vilde føre ham, hvorhen han ønskede. Man ser dette bekræftet gjennem v. Dockum’s Rapport til Admiralitetet om Mødet ombord i Linieskibet »Charlemagne«, hvori det hedder:[15]

»Men for at jeg ikke skal komme i Uleilighed for at anmode om større Rationer, saa udbeder jeg underdanigst, at denne Mangel for den franske Minister i Kjøbenhavn maatte blive foredragen til videre at forestille den franske Regjering derom, da Mandskabets Udseende er som de kunde være kommet ud af et Fængsel, hvor de have lidt Nød; og anser jeg det for nødvendig til deres Helbreds Konservation, at der bliver foranstaltet, at de faa ugentlig nogle Maaltider Grød og Smør, hvorfor dem igjen ugentlig kunde afkortes nogle Maaltider Bønner.«

Endnu inden dette Brev havde naaet sit Bestemmelsessted, fik imidlertid v. Dockum en uventet Hjælp i Proviantspørgsmaalet fra Admiralen selv. Efter at Flaget nogle Dage havde vaiet ombord i »Charlemagne«, afreiste nemlig Missiessy til Paris for at forhandle mundtlig med Marineministeren om forskjellige Tjenestesager og viste ved sin Afreise den Opmærksomhed imod v. Dockum at spørge ham, om han havde noget at andrage hos Ministeren, i hvilket Tilfælde han da skriftlig kunde tilmelde Admiralen det.

v. Dockum var naturligvis ikke sen til at benytte dette kjærkomne Tilbud til at slaa det ønskede Slag for de danske Besætninger og deres gode Appetit, og sendte Vice-Admiralen forinden dennes Afreise til Paris en Skrivelse, hvori det hedder:[16]

»At hvis han fandt Leilighed i Paris, da at udvirke hos Marineministeren, at det danske Mandskab kunde faa nogle Gange Grød og Smør om Ugen i Stedet for Bønner.

»Grød og Smør er den danske Matroses nationale Føde, og vil sikkert bidrage meget til Mandskabets Sundhed og Konservation«.

Under Missiessy’s Fraværelse i Paris vedblev hans Flag at vaie fra »Charlemagne«, medens Kommandoen midlertidig overgik til den ældste Officer i Flaaden, Kontre-Admiral Courand (Linieskibet »Dalmate«). Under dennes Befaling lettede Flaaden fra Terneuzen den 28. April 1809 og stod Farvandet ned imod Vliessingen. Det havde først været Bestemmelsen, skriver v. Dockum i sin Rapport derom til Admiralitetet, at Flaaden skulde søge Vliessingen og atter lægge ind i Bassinerne[17]. Grunden til, at man tænkte paa at lade Marinen indtage en saa fremskudt Stilling mod Kanalen, var den, at der allerede nu i det tidlige Foraar begyndte at dukke Rygter op om engelske Udrustninger, hvis Maal sagdes at være Vliessingen og Schelden. Da disse Rygter i alle Tilfælde paa dette Tidspunkt endnu vare noget forhastede, toges Ordren imidlertid tilbage, og Flaaden ankrede samme Eftermiddag i Farvandet midt imellem Antwerpen og Vliessingen paa det samme Sted, der ogsaa Aaret forinden havde været dens Sommerstation, og man tog med Kraft fat paa Skibenes Organisation og Mandskabernes Uddannelse.

Admiral Missiessy vendte efter 2-3 Ugers Fraværelse i Paris tilbage til sin Flaade og tog atter Ledelsen i sin Haand. Kort efter sin Ankomst modtog han Meddelelse om, at Kong Louis af Holland vilde inspicere Fæstningerne og Batterierne langs med Schelden og ved samme Leilighed komme ombord paa Flaaden.

Paa den berammede Dag, Onsdag den 17. Mai 1809, begav Admiral Missiessy, ledsaget af sine Skibschefer og en Del af Flaadens Officerer, sig iland for at modtage Hs. Majestæt. Om dette Møde med Kong Louis af Holland har v. Dockum nedskrevet følgende Beretning i sine efterladte interessante Optegnelser[18].

»Admiralen blev underrettet om, at Kongen af Holland, Louis, vilde paa en bestemt Dag møde i Land i Nærheden af os, hvorfor Admiralen med Cheferne og en Del Officerer gik den Dag i Land for at gaa Hs. Majestæt i Møde, og da vi mødte Hs. Majestæt, sad han med sin Marechal i en ussel Kareth forspændt med 2 elendige Heste.

»Kongen lod sin Kavaler stige ud, for at give Admiralen Plads i Vognen, og at se Hs. Majestæt i Karethen var det en smuk Herre af maadelig Høide, med et fornøieligt Ansigt, og havde han nogen Ligning med den danske Minister Moltke i England. Der samlede sig nogle Herrer og Bønder, som en efter anden sagde: Leve de Koning! (istedetfor vort danske Hurra). Hs. Majestæts Ankomst var for at inspektere Fæstninger og Batterierne, som vare anlagte paa de snævreste Passer af Scheldefloden, og da vi kom til et Batteri, som var monteret med 12 Stkr. 24 ℔ Kanoner, for at skjønne, hvor mange Mand han dertil behøvede at sende til Besætning, steg han ud af Vognen som en Krøbling, formodentlig af Gigt. Den højre Arm kunde han ikke lade synke, den venstre Arm var nedbøiet og hængte bag og stiv, Legemet var bueformigt, og de Skridt, Hs. Majestæt kunde tage, vare langsomme og kun ¼ af et almindelig Menneskes.

»Da hans Majestæt kom paa Batteriet, hvor der over Floden til den anden Kyst kunde være 1000 Skridt, spurgte han, om Kanonerne kunde række et Skib, som der vilde passere, og paa Svaret, at Kuglerne magelig kunde række, lovede Hs. Majestæt at ville sende 3-4000 Mand til Batteriets Besætning. Man svarede, at der ikkun behøvedes nogle 100 Mand, men han lovede at sende dertil 3000 Mand og nogle Orlogsskibe«.

Efter at Inspektionen i Land var til Ende, gik Kongen i Admiralens Fartøi. Der flagedes fra alle Flaadens Linieskibe, og under Udroningen saluteredes der fra begge Kommandoskibene med 30 Skud. Medens Kongen var ombord hos Missiessy, foretog Flaaden Seilmanøvrer, der blev skudt til Skive efter Tønder, foretaget Ud- og Indsætning af Fartøier o. s. v., og endelig kaldtes Skibscheferne, efter at Øvelserne vare ophørte, ombord i Admiralskibet.

Det lader til, at de to dansk bemandede Skibe med deres Besætninger af virkelige Søfolk allerede ved denne Leilighed have været istand til at udføre deres Sager paa en Maade, der vakte Opmærksomhed i Flaaden, og hævdet deres Overlegenhed over de franske Skibsbesætninger. En Del af disse havde aldrig været tilsøs udenfor Schelden, hvorimod Størsteparten af »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Matroser havde faret Verden rundt til Koffardis. v. Dockum indberetter ogsaa i en Rapport til Admiralitetet af 24. Mai 1809, at efter Manøvrerne »samledes alle Skibscheferne ombord hos Admiralen, hvor denne lige overfor Kongen af Holland udtalte sig meget rosende om de danske Skibes Præstationer«[19].

Forinden Kongen af Holland forlod Flaaden for at inspicere Fæstningerne Lillo, s’Hertogenbosch og Antwerpen, uddelte han forskjellige Foræringer ombord i Admiralskibet, ligesom ogsaa hvert Skibs Mandskab blev betænkt med en Sum Penge til Fordeling[20].

For de danske Mandskabers Vedkommende faldt det ganske naturligt, at man strax spiste Foræringen op. De to Vexler paa 500 Gylden, som Dagen efter Kongens Afreise sendtes ombord, anvendtes til Anskaffelsen af et Par gode Maaltider Mad, og i begge Skibe spiste man sig nu engang for Alvor mæt.

Ihvorvel Kongen af Hollands Inspektionsreise langs Schelden ikke havde meget at betyde, da alle hans beredvillige Løfter om Assistance af Tropper og Skibe aldrig bleve til Virkelighed, stod hans Besøg dog i nøie Forbindelse med Rygterne om en forestaaende engelsk Landgang ved Vliessingen. Det tjente i alle Tilfælde til at konstatere, at netop det Sted, mod hvilket man kunde vente, at England vilde rette sit offensive Stød, Vliessingen, Scheldens Delta, og hele Terrainet paa begge Sider af Floden fra Søkysten og helt op til Antwerpen, — i Øieblikket var saa forsvarsløst som vel muligt.

Grunden til, at denne Landsdel saaledes i Krigstid laa uden Forsvar, maa søges i de store militære Foretagender, som Frankrig i Aaret 1809 var engageret i. Krigen med Østerrig var netop udbrudt; ved Rhinen, ved Donau og i Spanien stode de franske Hærkorpser lige overfor Fjenden, og for at tilfredsstille de 3 opererende Armeers Krav, trak man Besætninger og Garnisoner bort allevegne fra, hvor man troede, at de kunde undværes, og sendte dem til Krigsskuepladsen. Paa denne Maade havde de hollandske Fæstninger mistet deres egentlige Besætninger, og saa summarisk gik man frem for at skaffe Soldater tilveie til Keiserens Krigsforetagender, at endog ethvert af Scheldeflaadens Skibe maatte afgive en Del af sine Soldater i dette Øiemed.

Et paalideligt Billede af den Modstand, som en fremtrængende Hær vilde kunne vente at finde paa sin Operationslinie fra Vliessingen op til Antwerpen i Forsommeren 1809, kan man danne sig ved at betragte de Forsvarskræfter, som vare til Raadighed. Nogen Felthær, der kunde tage Kampen op med Fjenden i aaben Mark, fandtes aldeles ikke, og paa de forskjellige faste Pladser langs Floden var saavel Materiellet som Personellet i en meget maadelig Forfatning. Saaledes havde den vigtige Fæstning Vliessingen ved Scheldens Udløb kun en lille Besætning, og dens Armering var utilstrækkelig og bestod af Kanoner af ringe Kaliber; Liefkenshoek var endnu slettere forsynet med Skyts og Mandskab; Fortet Bath paa Østpynten af Zuid-Beveland havde nok sine Kanoner paa Plads, men Digerne, der omgave det mod Søsiden, vare saa høie, at der ikke kunde skydes over dem, og der fandtes ingen tilstrækkelig Besætning til at udføre de nødvendige Sløifningsarbeider, saa at Fortet kunde komme til at bruge sine Kanoner; i Fæstningen Lillo, (»Nøglen til Schelden«, som den kaldtes,) fandtes kun 12 Stkr. gamle 12 ℔ Kanoner og et Invalid-Kompagni til Besætning, og endelig henlaa adskillige mindre Batterier og Skandser langs med Floden i en aldeles forsømt Tilstand.

Der kunde saaledes under disse Omstændigheder ikke tænkes noget gunstigere Øieblik for England til at rette et Slag imod Antwerpen. Den nydannede Scheldeflaade, der voxede med rivende Fart, og kun kunde være en Trudsel imod den engelske Kyst, havde lige fra første Færd været en Torn i Øiet paa Kong George d. 3dies Regjering, men først nu, da de keiserlige Hære vare i fuld Aktivitet langt borte fra dette Sted, ansaa man Øieblikket for kommet til at skaffe sig af med dette ubehagelige Naboskab paa den hollandske Side, og det blev besluttet at foretage et Angreb, hvis Øiemed var, at ødelægge Scheldeflaaden og den nye Marinestation ved Antwerpen.

Ligesom man i Frankrig nu ikke var i Uvidenhed om, at der var noget i Gjære paa den anden Side af Kanalen, og at der paa de engelske Værfter arbeidedes med Kraft paa at gjøre Skibsmateriel klart til at tage et Expeditionskorps ombord, saaledes var man ogsaa i England temmelig paa det Rene med, hvorledes det stod til med de franske Forsvarsforanstaltninger.

Det er ganske interessant at se, hvorledes de to Regjeringer ad samme Vei fik Underretning om hinandens Foretagender.

Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller der omkring, blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære Forberedelser paa de engelske Værfter.

Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte Flaadeafdeling til Ære.

Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden. Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine Mandskaber troligt fra Morgen til Aften. Næsten daglig foretog Flaaden Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes, der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder, bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene, og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.

Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse — nemlig det salte Vand. Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.

Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i »Pultusk« og »Dantzick«, var der vel ingen, der saa inderlig ønskede at blive afløst og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.

De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte blive afløste fra deres Post[21].