Tonerne lagde sig saa mildt i Øre og paa Sind; Minde og Tanke maatte rense sig for det der kunde være af hæsligt, og lade Dagen selv komme til sin Ret som den Festdag den var. En uforlignelig Dag havde det nu været for Lasse som for Pelle — med Oprejsning for mange Aars Tilsidesættelse. Skade at den var forbi og ikke først skulde til at begynde.

Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen eller holdt sig tavse. Lasse sad og arbejdede nede i Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var dyrt at holde Kærest, naar man ikke vilde staa tilbage for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle sov og gled længer og længer nedad, til Bengta tog hans Hoved i sit Skød; hun selv sad og græd sine modige Taarer over Anders.

Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden.

[1] Nattergalen.