Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr

21. Kjællingens gode Raad.

»Ja, en kan jo aldrig vide, hvad saadan en gammel Kjælling kan udrette. Sig mig det.«

Ja, saa fortalte hun, hvordan hun skulde høre det alle Tider.

»Aa, det har ingen Nød«, siger Kjællingen, »det er der gode Raad for, giv dig kuns tilfreds.«

Saa var Herremanden og hans Gjæster taget ud paa Jagt, og det blev taaget og Aften. Han kom helt fra de andre, og som han har redet et stort Stykke, bliver han et Lys vaer. Han rider efter det og kommer til et bitte Hus. Der spørger han, om de kunde ikke vise ham Vej.

»Nej«, siger der en gammel Kjælling, »a kan lidt gaa og slet ikke rende. Men han kan blive her, til det bliver Dag, og han kan se.«

Ja, det var han nok nødt til, siger han, han kunde ingen Steder finde. Hun var saa fedtet og saa beskidt, denher gamle Kjælling, te han holdt ikke af at blive, og han var rigtig saa led ved hende. Men som sagt, han var nødt til at give sig til Taals.

Som han nu sidder der, bliver han saa meget pinendes tørstig. Saa siger han, om hun kunde ikke give ham en Taar at drikke, blot en Taar Vand.

»Jo, du kan saamænd«, siger hun, og hun gaar hen og kommer tilbage med et bitte Krus, der var saadan et Skaad i den ene Side af. Han tænker saa ved sig selv, han vil drikke af det Skaad, for paa det Sted drak Kjællingen vel ikke af Kruset.

Men da han saa havde drukket, siger hun: »Aa Herregud, Sønlil, tu du kunde nu endda passe at drikke af det Skaad, som a har alle Tider drukket af. Derfor er Skaaret netop blevet der. Det er saa min Sandten baade mit Drikkekrus og mit Pissekrus.«

Det var en rar Forklaring den at høre paa.

Da det blev hen imod Dag, saadan han kunde komme derfra, saa han efter at komme afsted, og glad var han ved at komme fra den gamle slemme fedtede Kjælling.

Da han var henfaer, rejser Kjællingen ogsaa af, og hun kommer hen til Herregaarden igjen og beder Goddag, for det var jo netop hende, der havde været der før. »Hør nu, Madam«, siger hun, »naar jer Mand nu lader jer høre det igjen, saa skal I svare og sige: Ja, man maa gjøre meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus.«

Madammen takker Kjællingen for det, og hun gaar.

Saa staar det hen, til der bliver Selskab igjen, da kommer Herremanden som sædvanlig med sit: Man gjør meget for Mads Skyld, sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden. Saa tager hun Ordet og siger: »Ja saa mænd, man gjør ogsaa meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus«, og saa gik hun ud i Kjøkkenet.

Han sad og lydde noget paa dether, og saa gaar han ud i Kjøkkenet til hende og siger: »Hvad var det te du sagde?«

»Det véd du vel bedst selv, for du har vel erfaret det.«

Med det samme siger han: »Vil du love mig aldrig at lade mig det høre mere, saa skal a heller aldrig lade dig det høre mere.« Siden levede de ordentlig sammen.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

22. Ræven, der blev narret.

Det var nu om Søndagen, dether passerede, og om Mandagen, da Kristen skulde til Hove paa Børglum, fik han saa meget Æggemad med sig, baade kogte Æg og Æggekage, for Hønen havde lagt en dygtig Mængde Æg allerede, og Kristens Børn havde ogsaa faaet dem, de kunde æde. Der boede en Ræv i Bakken ovenfor Fristrup og østen for Klosteret, og han sad i hans Dør og saa, hvordan deher Børn de løb uden for og var saa fornøjede. Saa gik han ned til Konen og sagde: »Hvordan kan det være, dine Børn er saa godt tilpas i Dag?«

»Jo«, siger hun, »det er ikke saa sært, for vor Faaer han var i Gaar ude paa Fiskefangst, og saa fangede han en Sølvfisk; den byt han væk og fik en Høne for, der lægger et Æg for hvert Trin, den tager, derfor har vi faaet saa mange Æg, og dem kan Børnene godt lide.«

»Det var rart«, siger Ræven, »kunde jeg ikke laane den Høne lidt, jeg skulde have Fremmede én af Dagene.«

»Jo, det kan du godt«, siger hun, »nu har vi allerede en hel Del Æg, men du maa bringe os den snart igjen.«

Det lovede han, og saa rejste han af med Hønen.

Da Manden kom hjem om Aftenen, skjændte han paa Konen, for det hun saadan havde skilt sig ved den. Søndagen efter vil han atter ud paa Fangst i Klostergrøft, og da er han saa heldig at fange en Fisk med Guldhale. I det han nu gaar tilbage og kommer forbi den bitte Hytte, saa kommer Trolden ud igjen og vil bytte med ham. Nu vil han give ham en Gris, for hvert Trin den tog, faldt der en Side Flæsk fra den, og den Handel vilde Kristen nok gjøre.

Nu fik de Flæsk nok der hjemme, og Dagen efter fik han dygtig med Flæsk med sig paa Kloster til Hove. Ræven laa udenfor sin Dør og saa, hvordan Kristen Helledis Børn løb uden for Huset og var saa fornøjede og muntre. Saa gik han ned til Konen og spurgte hende om, hvordan det havde sig. Hun fortæller ham, hvordan en Gris de havde faaet, og han vil gjærne laane den af hende, saa skulde han nok snart komme tilbage med det hele.

Da Kræn Helledi kommer hjem og savner Grisen, maa Konen jo fortælle ham, hvordan det er gaaet, og han gaar saa og spekulerer lidt paa, hvordan han skal nu bære sig ad med Ræven. Der var ikke andet at gjøre, tykte han, end at gaa op og grave Ræven ud, og det kunde han jo og sagtens gjøre, men saa var han bange for, den skulde bide Hønen og Grisen ihjel, inden han fik Hold i det. Saa en Søndag Morgen tager han Spaden paa Nakken, og gaar øster ud igjennem Fristrup By op østen for Bakken, som Klosteret ligger paa, og saa gjennem Børglum By, til han staar lige nord for Rævens Bolig. Da lister han sig stille op over Bakken og kommer lige oven for Rævens Dør. Den laa lige uden for og slikkede Solskin, og saa jager Kristen Helledi til med Spaden og stikker den ned mellem Døren og Ræven, saa den kan ikke smutte ind igjen, men maa løbe sin Vej. Nu giver han sig til at grave sig ind i Bakken og finder Sagerne. Han tager baade Hønen og Grisen med hjem og har det nu godt.

Ejeren paa Klosteret fandt paa en Tid efter, at han skulde til Hjortnæs at bo, og saa byggede han sig der et Hus, for i de Tider kunde Herren jo jage Hovbønderne, hvorhen de vilde. Han begyndte at dyrke op af Heden, og der var nok af den, saa det til sidst blev til en stor Gaard. Det er fra den Mand, jeg stammer.

Lærer Hjortnæs, Brensted.

23. Det fundne Barn.

Præsten gaar hen til Stedet og finder, at der er kastet et lille Hul, og der staar en lille bitte Ligkiste ved Hullet. Han bliver saa sær ved det Syn, men bliver endnu mere forundret, da han faar Laaget op, for det var ikke smækket anderledes paa, end at det magelig kunde tages af. Der laa nemlig et levende Barn i Kisten. Præsten grunder over, hvordan det skal forstaaes, og tænker, at det maa være en Fejltagelse; men her var ikke Tid til lang Grunden, altsaa tager han Barnet med sig hjem for det første. Nu holdt han ikke af at aabenbare det for hans Kone, da han nok skjønnede, det var bedst, at den Sag gik af i Stilhed, og saa kom han heldigvis i Tanker om, at der boede en Kone ude paa Heden, som havde tjent ham, og hendes Mand var for nylig død, men hun havde et lille spædt Barn, der laa ved Brystet, og saa kunde han maaske faa hende til at føde dether op ogsaa. Han gaar saa derud den samme Nat, banker paa Døren og faar Konen i Tale. Ja, saadan og saadan forhavde det sig, her var et lille Barn, som han havde fundet ude paa Kirkegaarden, og nu havde han tænkt sig, at hun kunde tage imod det for gode Ord og Betaling. Men det gjaldt jo om at holde det hemmelig, og derfor maatte hun helst sige, at der var kommet en Pige fra en Kjøbstad til hende med det. Pigen var kommen galt afsted og skulde nok betale for Barnets Opdragelse, men det skulde være dulgt.

Konen lovede at tage sig af Barnet, og det blev Præsten glad over, han tog ned i hans Lomme og flyede hende nogle Penge, og saa var den Sag afgjort. Men Barnet havde saadan nogle kostbare Klæder paa sig, og dem beslutter de, at hun skal tage af og gjemme, og saa klæde det op som et fattigt Barn. Da den Aftale var gjort, og alting var til Side, gik Præsten hjem, og nu var det blevet Dag.

Da han kom ind, sad Konen og drak Kaffe og spiste Frokost. »Men hvor har du dog været den heleste Nat?« Ja, han vidste det snart ikke, han var gaaet ud i Marken i Aftes og var gaaet omkring saadan i Tanker, og saa var Tiden svunden hen for ham, saa han snart ikke vidste, hvor den var bleven af. Saa fik han en Kop Kaffe at varme sig paa, for han var baade forfrøssen og sølle og søvnig, og da Konen var saa venlig imod ham, vilde han ogsaa lyde hende i at gaa hen at sove.

Nu gik Præsten tit ud til det Kvindfolk paa Heden for at fly hende Penge og se til Barnet og høre til, hvad Folk sagde, og saadan, og de Besøg kunde hans Kone ikke ret forstaa sig paa, hun var ikke saa fri for at være noget sørgende over det, men turde heller ikke spørge ham om noget. Da en Tid faar gaaet, og Drengen er bleven stor, fortæller han hende noget om denher Pige fra Kjøbstaden, der havde sat et Barn af ved Konen paa Heden, og de havde jo selv kun en lille Pige, saa han vilde, at de skulde tage Drengen til dem, det kunde ikke gjøre dem det mindste, og det var en stor Almisse at gjøre imod Barnet. Konen sagde ja, og saa kom Drengen i Præstegaarden, men Præsten gjemte det Tøj af Barnets.

Drengen blev lært godt op og kom som voksen til en Herregaard der i Sognet for at være Skytte. En Dag sagde Præstekonen, at hun syntes, det var sært, der kom ikke nogen Frier til deres Datter.

»Aa«, siger Præsten, »det kan ogsaa være det samme, for hun er forlovet.«

»Er hun forlovet?« siger Konen, »da har jeg aldrig mærket til noget, sig mig endelig, hvem det er.«

Ja, det var den lille Fyr, der nu var Skytte.

»Aa, hvad kan det hjælpe, vi kan ikke give vor Datter noget, og han har heller ikke noget.«

»Det skal du aldrig bekymre dig om«, siger han, »vi havde jo heller ikke noget, da vi kom sammen.«

En Dag kom Forvalteren paa Herregaarden kjørende til Præstegaarden med Herremandsenken i Besøg. Som de nu sad og snakkede, sagde hun, at hendes Ærende da egentlig var at faa Præsten til at hjælpe sig med at sætte nogle Papirer op. Nu var hun hen paa Alderen og havde haft saa megen Sorg, derfor mente hun, det var paa Tiden at faa bestemt, hvem der skulde arve hende, og nu vilde hun da have Forvalteren det hele tilskrevet, for han var hendes Mands Broder og havde været hos hende i mange Aar.

Saa vilde Præsten vide, hvad særdeles Sorg hun da havde haft.

Ja, han vidste jo nok, at hendes Mand var død, og saa en Maaned efter fødte hun noget til Verden, som var saadan en Waanfar, det havde Forvalteren sagt, og han havde sørget for at faa det af Vejen.

»Da har jeg intet saadant Barn kastet Muld paa«, siger Præsten.

Nej, det vidste hun nok, Forvalteren havde sagt, at hun kunde ikke taale at faa det at se, og derfor havde han kastet det hen i al Stilhed paa Kirkegaarden, og hun troede ham jo godt nok, for det var hendes Mands Broder.

»Ja, det var ingen Waanfar«, siger Præsten, og saa render han ind efter hans Kirkebog og slaar op i den; der kunde hun se, at det var et levende Barn, der var født paa den Tid og fundet paa Kirkegaarden.

Om han kunde gjøre noget Bevis for, at det var hendes? siger hun.

»Ja, det tænker jeg«, og saa springer han ind efter det kostbare Tøj, som Barnet havde paa sig: om hun kunde kjende det?

»Ja«, siger hun, »det kan jeg kjende, for jeg har vædt det med mine grædende Taarer, ilav min Mand døde, da sad jeg og syede paa det. Men hvor er Barnet?«

Ja, for Øjeblikket vidste han det ikke, det kunde være muligt, han kunde være i Præstegaarden, for det var ikke saa sjælden, han kom der. Præsten render nu ud i Haven og træffer ham godt nok der ude, han og Datteren gik og spaserede med hinanden. Saa kommer han ind med ham og siger, at her var hendes Søn. De farer i hinandens Favn, og hendes Kinder, der før var bleghvide, blev nu blusrøde, og der blev stor Glæde. Saa blev Forvalteren kaldt ind, og Enken sagde, at han skulde pakke sig øjeblikkelig, hun vilde ikke mere se ham for sine Øjne, for hun kunde jo godt forstaa, hvifor han havde saadan baaret sig ad.

Den Gang alt det var nu gaaet for sig, fik Præstekonen først Sagens Sammenhæng at vide. Hun tager da Ordet og fortæller om, hvor tit hun havde været sørgmodig og nedslagen, for det hendes Mand havde gaaet ud til den Kone, og nu vilde hun ikke længere dølge den Sorg, hun saadan havde haft, for nu var det hele jo blevet vendt om til Glæde. Da Besøget var endt, kjørte Sønnen hjem med Moderen i Steden for Forvalteren, og nu skulde han ikke være Skytte længere. Om en Tid bliver han saa gift med Præstens Datter, og paa den Maade fik hun et bedre Gifte, end Præstekonen havde tænkt, for de blev straks Ejere af Herregaarden og levede godt med hinanden.

Ane Sofie Lavridsdatter, Øster-Bording.

24. Det glemte Løsen.

Saa kunde han ikke bare sig for at fortælle en anden fattig Mand, hvordan han var kommen afsted, og han vilde da prøve, om han kunde gjøre lige saa god en Træfning. Altsaa tager han en Sæk og gaar ud til den samme Høj. Da han har ventet noget, er han ogsaa heldig nok til at høre Bjærgmanden inde i Højen sige: »Bjærgehimmel, luk op!« og da han nu er gaaet ud, kommer Manden med sin Sæk, men for at ingen skulde overraske ham, mens han var der inde, saa var det første, han gjorde, at sige: »Bjærgehimmel, luk i!« Nu fyldte han saa meget i Sækken, som han kunde omtrent bære, og saa skulde han jo til at ud igjen, men han havde glemt, hvad han skulde sige, og da Bjærgmanden kom tilbage igjen, stod han bag ved Døren og sagde: »Bjærge, bjærge, bjærge!« mere kunde han ikke huske.

Saa sagde Bjærgmanden: »Naa, det er dig, der har været her og har stjaalet mit Guld og mit Sølv, da skal du aldrig komme til at stjæle hverken fra mig eller nogen mere.« Saa slog han ham ihjel.

P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup.

25. De tre Ønsker.

Hun vidste nu aldrig, hvad hun skulde finde paa at bede om. Endelig kom hun i Tanker om, at hun havde noget Hør, der var saa stakket at spinde, og saa ønsker hun, at det maa blive langt. Dernæst havde hun noget Brændsel, der var saa slemt at faa i Stykker, og saa ønsker hun, at hvad hun slog paa, det maatte straks gaa i Sønder. Endelig mindedes hun, at hun havde saa langt at gaa efter Vand, og saa ønskede hun, at de to sorte Kander, hun havde at hente Vand i, de maatte selv kunne daske til Kjelden efter Vand og blive fyldt, naar hun sagde til dem, at de skulde gaa.

Naa, saa havde hun jo hendes tre Ønsker. Saa vilde hun til at prøve dem, og først skulde det saa prøves med Kanderne. Deher to sorte nogle pikkede ogsaa af, og hun tykte jo, det saa saa morsomt, og i det samme rækker hun Hænderne i Vejret, saadan i hendes Glæde, og slaar saa ned med dem paa hendes Laar. De gaar øjeblikkelig i Stykker, og hun falder om paa Stedet, hvor hun staar, og kan hverken støde eller gaa. Som hun nu laa der, blev hun saa elendig i Sind, og hendes Næse blev snattet. Saa vilde hun snyde den med Fingrene og tørre det af paa hendes Skjørt, men da bliver Næsen saa lang, og hun rykker den helt derom. Saadan gik det hende med hendes Ønsker, og hun ligger der nok den Dag i Dag.

Byriel Jensen, Grynderup.

26. Det stærke Øl.

Saa en Dag kommer der en Rejsendes ad Vejen og kommer ind og vil kjøbe et Glas Øl. Da var Konen ene inde, og hun siger jo, hvad for Øl han vil have.

Ja, saa forlanger han et Glas Mellemspir. Det smagte jo ikke af andet end Vand, og han bliver saa gal, te han slaar Glasset imod Gulvet og render ud af Døren uden at betale. Konen gaar saa ud til Manden og siger, te deres Øl var meget for stærk, for der var kommen én ind og havde faaet af Mellemspir, og han blev saa rusendes, at han løb ud af Døren og slog Glasset i Gulvet; de kom til at have noget mere Vand i Øllet.

Saa kjøbte han tre Oksehoveder til, og saa fik de seks Tønder Øl. Men nu vilde ingen kjøbe det, og de havde da nok deres hele Levetid.

Niels Kr. Graversen, Karsbæk, Lem.

27. Syner i Spejlet.

Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor vil du hen, min Pige?«

»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.

»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«

Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.

Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem, siger han: »Hvor vil I to hen?«

»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du hen?« siger den gamle til den sorte.

Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var bleven saa sort mere end andre Folk.

Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end andre Fruentimmer.« (Dette siges meget knibsk).

Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«

Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.

»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der foregaar i det.«

Ja, det skulde han nok.

Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet, de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«

»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte sig.«

»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«

»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig saadan noget for.«

Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet, og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der blev den henne for dem.

Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige, hvad saa du der inde?«

»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank, a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der blev den henne.«

»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.

»Nej, de gjorde ikke.«

»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde du have været for Karlene.«

»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a selv.« (Siges meget spodsk).

»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have rejst her hen og sat dine Penge til.«

»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«

»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« siger Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans Fortælling. — »Det var den sorte!« siger Tilhørerne. »Naa, ham kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, siger Fortælleren og giver Tilhørerne en lang Næse.

Peder Stald, Holstebro.

28. Præstens Lig.

Næste Morgen rejser han ogsaa, og den samme Dag faar Konen Bud hen til Præsten, at hendes Mand var bortrejst og kom ikke hjem før om et Par Dage. Straks var Præsten til rede og kommer om til Konen, men de havde jo deres Slagten for. Konen trøster ham imidlertid med, at de snart er færdige, og han kan være saa god at sætte sig ind i Stuen paa en Stol imens. Naa, Præsten gaar ind og sætter sig paa en Stol forved den aabne Kakkelovn, men det varer for længe, og han falder i Søvn. Som han nu sidder der og snorksover, og hælder bag over paa Stolen, imens alle Folkene er inde i en Sidestue ved deher Kjødværker og gjør det i Stand, saa kommer Manden hjem, og efter at have bundet Ridehoppen uden Gaarden lister han hen til Dagligstuevinduet og ser Præsten, og der stod en Gryde Tælle ved Ilden og kogte. Altsaa gaar han lige saa stille ind og tager en Skaalfuld af denher koghede Tælle og hælder i Halsen af Præsten. Da det er nu gjort, saa han ud af Døren og ud til Ridehoppen, og saa i fuld Galop om for Døren.

Saa raaber Møllerkonen ind i Dagligstuen: »Præst, nu kommer Mølleren, nu kommer min Mand!« men han sov lige stiv. Mølleren kommer jo ind, og han beder God-aften og Velkommen, men Præsten svarer ikke, som rimeligt kunde være. Saa gaar han ind i Sidestuen til Folkene, og Konen tager godt imod ham, og hun faar en Pande Flæsk paa Ilden, at han kan faa en lækker Bid til Nadver. Saa er det han siger: »Hvordan kommer det sig, te Præsten er her i Aften?«

»Han er saa mænd kommen her ned og vilde sidde og holde Snak med dig«, siger Konen, »og a bad ham om at sætte sig ned, men ved det du ikke er hjemme, saa er han siddet og falden i Søvn.«

I det samme havde hun Maden færdig, og saa skulde de til at spise. Som de nu er ved at sætte dem til Bords, siger Konen: »Da tal til Præsten og lad ham komme ind og faa noget med!«

Men Pigen kunde ikke faa ham vaagen, og saa skulde Mølleren selv hen og tale. Han væltede Stolen med ham, men kunde lige godt ikke faa ham vaagen, og saa lod han ham ligge og gik ind og spiste det, han vilde. Da det var nu besørget, siger han: »A maa vel hellere bære Præsten hjem, det er ikke værd at have ham til at sidde her«, og saa tager han ham paa Nakken og rejser af.

En lidt derfra boede en Skomager, og han og Svenden var endnu oppe, de sad og syede, og Mesteren var ved at slaa Pinde i Støvlehæle. Mølleren havde stillet sig op imod Vinduet med Præsten, saadan at han vendte Ansigtet lige ind i Stuen, og saa kom han i Tanker om at lade ham staa der og gaar saa hjem igjen.

Saa siger Svenden: »Mester, der staar Præsten ude.«

»Ti stille, jeg ser ham nok!« og dermed slaar han lige ud af Vinduet med Hammeren og slaar ham for Panden, te han væltede baglænds over. Saa tager Svenden Ordet, da de havde siddet lidt, og siger: »Han bliver liggende.«

Det hører Skomagerkonen, og hun stikker i at tude og jamre, at hendes Mand havde slaaet Præsten ihjel, og nu blev de helt ulykkelige. »Det var ogsaa en sørgelig Ting, at du skulde gjøre dig gal for det, det kunde jo da ikke hindre os noget, om ogsaa Præsten stod op til vort Vindue.«

Saa siger Svenden: »Har du ikke en stor Sæk? saa skal a nok hjælpe dig af med den Elendighed.«

Jo, han havde én, der kunde tage tolv Skjæpper, og saa faar han den døde Præst i den og render af med ham ud fra Byen. Det frøs noget den samme Nat, og der kommer han daskende nær efter to Tyve, som havde været henne at stjæle, og hver løb med en Side Flæsk i deres Sæk. Saa mærkede de jo, han kom nærere og nærere, og han raaber dem an: »Kan I ikke vente efter mig, I Tyvepak!«

De bliver da saa fornumne, te de smed deres Sække og rendte hen og puttede dem et Sted. Da Svenden kom til Stedet, lægger han hans Sæk og tager den ene af deres, og saa han hjem ad igjen, nu var han skilt ved Præsten.

Da han nu kommer tilbage, siger Konen: »Blev du ham ledig?«

»Ja, a byttede ham hen og fik en Side Flæsk for ham.«

»Da Gud ha' Lov!« siger Konen, »en Side Flæsk er god at have til Vinter, vi har ikke noget ellers til Brødet.«

Ja, han tykte ogsaa, den var værd at tage, og derfor gjorde han den Handel, og de var alle sammen saa meget godt fornøjede med det.

Da nu de her to Tyve havde siddet lidt og kukkeluret, og al Ting blev ved at være roligt, gaar de tilbage igjen og finder godt nok begge deres Sække, de laa der begge to, ligesom de var skiltes ved dem, og saa tager de hver sin og lister af hjem. De sad begge to til Leje i ét Hus, og saa gik jo hver Mand ind til sin Kone med sin Sæk. Ved det de nu faar løst op for deres Sække, finder den ene Tyv Præsten i hans Pose, og han havde ikke agtet andet, end at det var en Side Flæsk, han gik med, men øjeblikkelig flyver han jo ind til den anden Mand og siger, hvordan det forhar sig, og han kan nu paa ingen Maade forstaa, hvordan Præsten er kommen i hans Pose. Men han maa jo selv have puttet ham i. Ja, et underligt Spil var det nu, hvordan den Præst kunde komme til at staa inde imellem den Gaardmands Flæskesider. Men nu var det om, hvordan de skulde blive ham ledig igjen, og de bliver da ens om, at de vilde prøve at blive skilt ved ham henne paa det samme Sted, hvor de havde faaet ham. Der hængte meget Kjød og Flæsk i det Kammer, og saa kunde de sagtens faa Præsten stukken ind imellem det. Men nu blev det jo for silde den Nat at komme afsted med ham, og saa maatte de vente til Aftenen efter.

De havde brækket en nedre Væg ned og var gaaet ind af, og den var ikke muret op endnu, da de kom slæbende med ham. Men uheldigvis havde Manden sat en Karl til Vagt der inden for med en Buløkse i Haanden, og ham tænkte de ikke paa, saa det havde nær gaaet dem galt. Det kom dem nok noget underligt for med den Væg, der endnu var i den samme Stilling. Den ene turde nu ikke gaa ind først, og den anden turde heller ikke. Saa bliver de ens om at putte Præsten ind først, og da Karlen, der stod Vagt, hører, at der er nogen i Hullet, saa slaar han til med Buløksen, og de andre, der var uden for, dem tog Pokker ved. Saa raaber han ind til Manden, at nu havde han slaaet én, og den havde vist faaet det, den havde godt af, for han hørte ikke noget til den. De kommer jo saa med Lys i Haanden og trækker Personen ind, og da er det Præsten.

»Kan nu nogen tro paa et eneste Menneske«, siger de, »siden Præsten ogsaa har været ude paa Professionen, han er vor næste Nabo, og vi véd, han trænger ikke til det. Saa er det jo ogsaa ham, der stjal vort Flæsk sidste Nat, siden han kjender Vejen og kommer i Nat igjen.«

Men nu var de jo lige godt kjede af, at de havde slaaet ham ihjel, og de maa til at finde paa et andet Raad. Præsten havde en lille Kariol at kjøre til Sogne i og saa en blind Hest, og der skikker de Bud om til Præstegaarden, at Præsten var inde hos dem og vilde kjøre ad By, saa de skulde skynde dem at sende Kjøretøjet derom. De sætter nu Præsten paa Vognen og viser den blinde Hest paa Vejen efter Vejle te'n. Den bliver ved ind ad Landevejen og kommer til Vejle saadan op ad Formiddagen, som der havde været Marked i Byen Dagen før. Deher Vesterbo-Pottemænd havde sat deres Potter uden for Fortovet og havde endnu ikke faaet dem samlet ind, og saa kjører Præsten først igjennem én Mands Potter, og der næst ved holdt en gammel Kone.

Saa siger hun: »Da véd a, Faa'r er ikke gal, Faa'r vil vel ikke kjøre os vore Kar i Stykker!« Men han kjørte lige godt ind i hendes ogsaa.

Saa bliver denher gamle Kone noget ivrig og springer hen og lægger ham én ved Hovedet, te han væltede baglænds ned af Agestolen. Naa, Præsten blev jo samlet op, og der samledes Folk til, og Enden paa det blev, at Konen kom i Forhør. Der var Vidner nok paa, at hun havde ikke givet ham andet end en Lussing med den bare Haand, og Hjernerne var endda slaaet ud af Hovedet paa ham, saa han maatte have faaet hans Død ved at falde haardt med Hovedet ned imod Brostenene eller Karrene. Men det var jo egentlig blot et Uheld, og Kjællingen kom ikke i saa svær megen Ulejlighed for det. Præsten blev jordet i Vejle, og der blev holdt en pæn lille Auktion over hans Befordring.

Se, saadan kan det gaa, naar en besøger en anden Mands Kone.

Povl Madsen, Gadbjærg.

29. Den kloge Dronning.

Der var en ung Konge i Østerrig, der var ugift. Nu bilder han sig selv ind, at han var et af de kjønneste unge Mennesker, der var til, og saa bestemte han med sig selv, at han vilde ikke giftes, uden han kunde faa et Fruentimmer, der var lige saa kjøn som han, og saa skulde hun tillige med være klog og dygtig i Musik. Han siger saa til én af hans Ministre, at han skulde rejse ud i Landet og opsøge ham et Kvindfolk til Dronning, der var saadan, som han ønskede det, og ven han kunde finde én med de Dyder, saa skulde han faa hans Ulejlighed godt betalt. Ministeren rejser nu ogsaa paa det Vilkaar.

Han kommer saa en Aften til en Skov, og der ser han et Lys lige udenfor Skovkanten. Han var naturligvis ridende, og saa rider han derhen, binder Hesten og gaar ind. Der sidder en gammelagtig Mand og Kone i Stuen, og saa beder han Godaften. Da han nu har sat sig ned, hører han saadan en fortræffelig Musik inde i en anden Stue, han havde aldrig hørt Magen til Musik.

»Det er dog dejligt at høre paa«, siger han til denher gamle Mand.

»Ja, det er vor Datter«, siger han, »hun sidder og forlyster sig saadan lidt i Mørkningen.«

Naa, saa spørger han, om han kunde ikke blive der om Natten, det var mørkt udenfor, og Vejen var ham ubekjendt.

»Jo«, siger han den gamle, »naar han vil være tilfreds med Lejligheden, som den kan blive, men a kan jo nok se, han er en fornem Herre.«

Jo, det vilde han gjærne være tilfreds med, og han tager til Takke. Saa faar de Hesten ind, og han faar lidt at leve af. Det var et Par galante gamle Folk, og de gjorde det for ham, saa godt de kunde.

Saa siger han, om det kunde ikke være ham tilladt at gaa ind i den anden Stue og staa og høre paa Musikken en lidt.

Jo, han kommer ogsaa derind, men hun sidder og passer hendes. Han ser paa hende og er straks enig med sig selv om, at det er den skjønneste Jomfru, han nogensinde har set. »Mon du skulde ikke her træffe det, du leder efter?« siger han til sig selv. Da han kommer ind igjen til den gamle, siger han: »Det er et dejligt Fruentimmer, jer Datter, hun ser overmaade godt ud.«

»Ja saa mænd«, siger den gamle, »hun ser ud, som Folk er flest.«

»Hun er vist nok ogsaa klog«, siger Ministeren.

»Ja, de skal være godt lært, der kan binde hende i Spørgsmaal«, siger Faderen, »det har hidtil ingen gjort.«

Naa, saa bliver der ikke snakket mere om det, og de kommer til Sengs. Næste Morgen, da han er kommen op, tager han Afsked og rejser øjeblikkelig hjem til Kongen.

»Nu tror a nok, a har truffet det, a skulde«, siger han til ham, »det er en Kvinde, som er saa over Maade skjøn, og hun er ogsaa udmærket til Musik, for det har a hørt.«

»Naa, det var saa de to Dele«, siger Kongen, »men saa var det Klogskaben.«

»Ja, hendes Fader sagde, at den skulde være godt lært, der kunde binde hende i Spørgsmaal.«

»Det skal prøves«, siger Kongen, og saa skriver han et Brev til hende, lægger et Kvintin Bomuld inden i det, og beder hende lave ham en Undertrøje og et Par Underbukser af det Bomuld. Kunde hun gjøre det, saa vilde han ægte hende. Det Brev bliver saa sendt over til hende.

»Hvad er der ved det?« siger Faderen.

Ja, saadan og saadan, Kongen havde skrevet til hende, at han vilde have hende til Dronning, hvis hun kunde arbejde det Bomuld til Trøje og Underbukser.

»Det kan du jo ikke«, siger Faderen.

Saa gaar hun ud i Haven og skjærer en Pind af Længelse som en Finger. Den lægger hun inden i et Brev til Kongen og skriver, at hvis han kan lave hende Spinderok og Garnvindel af det Stykke Træ, saa kunde hun og skaffe det andet. Da Kongen læser det, siger han: »Ja, hun er klog, for det ene kan ikke lade sig gjøre, og det andet kan heller ikke. Hun skal bedre prøves af.« Saa skriver han til hende igjen, at hun skal komme over at besøge ham; men hun skulde hverken komme Nat heller Dag, heller Midnat heller Middag, hverken maatte hun komme ridende, kjørende heller gangende, ikke heller være i Klæder heller naagen.

Da det Brev nu kommer over til hende, siger Faderen: »Naa, hvad skriver han nu?«

»Ja, dether er strængt«, siger hun, »a maa hverken komme ved Nat heller Dag, og hverken kjørende heller ridende heller gangende.«

»Det kan jo ikke lade sig gjøre.«

»Ja, vi maa finde paa Raad, nu skal du følge med mig, og vi har en gammel Vædder, den tager du med dig, og saa skal vi være der, i Lag Solen gaar ned. Da spænder du Vædderen for mig, og saa slæber den mig op paa Slottet. A tager et Fiskegarn om mig, og saa er a da ikke naagen.«

Naa, de kommer saa op for Slotsdøren, og Kongen kommer ud og tager imod hende. »Nu kommer a, ligesom a skulde«, siger hun.

»Du har vundet«, siger han, »nu beder jeg dig komme indenfor.«

Hun bliver saa fint paaklædt og ser nu saa grum ud. Der bliver saa anrettet til Brylluppet.

Da de nu er færdige med det, siger han: »Du er klog, det véd jeg, men nu vil jeg sige dig én Ting. I hvad Dom og Raad jeg giver ud, maa du ingen Ting sige til det, for ellers skal du rejse.« Det gik hun ind paa.

Der gik nu en længere Tid hen, men saa træffer det en Gang, at der kommer to Bønder kjørende til Stads, og den ene havde en Følhoppe for og den anden en Hest. Om Natten, da de var paa Hjemvejen, kommer de til et Værtshus og kjører ind i Stalden, og der foler den Mands Hoppe. Men da de kom ud til Befordringen, havde Føllet arbejdet sig hen og laa bag ved den anden Mands Hest. De kommer nu op at trættes om Føllet, den ene vilde tilegne sig det, og den anden vilde ogsaa.

»Mit Øg har folet, og saa er det mit«, siger den ene.

»Føllet er mit«, sagde den anden, »for det stod bag ved min Hest.«

»Det kan jo ikke være tænkeligt, at Hesten har faaet et Føl.«

»Ja, det er det samme, a tilegner mig nu Føllet.«

»Vi vil op til Kongen og have Sagen fremlagt for ham«, sagde saa den anden.

De gaar saa op til Kongen. »Vi er komne i Træde«, sagde de, »og beder Kongen dømme os imellem.«

»Hvad er det da?« siger han.

»Vi lagde Vognlag sammen, for vi skulde til Kjøbstad i Gaar; men da vi saa var kommen paa Hjemvejen i Aftes og kjørte ind i en Krostald, der fik det ene af vore Bæster et Føl. Han siger, at det er hans, og a siger det er mit, for da vi kom ud til dem, da stod Føllet ved min Hest.«

»Ja«, siger Kongen, »hvor Føllet ligger, den ejer det.«

Naa, saa tager han Føllet og beholder det. Men den anden Mand kunde ikke give det af sit Hoved, og der var jo endda for Resten ingen Raad nu, da Kongen havde dømt. Saa gaar han om til Dronningen en Dag, da Kongen ikke var hjemme, og hende fortæller han hele Redeligheden.

»Ja«, siger hun, »jeg kunde jo nok sige dig et Raad, men du maa ikke sige, det er mig, der har givet dig det, for saa skal jeg rejse væk.«

Nej, det skulde han da heller ikke.

»Nu gaar du ud paa Landevejen i Morgen tidlig og har to Mand med dig. Der kommer Kongen saa kjørende. Saa skal du have et Fiskegarn spændt tværs over Landevejen og gaar og pluser der foran Garnet. Naar Kongen ser det, siger han: I tossede Folk, tror I, I kan fange Fisk paa den tørre Landevej. Saa skal du tage til Orde og svare: Det kan ikke være mere umuligt, end at en Hest kan faa et Føl.«

Saa rejser Manden af med det, og han bærer sig ad, som Dronningen har sagt. Kongen kommer og faar dether Svar, og saa bliver han vred og siger til Kusken: »Vend straks om og kjør hjem.« Saa gaar han ind til Dronningen. »Hvad har du nu lavet«, siger han, »jeg fik et snært Svar af en Mand her ude paa Vejen, og det er kommet fra dig.«

Nej, hun havde ingen Ting sagt.

Saa gaar der Bud ud efter Bondemanden, og han kommer ind. Kongen siger saa til ham: »Det Svar, du gav mig, har du ikke taget af dig selv. Her staar et ladt Gevær, og her staar en lille Pose med saa meget som et Fjerdingkar Guldstykker. Nu kan du raade dig selv, hvad du vil helst, enten have det, der er i Posen, eller det, der er i Geværet, og du maa have et Kvarter at betænke dig i. Naar det er omme, maa du sige mig, hvem der har lært dig det Svar.«

Da Tiden var omme, var han jo i en grov Betryk, men han maa til at sige, at det havde Dronningen sagt.

Naa, saa kan han tage Posen. »Føllet er nu dit, og saa er det vel godt.« Derefter gaar Kongen ind til Dronningen, og han siger: »Ja, nu skal du jo rejse, for du har blandet dig i mine Sager.«

»Det er og det samme«, siger hun, »saa skal jeg rejse i Morgen, men maa jeg da ikke i Aften faa et Gjæstebud holdt med mine Venner til Afsked?«

Jo, det vilde han da ikke nægte hende.

Der blev nu mange budt sammen, og Kongen skulde da ogsaa komme til Stede. Saa fremtog hun tre Mænd og bad dem i al Stilhed om at faa Kongen beruset. Da de indbudne saa sad ved Maaltidet, sagde hun til ham: »Maa jeg tage med ud af Slottet det, jeg holder mest af?«

Jo, den Bøn vilde han ikke nægte hende.

Saa fortsætter de med Lystigheden, og Mændene gjør deres Bedste, saa Kongen bliver drukken. Da det bliver hen ad Morgenstunden, siger hun til dem, at de skal lægge Kongen ud i hendes Karet, og saa sætter hun sig ogsaa op og kjører nu hjem til hendes Faders lille Hus ved Skoven.

Endelig vaagner Kongen. »Hvor er jeg?« siger han, han kunde ikke straks finde sig til Rette i de simple Værelser. »Du er her ved mig«, siger Dronningen, »og jeg er hjemme hos mine Forældre. Det var dig, jeg ønskede mig ud af Slottet, for du er den, jeg holder mest af.«

»Du er mig for klog«, sagde Kongen, »du er klogere end jeg. Følg med mig hjem igjen, og saa kunde vi for den Sags Skyld gjærne bytte Klæder, og du blive Konge og antage Regjeringen, for det er du mest skikket til. For Fremtiden skal vi nok leve godt sammen, for nu skal du dømme i Sagerne, naar jeg ikke kan finde ud af dem.« Saa blev det saadan, og hun blev ved at være Dronning.

Niels Hansen Li, Vejen.

Efterskrift.

Sandsynligvis vil denne lille Samling Æventyr være den sidste af den Slags, jeg udgiver. Om der overhovedet bliver udgivet flere af mine Æventyr, tør jeg ingen Mening have om. Fra alle Sider optaarner Hindringerne sig om mig. Indtægterne ved mit Bogsalg bliver stadig mindre, og Udgifterne større — det er endog gaaet saa vidt nu, at jeg er bleven sat i Bygningsafgift paa Grundlag af de mange uafsatte Bøger, jeg ligger inde med. Nu er jeg heller ikke længere ung, og kan derfor ikke personlig virke nok for Udbredelsen af Bøgerne.

Denne Bog er lagt til Rette efter samme Plan som de tidligere tre: der er givet lidt af alt, baade det alvorlige og det skjæmtende, det mere sandsynlige og det helt ud æventyrlige. For Resten kan Indholdet tale for sig selv. Billeder har jeg maattet give Afkald paa, uagtet jeg ret meget ønskede at have et Par med ligesom tidligere. Meddelerne staar i Regelen anførte under hver Historie, men meddeles dog her i Samling for en Oversigts Skyld.

• Tømrer Kristian Hovstrup, Taars. 1.
• Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm. 2, 8.
• Brøndgraver Niels Rask, Mundelstrup. 3.
• Skrædder Kristen Kristoffersen, Taars. 4.
• Husmand Jens Mark, Vogslev. 5.
• Aftægtskone Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev. 6.
• Madam Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev. 7.
• Husmand Niels Hansen Li, Vejen. 9, 29.
• Aftægtskone Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel. 10.
• Kone Mette Sofie Larsen, Bindslev. 11.
• Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut. 12, 14.
• Skrædder Kristen Sørensen, Lime i Salling. 13.
• Indsidder Jens Gudesen, Siem. 15.
• Aftægtsmand Niels Kristian Jensen, Fredbjærg. 16, 21.
• Madam Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg. 17.
• Indsidderske Marie Fred. Schnevoigt, Tindbæk v. Randers. 18, 20.
• Almisselem Roland Peder Andreassen, Slotved v. Sindal. 19.
• Lærer Hjortnæs, Brensted. 22.
• Spindekone Ane Sofie Lavridsdatter, Ø.-Bording. 23.
• Aftægtsm. P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup v. Rødkjær. 24.
• Gaardmand Byriel Jensen, Grynderup, Farsø. 25.
• Husmand Niels Krist. Graversen, Lem v. Ringkjøbing. 26.
• Husejer Peder Stald, Holstebro. 27.
• Aftægtsmand Povl Madsen, Gadbjærg. 28.

Indholdsliste.

• 1. Per Vinters Skjorte 2
• 2. Prinsessen i Arabien 12
• 3. Per Degn og Præstens Moder 24
• 4. Den æggelystne Præst 32
• 5. Et andet Sind 33
• 6. Moderens Formaning 34
• 7. Prinsessen i Højen 36
• 8. Mit Ophold paa det forønskede Slot 44
• 9. Kikkert, Taske og Hest 53
• 10. Den forskudte Dronning 64
• 11. De tre Lærdomme 74
• 12. Ræven paa Fangst 77
• 13. Den dristige Skrædder 80
• 14. Snedkerens Hævn 83
• 15. Røverslottet 86
• 16. Flugten fra Trolden 91
• 17. Jomfru Nøggel 95
• 18. De gode Hjælpere 105
• 19. Hesten Blank 112
• 20. Dug, Faar og Kølle 119
• 21. Kjællingens gode Raad 127
• 22. Ræven, der blev narret 130
• 23. Det fundne Barn 133
• 24. Det glemte Løsen 138
• 25. De tre Ønsker 139
• 26. Det stærke Øl 140
• 27. Syner i Spejlet 141
• 28. Præstens Lig 145
• 29. Den kloge Dronning 151
• Efterskrift 158