Hvad Skovsøen gemte

Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt. Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst, efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om Hjemmet og gamle Dage.

Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt.

Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem, i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget var anbragt under fornødne Foranstaltninger.

Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker, særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning, og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for at kræve Hævn over sin Morder.

Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde tie, ikke en Stavelse kom ud.

VII.

»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun hedder.«

Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa sige?«

Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, — men det er naturligvis ikke sandt.«

»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb Hemmelighed.«

»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.«

Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson fra Christiansstad.«

»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren.

Holst rystede paa Hovedet: »Kufferten er Morderens.«

»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?«

»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig, skal det komme til at staa der.«

»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst. »De er en Pokkers Karl — en Troldmand, tror jeg næsten.«

Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald, der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik det.«

»Hvorfra har De da Navnet?«

Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles plausibelt.

»Hvad vil De nu?« spurgte han.

»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om den?«

Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er jeg vokset fra.«

»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg maaske faa Underretning.«

Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det — dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge — det er lykkedes mig at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig — for hans Hustrus Skyld — meget nødig, at der atter røres ved dette.«

Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om Annie — maaske han her kunde have faaet første Haands Viden — men han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?« spurgte han.

Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?«

Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her maaske rørt ved noget, der gør ondt — jeg kunde ikke vide det og beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.«

»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant — Skaal for Dem. What next?«

»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen. Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla og blev varm om Hjærtet.

Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen. Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i mig en Ven — det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug for. Særlig naar de mindst tror det.«

Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans dæmpede, noget mørke Stemme saa godt:

»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme, saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.«

Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende:

»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det, vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem det — i broderligt Venskab.«

Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget varm tilmode.

Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab, der varer et godt Stykke af Livet.

Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes.

FØRSTE BOG

I.

Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester« med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig, som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:

»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«

Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det struttende Overskæg og tager Plads — henholdsvis paa første og anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og befinder sig vel ved det.

Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig og skummede om Biddet.

Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød, som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige, knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den blinkende Sø.

Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.

Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.

Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.

Han morede Holst — men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«

Holst nikkede.

»Været i Sverige før?«

Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.

Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.

Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik passerede Kupeen.

»Goddag med dig —« Sjöström kendte dem alle.

Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder. Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder, uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov og flere Bøndergaarde.«

Holst nikkede.

Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds — en charmant Gubbe — før dette Ritmester, med en Datter — noget af det vakreste, man kan tænke sig.«

Holst nikkede stumt.

»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat, gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«

Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:

»Jeg kender Familien —«

Saa blev der Pause.

Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende sig for.

»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«

»Ja,« svarede Holst kort.

»Meget behagelige Folk — særdeles behagelige Folk, og særlig da Ritmesteren — men —«

Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre; han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.

Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men —«

Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med Ritmester Ankerkrone?«

Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans charmante Ydre.«

Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?«

»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.

Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker. Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og kom en Del paa Gamalstorp — det kan vel være en Snes Aar siden. Lad mig se — Claes er fyldt 26 — og Ulla — er otte Aar yngre. Det passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig — efter et Bal paa Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.

Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik, som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru. Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne, det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«

Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.

»Og den Historie tror De?«

»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren skal være meget smuk og ligne Moderen.«

Holst tav.

Toget nærmede sig Christiansstad.

»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.

»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr. Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«

Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.

II.

Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning, Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm, som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær paa Springgangeren foran Slotsruinen.

I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.

Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt — særlig Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.

Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden, da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken ejer, til Helsingborg.

Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A. Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret, og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.

Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.

Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr. Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de Strømpebaand, Holst interesserede sig for.

Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 — den Gang existerede han altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse af hendes Person.

Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: — om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. — og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.

Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.

Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager — ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige Genstande til Del i 1897 — være overført til Efterkommere, men Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist, Tøjhusgatan 5.

Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet Annie, eventuelt Carlson.

For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.

Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen. Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.

Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed, der knyttede sig til Moderens Død.

Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms Fortælling — altsaa gængse Folkesnak — fik en dybere, besynderligere Karakter.

Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad der kunde kaste Klarhed over hende selv.

Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle ventede ham.

III.

Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig, muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.

Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal, om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson, der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den lille By.

Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl, og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce. Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den Dame, som han ikke skulde kunne huske.

Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt — et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner, den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.

Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha — saa der!«

Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent Øjekast.

Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt Øjeblik.

Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst tog Ordet.

»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde, at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, — desværre har det været nødvendigt.«

Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant Holst?«

Holst saa op: »Jo jeg er, — rent bortset fra den Adgang jeg, som De vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen særdeles Grund til at skjule mit Navn.«

Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, — hvad der forøvrigt var saa naturligt i en By som Christiansstad — var Frimurer, ligesom Holst selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før — Pigen — jeg spurgte om.«

Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen — Annie Cederlund.«

Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.«

»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.

»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. — Men for at vende tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er kommen hertil.«

Kaptajnen bøjede atter Hovedet — det slog Holst, at hans Ansigt antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede sin Virksomhed.

»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«

»Ja,« svarede Holst kort.

Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn, medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«

»Saa — hvilken?« spurgte Holst interesseret.

»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg hørte om hende — —« Kaptajnen tav pludselig.

Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:

»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget. Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille, som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr. Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«

Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde, der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«

Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.

Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«

Kaptajnen saa op — hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord, Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn rummer mere for mig, end De aner — er hun død?«

»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned i Aar.«

Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to Mænd til Kasernen.

IV.

Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i bronceret Gibs.

Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt, indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens underste Kant: Giulia.

Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært, den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.

Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne, hvorefter han lydløst trak sig tilbage.

Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.

»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan saa hun ud i 1885.«

Holst saa forundret op: »1885 — og jeg som troede, hun kun var et Par og tyve Aar.«

»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels Pigebarns Historie, som jeg kan, — endskønt stakkels kan man vel næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge Byrder som Annies.« — Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies Historie med dæmpet alvorlig Stemme.

Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer, hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det, som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.

Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.

»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt, og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter. Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende, ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk.

To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd.

Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves. Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar, Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.

Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand.

Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort. Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer, men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og vendte tilbage til Staden.«

Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa:

»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til en af Standens bedste Mænd, blev brudt — Skylden var Annies — men de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.«

Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om Taarer duggede hans Blik.

Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:

»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende. Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa — hun havde det Barn — en Pige, der var bleven opdragen her i Byen, og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.

Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede.

Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende — og desværre ikke heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar siden — i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe været de reneste.

Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo. Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk.

»Mere véd jeg i Grunden ikke — mere er der vel heller ikke — nej — mere er der ikke —.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og ned ad Gulvet.

Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt; desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst Interesse, er det, som De har fortiet.«

Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie; men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.«

»De kan ikke sige mig hans Navn?«

Kaptajnen rystede paa Hovedet.

»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?«

Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok — han hed Cedersköld og er død for 16 Aar siden.«

Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale med Løjtnant Sjöström om Sagen?«

»Hvilken — Hugold — ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure — Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.«

»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst.

»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at tale om Sagen.«

Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa Billedet med Evighedskransen.«

Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han, ligesom ubesluttet.

Holst lagde Haanden paa hans Skulder: »Cedersköld?«

Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.

»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det er Billedet af mig og et Par Kammerater.«

Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.«

Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem ikke —«

Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, — han vil forstaa mig.«

»Han — hvem?«

»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men standsede pludselig.

»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte.

»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.«

Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.

V.

Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket. Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger, tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.

Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede, egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer, fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.

Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var ikke helt lidt.

Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa, og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.

Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige Skæbne.

Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land. Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte, at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.

Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt, at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse, Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale, blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand, der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.

En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur, sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været, kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet. Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge klart for Dagen.

Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende, vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han aldrig gøre.

Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje, vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage, rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden dyb og tvingende Aarsag.

Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.

Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.

Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og ham.

Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og velsmagende Middag i Vislanda.

VI.

Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand, der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.

Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.

Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand, bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst bukkede og vædede sin Tunge — han var tørstig, og det var svært varmt ude.

Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog, da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere Løb.

»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«

»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«

Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude; Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og pipper ivrigt.

»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.

Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«

Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«

»Det véd jeg,« sagde Holst.

Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels Bror Erik?«

»Jeg gør det,« sagde Holst.

»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene — Faderen, Korporal Bengt — —«

Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie — det var Moderen — —«

»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende. Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem. Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle, arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte hverandre her i Livet. Man skal saa — jo.«

Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt, betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:

»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne Efterforskning, der fører mig herop.«

Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa rystede han paa Hovedet.

»Saa det tog den Vej med Annie — stakkels hun, hun var dog saa »gran« at se til.«

Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft Forbindelse med sit Hjem.«

Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt, at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:

»Hvor kan jeg nu vide, at Herren — forstaar sig, jeg tvivler ikke, men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«

Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer, udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger af den svenske Stats Repræsentation i København.

Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag, da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand, vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem derfor behandle den med dybeste Diskretion.«

Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie — og det kunde han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal erfare noget om dette — det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels Annie er kommen af Dage.«

»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«

Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg. »De ligger her — gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed og Glæde — Stakkel — det blev helt anderledes — helt anderledes.«

Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.

»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«

»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald havde han vel skrevet hertil.«

»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«

»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham som sin Husbond. Skulde han — nej, det er ikke troligt, han har sikkert ikke haft Grund.«

Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i Christiansstad om Annie — det var lidet nyt for denne, det meste kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det, Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende. Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind i deres Indhold, — læse dem et for et for af dem at lære Annie at kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.