Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var — kun ikke Spiritus, og det kunde han undvære.
Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.
Det samme syntes Holst om Nämdemanden.
VII.
Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede, men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.
Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.
Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen Herlighed paa hendes sidste Dage.
Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang var, og dog syntes han, det var hans Pligt.
»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.
Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«
Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«
»Hvad siger han?« spurgte den gamle.
»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«
»Vi har saa —,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.
»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften — helt nede fra Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«
»Siger han det?« gentog den gamle.
»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her, siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«
»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa —,« den gamle sukkede.
Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.
»Nu kunde hun ellers godt snart skrive — kunde hun; lad mig se, til »Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende sidst?«
»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.
»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til sin gamle Moder, gjorde Annie.«
»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.
»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og stærk, men det kan jo komme let.«
»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.
Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:
»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende fra Danmark — naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«
»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget til Annie.«
»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«
»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«
»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende mon?«
»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«
»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg — er det meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.
»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«
»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til Vorherre om, vil jeg.«
»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre for Annie.«
Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort noget godt ved det.
Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og sukkende tænkte paa lille Annie.
VIII.
Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres Morgenkvidren.
Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare. Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener, der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand og saaledes fremdeles.
De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større Betydning lød saaledes:
Christiansstad, Jul 1897.
Kære Mor!
Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred. Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan. Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra Elsa og
din Datter Annie.
6. Marts 1898.
Kære Mor.
Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen. Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok, der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke skrive mere — —
18. Marts 1898.
Kære Mor.
Elsa er meget daarlig — Doktoren siger, at det er meget farligt, men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere — —
25. Marts.
Kære Mor.
Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du, det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn, selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans egen Skyld, men nu nytter det jo ikke — —
1. April.
Kære Mor.
Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget, men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død, saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker, og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder, jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det, som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og kan kun græde — —
Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:
Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død, og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50 Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.
Din egen Annie.
30. Juli 1898.
Kære Mor.
I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger, at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere fra os — — —
Oktbr. 1898.
Kære Mor.
Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i Bladene, er altsammen ikke sandt — — i de store og gode Blade staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal skrive om alting for at tjene deres Penge — —
Berlin, Novbr. 1898.
Kære Moder — nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk. Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok flere. Du skal nok høre fra mig snart igen — — —
Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand« flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr. 1899 og lyder saaledes:
Kære Moder — det var en stræng Jul, jeg har været her ganske alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig. For jeg har elsket ham dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg, og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist, hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder, for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte ham, og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver, saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os — men det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for han har givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene, men det andet glemmer jeg aldrig — — —
Venedig, Maj 1900.
Kære Mor — du fik da Pengene. — Nu er det helt dejligt hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker, mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg sendte Nämdemanden — — —
Venedig, Aug. 1900.
— — — Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet, det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden af mig. Hendes Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om hende eller om ham for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har mødt — Hans Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten, jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han er ikke, som han var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se. Vi træffes nok mere — — — Jeg har taget til mig en ung Pige, der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved hans Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet meget ligesom jeg — —
Paris, Maj 1901.
— — — Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig, men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo, hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge, for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden ikke til at have med at gøre — — —
Nizza, Febr. 1902.
Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem, men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om hans Søn, som er forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have, og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung, jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan jeg ikke lide, fordi det er hans Søn. Men saa kommer det op i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig for alt det, han har ladet mig døje, baade for længe siden og den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd. Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være. Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa sine gamle Dage — —
Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:
Kære Moder — nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham, og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale. Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at jeg faar taget Hævn over ham, som jeg har lovet, jeg vil tage, og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg — — —
Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød saaledes:
Kære Mor — hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for han skriver nok — — —
Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem denne Han var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder og navnlig til Morderen. Det var Sjöström — besynderligt nok, at Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det, at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen, som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne Omstændighed betød meget for ham nu.
Men han vilde sove — sove paa det og tage fat med al Kraft strax den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.
IX.
Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger til Ham, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge, men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted, hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.
Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar, de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev, at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.
Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold til ham, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl om, hvem han var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal, at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle, samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød. Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens Paagribelse.
Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende uvigtige.
Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en Meddelelse af stor Vigtighed.
»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden Betydning.«
Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte have et eller andet at sige i sin sidste Stund — for at det var paa det sidste med hende, derom tvivlede ingen.
De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende, medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens Sakramente.
Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi, saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt Smil.
»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften, Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var gaaet forud for mig.«
Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.
»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der havde hørt om lille Annie.«
Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.
»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det til den, som skal have det; det staar uden paa.«
Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i Verden, og Brevene skal flyes til ham.«
Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.
Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.
Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.
Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke, han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.
Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som den gamle gav Dem.«
Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg skal give det til Häradshøvdingen eller maaske — —«
»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«
Nämdemanden for sammen.
Holst gentog: »Netop til ham.«
Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev med faste Træk:
Bäckaryd, d. 16. Juni 1902.
Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven — vi to mødes vel snart, men lev vel saa længe.
Din Eigil Holst.
Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:
»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«
Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted over Heden mod Ljungby.
Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.
X.
Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk, og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge. Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestalter Advokat.«
Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle ham.
De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som en Storbonde i Købstadsklæder.
»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde Holst.
Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund — hende kender jeg ikke.«
Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson — maaske kender Hr. Karlkvist hende under det Navn.«
Advokaten rystede paa Hovedet.
Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone: »Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa for mig gerne.«
»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten, men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden løj.
Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende, saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende, saa faar det være det samme med Navnene.«
Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:
»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København — om jeg maa spørge, hvad vil Herren mig?«
Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«
Advokaten for sammen.
»Ser De« — Holst smilede. »De kender hende alligevel.«
Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig: »Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«
Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«
»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter Folk ude i Kontoret.«
Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at De godt kunde svare paa det.«
»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.
»Ja, saa maa De lade være.«
»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.
Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«
Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De — gamle Mor Bengt død, og Annie, hvor er hun da?«
Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa død.«
Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De — død — er Annie Cederlund død?«
Holst lagde Mærke til Navnet — Annie var altsaa ikke gift, ellers maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.
Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«
»Den 27. Marts i Aar.«
»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først nu. Hvem er De da — I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt dette.«
Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa skal De faa alt at vide.«
Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned i Stolen.
Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne, Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor jeg kommer til Dem.«
Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans Blik lyste arrigt.
»Herren morer sig nok?«
»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min Legitimation, saa værsaaartig — her er den,« han foldede Papiret ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«
Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han var overlistet, det følte han.
»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.
»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et andet Tidspunkt, men svare skal De.«
Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«
Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.
»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren, jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at anholde Dem paa Stedet.«
Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt at være meget forsigtig.
Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom, og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad, ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i Helsingborg.
Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes, skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check, udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000 Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde Sjöström faaet Beløbet udbetalt.
Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.
Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav Holst ligeledes.
Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet, der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede snart at se ind til ham igen.
Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en Detektiv.
Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.
XI.
Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg. Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske, havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.
Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27. Marts 1902 Helsingør.
Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm havde kostet Rigsbanken en rund Sum — men for en almindelig Betragtning syntes det hele at være i Orden.
Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk, der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.
Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.—28. Marts; han havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde boet paa Hotellet i Dagene den 26.—27., men derefter var rejst med Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg, indfundet sig og spurgt efter ham.
Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige Kreditorer.
Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren — en meget kilden Sag — og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør. Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.
I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.
Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye Banegaard, havde i Dagene fra den 25.—27. Marts boet en Dame, der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur til København.
I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza, og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København, som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame, der imidlertid straks var rejst tilbage til København.
Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en større Skilling for at tie stille med det.
Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer, umaadelig rig og meget flot — hans Navn var Claes Ankerkrone.
Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven Ritmesteren.
Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog vidende om Mordet.
Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.
Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.
XII.
Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var Tyrol.
Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.
Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.
Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle Dage. —
Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet, sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.
Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham med den allerstørste Begejstring.
»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar, har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«
Holst tænkte paa Ulla — ja, hun var nydelig, og Faderen var en Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været ærlig — eller havde han været ærlig? Nej — han havde vidst, at den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.
Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.
Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren, og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone er ellers en gammel Bekendt.«
»Saa,« spurgte Holst — det slog ham, at det burde han have vidst før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.
Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.
»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk, lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en, kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid, gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund, og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde se, og Kors hvor hun var forelsket.«
Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa —«
»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«
»Og saa —«
Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.
»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone. Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«
Holst var bleven bleg — han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det, han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om hendes Forhold til ham; han vidste, hvem denne han var; at det var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde, som Lig — myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav —, havde han kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.
En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.
Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant — skal vi drikke et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«
Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.
Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til, at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«
»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her i tre Maaneder.«
»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og de havde ikke set ham i tyve Aar.«
Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke, skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang. Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.
Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke. Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«
Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte han: »Naar var det Hestesagsmøde?«
»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«
»Kan De ikke se Datoen?«
»Jo, bi lidt — det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa det halve kunde være nok.«
Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo, det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«
Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var meget varmt.
»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre; Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte Farbror Holger — Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene, der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem. Det var dejlige Folk.«
Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.
Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa Riddartofte.
XIII.
Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer, som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for Godsets Regning, i det mindste for en Tid.
Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.
Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.
I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk med et Par søgende Øjne.
Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.
Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne, sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som kun er en i denne Verden.
Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold, og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning. Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:
»Kære Bror — dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte, Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«
Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.
Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt at skaffe Hugolds Adresse.
I Nizza var han ikke mere — det havde Holst erfaret ved Henvendelse — og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.
Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk — men han er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«
Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:
»De kender altsaa min Broder Hugold?«
»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«
Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.
»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«
Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.
»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.
»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære, men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«
Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen, hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas appetitvækkende Stil.
Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.
Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen vilde han gerne bringe.
Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart, at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.
Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres Broder?« spurgte han.
»Af Hugold —« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg aldrig hørt.«