Hvad Skovsøen gemte

Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte dette.

Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok, at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om, at Hugold havde været med der.«

»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.

»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone, maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig. Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt, for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen. Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en charmant Mand, og hans Datter er nydelig — usædvanlig nydelig.«

Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«

»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv — eller han skøttede maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.

Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig Handling.

»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en Adelsmand fuldt ud.«

Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste, Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant, og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.

Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage til København.

XIV.

Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.

Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:

Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for at lukke sin Dagbog for stedse.

Dens Indhold var følgende:

(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)

Jeg har dræbt min Hustru.

Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.

Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?

Og hun svarede ja.

Saa vilde jeg gaa — jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.

Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme Ret som jeg.

Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns Ære, og dens Hævner var jeg.

Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun tilgive mig.

Jeg troede hende ikke.

Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.

Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.

Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.

Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun havde skrevet.

Julia græd, og jeg troede hende ikke.

Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg tvivlede.

Og jeg tvivlede endda.

Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.

Jeg begravede hende, men begræd hende ikke.

Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa mine Læber, og jeg blev en gammel Mand.

Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit Hus, og den Ed vil jeg holde.

— — — Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! — og tal kun, hvor Ordet handler. — — —

Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.

Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte, det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev lød:

— — —

XV.

Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret.

Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt, som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.

Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den, der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste, at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor.

Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde Ritmesteren tale, og tale ud.

ANDEN BOG

I.

Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By, Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille. Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op, en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München.

De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille.

Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser, ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer, ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en Vraa.

Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge.

Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets Navn — Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene; saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig — det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække.

Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker.

Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid og did, medens Skummet slog over Stævnen.

Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager ud af deres Drømme.

Zwei Zimmer — vierter Stock.

Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.

Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper.

Hotel Bauer Grünewald.

Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede Vandet, der sukkede.

Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i Nattens Stilhed — tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.

Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt, ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade.

Hvem er du? — hvem er du? — han følte sig saa fremmed for sig selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte — hvem er du? — hvem er du? —

Han levede — og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse Vægge.

Han var i Venedig, Drømmenes tavse By.

Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig, krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.«

Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker. Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det skønne og store og om det forjættede Land — Venezia. Maaltidet var hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler — den evig uforlignelige Marcusplads.

Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen, der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten — ikke den tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende hvide Glans i anelsesfuld Længsel.

Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred, Trang mod Hvile — det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens Kalden følges saa villig.

St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning. Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder, hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse Lyst, der drager Øjet og Tanken.

Og Foden flytter sig villigt — til Piazettaen, hvor Dogepaladsets mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin, medens Bølgerne sukker.

Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig Følelse af at se og nyde.

Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel. Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat, der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de tabendes Lod.

Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset, og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i sin tavse Dejlighed — — —

Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig.

II.

To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold. Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede.

I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen, men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.

Det var en flov Historie, men Holst trængte paa.

Saa fik han Historien.

Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog. Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde Sunde.

Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum, Korridorer og Altaner.

Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede Klædningsstykker.

Alt tegnede til en Hyrdetime — saa pludselig hjemsøgtes Arkadien af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser.

I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge — alt var Nederlag.

Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret.

Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad Søvejen.

Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette, men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans Passiar og besluttede at udbytte ham.

Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner, og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo, der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture, havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset, der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven Tid.

Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende, og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den skønne mærkede Uraad.

III.

Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid, hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.

Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod, hvorfor hun var kommen.

Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele. Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik, hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa samme Stil.

Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende, og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for, og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem. Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.

»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et halvtilsløret Blik.

Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.«

Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.

Han fortsatte.

»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene, hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene tuder paa Stepperne ved Vintertid.«

Hun saa skarpt paa ham.

»De er fra Danmark, sagde De?«

»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde, som Sneen der dækker Sletter og Høje« — han rettede det til Bjerge, fordi han syntes, det klang fastere.

Jeannette smilede — saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:

»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd, at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle smukke Pigers Skaal.«

Holst blev rød i Hovedet.

Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De mig?«

Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter, mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig fangen — helt — og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«

Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv — saa sagde hun saa træt med halvsagte Stemme:

»Hvad skal det tjene til — hjælpe mig kan De dog ikke.«

Holst greb hendes Haand.

»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold — —«

Jeannette fo'r sammen.

»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.

Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner, ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.

Hun fo'r sammen og saa op.

»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre — I er alle ens — alle.«

Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation, men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,« sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger dig til det mest nedværdigende af alt — for hans Fordel at lyve og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden, med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at lønnes med onde Ord og Spot.

Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«

Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.

Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe hørligt: »Kender De Hugold?«

Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer, der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder, Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller — tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved Maalet.

Det varede et Sekund — saa talte han.

»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre end jeg.«

Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.

Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.

Det varede kun et Sekund.

Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie skal ikke græde — lille Annie skal ikke græde.«

Navnet ramte Pigebarnets Øre — hun rettede sig op og saa paa ham med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte, hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde træde hindrende mellem ham og hans Hverv.

Nu laa Vejen aaben for ham.

»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie — kendte De Annie — hvilken Annie?«

Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod hans i et varmt Kys, der sved.

»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels mig, om du kan.«

Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én — denne Pige kan bringe ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én — kun én — jeg maa gribe til.

Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys. Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.

For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land og stod paa Vejen, der førte til Maalet.