Hvad Skovsøen gemte

Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.«

Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.«

Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.«

Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun, grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger jeg: grib baade Fader og Datter.«

Holst blev rød.

»Ikke sandt — du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes, at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe til. Saa underlige er vi Mennesker.«

Ulla standsede — »dette er ikke Venedig for mig, For mig er Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder, som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.«

Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.«

Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig meget af det — — —,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt — men noget af det, som De forstaar, som man kan — — —«

Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne:

Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet, leret Bund.«

Ulla saa op: »— leret Bund — ja men — —«

Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i Eftermiddag i San Marco — saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund Sankt Marcus hviler.«

Ulla blev rød. — »Klokken fem.«

»Klokken fem.«

Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. — Lidt over Middag vendte de tilbage til Venedig.

XII.

Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den stærke, fuldttonende Enkeltsang.

De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles, medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.

I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen, bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har bygget sig dette Rige i sine Haab.

Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker, naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov.

Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet, selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke.

Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik, alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm, som maatte vare evig.

Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i et varmt Kærligheds Kys.

Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære den Tiara, der smykker Pontifex Maximus.

XIII.

Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund. Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker. Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro, før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste Forhaabninger.

Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom:

»Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen, naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere. Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel, det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være ligesom Faderen — Tage da — for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.« Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun fortsatte:

»Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14 Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge, men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt? Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været Skyld i Ritmesterens Kones Død.«

Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.«

Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde, at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen, Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun, skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.«

»Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil.

»For det har hun fortalt mig de hundrede Gange — du skal vide, Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør. Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end han, men hun saa ung ud, — saa lige med et blev det forbi, og det var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham den Dag.«

Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle, var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27. Marts, og han vilde vide alt.

»Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?«

Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre, jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste, hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie.

De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste saa sammen, for jeg forlod Cirkus. —

Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa dig. Du maa ogsaa holde af mig.«

Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt Blik.

Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig, du lille Stakkel.«

Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og sagde til hende:

»Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide, hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt, at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre dig bag Lyset.«

Jeannette saa angst op: »Er du gift?«

»Nej,« sagde Holst med et Smil.

Jeannette hviskede næppe hørligt: »— Men du har en Kæreste.«

»Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals. Holst skød hende lempeligt fra sig.

»Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du maa vide, der er en anden, jeg holder af.«

Jeannette for sammen. »En anden — og hvorfor har du saa fortalt mig, at du holdt af mig?«

Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt? Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden — den Gang vidste jeg jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du er nu?«

»Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?«

Holst svarede ikke.

»Hvis det er det — hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu, ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg mig, og saa er det din Skyld.«

Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne.

Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt.

»Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om. Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her i dette Hus.«

Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! — Annie myrdet af Hugold. Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie — det har han ikke saa har — — — —«

Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.

Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?«

Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham — den anden — —«

»Claes Ankerkrone?«

»Nej, nej — den anden — hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone — —«

Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer.

De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer.

Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!«

Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne sammen. »Annie myrdet! — Saa har han dog altsaa gjort det, hun frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.«

»Hvem mener du?« spurgte Holst.

»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.«

»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet.

»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.«

Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage, samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo, at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham. Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke villet se det. Du har sveget din Pligt.

Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.

For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til højre eller venstre, uden at tøve.

Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod hendes Fader.

Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer, gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans Datter?«

Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.

XIV.

Nej — det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen, havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.

Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.

Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes Slag.

Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes sukkende Vand.

Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i Fremtiden uløselig vilde knytte sin.

Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«

»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«

»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.

»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens Oplysning.«

»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.

»Ja.«

»Og Morderen?«

»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«

Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen er?«

»Ja,« svarede Holst.

»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«

Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han bøjede sit Hoved til et stumt Svar.

Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme Haandtryk.

»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.

Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden; var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den, der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«

»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, — men saa er det — — —«

Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.

Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og Børn.

Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.

I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«

Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs. Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt drømmende Ansigtsudtryk.

»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?« spurgte han.

»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«

Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt. »Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden, hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«

»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.

»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske. Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«

Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var sket.

»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab, han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie ægtede ham, og derved afværge Faren.

Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.

Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks iværksatte.

Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede, i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet. Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker, sagde hun, og jeg — ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla, der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.

Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner, vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge vilde jeg intet have at skaffe.

Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig, idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham hen.

Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg, hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring. Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt, saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.

Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte. Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til — og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel —: »Skulde jeg ikke give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din Haand. Han svarede intet — efter et Par Minutters Tavshed spurgte han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun: »Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.

I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje. Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.

Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at bære mit Ansvar.«

Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød, dæmpet Stemme:

»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«

»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.

»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«

Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.

»Du har Ret, Eigil — du har Ret. Det ske, som du vil.«

De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er endnu en Udvej — en, som jeg vil forsøge.«

»Og det er?« spurgte Holst.

Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min Sag, min alene og Kurks, om han vil.«

Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde, og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.

I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da han skiltes fra Ritmesteren.

Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse til i Følge med Kurk at besøge Fangen.

XV.

Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström alligevel — — — hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms Haardhed og Brutalitet mod hende.

Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende, at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.

Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.

Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.

»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende ind i Værelset.

Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert Plads.

»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald ikke Nød, ser jeg da.«

Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.

»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«

Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne Forlegenhed.«

Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«

Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa nøje.«

»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres Optræden irriterede.

Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.«

»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse. Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«

»Hvorfor?« spurgte Claes — han vilde have tilføjet et Par spydige Ord om Jeannette, men betvang sig.

Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til at fortryde det.«

Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst, men jeg er Officer, De er Detektiv — det er en meget hæderlig Beskæftigelse, forstaar sig — men — ja — det er umuligt.«

»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst skarpt.

Claes for op.

»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27. Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand, der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«

Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?«

»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa interessant som Processen Taube.«

Claes tav.

»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte Forhandlingerne i en noget høfligere Tone — for mig gerne. Jeg plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«

Holst rakte sin Haand frem.

Claes tog den modstræbende.

Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel, skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De holder Dem i andet Plan.«

Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.

Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.

XVI.

Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone — han, som han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af Jeannette — mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt, at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.

Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om han prøvede at styrte ham i Ulykke.

Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette, dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat, lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet. Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende Aften.

Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt hende.

Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen. Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at tvinge ham til at tale.

Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet Vidnesbyrd talte imod ham.

Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op, stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham, Kaptajn Kurk og hans Broder.

Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? —

Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene.

Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, præget af en fast Beslutning.

Staldmesteren stod med sænkede Øjne og var dybt bevæget.

Hugold vilde række Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham.

»Hvad vil I mig?« spurgte Hugold dumpt.

Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: »Hjælpe dig, Hugold, for sidste Gang i dit Liv.«

Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk føjede hastigt til: »Ikke som du tror, Hugold. Denne Fængselsdør kan vi ikke aabne for dig; tidligere har vi hjulpet dig, skønt du har lønnet os slet, slæbt din Broders hæderlige Navn i Sølet gennem Europa. Men en Morder kan vi ikke hjælpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og du er hjemfalden til Dom.«

»Du lyver — Kaptajn — du lyver.«

Kurk svarede dæmpet og roligt: »Og Annies Ur, Kapslen og Ringene, som Holst har fundet i dit Værge?«

Hugold blev bleg og støttede sig til Briksen.

Kurk fortsatte: »Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil ikke nytte dig at nægte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og der vil blive ført Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.«

Hugold samlede sig. »Du lyver — Kaptajn — Morderen er — Arvid Ankerkrone — — —«

»Tror du, at Løgn kan redde dig?« Kurk var traadt hen til ham. »Du maa ikke forsøge paa at indbilde dig selv, at du kan bøje din Skæbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var du, og hvad indeholdt Kurven, som du købte i Helsingør, og som du efterlod i Toget, da du over København rejste tilbage til Karlkvist i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven med den myrdedes Klæder?«

Kurk talte roligt, men med stærkt Eftertryk.

Hugold gøs — han følte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om hans Nærværelse andetsteds, medens han selv maatte blive fældet ved en Række Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og lænede Hovedet i sine Hænder. Da han saa op, stod Kurk bøjet over ham.

»Hugold,« sagde han, »der var en Gang, da du var en rask Gut, og da jeg holdt af dig som af min egen Søn. Meget er sket siden da, men saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lægge dit Hoved under Skarpretterens Øxe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du var en kæk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.«

Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren rystede paa Hovedet og sagde med en dæmpet, rystende Stemme: »Jeg kan ikke hjælpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du har gjort, er for hæsligt. Du faar høre, hvad Holger siger, for jeg kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.«

Staldmesteren vendte sig bort.

Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold kæmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke.

Slutteren viste sig i Døren, Reglementet tillod ikke længere Besøg.

Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et Øjeblik, det var, ligesom om der tændtes et Glimt i Fangens Øje, der lovede.

»Mod, min Dreng, Mod,« hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand, idet han saa ham stift i Øjet. Saa lukkedes Døren efter dem.

Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse — og idet hans Hoved bøjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tæt op mod Væggen. —

To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fængslet om, at den arresterede svenske Løjtnant pludselig var død. Aarsagen lod sig ikke konstatere.

Staldmester Sjöström sad hos Holst Dagen efter Budskabet om Broderens Død. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det, der var hændet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af sin Slægt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre, han havde maattet bringe, været ham en Kilde til stadig Uro og Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevæget.

Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne Lykkedrøm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om Hugold, men hun gøs, naar hun tænkte paa Annies Skæbne.

Holst fik en Idé, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde: »Løjtnant Sjöström, De kunde gøre en god Gerning: denne unge Pige er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som han har gjort ondt mod hende.«

Staldmesteren betænkte sig et Øjeblik, Jeannette græd stille i en Krog.

Bror Sjöströms gode Hjærte fornægtede sig ikke, og det varede ikke længe, før han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var virkelig bedrøvet, men Holst klappede hendes Kind og strøg Haaret bort fra hendes Pande.

»Du skal følge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan betale min Taknemmelighedsgæld til dig.«

Det fik saa være, skønt Jeannette græd.

Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjöström og drog mod Nord. Der var en Plads ledig i »Arkadien«, og undervejs bestemte Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde Arkadiens Beboer fast.

XVII.

De stod tæt trængt op til Bolværket, da pludselig en Summen fra den store Menneskemasse som en Brænding bølgede hen over Pladsen. Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mægtig Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde gød Taarnets Stene sig som Skum, medens Støvet hvirvledes op mod den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskræmte Vingeslag og søgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mængdens Mumlen steg til Skrig, og blandet i Larmen lød Knitren af de rullende Sten. Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem Luften, voksede Larmen til et Brag, og Støv hvirvledes til Vejrs, medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og Drønet overdøvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille, dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det bølgende Menneskehav og bares af Vinden ud over Lagunerne.

Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstværker laa som Ruin under sprængte Sokler og Sten tæt op mod Prokuratierne som en Vold af Sten og Støv, medens Venedig sørgede, og Sorgen som en Bølge bredte sig over den hele Verden.

Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen, og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tæt op mod ham.

De tav.

Men da de naaede Sæde i en Gondol, der førte dem bort fra Kajen ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i feberagtig Il, sad Ritmesteren med bøjet Hoved i alvorsfulde Tanker. Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun med dæmpet Stemme: »Venedig — nenn ich mit doppeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.«

Ankerkrone saa op. »Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger, Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod træder. Dyndet vil slette hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af Verden, mens vi synker og synker.«

Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker, alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hændet San Marco. San Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske havde Tid til at tænke paa eller tale om den svenske Løjtnant, der var død i Fængslet, eller undersøge, hvorledes han var død. Hans Lig begravedes paa Kurks Foranstaltning paa Øen der ude i Adriaterhavet, og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte Indskrift paa Svensk: Gud være hans Sjæl naadig.

Herredsfogden var stærkt bevæget ved Sjöströms Død, men egentlig ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde være fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Død Broderens Mellemkomst, rige Slægtninge i Sverig havde villet hindre Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter.

Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette paa Landsmandsskabets Regning.

Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjöströms Død, men den Aften, da Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mænd og Kvinder i Venedig talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen, hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand.

»Eigil,« sagde Ritmesteren, »Dyndet sletter Sporet, det lægger sig over vore Fodtrin, klægt og leret, og intet ses, naar vi ser os tilbage. Lad Dyndet lægge sig over de Spor, du har fulgt, saa end ikke Mindet forbliver, og lad os sætte vort Haab til Høsten, der kommer!«

Holst saa op: »Stundom synes jeg, at du er som en af Renæssancens Mænd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg var unødigt.«

Ritmesteren svarede: »For mig — ja. For dig og hende — nej.«

Holst tav.

Ulla var traadt ud til dem paa Altanen, og Holst lagde sin Arm om hendes Liv, medens hun vendte sit Ansigt imod ham, og han kyssede hendes Læber.

Ritmesteren stod lænet mod Balustren, hans Tanker søgte tilbage til Julia og de Dage, der svandt, medens han hviskede hen for sig:

»Alles was ich erfuhr, ich würzt' es mit süszer Erinnrung, Würzt' es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.«

Faa Dage efter stod Holsts Bryllup, og de rejste alle mod Nord.