Hvad Skovsøen gemte

SLUTNING

Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bøjede Hoveder. Ulla græd, Ritmesteren var bleg og støttede sig til sin Vens Arm. Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud, medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang Salmen, og Følget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet skulde dække Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betød. Arvid Ankerkrone bøjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik mod Graven, og tænkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede.

Alle Spor forsvinder — alle Spor slettes ud.

Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mødtes første Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slørfin Taage, medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten, hvor Hasselen og Brombærbuskene flettede sit Væv over Kampesten og det gulgrønne Mos med de gule Stenurter. Der lød et enkelt skarpt Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved, medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den, den mærkede dem ikke. De traadte lydløst hen til Bænken og tog stille Plads.

De talte ikke.

Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet af Søen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige Regn. Der gik en lynsnar Trækning gennem Bukkens fine Legeme, den løftede Hovedet og med et Ryk fløj den fra Bredden gennem Krattet i lange, spændstige Spring.

Der lød et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille.

Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte til Hvile, steg om Bøgen ved Brinken, lænede Ulla sit Hoved mod sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dæmpet Stemme den underlige, vemodige Fortælling om Sporet fra Søen mellem Bøgene nord for Esrom, der førte over Smaalands Ryer og de blinkende Søer mellem Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og skjulte det, som Sjællands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag de hvide Mure.

Sporet, der skjultes for evigt, men som først havde gjort sin Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa længe Solen skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge, hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til.

Og saaledes bliver Mindet om Skovsøen, og hvad den gemte, deres rigeste Minde, som det var det første i deres fælles Eje.

Løkken, Sommeren 1903.