Hvad Skovsøen gemte

HVAD SKOVSØEN GEMTE —

I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i tillæmpet dansk Form. Det ufuldstændige Sprogfællesskab bevirker, at vi danske, naar vi taler med svenske eller læser Svensk, ikke tænker paa Svensk, som vi tænker paa Tysk eller Fransk, naar vi hører disse Sprog tale eller læser dem. Vi oversætter heller ikke, vi tillæmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortællingens Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa Misforstaaelse, udtrykkelig at bemærke dette.

Oversættelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt.

Forfatteren.

INDLEDNING

I.

Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter. Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning, Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante Forbryderteorier.

Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere; han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham kun kunde blive et Gennemgangsled.

Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd, skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling, der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham Levebrødet.

De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var, forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse, Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab, var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.

De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med nogen.

Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme, øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør, hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæver sin takkede Ryg bag det blaa Vand.

Han havde udsøgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i Udkanten af en Skov, tæt kranset af Træer, men med et lille Udkig over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Særligt i Maj var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine Tanker, stirre ned mod den lille mørke Sø og hen over de blomstrende Hæge og Tjørne.

Han syntes næsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle andre, og han følte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv tømret sig en Bænk under en høj Bøg, hvor Vandet skar sig ind under Brinken, der støttedes af Trærøddernes Fletværk.

Det voldte ham derfor ogsaa et øjeblikkeligt Ubehag, da han den Dag i Maj vaktes af sine drømmende Tanker ved Lyden af Stemmer; han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de talende frem af Krattet og spærrede ham Vejen. Han blev siddende for at lade dem gaa forbi.

Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lysklædt Kvinde, efter Udseendet at dømme ikke fyldt de tyve. Manden var særdeles omhyggelig klædt, høj, med forunderlig skarpe Øjne i et sjælden klassisk formet Ansigt med et kort militært Mundskæg. Han blev staaende foran Bænken og bøjede sig let mod Holst for med et Par Ord at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte.

Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Række af Aar havde levet i Danmark. Holst bøjede Hovedet med et halvhøjt Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa ingen Maade tillade; han var særdeles veltalende, og undskyldte paa det stærkeste sin og Datterens Indtrængen, idet han smilende tilføjede, at Bænken jo bød Plads for dem alle. Holst bøjede sig høfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske Herre sagde, at Stedet her ved Skovsøen var deres Yndlingssted, de boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nærheden.

Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det særlig var hendes Pappa — hun udtalte Ordet med to P'er —, der flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort Latter og viste nogle henrivende hvide Tænder, medens et lille Blink i Øjenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have afvæbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed.

Hun saa lidt skuffet ud.

Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en Lejlighed til med Honnør at trække sig tilbage. Den svenske Herre syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede til sin ordknappe Nabo.

De talte om Egnen, Naturen, de grønne Træer, og den svenske Herre roste i høje Toner den skønne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor de sad: »Jeg elsker denne lille Sø,« sagde han, »der ligger her, gærdet af grønne Træer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og Hæslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner spejler sig i dens Dyb ved Nat.«

Den unge Dame lo: »Pappa er poetisk.«

Holst trak paa Skuldrene.

Den gamle Herre fortsatte: »Den er vist meget dyb denne Sø, og der lever næppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv, ubetraadt, uberørt og meget, meget stille.«

Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret højt til Vejrs, den faldt med et Plump ned i Søen, og en Kreds af Ringe steg op af dens Vand, bredte sig, løste sig og forsvandt igen. Hun kastede endnu en Sten og traadte nær hen til Brinken. Rødmen steg i hendes Kinder, der før var temmelig blege.

Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spæd men harmonisk bygget, regelmæssige Træk, friske Læber og store leende Øjne. Skade, at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tække bevidst og koketterede med sine legemlige Fortrin.

Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af Ømhed og Stolthed. Saa tog hun en mægtig Sten for at slynge den ud i Søen, men det var tydeligt, at det oversteg hendes Kræfter. Uvilkaarlig rejste Holst sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vægten af Stenen skulde drage hende ud over Brinken.

Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen midt ud i Søen.

Med et forlegent Smil løftede han den, den var meget tung, men han spændte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes Øjne hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og søgte ikke at skjule sit Behag.

Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drøn, og de store Ringe krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig.

De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap der den unge Pige et let Skrig — hvad er det — hun pegede ned mod Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage.

Holst bøjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet. Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: »Jeg tror, Frøkenen skulde gaa bort fra Skrænten, det er ikke af den Art Ting, det behager unge Damer at se.«

Den svenske Herre rejste sig med et nervøst Ryk og traadte meget hurtig hen til Brinken: »Hvad er det?« spurgte han lidt stakaandet.

Holst vendte sig og svarede dæmpet: »Det synes at være et Barnelig, der har ligget paa Bunden af Søen, Stenen har bragt det til Vejrs i Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjærget i Land, men da jeg nok kan besørge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frøken Datter vil næppe føle sig særlig tiltalt af det Syn.«

Den svenske Herre smilede. »Et Barnelig —. Se, se, — altsaa gemmer denne idylliske Sø paa sin Bund mørke Hemmeligheder, kan hænde flere end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det være — det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler jo Øvrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.«

Holst smilede. »Netop — og jeg hører til dem, De betaler.«

»De!« — den svenske Herre saa spørgende paa Holst.

»Ja — jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden — og jeg siger ikke med Fogden i »Brand«: »Dette er ikke indom mit Distrikt«. Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og jeg skal gerne søge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige Øvrigheds Varetægt, og det vil jeg strax sørge for.«

Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. »Det vil sige, at De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som De nu skal til at forfølge for at føre et stakkels Menneske for Retfærds Skranke — eller Urets Skranke maaske — hvem ved det. Ulla,« sagde han henvendt til den unge Dame, »gaa du hjem, jeg vil hjælpe Hr. Detektiven med at bjærge Fangsten i Land.« Den unge Dame havde trukket sig tilbage til Bænken, ved Ordet »Detektiv« saa hun forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun bøjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien bag Skovgærdet.

Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort med et Smil.

»Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til det fælles Arbejde.«

Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone: Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner.

Holst bukkede. »Jeg beklager ikke at kunne gøre Gengæld. Jeg har intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi — og« tilføjede han med et Smil, »før dette Sekondløjtnant ved 9. Regiment.«

Den gamle Herre rakte ham Haanden: »Altsaa Soldat som jeg — det er mig en Fornøjelse at gøre Hr. Løjtnantens Bekendtskab. Lad os skride til Værket.«

Det gjorde de. Først maatte de kaste Frakken, — Ritmesteren hængte med stor Omhyggelighed sin over Bænken og smøgede sine blændende hvide Skjorteærmer op. Saa bevæbnede de sig med nogle afbrudte Grene og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjærge det lille Lig ind paa Bredden.

Holst bøjede sig ned over Liget — det var et næppe fuldbaarent Barnelig, der øjensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af Graven, det var ganske nøgent, som en lille Mumie med fladtrykt Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen bar et Stranguleringsmærke. Den triste Historie var ikke vanskelig at fortælle, det var den gamle — Letsind, svegne Løfter — Skam og Næringssorg.

»Hvad vil De nu?« spurgte Ritmesteren.

»Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt til Herredskontoret for at overlade Stedets Øvrighed det videre fornødne.«

»Selv faar De ikke noget at gøre med det?«

»Næppe,« svarede Holst, »det plejer at være en meget let Sag at opspore den Art Forbrydelser, og det vil næppe vare længe, inden den stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drøje Dage, men derved er jo intet at gøre.«

Ritmesteren saa skarpt paa Holst. »Hvad om vi slet intet gjorde ved det? Lod Liget ligge? Rævene vil sikkert fortære det, inden det bliver Dag igen, og saa — saa er der ingen, der faar mere at vide om det.«

Holst rystede paa Hovedet. »Ritmesteren kender jo en Soldats Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det med Dem. De behøver selvfølgelig intet som helst at foretage Dem.«

Ritmesteren smilede lidt tungt. »De har Ret. Vi Mennesker er nu en Gang sat til at fortrædige hverandre for den store Retfærdigheds Skyld. Lad os fortrædige hverandre — i Guds Navn da.« Han vendte sig mod Søen og sagde ligesom hen for sig. »Hvem véd, om ikke denne smilende, tavse Sø gemmer andre Gaader i sit Skød? De skulde tømme den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte vise sig at være medskyldig i flere Forbrydelser.«

»Det vilde være et svært Arbejde,« sagde Holst, »og unyttigt tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamænd være nok.«

Saa dækkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den nærmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebør og en Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen, og kørt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens Holst ufortøvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at anmelde Ligfundet.

Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Søen og blev siddende en Stund i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom søgte at gennemtrænge Vandet og bringe Søen til at røbe flere Hemmeligheder, om den gemte saadanne i sit Skød.

Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter søgte forgæves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berørt af Mødet med Holst end af Begivenheden; det glædede hende at høre, at den unge Mand var Løjtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tænkt sig en »Detektiv«.

II.

Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre. Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og beleven ung Mand.

Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften hos ham — de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder, den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.

Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«, som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem. Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:

»Ser De, Hr. Ritmester — de fordømte Læger gør ikke andet end Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet ikke Marie Andersens — saadan hedder Pigen — men et helt andet. Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges. Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen tømmes.«

Ritmesteren lo. — »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?«

Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der saamænd nok af den Slags.«

»Saa — er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren.

Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede — noksagt — holder paa, at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og døde.«

Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg siger, at Bunden er dækket af Lig — hvad saa?«

Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se til.«

Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning.

»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven, saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.«

Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag. Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den, nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge »Detektiv«, hun vendte Hovedet bort.

»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her sammen med Løjtnanten.«

Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede.

»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?«

»Ikke just det,« svarede Herredsfogden — »men jeg ønsker at tale med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.«

Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr. Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om Pappa havde »forloret« mange Spil.

»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er for absurd.«

»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,« svarede han skarpt og gik tavs videre.

Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen.

III.

Herredsfogden tog særdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost, hvad Holst med Glæde tog imod. Han var en meget fintfølende Natur, og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere, han kom i Berøring med i Embedsmedfør, behandlede ham, var ham ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede og underordnede Politifunktionærer, fandt han urimeligt. I Tjenesten var han selv høflig og udførte punktligt givne Ordrer; men det pinte ham, at Størstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme, at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hæren maatte føle sig krænket ved denne Mangel paa Hensyn.

Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter. Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i dette.

Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa Herredsfogden fra at lade Søen tømme.

Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet Barn, saa skulde det dokumenteres, at han — Herredsfogden — havde Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der holdt fast ved sit.

Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa elskværdig som mulig.

Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt og straalede om muligt endnu friskere.

Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til Maade.

Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester. Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige Lejligheder — Landets Konge, ikke Fuglekongen — var noget af en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved.

Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten, akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning, som han kaldte det Arbejde, der laa for.

Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han vilde — og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet. Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene.

Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8 Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke, den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig.

Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne, efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.

Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven. Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt — hvad kunde det være?

I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet — alles Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede — medens de forsamlede Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs Rædsel.

Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter, Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød; han var meget bleg. Ingen af dem talte.

Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den Distriktslæge.«

Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der knugede alle.

»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.«

Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det andet Barns Moder.«

Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven.

»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa det hele paa en Gang.«

Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje. Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede, Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.

Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det.

»Højst 25 Aar — snarere yngre — det er et Mord, Hr. Herredsfoged, et regulært Mord.«

Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige mig selv — vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.«

Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til Herredsfogden, der kom ned til ham.

»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude, Barnemordersken har omtalt!«

»Jo — De har Ret —.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte Tøjet, »netop bestemt.«

»De laa under Ligets Hoved — Herredsfogden kan her se Aftrykket — det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke saa kort Tid.«

Herredsfogden saa spørgende paa ham: »Hvorfor?«

»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste, hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede den store Sten ud — denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet Barneliget løs og ført det til Overfladen.«

Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet — om det er et Mord — maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun tre Maaneder.«

»Fem — sikkert,« sagde Holst.

Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham fra Isse til Fod.

»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed, der kan skaffes; en forbandet Historie er det.«

Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde han.

Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.«

Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.«

Distriktslægen bemærkede tørt: »Der er jo Udsigt — —«

»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre mig mere.«

Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af, medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og Betjenten nøje ransagede alt om Stedet.

Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude, som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge, ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals; men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var.

Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle, meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med. Herredsfogden gav ham Ret heri.

Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste mod et virkeligt Maal.

IV.

Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet — til uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen, der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom frem og blev skarpt diskuteret.

Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling.

I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art. Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer, hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død ned i Vandet.

Men intet mere.

Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget, Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen. Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige Organisation.

Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.

Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig arbejdede med Sagen.

Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig, Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som det nu kunde falde sig.

Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med dybeste Opmærksomhed.

Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard, hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed herpaa.

Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst, uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv, at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var ved at tage Modet fra ham.

Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og Fred.

Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad, men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en tavs Medarbejder.

Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke ventede sig det mindste.

Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han, — ganske langsomt og nøjagtigt.

»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte, Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette, det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker af Sminkning, — tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund. Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat, at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa, at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.«

Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren ser, alt i alt ikke saa helt lidt.«

Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.«

»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art. Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive.

Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser. Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender. Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden — jeg mener, vi har ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende; en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en Landsmandinde af Dem.«

»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let forstaaelig. Deri maa De huske fejl.«

»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.

Saa meget om den myrdede — meget er det ikke, men Ritmesteren vil dog indrømme mig, at det er noget.«

»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?«

»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet, i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder. Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget. Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller lignende og forøvet Mordet paa Stedet.«

»Hvorfor tror De det — er det ikke naturligt at antage, at han har bragt Liget derud?«

»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet oplyst.«

Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?«

Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk. Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en Kuffert med sig ud i Skoven — det vilde se naturligt ud, ikke sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og taget den med sig.«

»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det kunde være muligt.

»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget kløgtig Handling — og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.«

»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og mere interesserede.

Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør, hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en eller anden Auktion og sporløst udslettes.«

»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.

»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.«

Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.«

Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.

V.

Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham, han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger tæt mellem Skove og Moser.

Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun. »Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«, som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted, og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde Stedet ud.«

»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie.

»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis smuk, snarere langt fra — men meget sød og meget rig.«

»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst.

»Fire Aar, men Emily — min Svigerinde hedder Emily — har været syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby — en lille en — som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes' Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.«

Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De betonede det saa stærkt.«

»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig — for ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo desuden syg og — —«

Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt, og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp. »Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.«

Ulla nikkede med Hovedet. »Netop.«

Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.«

Ulla nikkede atter.

»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes — dertil har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det vil De love mig.«

Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.

De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:

»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.«

Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor de nu vilde blive til midt i Juli.

Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden.

Men nydelig var hun — og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til Stationen.

Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men meget smuk og elegant.

Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst ilsomt de to Søskende.

Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at drømme.

VI.

Dette Fund havde næsten overvældet Holst. Han syntes deri at se et Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for at væbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionæren ubrødeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret for at ordne det fornødne.

Politiembedsmanden var lige saa stærkt berørt af Fundet som Holst. Naturligvis maatte man undersøge, om de fundne Klæder passede til Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man var paa Sporet, særlig da Kufferten var fundet efterladt i et fra Helsingør kommende Tog og kun indeholdt et Sæt fuldstændig Dameekvipering af stor luxuøs Elegance og Udstyrelse. Man skred strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten at afgives til Undersøgelsesdommeren.

Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af Form, 1 Alen lang, 16 Tommer høj og 12 Tommer bred over Bunden. Den syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mærke, der kunde røbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret.

Den indeholdt en Halvflaske mærket med Firmaet Hennesy & Ko.'s Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas, øjensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold vilde blive Genstand for særlig Undersøgelse for at konstatere, om Vinen muligvis maatte være forgiftet, hvad der, saafremt Fundet havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt Kufferten:

1) En sort Straahat med Besætning af den Façon, der særlig benyttes af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen, mærket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris.

2) En sort, silkeforet Jacket af stærkt engelsk Klæde mrk. Redfern. London.

3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin.

4) En glat, sort Klædes Nederdel med Silkefoer uden Besætning, mrk. Redfern. London.

5) Et tykt Underskørt med paasyede Plisseer af gult Silketøj uden Mærke.

6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand, temmelig langlivet, mrk. Bon Marché, Paris.

7) Linned og Undertøj m. m., rigt forsynet med Blonder og gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrømper.

8) Et Par tykke, brune Støvler med lave Hæle, mrk. i Læderet indvendig John Clifford. Strand. London.

9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano.

10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan 17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm Utställningen 1897.

Andet og mere forefandtes ikke.

Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges, om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn til Identiteten.

Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge. Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa ganske de opstillede Formodninger.

Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget.