NAAR BØNDER ELSKER
(1911)
PERSONLISTE.
- Karen Mari, Enke i Hvolgaard, 60 Aar.
- Kjesten, hendes Datter, 24 Aar.
- Anton, Forkarl i Hvolgaard, 26 Aar.
- Povl Hedemark, Antons Far, 64 Aar.
- Fisker Thames, Indsidder, 65 Aar.
- Store An, Høstkone.
- Bette An, Høstkone.
- Pastor Hansen, 60 Aar.
- Holger Darling, Feriestudent, Præstens Søstersøn.
- Nikoline, Pige, Datter af Bette An.
- Svenske Stina.
- En Bydreng.
- En Drager.
Statister: Høstfolk, Vaskepiger, Byfolk.
De første 4 Akter foregaar i Vestjylland, 5te i Nærheden af Det Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn.
FØRSTE AKT.
Kaalgaarden paa Hvolgaard indtager hele Scenen i Forgrunden og til højre. Til venstre en Stuelænge med Endegavlen mod Tilskuerpladsen. Gammeldags Gaardtype med okkergule Vægge og sorte, krogede Stolper i Bindingsværksmuren. Tre lave Skorstene, en Storkerede, to Døre, den nærmeste paa Midten. Nedad Skraaningen foran Stuehuset et stort Bed med Grønkaal; Kaalhaven omgivet med et lavt Jorddige. Midt for Scenen ses et halmtækt Bistade; til venstre op imod Husets Stenbro en Vippebrønd med optrukken Spand; til højre mod Bagvæggen et Syrenlysthus.
Langs en snoet og stigende Vej i Baggrunden til venstre ligger Landsbyens Gaarde; øverst oppe det hvide Kirketaarn. Det er lidt før Solnedgang i Høst.
Kjesten
(kommer i huslig Dragt ud af Indgangsdøren, gaar ned gjennem Kaalgaarden og ser op ad Hulvejen til højre).
Holger Darling
(ind fra Hulvejen i hvid Studenterhue og Sommertøj).
Godda', Kirsten! Det var sgu rigtig smukt af Dem at møde mig paa Halvvejen.
Kjesten.
Det war skam ett Dem, a saá atter[133].
Darling.
Hvem var det da?
Kjesten.
Det war wor Høstfolk. De høster det sidst i Daa; og saa ska der jo gjan gjøres lidt ud af dem!
Darling.
Saa skal der vel danses?
Kjesten.
Det kan godt vær!
Darling.
Vil De saa danse med mig?
Kjesten.
Ja, hworfor ett?
Darling.
Før De danser med Anton?
Kjesten.
Det ved a skam ett saa lig. Saa blywer han wal wont[134]. Hworfor spør'er De søen?
Darling.
Aa, fordi jeg altid hellere vil være Numer eet end Numer to.
Kjesten.
Jamen ud ved æ Bønder der danser vi nu uden Numer, som æ Bjenn ka now te[135].
Darling.
De vil altsaa ikke afslaa mig en Dans?
Kjesten.
Nej, hwifor skuld a endda det?
Darling.
Nej, ikke sandt? (Pavse.) Sig mig, Kirsten, kommer De aldrig til Kjøbenhavn?
Kjesten.
Nej, det er nok ett bløwen søen skjewt[136], te a ska naa dér øwer.
Darling.
Ja, men hvis jeg nu kunde gjøre noget for det, vilde De saa komme?
Kjesten.
De er da en sær jen te aa spør! Hwad vild De endda ha mæ dér øwer atter?
Darling.
Aa, vise Dem Byen, og Kjøbenhavnerlivet, Tivoli blandt andet, Zoologisk Have og — hvad vi ellers kunde finde paa.
Kjesten.
Det kund mi Hued vis ett hold te. Og a ka heller ett søen stikk aa fræ det Hiele.
Darling.
Hvorfor ikke?
Kjesten.
Det ka en ett, nær en søen haar nøj, en holder aa.
Darling
(let foragtelig).
De har altsaa noget, De saadan holder af?
Kjesten.
Ja det war ett andt godt. Haar De ett det?
Darling.
Aa jo, — saagu! En god Cigar, en Sjus, en lækker Tøs i Ny og Næ. Saa holder jeg ogsaa nok af gode Klæder.
Hvad synes de for Resten om mit nye Slips? Jeg tog det egentlig paa for Deres Skyld.
Kjesten.
Det war virkelig alkjøn[137] af Dem, Darling. Og a haar da ogsaa sit det, der klej en Mennesk warr.
Darling
(letter paa Huen).
Maa jeg takke for Komplimenten!
Kjesten
(ler skøjeragtig).
Ett aa takk!
Darling
(ler ogsaa af fuld Hals).
De er en Satans dejlig Pige, Kirsten. (Slaar Armen om hende.) Giv mig et Kys!
Kjesten
(sætter ham en Haand for Brystet).
Er De sær, Mennesk! Gjør De søen i Kjøbenhavn ?
Darling
(bitter).
De tør kanske ikke for Anton?
Kjesten.
Det haar De ingen Ret te aa spør om.
Darling
(opgivende).
De er ikke til at fange.
Kjesten.
Nej, a render ett i enhwer Ræv'saws!
(Der høres taktfast Sang bag Scenen.)
Kjesten
(løber atter hen og ser ud til højre).
Nu er de her. Det maa a ind og sej mi Muer.
(Gaar op mod Huset.)
Darling
(efter).
De vil ikke være vred, fordi jeg gjorde dette lille mislykkede Angreb paa Deres smukke Læber?
Kjesten
(leende paa Hustrappen).
Det skal a sej Dem en naaen Gaang, nær vi er jen tow[138]!
Darling
(løfter ironisk paa Huen).
Maa jeg takke den naadige Frøken!
(Gaar op mod Lysthuset i Baggrunden.)
(Fra Hulvejen til højre kommer en Procession af Høstfolk med Leer og River; Pigerne har Kranse af Havreax om Tindingerne; én svinger en stor Dukke, formet af Havrestraa — den saakaldte »Havredreng« ɔ: sidste Neg paa Ageren. De marcherer ind imod Grønkaalen og synger):
og Faner af Havren har vi med;
den skal Høstens Gjerning rande,
smykke vore Pigers Pande,
naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
alle Skræntens Bær er fundne,
alle Agrens Neg er bundne
og lagt ud paa de vældige Skaar.
saa langt rækker Strygespaanens Klang,
naar blandt Havens Kaal den klinger,
man os Mjød og Kager bringer,
mens det dufter af Mynte over Vang.
Karen Mari
(febrilsk frem af Gangdøren).
Nej, Jøsses, bette søde Børn, faar en nu søne[139] fremmed i si Kaal! Aa, hwad ska a endda grib te og løs em mæj? Aa nej, nej, endda, bette Anton, vær mæ nu gued! Aa, træj[140] endda forsigtig og slaa mæ ett æ Hued fræ mi dejlige Kaal, som Worherr haar lædt gro saa bred og saa skjønn.
Nu skal a komm, nu skal a komm — med en bette sød Kaag te æ Pig'er djê Mund' og en Maløwtdram[141], en Maløwtdram og en stur Sukkerknald te hwer aa æ Kaal.
Aa nej, nej, nej, bette Anton, gaa endda ett vitter[142]. Aa vi, vi! Kjesten, Kjesten, Kjesten.
Kjesten
(i Døren).
Ja, ja, Muer; ta nu towle te æ[143]. A kommer jo!
Karen.
Aa, bette Kjesten, gaa endele ned og bed for æ Kaal. Du ka wal faa Anton te aa gi sæ!
Kjesten
(smutter forbi Karen Mari).
A ska prøv paa æ, Muer.
Karen Mari.
Imen a henter æ Flask og en jenle bette Kaag.
Kjesten
(frem mod Anton).
Naa, saa du hugger løs mell mi Muers Kaal!
Anton
(svinger Leen).
Ja, nu er a tesinds, te der skal høstes op fræ en End aa.
Kjesten.
Ja, aa æ Kuen[144], men da wal aalle aa æ Kaal?
Anton.
Jow, mi Muer[145]. Æ Kuen er vi færdig mej, nu er æ bejst, vi tar æ Kaal ogsaa, men[146] vi er i æ Træk.
(Et nyt, frisk Kaalhoved stegler over Ende med Skaftet i Vejret.)
Kjesten.
Nej, nu ska du Suren spark mæ ta dæ i Ajt, te du ett drywer di Lojer aa vidt. Muer blywer da rejn ud aa sæ sjel.
Anton.
Lojer, nu saa det ska kaldes Lojer, det hér!
(Nye Indhug.)
Kjesten.
Ja men primer du da, Anton! Vil du nu si, du tar dæ en Selop[147]!
(Løber bag ham, slaar Armen om Livet paa ham og haler ham bort fra Kaalene.)
Anton
(i Angst).
Ih, Jøsses, Kjesten, du ku ha skaar dæ paa mi Hjøli[148]!
Kjesten.
Saa kund du wal hør atter[149], hwad en sejer te dæ. A vild maaski gjan gi dæ Løs'peng, nær æ Kaal saa maa staa.
Anton.
Jamen, de ska vær jawn stur.
Kjesten.
Ja tho, læd wos hør di Priser.
Anton.
Jen Kys nu og flir sin!
Kjesten.
Da er du helsen ett saa fejl te aa forlaang for di Sager! — Nu ja læd gaa! (Kysser ham lige paa Munden.) Dér haar du æ, din Tordenhued! (skubber ham tilbage). Vil du saa læ mi Muers Kaal staa!
Anton
(stryger sig myg om Munden).
Tho det gik i søn en Faart, te en knap nok ved, om en fæk nøj heller en fæk ett.
Kjesten.
Ja, en skuld da ett wal vær læng om, aa betaal den Slaw[150].
Anton
(søger paany at indfange Kirsten).
A tykkes nu, det er for lidt da.
Holger Darling
(som, Anton uafvidende, har betragtet denne Scene, træder nu frem og siger):
Nej, Ret skal være Ret. De har faaet, hvad De har forlangt, hvad De kan tilkomme; det er der Vidner nok paa.
Anton
(overrasket).
Saa De gaar her og lusker! De skuld vis helst hold Dje bette Flegger[151] i. A twiler paa, te De læ Dem nyw med saa lidt, nær De er ud aa plukk Kjersbær.
Kjesten.
Still nu, Anton! Nu er æ heller ett ward aa gams altfor stærk ad en fremmed Mennesk.
Anton.
Fremmed! Hwor fremmed mon han er? I haar maaske aallered wot i æ Lysthus med hinaan.
Kjesten.
Nu ska du ti, Anton! A vil ett ha di Vringlehied hwerandt Ywblik[152]; det ka a sej dæ!
Karen Mari
(kommer ud af Indgangsdøren med en Flaske og et Kagefad i Haanden; bag hende Nikoline med Ølkovsen).
Aa bette Kjesten, haar du holdt dem ved Snak saalæng? Kom nu, Anton! Tho det er nok dæ en ska gjør sæ gued Venner mej, om en vil rej si Kaal. — Kjesten, ta æ Fad og læd endele æ Pig'er faa en Kaag. (Skjænker i Glasset og byder.) Aa, Anton, drik nu de anner te, og Lykk med æ Awl og det Hiele.
Anton og de andre.
Ja, Lykk med æ Awl.
Karen Mari.
Aa, Kjesten, da kund du da ogsaa gjan klink med Anton.
Kjesten
(som fra den anden Side byder Kager rundt).
Ja, vil han klink med mæ?
Karen Mari.
Det vil han vis heller end gjan.
Kjesten
(støder sit Glas mod Antons).
Skaal, Anton! Læd nu vær aa skott søen ud aa æ Ywend[153]. En ska da vær glaad i Høst.
Anton.
A er aaltid glaad, nær ett anner[154] gjør mæ bedrøwed.
Kjesten.
Ja, saa klinker vi paa manne glaad Timer.
(Anton fører tvivlende sit Glas mod hendes.)
(Lyden af en Skalmeje klinger ind fra venstre.)
Kjesten.
Hører I dér Fisker-Thames. Han haar Humør nok te baade sæ sjel og anner.
(Pigerne styrter op mod Baggrunden og trækker Thames ind paa Scenen.)
Fisker-Thames
(er barbenet og i Skjorteærmer, har en flad Hue paa Hovedet. En lang Medegaj har han i Haanden, og under venstre Arm slanter en Fiskepose).
Singot Folkens og walkommen te! Sikken en Held a aaltid haar! Her falder a nied i lutter Fornywels og glaad Ansigter, Ungdom og Knøvhied[155] og skred[156] Kinder. Aa, war en nu sjel ung, saa ku en nem faa sæ en Kjærest. Hwad sejer du, Karen Mari?
Karen Mari.
Nej, vi er nok for gammel te aa ha søne nøj[157] i wor Hued.
Anton.
Og du ka mied, nær vi anner maa gaa for æ Hjøliknag[158]. Hwor somm Folk haar æ godt!
Thames.
Saamænd; a misuner ingen.
Anton.
En Mied'gaj[159] det ska jo vær en Remeddi med en Worm i den jen End og en Dawdrywer i den naaen?
Thames.
Ja, aaeja, søen gaar jo æ Taal. Men a sower mæ ett aaltid te mi Fød; a maa saamænd æ Aa manne Gaang rundt, inden a haar hivsked[160] saa møj, te a ka faa æ Mund mætted.
Anton.
Nu vil æ ett anderledes bej?
Thames.
Nej, der ska affensires[161]! En ska snaar putt æ Krog i æ Gaef aa æ. Men a er ett saa begjerlig. Og saa er en aaltid si egen Mand, og det haar nu al Tider past bejst for mæ. Og nær æ Suel den skjenner og æ Engi æ grønn, og a saa ka trækk en Swissi[162] i Land, som den hér (viser en fed Lax), saa er der ett saa lykkele en Mennesk paa hiele Verdens Jurd.
(Fisken gaar fra Haand til Haand og ender omsider hos)
Karen Mari.
Det war helsen ett saa ring en bette Stegi[163], du der haar knæven[164] dæ, Thames; den er der skam en gued Bej i.
Thames
(skjælmsk).
Ja, Karen Mari, du sku ha tavn mæ, saa haaj du wot wal forsorred. Hwor der er Mad te jen blywer der ogsaa gjan Mad te tow.
Karen Mari
(fingrer videre paa Laxen).
Det er da snaar jen af di skjønnest Fisk, en ka si.
Thames.
Ja, det er jen, der braser godt paa æ Pand.
Karen Mari.
En ka snaar staa og blyw aal hægen[165].
Thames.
Nu du haar ondt ved aa aasi en[166]. Ihtho ta'en da saa med dæ, mi Muer!
Karen Mari.
Nej, tho det er da snaar Synd imud dæ. Hwad haar du saa te æ Fød?
Thames.
Aa, det haar ingen Nød. En Bej Speg'flæsk te en Stø Grovbrød det er en udmærket Fød, nær en helsen haar æ Hjelbred.
Kjesten.
Nej, Muer, du maa virkelig ett ta æ Fisk fræ ham! Det er jo det jenest, han haar. Søen gir Thames aaltid hans Sager hen.
Thames.
Snak om en Ting! A klaarer mæ nok. A haar mi Humør og med den forholder æ sæ søen, te jo mir en gir desmir en haar.
Karen Mari.
Ja, saa vil a da gi dæ en Dram med de anner.
Thames
(spytter Skraaen ud i Haanden).
Ja, den skuld en nødde sej nej te. Skaal Folkens og Gud i Wold med wos aal sammel!
og en Kjærest ved jer Bryst!
Karen Mari.
Ja, du er en slem gammel Træjring[167]! (hun ind).
Thames.
Nu, hwem fæk saa iaar æ Hawerdreng[168]?
Stemmer.
Det fæk Stur'An.
(Havredrengen hives i Vejret og klasker ned for Foden af)
Thames.
Se vi det! Da er en walskaft Dreng, og slæjter han æ Muer paa, faar han ogsaa wal æ Starels[169].
Men for aa faa nø andt i Snak: hwad er æ, de fortæler om dæ, Anton, te du vil rejs aa æ Land, "forlade Danmark og de danske Møer" — a forstaar æ dæwlenmæ ett, te en ung Mennesk ka faa æ i si Tanker.
(Forbavset Mumlen mellem de andre.)
Kjesten
(imod Anton).
Det er da wal ett sand, Anton!
Anton
(tier).
Thames.
Ka nu jen begrib æ, te en ung og biel[170] Kaal, der er saa ajted og estimired som du, vil gjør di gued Venner og di gammel Faa'r den Sorre[171]. A tykkes æ Land her er saa skjøn, te en ska ha wanskele ved aa find en skjønner; og her er jo Plads nok te wos hwerjen, nær en baare ved aa find 'en.
Anton.
Ja, dér saâ du en sand Urd. Men helsen snakker du vis om nøj, du ett haar møj Ved[172] om.
Thames.
Aa, det ku endda vær, Farlill! A haar ogsaa hat mi Fristelser. — Tho det war i de ung Daw; a tjent som Forkaal i Teglgaard. Og da war der kommen nue te Rend af de her Mormoner, de kalder dem.
Stemmer.
Det war nøj for dæ!
Thames.
Nej saagu om det war, men det war no Fandens beløben[173] Kaal i æ Taal, og de haaj Klokker i dje Lomm og Kierer[174] paa æ Maw, og Guld war æ hwer Krumm[175], og æ Bivel den kund de, som en naan ka æ Kwot[176].
Stemmer.
Haha! ja du er en javn Skierer[177]!
Thames.
Naa, de haaj kaast dje Øwn paa mæ, og hwor a war heller ett war, de war aaltid i æ Hæl af mæ. Og søen som de kund legg for[178]! De fortal om dje Land derhjemm; — ja, saa skjøn der da war, søen med Søer og Sager — — og Bjærre — — og Jærnbaner og — — — ja, saa det war snaar for en aaen sølle jen, som skuld en da ha sprungen "lige ind i Paradis". Og saa de Kwindfolk de snakked om; tho det war snaar det aalvillerst[179].
Stemmer.
Haha! Ja, det vil vi tro!
Thames.
Ja, tro det forstaar sæ, en war jo ung dengaang, og det war sgu lig ved aa ta æ Snøvs fræ mæ[180]. A kund ett spis, a kund ett sow, a laa og sprekulirer om æ Nætter paa det her Præjkerads. A tyt jo hwer Tagn[181], der maatt wal vær nøj om æ Snak, nær de her Kaalsener[182] ku søen kapitelfæjst æ.
A haar aalle wot syg i mi Daw, men her war a iløwle[183] det nærest ved æ, te a haar wot nowtider[184].
Stemmer.
Nu hudden[185] gik æ dæ saa?
Thames.
Jow, a kam da fræ æ med æ Forstand i Behold. De her Swissier[186] bløw kaldt te en naaen Kant aa æ Land, saa a fæk Ro te aa besind mæ paa æ. A kam te aa tink ved de her manne Kwonner[187], og a haaj da ogsaa sit nøj af Verdens Handtiring, og søen haaj a laa Mærk te, te hwad Kwonner angik, saa haaj de flest nok aa døw[188] med jen.
Stemmer.
Hahaha!
Thames.
Kort aa fortæl: a bega æ[189], baade det gamle og det nøj Jerusalem.
Holger Darling
(der under Thomas's Replik har koketteret med Nikoline).
Det var klogt af Dem, gamle Støder; men det er naturligvis ogsaa kun en af Antons sædvanlige Flyvegriller.
Anton
(mørk).
Hwor mon De ved det fræ? De er da vistnok den sidst, a skuld betro mæ te.
Darling.
Det er mig ogsaa revnende ligegyldigt; for mig kan De rejse hvorhen Fa'nen De vil.
Anton.
Ja Tak, a ved Beskejn, det er det I pønser paa baade De og Kjesten aa faa mæ aa æ Vej, saa I rigtig uforstyrred ka find hinaan.
Kjesten.
Ja, men Anton, er du da rejn fræ Sans og Samling; tror du virkelig en Urd af det du sjel sejer?
Anton.
Gid a ett gjord! A kund godt hjælp mæ med aa tro paa nøj minder.
Darling.
Aa, hvad skal vi nu med al den Højtidelighed. Skal vi ikke hellere ta en lille Runde, mens Hønsene gaar paa Pind. De har jo Klarinetten parat, gamle Thomas?
Thames.
Ja, den er aalle laant[190] henn. (Blæser.)
Darling.
Spil os saa en Aftenvals her mellem Kaalene.
(Thomas spiller; Darling snupper i en Hast Kjesten om Livet; med en halvt undskyldende Bøjning hen mod Anton la'r hun sig føre i Dansen. De andre parvis efter. Store Ane hjanter af Sted med Havredrengen.)
Karen Mari
(i Døren).
Aa træj endda ett paa mi Skalotløg! Ta jer endele pæn iwor[191]; (forstærket) æ Bi, æ Bi! aa, kom endda ett te æ Bi!
(Anton har staaet stille første Omgang. Nu kommer)
Svenske Stina.
Finder jag her en Enkemand! Skal inte vi to slaa Pjalterne sammen for denne Omgang? Det er saa förtjusande at faa svänga sig lite Gran!
(Anton er rasende, fordi han blev narret for Kirsten; da han er kommen ud foran Bistadet, retter han et drabeligt Spark imod det, saa det trimler omkuld. Et vildt Skrig rejser sig fra Pigerne, efterfulgt af sanseløs Flugt; de fleste forsvinder bag om Stuelængen. Fisker Thames la'r sig dumpe plat ned paa Maven mellem Kaalene. Kort efter rejser han sig forvirret op og styrter med Favnespring ud af Kaalgaarden. Lidt efter kommer Anton frem, fægtende med sin afkrængede Vest, han er ophovnet i Ansigtet af Bistik, nærmer sig Vippebrønden og trækker en Spand Vand op.)
Kjesten
(kommer forpustet frem af Gangdøren).
Aa, du alstyrende, hwor sir du ud! Men hwad gik der ogsaa af dæ; du ved da, te æ Bi er ett søen aa spøg mej!
Anton.
Det er a fandenmæ heller ett! Bryd du dæ aalle om mæ. Mi Hued[192] kan snaar vær kjøn nok te det, a skal brug en te. Ta du dæ heller af Darling. Han haar maaskisæ ogsaa faat lidt aa blæs paa.
Kjesten.
Nej, Darling fækk ett en jeneste Stik.
Anton.
Nej, Fanden hytter sin!
Kjesten.
Men Anton, er du da rejn sær. Ubav endda, hwor sier du ud! Læd nu mæ hjælp dæ.
Anton
(skjærer de vildeste Ansigter).
Hwad mon du vil hjælp mej?
Kjesten.
Med aa pill æ Brojjer[193] ud. A haar da ogsaa wot stukken af Bi engaang, a ved helsen nok, hwad det er! (Hun drejer hans Kind ind i Lyset). Men du er saa laang, a ka ett ret komm te.
Anton
(blidnet).
Hworden vil du da ha mæ?
Kjesten.
Læd wos sætt wos her ved æ Kjeldramm.
(Finder Brøndskamlen; hun sidder, han ligger paa Knæ med sit Hoved i hendes Skjørt; hendes Fingre løber over hans resne[194] Ansigt.)
Kjesten.
A ska low for, te du er bløwn standed[195]!
Anton.
Er der manne Brojjer?
Kjesten.
Om der er manne? De sejjer[196] snaar som Tænd i en Kaar[197].
Anton.
Da er der ogsaa en jawn Swej[198] i'æ.
Kjesten.
Her ka æ Finger ett gjør æ ud aaljen[199]. A maa ha en Stikknyw[200].
Anton
(løfter forfærdet Hovedet).
Men hwad vil du endda brug den te?
Kjesten.
Aa lig du nu baare still. A vil prøv, om a ett ku faa æ te aa sald[201]. (Raaber): Nikoline!
Nikoline
(i Bryggersdøren).
Kjesten.
Aa ta mæ lig den stur Stikknyw ved æ Lowtsbjælk; men taef ett nøj[202] i æ Tykmjælk.
Nikoline
(frem med Kniven, som Kjesten haandterer fra Kind til Kind i Antons ophovnede Ansigt).
Naa, gjør æ nø Gavn?
Anton.
Aa, det dolmer[203] da saa dejlig!
Kjesten.
Nu ka du godt staa op, Anton.
Anton.
Maa a ett blyw her lidt endno?
Kjesten.
A skuld jo hen aa ha æ Gjæs ind. — Det er nu det samm, men det war en gued Lær'streg te dæ. Hwad vild du spark te æ Bi for?
Anton
(oprørt).
Og hwad vild du rend aa flyv med æ Student for?
Kjesten.
Ja, a tint nok, det war derfor du maatt ud med di Gal[204]! Maa a maaske ett dans med hwem a vil, uden først aa spør dæ om Forlov? A vist forresten knap, hwem a danst mej, fâr a war mødt i æ. Og den der vil ha mæ te Makker, han maa helst vær virm[205] paa æ Sokker.
Anton
(studs).
Nej, a er jo kuns en Bûndklods, a er ett fin nok te aa ta paa dæ.
Kjesten.
Fin og fin! Du er gued nok paa di Maad, men der kund jo ogsaa vær anner, der war gued nok.
Anton.
Ja, a ved nok, hwem du nu tinker paa. A behøwer ett aa si mir, end a haar sit. Men a ska nok komm af jer Vej.
Kjesten.
Du truer jo lig'fram.
Anton.
Aa, det er vis ett nø Trusel for dæ. Her sejjer a og snakker saa angermodig[206] te dæ, saa æ Væggi ku rævn; men om a gi i æ Jurd af Sorre øwer, te du ett vil kjendes ved mæ, du vild syng og vær lig glaad.
Kjesten.
Snak om en Ting! Hwor ka du nu sejj og sej søne Pladder.
Anton
(oplivet).
Vild du ett! Ja, men, — saa ka æ jo vær, te du iløwle holder nøj af mæ?
Kjesten.
Aa, Herregud, Anton, du er da en sære Baa'n[207] af saa stur en Kaalmennesk aa vær! (mens hendes Hænder dvæler lidt ømmere paa hans svulne Kinder). Nu kan a et find flir Brojjer; tykkes du nu, det haar linned[208] nøj?
Anton.
Aa, Kjesten, nær a ligger her, med mi Kind paa di Knæ, saa er a det lykkeleste Mennesk, der ka løw paa Guds Jurd. Hworfor ka vi ett aaltid ha æ søen.
Kjesten.
Ja men, Anton, søen haar du jo aalle snakked te mæ fâr!
Anton.
Nej, en faar æ jo sjalden saa, som det skuld sejes, fâr det er forlæng.
Kjesten.
Jamen, hwad er det saa, der skuld sejes?
Anton.
Du ved æ godt, Kjesten, men du vil spøg med mæ imell Staând, og det er ett aaltid, te a taaler Spøg. Du ka gjør en gued Mennesk af mæ, men du ka ogsaa lav mæ te saa møj nø ussel nøj.
Kjesten.
Da gjør a æ saamænd ett med mi gued Villi.
Anton.
Hworfor ligger du dæ saamøj atter den Student?
Kjesten.
Du tror, der er nøj mell mæ og Darling?
Anton.
Nu ska du ett spill saa helle, bette Kjesten. A haar wal ogsaa Øwn[209] i æ Hued.
Kjesten.
Tho a ved snaar ett, hwad du haar. I æ Tid er de bløwen nøj smaa. — Saa skuld en ett kund ta en Swingom med en pæn ung Fyr, uden te det skuld udlegges paa en beskidt Maad?
Anton.
Jow Kjesten, det er ett nær søen, men her er æ, a taaler saa lidt. Ja det vil sej, hwis a vist, te du ett ment nøj med æ, men det ved i Pig'er vis ett aaltid sjel.
Kjesten.
Aa, a er da heller ett en hiel Baa'n, men du er ett aaltid lig nem aa blyw klog paa. — Hwad ska det nu smaag aa, te du truer mej aa rejs aa æ Land? Tror du ett, te der ku blyw nok aa udrett for dæ herhjemm?
Anton.
Jow, aaltfor møj maaskisæ, hwis a sku gjør det, anner vil ha mæ te aa gjør. Du ved jo, mi Faa'r vil ûnd mæ æ Stej derhjemm.
Kjesten.
Nej, det vidst a forresten ett. Men hwad sworer du te det?
Anton.
Ja, den vil a hwerken ej heller ha, for ud paa den Hied[210] vild a gaa tilgrund! det ved a; men det ka mi Faa'r ett forstaa. Og det gjør mæ saa ondt aa skuld sej ham æ, for a er ræj for, te det vil rejn knus ham. A haar ett wot hjemm i manne Tider af den Grund. A kan ett bind mæ te den Hiedbrakk[211], hwor knap en Moldhwalp ka faa æ Fød, endsej en Menneskbaa'n ...
Men hwem er det, der snakker ud paa æ Vej?
Kjesten
(ser ud).
Det er jo di Faa'r — og æ Præjst! Det er aalle ward, te de skal si wos sammel. Ska vi ett smutt ind i æ Lysthus.
(Pastor Hansen og Povl Hedemark kommer med Vejen, der løber forbi Kaalgaarddiget. Det er nu under Solnedgang.)
Præsten.
Naa, De har faaet al Sæden ind, Povl?
Povl Hedemark.
Aajow, Hr. Pastor, a haar ogsaa faat en godt ind.
Præsten.
Ja, De er en brav og stræbsom Mand, Povl, et Særsyn i disse løbske Tider.
Povl.
Aaja! En kratter jo ved, saalæng en kan.
Præsten.
De har skabt Dem et dejligt lille Hjem deroppe paa Sandet. Det er mig altid en Glæde, naar jeg kjører der forbi til Annexet at se, hvor alting er pynteligt og pænt omkring dette lille Hjem. Sandelig, Nøjsomhed med Gudsfrygt, ja, det er en stor Vinding, som Paulus siger.
Vi Præster er vel nok dem, der ser Landet mest i Søndagsklæder. Deres Hjem derude paa Heden har altid været mig saadan et Søndagshjem. Hvor tit er jeg ikke bleven mødt af denne Duft af Timian og Lavendler fra Deres lille Have, og Røgen fra Deres Skorsten fulgte min Vogn paa Vej. Thi Røgen fra saadant et lille ensomt Hus, den bærer saa langt og fortæller én saa meget om Lykke og Arnefred. Ja, De er i Sandhed lykkelig, Povl Hedemark!
Povl.
Ja, a tykkes ogsaa sjel, a haar en bette knøw[212] Hjemmen. Men, det haar jo ett wot lutter Søndaw dem a haar hat dèrud. Mi Kuen gik jo syg i manne Aar, og det war ett aaltid lig nem aa faa æ Fød ud aa æ. Der war jo ett uden den baar Lyng, da a kam derud. Men a haar laa Fur te Fur, og nu ka en Famili, der ett stiller stâr Fordringer end min, godt begynd aa løw aa æ. Men nu er a ogsaa ved aa blyw træt, Hr. Pastor.
Præsten.
Ja, det har de sandelig Lov til at være. Og hvordan har De saa tænkt Dem Fremtiden.
Povl.
Jow si, Hr. Pastor Hansen, a haar jo da en Søn, Anton, De ved. Ja, han tjener da forresten ved æ Enkikuen her i Hwolgaard. A ved ett retter, end han skikker sæ wal.
Præsten.
Anton var en opvakt Dreng ved Konfirmationen, og heller ikke siden har jeg hørt andet end godt om ham. Saa er det maaske Deres Mening at tilbyde ham Hjemmet?
Povl.
Jow, tho han er jo den nærest.
Præsten.
Sandelig en smuk Ordning!
Povl.
Det er jo den jenest Baa'n, Worherr haar levnt mæ. De anner haar a jo maatt bær op paa æ Kjerregaard, som æ Præjst vil how. Aa, hwor det gjord mæ ondt med den sidst! Han war en sær raar bette Dreng. Han kund gaa æ Daw ud og dulle alisid[213] med mæ, saa bette han war, og hold i æ Stud dje Temm[214], nær a gik og plowed. Men han maatt jo afstej — te de anner, da æ Tæring kam. Det war Numer fem. Mi Kuen war gjev for mæ, men bette Søren — det war det haard'est.
Da a haaj faat ham kaast hen, og a ijen sku ha fat paa mi Arbed — a haaj ligfram saa ondt ved aa faa æ Plov igaang; a vild hwer Yw'blik fornemm atter den her bette Haând paa æ Temm.
Haaj han løwed, saa tror a bestemt, te han haaj faat æ. Det er i Daa hans Døddaa. De sir, Hr. Pastor, a gaar med en bette Krans. Den vild a ha op paa hans Grav. Ja, han war den gjevest!
Præsten.
De er en god og ædel Mand, Povl Hedemark!
(Solen gaar ned bag Huslængerne, Kirkeklokken ringer fra det hvide Taarn.)
Præsten.
Nu i Jesu Navn, saa gik den Dag til Ende! Nu ringes Solen ned.
Povl.
Saa maa a nok si aa skynd mæ, inden de lukker æ Stett[215]. Faawal, Hr. Pastor!
Præsten.
Farvel, Povl, og Gud velsigne Dem og Deres Søndagshjem. (Gaar videre.)
(Anton og Kjesten kommer frem af Lysthuset.)
Anton.
Ved du, hwad det war, mi Muer og mi smaa Søskend død aa?
Kjesten.
Nej.
Anton.
Simpelthen: Mangel paa det tørre Brød. Og dér skuld a ta Arr atter Faa'r. En søen Ligkist er det, Pastoren kalder for en Søndagshjem.
Kjesten.
Pastor Hansen ved aaltid aa find saamanne kjønn Urd.
Anton.
Ka du saa forstaa, te a maa rejs mi Vej?
Kjesten.
Ja men ... ka du ett blyw hér?
Anton
(med Eftertryk).
Det ved du og ett a.
(Tæppe.)
ANDEN AKT.
Dagligstue i Hvolgaard.
Store An og Bette An beskjæftiget med Hovedrengjøring; den første pudser Kobbertøj helt fremme mod Publikum og vender Ryggen til Bette An, der i Baggrunden børster Stuens Kakkelovn.
Bette An
(der dypper Børsten i Sværten).
A tykkes, te Kjesten er bløwen saa bleg om æ Neb[216] i den sidst Tid?
Store An.
Ja, det er ett søen aa staa tow Kjærester i Rett paa jen Tid. Hower[217] du ett det fræ di egen ung Daw?
Bette An.
Jow, det maa du nok sej. Men den Student det er da ogsaa en slemme Pløk. Tho han ka da snaar faa æ Pig'er te aa rend atter sæ æ hiel Sovn øwer.
Store An.
Ja, tho det er snaar, lissom nær jen af vianner gaar ud i æ Baagdar[218] og kalder paa æ Høns; saasnaar vi sej'er: pylle, pylle, pylle! saa kommer æ det Hiele.
Bette An.
Hihihi! Ja, det er snaar, hwad det er mæ æ! Hwor læng mon han ska blyw ved aa gaa hér? Skal han ett tebaag te hans Løsen[219]?
Store An.
Py! tror du søne nue løser! Nej, han ska hwil hans Nerver.
Bette An.
Hyhyhyhy! Det blywer karenmæ vis en raar Hwilen! Han flywer jo af den jen Liegstow[220] og i den naaen. — De sejer endda aalsammel, te han ska vær Præjst.
Store An.
Præjst! det sku da saa vær paa en Herredskantor. Han ska jo vær Prækeraater.
Bette An.
Det tror a surenmæ ett, Kjesten ved. — Hyhyhy! Der blywer karenmæ vis manne smaa Studenter her paa æ Egn, nær han er rejst!
Store An.
De vil da faa let ved aa blyw baade døft og komfirmired, for de haar jo æ Præjst nær ved æ Haând.
(Latter.)
Bette An.
Det er sær, te æ Præjst ett holder nøj ijen med ham. Tho det er da æ Søsters Søn.
Store An.
Hwad ka han hold ijen, den Fillifut[221]! Tror du han faar no Nysmaal[222] om, hwad der gaar for sæ. Pastor Hansen er saamænd en raar sølle jen, a ska ett sej andt, men han haar ingen Ved om Verdens Fagter.
Bette An.
Men saa Anton; det er den største Synd, som han blywer behandelt. For saa kund hun sej ham rejn Beskejn[223], saa ved en, hwad en haar aa rett sæ atter. Men det aa rend og strol[224] med æ Student æ Nætter med æ Daw og iløwle hold æ opp med den naaen, — det er ett en Manir for en ordenlig Pig, det maa de godt sej, a haar saâ.
Store An.
Jamen — ordenlig Pig'er dem er der nok faa aa. Hwad tinker du om di egen Dætter?
Bette An
(alvorlig).
Nikoline? Du haar ett hør nøj om hind!
Store An
(ondskabsfuld).
Hihihihi!
Bette An.
Med æ Student! Det er Løwn!
Store An.
A ska ett rend med Sladder, men fej først for di egen Dar, Morlil, og for di Dætters mej, om du ka naa saa laant[225].
Bette An
(grædende).
A haar saâ æ te Nikoline baade jen Gaang og flir: Ta dæ i Ajt for, mi Baa'n, hwem du gi'r dæ aa mej. En æ jen Daa om aa fald men en hiel Lyw om aa fortryd. Dem Rig dje Bø'en, de haar let ved aa døl[226], om de sku komm te aa træj øwer æ Skavl[227], men den Fatte si Skam — det ska roves ud øwer all Sogn.
Store An.
Du târ saa stærk paa Vej! A haar jo ett saâ nøj.
Bette An.
Saa ka du jo læ vær aa plevver[228] om, hwad du ett ved!
(Pavse, hvor kun Skuretøjet høres.)
Store An
(indladende).
Da ka du sgi tro, te Karen Mari war ved en kjøn Sind ijaes[229], da Kjesten ett kam ind fræ æ Malken far ud ad æ Awten, for det æ Student sku hjælp hind ved æ.
Bette An.
Ja, æ Muers Hjat er æm[230].
(Karen Mari kommer nu stille ind ad Døren i Baggrunden. Bette An, der er ene om at se hende, la'r Børsten gaa i rasende Fart.)
Store An
(vejrer ingen Uraad).
Karen Mari —, den Bommerut[231]! da haar hun saamænd da aaltid kløj atter[232] aa komm i med dem Fin. Nu ka hun maaskisæ faa Held aa æ. — Ka du da lid, te hun aaltid gaar og fisler[233] rundt i de Klud'skow, saa en aalle ka hør hind, fâr en haar hind? Hwa? Det gammel Tridsværk! Hun gaar som hun smøres te. Aae, hwor er hun sød og sleg[234] i æ Taal, hæ—hæ! — men hinne Sleghied den ska en missel[235] ett slaa Bund paa. — Men hworfor sworer du mæ ett?
(Drejer sig halvt omkring og ser sin Madmor, der nu er listet helt hen til Store An's Plads.)
Karen Mari.
Naa, her ka en nok faa skrøwen i si Skudsmaalsbog, om ett en haar faat æ gjord fâr. Blyw endele ved, An, da du er saa godt i Gaang; blyw endele ved! Du haar vis ett nowed[236] æ Bund i di Pues endno. — A troed, æ Kaal[237] war hér ind.
Store An
(der har gnedet rasende paa Kobberet).
Nej, vi haar ingen Kaal ved wos. A ved saa ett, om der er anner i æ Gaard, der haar.
Karen Mari.
Da er det da sær, te Anton ett kommer ind te hans Nætter[238]. En sku da'tt tro, te der war nøj i æ Vej med æ Kreaturer?
Store An