Samlede Værker, Tredie Bind

Karen

(tøver).

Blicher

(naar hen til hende, ta'r hendes højre Haand, mens hun knuger Tyttebærkruset under venstre Arm).

Hvor du er dejlig! Rød og trind, som var du voxet her mellem Pors og Klokkelyng (lægger begge sine Hænder om hendes højre). Hvor din lille brune Haand skjælver i min!

(Han løfter hendes Haand ærbødigt op til sine Læber; hun lyser op i Øjnene og ler godt og stille.)

Hvad er det, du holder der saa krampagtigt under Armen?

Karen.

Ja tho jævnhen Folk kalder dem for Krusbær, men dem fine kalder dem nok Tyttebær.

Blicher.

Tyttebær! Ja, de modnes jo i denne Tid. Har du saa gjort en god Høst?

Karen

(allerede helt meddelsom).

Ja, en kunde jo sagtens plukke til en bitte Dagløn, naar en kunde faa de Faar til at skjøtte sig, saa de ikke rendte hel og bar af æ Land.

Blicher

(med et Øjekast ud over Heden).

O ja, nu ser jeg det; du er jo ogsaa Faarehyrde.

Karen.

Ja det er jeg da rigtignok. Det er det, jeg er fæstet til, men saa plukker en jo Bær ved Siden af, og ellers maa en jo gribe til Bindehosen.

Blicher.

Du er nok alsidig (ser skjælmsk paa hende). Og saa kommer der vel tit nogen og ser til den smukke Faarepige?

Karen

(genert).

Aa, det er der endda Maade med; De er da snart den første!

Blicher.

Aa min søde Pige: sig du til mig! Herude paa Heden er alle lige! Men jeg staar her og bliver helt lækkersulten, og tørstig er jeg da ogsaa. Hm! vil du la mig faa en Haandfuld af dine Bær; jeg skal hjælpe dig at plukke nogen igjen.

Karen

(glædestraalende).

Om De — du — maa faa en Haandfuld af mine Krusbær! Ja, det ved den søde Gud, du maa, alle dem, du vil stoppe i din Mund! Men jeg vil rense dem lidt først, for der kan godt være kommen nogen Blade imellem, og nogen er jo ogsaa beske endnu.

(De sætter sig ned i Lyngen sammen; hun ta'r Haandfuld for Haandfuld i Kruset, blæser i dem, saa Bladene ryger bort; saa hælder hun de færdige Bær over i hans Haand.)

Blicher

(ved første Mundfuld).

Humm—mm!

Karen.

Naa, de smager dig vel?

Blicher

(mellem de tyggende Tænder).

Som den Manna, Guds Engle bragte Israels Børn i Ørkenen!

Karen

(koket).

Saa maa jeg vel være bleven en af Englene!

Blicher

(har lempeligt lagt sin Arm om hende).

Ja, det er netop det, du er!

Karen

(ser forlegen paa ham og rokker lidt i Sædet som for at flytte fra ham).

Blicher.

Nej du maa ikke flytte fra mig ... Skal jeg ta min Arm ned?

Karen

(ser rødmende og langt ind i hans Øjne).

Hvem er du egentlig?

Blicher.

Et meget rimeligt Spørgsmaal. — Hør da min Livshistorie i dens Hovedtræk: I Fødslen fik jeg Navnet Steen, thi jeg faldt som en Sten fra min Moders Hjærte.

Karen.

Ja, det kan saamænd nok ha sin Rimelighed.

Blicher.

Siden tog jeg Livet, som det faldt. Jeg havde knapt begyndt paa det, saa sa' Lægen, at nu var den Dans sprunget. Jeg var brystsyg og maatte være parat til at dø!

Men jeg sa' som Bonden: "Det skal misajn blyw Løwn"!

Saa lod jeg min Mor pakke mig en god Ransel, tog Staven i den ene Haand og Fløjten i den anden, og saadan gik jeg min Helse ind.

Sig mig nu, lille Hyrdinde, ser jeg ud som en, der stager om paa Gravsens Rand?

Karen

(i Latter).

Nej, hvor vil du hen! Du er saamænd jævnhen spillevende.

Blicher.

Ja. Gud ske Lov for det. Ser du denne her (løfter Fløjten). Den giver mig Lunger, der kan ta Vejret fra Smedens Blæsebælg. Paa den lille galne Gavstrik blæser jeg alle Doktorer og Apotekere en lang March!

Karen.

Aa, maa jeg ikke høre, hvordan det lyder!

Blicher

(overhører denne Ytring og fortsætter).

Vandre, vandre! der er intet saa herligt som at vandre! Ikke at ha andet at gaa efter end det Punkt histude, hvor en ensom Gravhøj tegner sig mod Aftenrøden.

Jeg kommer fra Himmelbjærget og er paa Vej til Viborg Snapsting, derfra tænker jeg at ta til Thy og Vesterhavet. Saadan jager jeg bestandig som en Spyflue fra Vindue til Vindue i mit Fædrelands Storstue — for det er jo Jylland — og mens min Brystkasse lægger Tomme til Tomme, og min Lunge breder sig derinde som en kalkunsk Bonde i sin udstoppede Selvejer-Agestol, saa stiger mit Humør og mit Velbefindende, saa jeg synes at kunne trykke hele Verden op i min Favn.

(Knuger Karen ind til sig.)

Karen

(har begyndt at græde).

Blicher.

Søde Barn, du græder! Hvorfor? Har mine Ord saaret dig?

Karen

(stadig stille grædende).

Det er saa underligt at høre paa for en anden én, som aldrig skal ha Lov at se nogen Ting. Da jeg var 6 Aar kom jeg ud at tjene, siden har jeg passet Faar mellem de Bakker her; kun een Gang hvert Aar kan jeg komme hjem og se til min Mor, endda hun bare bor en halv Mils Vej herfra. Og nu vilde jeg saa gjerne have været i Kirke Konfirmationssøndag — men tror du, jeg kom det!

Blicher

(i dyb Vemod, mens han har taget hende om Kinderne med begge Hænder).

Hvor de er bleven mørke, de store brune Øjne, som havde de pludselig suget al Hedens dybe Alvor til sig. Og her har jeg i mit Overmod siddet og saaret en af de bundne Sjæle, der aldrig fik sin Fod ud af Lænken! Tilgiv mig min Haardhed! (kysser hendes Haand). Naar jeg nu atter tar mine ivrige, lange Skridt mod Landets fjerneste Kanter, saa skal jeg aldrig glemme dem, der kun kunde ta de korte — — Men tys! Hvad er det for en Støj?

(En Flok Tatere — Mænd med firkantede Glarkister, Kvinder med Vugger og Tiggerbylter — har nærmet sig Stedet. Blicher griber Karen om Haandleddet og trækker hende om bag Kjæmpehøjen til højre. Taterne er nu kommen helt ind paa Scenen; de lægger deres Glarkister og Poser fra sig i Lyngen og begynder at afmærke en Kreds.)

Stoffer Enøje.

Naa Peiter og Linka, lad os nu faa en Ende paa det her Kjællingeri, inden der sker noget andt nøj. I er jo saa forlibt beggeto, te I kan ett hold Øjnene fra hinanden saa meget som et Øjeblik. Kast du din Kjæp te hende, Peiter, og lad os saa se, om hun ikke nok skal faa i Sinde at ta den op!

"Professoren"

(trænger sig frem).

Ja men Linka har ogsaa været min Kjæreste, og det endda længe før, hun var Peiters, saa jeg maa ha ligesaa god Ret som en anden.

Stoffer.

Vil du nu holde dig i Rumme, din bitte Svisse[383]! I Dag er det Peiters Tur; du faar dig sær en Tøs at rende med.

"Professoren"

(indta'r en truende Holdning).

Det skal baade du og Peiter komme til at fortryde!

Stoffer

(med løftet Egekjæp).

Nu holder du mig din Kjæve, din Skronnikok[384]! — Tilbage med dig, eller jeg skal lange dig et Ræk[385] mellem Skuldrene, som du ikke skal gnide af dig med det samme!

(Professoren trækker sig skulende bag om Høvdingen.)

Stoffer

(til de elskende).

Naa, er I saa paa Plads! Linka vil du saa ha de smaa Nalliker[386] parat. Peiter, gi hende saa Kjæppen, saa varm den er! Kyl!

(Peiters Kjæp sejler gjennem Luften; hun griber den lidenskabelig; hendes kyles samme Vej. Da de to Tatere saaledes har udvexlet Elskovstegn, siger)

Stoffer.

Nu er I gift paa vor Fasown[387], saa faar det dævlenmæ holde saa længe det kan! (Ta'r en grøn Brændevinsflaske op af Lommen.) Saa drikker jeg paa jer Held og Sundhed. Skaal, og en let Gang paa Jorden!

(Stoffer drikker og langer til Peiter; da han har drukket, rækker han Flasken til Linka; hun tømmer den for Resten.)

Stoffer.

Lad os saa faa en bitte Dans. Først danser nu Brudeparret med hinanden. Kom frem "Professor" og gi os et Stykke paa din Skalmeje; saa kan du ikke sige, te ikke ogsaa du har været med ved den fine Ende.

"Professoren"

(træder modvillig ind i Kredsen og spiller Kjæltringrilen, en vild, barbarisk Dans, som de to »ægteviede« danser alene under vilde Lader. Da denne Dans er sprungen, hører man pludselig en Fløjte bag Gravhøjen).

Stoffer Enøje

(farer op).

Ih, Dæwlen drøwt mæ[388]! Hvad er det her for en Spil!

Blicher

(kommer frem fra Gravhøjen, spillende en Brudevals paa sin Tværfløjte. Ængstelig følger Karen i hans Kjølvand).

Blicher

(der nu er naaet helt hen til de forbavsede Tatere).

Ih se, det er jo Godtfolk tilhobe, som jeg kjender hverén. Du Stoffer rensed jo i mange Aar min Faders Skorstene i Vium Præstegaard. Jeg tror for Resten de venter stærkt paa dig. I Dag har jeg jo set, at Du fusker Præsten i Næringen. Du kommer nu nemmere fra det end vi andre. Holder dit ligesaa godt, skulde Pokker gjøre sig al den Umage! Naa, godt Ord igjen. Da der ikke vanked noget Offer til Præsten, saa faar Præsten yde en lille Skjærv til Brudeparret (han la'r et Markstykke glide ned i Haanden af hver af Brudefolkene). Værsgod! og du Stoffer, som skilte dig saa godt fra Hvervet, du skal da heller ikke være Stedbarn (rækker ham en Halvdaler). Naar I nu igjen drikker paa Brudeparrets Sundhed, saa glem ikke den unge Primer og hans Padrum fra Vium Præstegaard. — Adjø! Vi ses paa Viborg Snapsting!

(Banden gaar under Taksigelser; Blicher gi'r endnu et Solonummer paa sin Tværfløjte, de bortdragende svarer bag Højen med Skalmejen.)

Blicher

(henvendt til Karen).

Og det var dig, der klaged over, at her ingenting hændte, og saa oplever du pludselig et helt Giftermaal med Tilbehør. Lad mig se, er der endnu lige store Taarer i de kjære drømmende Øjne?

Karen

(smiler).

Nej i Dag kan jeg rigtignok ikke klage over Kjedsomhed; men det er heller ikke hver Dag, man har saa morsomt Besøg.

Blicher.

Er det nu mig eller Stoffer Enøje, der skal føle sig smigret?

Karen

(tjatter efter ham).

Du ved godt, hvem jeg mener!

Blicher.

Desværre skal jeg vel snart efter de andre Landstrygere. Tæerne begynder allerede at kravle inde i Støvlerne. Jeg blev ikke skabt til at være længe paa Sted ad Gangen. Men først maa jeg hjælpe dig at plukke nogen Tyttebær til Erstatning for dem, jeg spiste.

(De kaster sig atter ivrige over Plukningen.)

Blicher

(fører en Tyttebærgren op imod sine Læber).

Det er en sær velsignet lille Ting at se paa saadant et Tyttebær; det ligner et Kys paa en Stilk. Og det smager næsten ogsaa som et Kys.

Karen

(drømmende).

Jeg synes da, et Kys maa smage meget bedre.

Blicher.

Det er maaske, fordi Tyttebær er en Hverdagsting for dig.

Karen.

Ligesom Kys vel er Hverdagskost for dig?

Blicher.

Aa, Gud bedre det! Det er langt fra hver Dag, jeg plukked Bær, langt mindre Kys i den brune Lyng sammen med en mørkøjet lille Hyrdinde. — — Hvad er det nu du hedder?

Karen.

Jeg hedder Karen.

Blicher.

Det burde jeg ha kunnet gjætte strax. Lille Karen, var du mig bare lidt nærmere til daglig; man bliver saa blid, saa søndagsstemt i sit Sind ved at sidde din Uskyld saa nær.

Karen.

Jamen hvordan skulde jeg komme nærmere til dig. Jeg ved jo knap nok endnu, hvor du bor?

Blicher.

Nej, det kan du ha Ret i. Jeg kan kun svare, som det hedder i Skjæmtesproget: Jeg er derfra, hvor Husene staar ude, og Gjæssene gaar barfodede.

Karen.

Og hvordan skulde jeg nogen Sinde komme herfra. Mine Faar gaar løse, men jeg staar i Tøjr — alle mine Dage!

Skulde jeg komme her fra, saa skulde jeg da løbe bort — med Kjæltringerne; og det bliver maaske ogsaa Enden paa det.

Blicher.

Nej, Gud fri os dog, Karen! Sid ikke og spøg med den Slags. Du med dit yndige uskyldige Smil, skulde kaste dig ud i dette forraaende Liv — —

Karen.

Ja, hvad gjør én ikke imellem for at faa sin Tøjrepæl op?

Blicher.

Det kan være, at jeg alligevel hitter paa Raad. Ser du, bitte Karen, min Mor derhjemme, hun er meget sygelig, hun er — ja, til Tider er hun ligefrem til en Side — du ved nok?

Karen.

Er hun da tuntet?

Blicher.

Hun lægger det største Tryk over Hjemmet, og vi maa altid holde Pige til hende, og den Plads bliver ledig med det første. Men det er jo ikke nogen munter Stilling.

Karen.

Og det er saa i din Fars Præstegaard?

Blicher.

Ja, det er i mit Barndomshjem.

Karen.

Aa, den Plads vilde jeg endda gjerne ha. Jeg skulde være saa god ved din syge Mor!

Blicher.

Jeg har ingen Grund til at tvivle. Tak for dit Løfte, Karen! Du skal faa Besked inden altfor længe.

(I overgiven Lune); Men sandelig, finder jeg ikke her i Lyngen min Barndoms herligste Legetøj — den gule og overmodne Ulvefod (løfter en favnelang, gylden Stængel op i Lyset). Se hvor den lyser, som var det det pureste Guld. Naar man i min Barndom fandt Ulvefoden, saa havde man Ret til at slynge den som en Pynt om sin Piges Pande. Blot nu dit Hoved, Karen, saa skal vi se, hvor dens Guld vil lyse i dit mørke Haar.

(Karen fjerner sit Knytteklæde, bliver siddende paa Knæerne med sit Ansigt vendt halvt opad, mens Blicher slynger Plantens Stængler om hendes Tindinger.)

Blicher

(fjerner sig lidt).

Se saa; nu ligner du komplet en lille Prinsesse med Diademet omkring Panden. Nu vilde du gjerne se dig selv. Hvad gjør vi saa! (rager i Lommen). Skulde en Mahognifyr som jeg ikke eje et Lommespejl! (rækker hende det). Vil du nu bare titte gjennem mit Søndagsøje.

Karen

(smiler til sig selv i Spejlet).

Det er du surenmæ kommen pænt fra.

Blicher.

Ikke sandt? Vil du saa gi din Prins et Kys som Tak for Skjænken (bøjer sig ned til hende og kysser hende paa Mund og Pande. Han rejser hende op). Men lille Karen, Skyggerne bliver lange, og jeg har endnu langt til Vejsende. Men før din hastende Troubadur atter optar Vandringen imod Fjernet og Solnedgangen, maa du synge mig en lille Vise; du kan jo nok en eller anden?

Karen.

Skal jeg synge for dig! Ja men jeg kan kun Bondeviser.

Blicher.

Det er netop noget for mig. Syng du bare paa din egen Maade. Men lad os sætte os hen paa Højen her, saa prøver jeg at finde Tonen paa min Fløjte. — (Studsende.) Men tys, kommer der en Vogn?

Karen.

Aa, det har saamænd ikke noget at betyde; nu imod Aften høres alting saa langt.

(De sætter sig.)

Karen

(synger Visen om Mads Doss. — Blicher ledsager Sangen paa sin Tværfløjte).

Erneste

(er under sidste Vers af Sangen kommen ind paa Scenen fra højre; hun nejer koket for Studenten og siger):

Undskyld, jeg forstyrrer nok en Hyrdescene — — —

Blicher

(til Karen).

Det er nok en Dame, der forstaar at finde de rette Ord for Situationen.

Erneste.

— — — Men vor Vogn kjørte just her forbi, og saa havde man sagt os, at her kunde man kjøbe Tyttebær; min Tante vilde saa umaadelig gjerne ha en Krukke med hjem.

Blicher

(springer op under en komisk Reverens).

Gudbevares, meget naadige Frøken, det er os fattige Hyrder en udsøgt Ære at kunne gjøre Deres høje Tante en Tjeneste; vil Deres Naade et Øjeblik ta Plads paa denne ringe Gravhøj; jeg skal sige Deres Højhed, — Varen er ikke rigtig sorteret, den ligger, om jeg saa maa sige, lidt Hulter til Bulter; med andre Ord: de velsignede Frugter er endnu ikke plukket.

Erneste

(er lige ved at knække over af Grin).

Naa, De har ingen staaende?

Blicher.

Staaende? Deres Naade maa ha misforstaaet mig; de staar nemlig allesammen — paa deres Stilke, lige her fra til Horisonten.

Erneste.

Naa De har udsolgt!

Blicher.

Ja, de sidste gik lige for et Øjeblik siden — til forhøjede Priser.

Erneste.

Ja saa kan det vist ikke nytte noget; for De ser mig ikke ud til at være særlig dreven i den Kunst at plukke Tyttebær.

Blicher.

Hvadbehager! De drager en af mine oprindeligste Evner i Tvivl? Vil Deres Ophøjethed tillade, at jeg gir Dem en ringe Prøve paa min Færdighed; jeg tar mig den Dristighed at foreslaa, at Deres Naade lægger Dem her ved Siden af os, saa ser vi, hvem der plukker flest.

Erneste.

Det kunde virkelig ha været meget sjovt; men De husker nok ikke, at min Tante venter med Vognen. Hører De ikke, hvor Kusken knalder med Pisken. Jeg tør virkelig ikke la dem vente længere.

Blicher.

Ja, det gjør os meget ondt, at vi ikke under de forhaandenværende Omstændigheder ser os i Stand til at betjene Deres Naade tilfredsstillende, men — —

Erneste

(drillende).

Aa, De har vist ogsaa andet at bestille.

Blicher

(med en Armbevægelse hen over den spredte Hjord).

Ja, Faarene skal jo passes.

Erneste

(leende).

Og Hyrdinden heller ikke forsømmes! — — Hvordan har man det ellers i Vium Præstegaard?

Blicher

(forbløffet).

De kjender mig!

Erneste.

Ja, er det ikke Kandidat Steen Blicher?

Blicher.

Siger jeg ja, er Komedien ude, siger jeg nej, synes jeg at kunne faa Skinnet imod mig; men hvem er da De, som stiller mig dette Samvittighedsspørgsmaal?

Erneste.

Erneste Berg — fra Virring Præstegaard. De har nok helt glemt Aunsbjærg Hestehave — i Fjor Sommer.

Blicher.

— — O! Dansen i Maaneskinnet — — I den sidste Kvadrille!

Erneste.

Det var dog rart, De kunde mindes det! Men nu foreslaar jeg, at De tar med os hjem. Hvad staar der ikke i Æventyret: "Det er altid bedre at kjøre end at gaa", sagde Hanen. De skal komme til at sidde ved min grønne Side; saa opfrisker vi vore sparsomme Minder — fra "den sidste Kvadrille". Men nu maa vi skynde os (Kuskens Pisk lyder heftigere). Hør, hvor han knalder, den gamle! Saa faar vi se, hvordan Tante vil ta det, at hun i Stedet for Tyttebærrene maa ta til Takke med Tyttebær-Plukkeren! Jeg løber foran. Gjør nu ikke Afskeden altfor lang.

(Solen er i Nedgang; en fjern Hedekirkeklokke høres ind imellem Faarenes Klokker.)

Blicher

(bøjer sig ned over Karen og kysser hende paa Panden).

Farvel, min Engel! vi ses, naar Gud vil!

Karen.

Du glemmer ikke det, du loved mig; jeg skal være saa god ved din syge Mor.

Blicher.

Ja, du vil være god mod alle.

(Klapper hende stille paa Kinden og gaar. — Blicher gaar atter op paa Højen og blotter Hovedet i Solnedgangen; spiller en Fløjtesolo, der glider sammen med Aftenstemningen; tilsidst glider den ind i Omkvædet til »Mads Doss« og)

Karen

(synger stille med).

Blicher

(forsvinder med et Fingerkys, og mens Karen staar oprejst og smaagrædende og ser ud efter ham, glider Tæppet stille ned).

FØRSTE AKT.

Vanskelig! Hun er Vorherredød skrupskjør! Her gaar jeg gamle Mand og ved knap, om jeg tør snyde Næsen, naar hun ser paa det. I gamle Dage la' hun et Tørklæde over Dørgrebet, naar hun skulde ind i en anden Stue, og du husker da ogsaa det Aar, da min Søn ikke fik lagt sin Foraarssæd, fordi hun ikke vilde tillade, at Karlen gik op paa Loftet efter den, for saa skulde han igjennem Gangen, og den var altfor fin for ham at træde paa. Herregud, man har da vel Gulvene, for at man skal gaa paa dem!

Karen.

Ja, vor Mor er jo noget overdreven, mere end en anden en kan forstaa. Men naar hun endda var god ved ham — — saa — —

Gl. Blicher.

Saa synes du, det er det samme, hvordan hun er mod alle andre. Saamænd, jeg faar nok de Naadsenssmuler, jeg skal ha. (Sætter sig til at kvulme af alle Kræfter.) Men min Søn, min stakkels ulykkelige Steen! Han bliver aldrig klogere. Hvi kunde han nu ikke ha ladet hende sejle sin egen Sø. Nej, han kunde ikke! Han maatte ha Bud efter hende igjen. Og nu har han hende altsaa paany til at ruge over sig som en Drage, plage ham Sjælen ud af Kroppen fra Morgen tidlig til Aftens Ende! Hvad venter han sig dog af denne Hjemkomst! Har han ikke haft tilstrækkelig Lejlighed til at lære hendes sande Natur at kjende.

Karen.

Ja, men det maa vel være den Kjærlighed, som vor Fa'r skriver saa meget om. Den er ikke saadan at mane hen.

Gl. Blicher.

Nej, Karen, deri har du sandelig Ret. Kjærligheden — det har altid været Ulykken i vor Slægt.

Karen.

Tys, gamle Far, der kommer nogen i Gangen.

(Gnider videre.)

St. Blicher

(straalende og med rappe Skridt ind fra højre. Han har Favnen fuld af Markblomster, som han lægger paa et af Bordene. Paa hans Støvler ses, at han har vandret i Dug. Bøssen hænger han op til Bjælken og spænder Tasken af Lænden).

Godmorgen, gamle Far! Godmorgen, kjære Karen!

(Han løfter en stor Urhane op for Næsen af den gamle og siger):

Her skal du se en Konsistorialraad, som har vasket sig! Vil du føle ham paa Brystbenet!

Gl. Blicher

(la'r sin magre Haand løbe op ad Fuglens Krop).

Hehehe! En Urkok! Det var sandelig en ordentlig Basse. Hvor er du dog kommen over den?

Blicher.

Det var hernede i Pajmose, hvor han havde sat sig selv til Bords og stod og hulked i sig af de friske Tranebær. Sandelig ikke nogen daarlig Smag; de minder i Øjeblikket om Jordbær med sur Fløde. Jeg lod ham først larme ud; denne herlige Vingeraslen; hvilken Musik for et Jægerøre! Jeg saa hans lodrette Stigen, imens jeg fulgte ham med Bøsseløbet; men da han var kommen saapas i Højde med Solkuglen, faldt Skuddet, og han dejsed til Jorden, som naar et Vindkast nedslænger et Barns Drage.

Gl. Blicher.

Ja, min Søn, du kan; du kan stadig!

Blicher.

Ja gamle Far (klapper ham kjærligt paa Kinden), du har lært mig Kunsten!

Gl. Blicher.

Og du var saa nem til at ta ved Lære — i dette som i alt andet.

Blicher.

Du kan ikke mere huske den Dag, da du første Gang tog mig med paa Jagten? Jeg var kommen hjem fra Skolen i Randers med en Udmærkelse i min latinske Stil. Saa skal du Vorherredød ogsaa med mig paa Jagten i Dag, min Dreng, sa' du. Og jeg fik Lov til at gaa med din Bøsse. Og da jeg mod Aften gik hjem over Bakken med min første Hare ved Jagttasken — nej, hvor svulmed mit Hjærte!

Ja, hvilke Glæder har vi to ikke haft sammen derude i Guds herlige Natur! Støvlerne paa Nakken, de nøgne Fødder henad den duggede Hedesti, og blev vi trætte af den milelange Vandring, saa delte vi en Osteskorpe paa Gravhøjen, imens du fortalte om Dyr og Trolde, onde Herremænd og skjønne Jomfruer.

Gl. Blicher.

Og nu staar det altsammen i dine Noveller. Jeg kunde ikke selv faa noget ordentligt ud af det. Det havde jeg jo ikke Begavelse til.

Blicher.

Lad os ikke snakke om det, gamle Far. En skaffer Melet, en anden bager Kagen.

Gl. Blicher.

Ja, hvor var det lykkelige Dage. Nu er den Dans sprunget.

Blicher.

En Gang til skal du nu med dette Efteraar, naar Hønsejagten gaar ind; bare et lille Slag ud over Pajmosen. Jeg skal nok lade dig Bøssen og ogsaa bære Fangsten.

Gl. Blicher.

Hehehe! Det vil du vist faa let ved, min Søn! Du glemmer nok, at jeg alt er blind paa det ene Øje, og det andet ogsaa begynder at dummes.

Blicher.

Jaja, gamle Far Nimrod; du skal i det mindste lugte Krudtet og høre Skraldet!

Gl. Blicher.

Du har da været farlig tidlig paa Benene i Dag.

Blicher.

Ja, vi er Morgenmænd vi Blicherter; det har jeg nok heller ikke ganske fra fremmede!

Men du, Karen, vil du nu bære Konsistorialraaden ud i Kjøkkenet (rækker hende Urkokken). Hans Højhed havde nok ikke tænkt, at han nogen Sinde skulde stige saa nederligt, at han kom til at brase i Gryden hos den fattige Spentruppræst. Og vil du saa komme ind med en Vase, Karen, at jeg kan faa ordnet disse Blomster til min Hustru — min Erneste.

Og du, gamle Far, er du nu ikke glad? Nu skal vi ha' Mor hjem igjen. Det har været en streng Tid for os, en Prøvelsens Tid; men nu er den forbi. Aa min Hustru, min Hustru! Et Hjem uden Kvinde er ikke noget rigtigt Hjem.

Gl. Blicher.

Bare du nu ikke fortryder det, Steen; jeg er saa ængstelig.

Blicher.

Er du ængstelig! Jeg er saa lykkelig, at jeg knap kan staa paa mine Ben!

Gl. Blicher.

Ja, det ser jeg. Og det var ogsaa paa Tide, at du fik nogen Lykke her i dit Hjem.

Blicher.

Aa, synes du egentlig, Far, at Erneste og jeg har haft det saa slemt sammen? Man maa jo ikke ta sligt alt for nøje. Og jeg har sikkert heller ikke altid været, som jeg burde. Jeg vil forandre mig meget, Far. Jeg skal gjøre alt for at tækkes hende. Nu skal der blive Glæde her paa Gaarden, Glæde!

Gl. Blicher.

Ja, Vorherre give, at det maatte ske!

Blicher.

Og Erneste har nu altid holdt saa meget af Blomster.

Gl. Blicher.

Ja, men var det ikke mest Potteplanter? Og disse er jo — ja jeg ser jo saa daarligt — men er det ikke Markblomster?

Blicher.

Jo, Far; jeg plukked dem paa min Morgenvandring i Kjær og Enge. Jeg kunde ikke komme dem forbi; jeg gik jo stadig med min Hustru i Tanken, og for hver Blomst jeg plukked randt der mig noget sødt i Hu om hende. O, at jeg nu atter om faa Minutter skal trykke hende op til dette savnfyldte Bryst!

Karen

(med en Vase).

Blicher.

Nej, Karen! Er det en Vase at møde med! Nej, du maa kunne finde mig en baade større og smukkere. Smukkere, Karen! (Begynder ilsomt at fingre ved Blomsterbunken.)

Karen

(atter ind).

Er den da til Maade.

Blicher.

Ja, der kom jo den rette! (holder den op for Lyset). Tak skal du ha, Karen. Og saa skal vi se lidt nøjere paa jer, I, vore smaa Venner. — Er det ikke mærkeligt med disse vilde Blomster, der ligesom tar hinanden i Haand for at smykke det danske Land fra Ende til anden. Ikke en Plet lader de ganske bar. Jo magrere Marken des flere Blomster. Saadan bliver der Skjønhed, Duft og Øjenlyst overalt, hvor den danske Mand sætter sin Fod. — Aa I kjære smaa, det er altfor længe siden, jeg gav mig af med jer! I min Barndom og første Ungdom da var jeg saa fortrolig med Blomsterne; men saa kom Sorgens graa Fugl og satte sig paa min Skulder — — — Men de fleste kjender jeg da endnu, og der hænger et Barndomsminde ved enhver af dem. Skal vi nu først se lidt paa dig, du elskede lille Stedmoderblomst, der endnu har en Dugdraabe trillende i dit Bæger. Dig husker jeg fra den Dag, da jeg som Barn fandt min første Lærkerede; deroppe paa den høje Mark blandt hvide Flintesten stod du og saa op mod Himlen som Barneøjne. Aa, hvor skal jeg nu sætte dig? Du vil jo helt forsvinde i Vasen af bar Beskedenhed. Og sandelig, der har vi den blaa Engkarse, og Hjærtegræsset, og Trævlekronen! lutter Barndomsvenner fra Engen bag om Aunsbjærg; naar jeg som lille Dreng løb derned og sov ind med min Kind i Græsset, da stod de altid som skjærmende Feer om mit Leje, og mine Drømme næredes af deres Duft og Humlebiens Brummen i Blomsterbægret ved mit Øre.

Og der har vi Graabynken. Kan du huske, Far, at der stod en hel Skov af dem ind mod Vium Præstegaardsgavl? Og derinde kivedes Spurvene og ruged Hønsene, og der drømte jeg mine første Æventyr; jeg var endnu ikke saa stor, at min gule Haartop raged ovenover Bynkeskoven. — Ja, du graa Bynke, jeg ved godt, at du ikke er nogen agtet Plante; men jeg holder af dig! Pigerne gjør Nar af dig og kalder dig Graabonde eller Gammelmand, fordi du ryster saa alvidende paa dit graa Hoved, mens de hvide uredte Tjavser stritter dig om Ørene; men jeg forstaar dig. Du minder mig om en gammel Mand, der har faaet en Sten i sin Sko, og nu bøjer sig ned for at ryste den ud. Du har kikket dig til adskilligt der ved Hushjørnet. Du har Livserfaring, hvad de unge Piger ikke har.

Og der er jo Engblommen, den elskeligste af alle vor Barndoms Blomster. Hvor tit har jeg ikke plukket dig dernede ved Bækkeranden og sat dig hen i et Glas til min syge Moder; saa rakte hun sin hvide, smalle Haand ud fra Lagnet, tog dig om dit gule Hoved og aanded et Smertenskys hen over dig, mens hendes Tungsindsblik hviled taknemlig paa mig.

Gl. Blicher

(i Graad).

Ja, din stakkels Mor! Hun var selv en knækket Blomst; og Blomster var snart det eneste, der kunde sprede hendes Tungsind.

Men har du ikke fundet den allerskjønneste, den der elsker at slaa Rod ved dybt og stille Vand — hvad er det nu den hedder?

Blicher.

Brudelys?

Gl. Blicher.

Rigtig, ja! Den Jæger, der havde den Blomst med hjem til sin unge Hustru i mine gode Dage, han fik en fager Velkomst.

Blicher

(ta'r Bøssen ned fra Bjælken; peger paa et Par røde Blomsterklaser, der rager frem af Piben).

Her ser du, Far! Havde det været i mine første Ægteskabsaar, da skulde de vel ha talt for mig. Nu fylder Ængstelse mit Hjærte. (Hænger atter Bøssen paa sit Søm.) Se saa! (ta'r Vasen og sætter den hen paa Standeren til højre; flytter lidt paa den; gaar til Indgangen og maaler Virkningen; atter hen og flytter en Kende paa den, mens han lægger Hovedet paa Skraa.)

Der maa det være! (Ta'r sit Uhr op.) Om en lille halv Time maa de være her med hende. Det var ret, Karen, lad mig se, du gjør det fint. Hun er saa akkurat, den lille Neste, aa! hun ser et Støvgran i en Fjerdingvejs Afstand.

Karen.

Hvad tror vor Far da, hun vil sige, naar hun ser de Plamager, som dine Støvler nu har sat paa det rene Gulv?

(Karen har allerede bøjet sig ned for at tørre op efter ham.)

Blicher.

Aa, er jeg kommen til at smudske Gulvet; da var det sandelig haardt imod min Villie. Ja, der var saa dugget til Morgen. Tror du Karen, du kan faa det tørret op? Det var da kjedeligt!

Karen

(ligger fladt ad Gulvet og skurer, saa det knager).

Blicher.

Men lille Karen, du ved, hvor vi har Flaget; aa løb lige ind og ræk mig det! Erneste kan ventes hvert Øjeblik, og hun maa kunne se allerede fra Bakken, hvor vi alle er glade for hendes Hjemkomst.

Karen

(tilbage med Flaget).

Blicher

(ud, men et Sekund efter atter ind med Flaget over Armen).

Jeg glemte at spørge, der er da ikke kommet Brev, mens jeg har været ude?

Gl. Blicher.

Det er der da vist ikke, er der vel, Karen?

Karen.

Nej, ikke det jeg ved.

Gl. Blicher.

Hvem venter du Brev fra, Steen?

Blicher

(med Eftertryk).

Det venter jeg fra Ham selv!

Gl. Blicher.

Hvad siger du! Fra Kongen.

Blicher

(med ilsomme Skridt hen over al Karens Gulvvask).

Ja, for nu begynder Knuden at strammes, Far! Mine Fjender hoverer i Aarhusbladet; de tror at kunne spotte den fattige Digterpræst, Himmelbjærgpræsten, som de haanende kalder mig. Men jeg skal gjøre Titlen til et Hædersnavn, saa langt dette Flag vajer, som jeg bærer her paa min højre Arm.

Karen.

Men Blicher, ser du da slet ikke, hvor Gulvet nu igjen er bleven standet!

Blicher.

Aa, Jøsse Je, har jeg nu igjen været der (rejser sig komisk op paa Tæerne). Bred Kluden ud, Karen, saa træder jeg paa den!

Karen

(lægger Gulvkluden for hans Fod og flytter den, alt eftersom han balancerer mod Udgangen).

Gl. Blicher

(da Døren er lukket).

Nej, at han tør vove at skrive lige til Kongen — forbi Næsen af dem alle sammen; Provst og Bisp og Amtmand og hele Kodillen! Ja, bange er han ikke, min Søn, naar noget for Alvor brænder i ham. Nu er det Himmelbjærget; han vil, at det skal være alles; ikke blot en tilfældig Bondes, men Folkets, Fædrelandets, som det vel var i de gode gamle Dage. Og Gud give ham Fremgang, min elskede Søn, i hvad han attraar til Fædrelandets Ære! Jeg er somme Tider lidt bange for, at han er dristig nok. For de Store skylder man jo dog Ærbødighed, og disse nye Tanker med Folkefrihed, og hvad de nu kalder det, dem havde jeg jo nok saa gjerne set drage Spentrup Præstegaard forbi; men jeg er jo en gammel stympret Mand; kanske ser han klarere end jeg.

Men i een Ting er han blind: Naar Talen drejes hen paa hende!

Aa min stakkels, lettroende Søn! Nu har han glemt hele sit tidligere Ægteskab; glemt hele den onde Fortid; alle de hundrede oprivende Timer sammen med denne Kvinde, nu er de ikke mere for ham end Røgen her fra min Pibe — bare fordi hun ventes paa Trappen. Saadan er Kjærligheden i vor Slægt. Aa, jeg kunde staa op og forbande den, som han har forbandet den de hundrede Gange! Kan du huske, den Dag han sendte hende bort fra Hjemmet.

Karen.

Om jeg kan huske det! Ja, om jeg saa bliver hundrede Aar, glemmer jeg ikke det.

Gl. Blicher.

Hele deres Ægteskab blev endevendt; de skreg imod hinanden. Hvert Ord var som et Stenkast. De vilde aldrig ses mere.

Karen.

Og det var ikke tomhændet, hun drog ud af Huset. Hun tog alting med sig, lige indtil Kaffemøllen. Der saa slem ribbet ud her i Stuerne, da hun var rejst. Og hver Gang hun kom halende med en ny Ting, en Kobberkjedel, et Stykke gammelt Porcellæn, saa raabte Blicher: Tag det, tag det! Men gjør Pinen kort! — Men den sidste Vogn var ikke ude af Gaarden, før Blicher havde slængt Bøssen over Skuldren og gik ud af modsat Gaardsled. Men da han kom hjem i Mørkningen, var han et helt andet Menneske. Han havde ingenting skudt — jeg tror ikke engang, han havde husket at faa Krudthornet med —; han kom ind og satte sig ved Bordenden, og da jeg fik Tællelyset tændt, kunde jeg se paa hans Øjne, at han havde grædt.

Gl. Blicher.

Ja, min stakkels ulykkelige Søn; han græder meget, naar ingen ser det.

Karen.

Saa rejste han sit Ansigt op imod mig og sa': Karen, det er svært, hvor Livet leger Blindebuk med os, sa' han. Den Dag dér ved Tyttebærrene, du ved nok, da du stod paa den ene Side og hun paa den anden, da greb jeg til hendes Side, men det var, fordi jeg havde et Bind for Øjnene. — Men saa kunde jeg ikke holde mig i at hulke, saa jeg maatte gaa ud af Stuen. Men altid naar han er meget bedrøvet, skal han minde mig om den Dag ved Tyttebærrene.

Gl. Blicher.

Ja, Skæbnen driver sit Spil med os — allesammen.

Karen.

Jeg kan da ikke begribe, at nogen kan nænne at være ond mod ham. Jeg ved ikke et Menneske, som det er saa nemt at gjøre glad.

Gl. Blicher.

Og bedrøvet!

Karen.

Sandt nok; han bliver ogsaa let bedrøvet, naar noget gaar ham imod.

Gl. Blicher.

Det er Digteren, Karen. Digteren! Min Søn er en stor Digter, den største kanske vort Land har kjendt. Ved du hvad det vil sige, Karen, at være en stor Digter?

Karen.

Nej, det er jeg sagtens for ringe til at ha nogen Mening om.

Gl. Blicher.

... Dette at udtale det evige; at sige det, som skal leve, saa længe et Folk lever ...

Karen.

— — Men jeg har da hans Digte, som jeg har faaet af Fru Blicher. — "Vil du ha' dem saa ta' dem", sa' hun, jeg bryder mig ikke det mindste om dem! — Jeg karted hende et Par Pund Uld for dem, og hun syntes vist, hun havde gjort en Kongehandel; og jeg da ogsaa. Der gaar sjælden en Dag, jeg ikke kikker i dem. — "Til Glæden", "Til Sorgen" — aa, jeg kan aldrig blive træt af at læse dem.