Samlede Værker, Tredie Bind

Gl. Blicher

(falder ind).

Hvor er det dejligt! — Men ved min Søn det, at du holder saadan af hans Digte?

Karen.

Nej; og hvorfor skulde han ogsaa vide det.

Gl. Blicher.

Han ved ikke heller, at Erneste saadan har tusket dem bort til dig?

Karen.

Nej, er vor Far da sær!

Gl. Blicher.

Bare hans Digte saa endda var det eneste, hun tusked med! Men det er nok ikke bleven dérved! Aa, hvor har hun mishandlet dette ømtaalelige Digtersind, saa det skreg i Smerte og Bitterhed, hvor det vilde ha kvædet Lovsange til Guds og Skabningens Ære!

Og nu har vi hende saa her i Huset igjen! For faa Maaneder siden kjørte det halve Spentrup hende til Randers, i Dag henter den anden halve Part hende hjem igjen. Mig kan det være det samme; jeg har ikke mange Grader at gi' af, skjønt ogsaa jeg havde glædet mig til en rolig Livsaften. Men min Søn, min elskede begavede Søn — nu er det forbi med de harmoniske Greb i Strengene; kun Suk og Klagesange vil nu lyde i den sildige Aften. Og jeg gamle Mand kan ikke hjælpe dig, men bede til Gud for dig, at han ikke helt udslukker dine herlige Sjælsgaver, det baade kan og vil jeg!

Per Syvspring

(kommer stormende ind fra venstre).

Hør du, bitte Karen, du maa Vorherredød finde mig det gamle Gevalthorn, for Præsten vil ha mig til at blæse et Stykke fra den store Trappe. For nu kommer de hvørmend' ned ad Bakken. Jeg kan kjende Per Leths Befordring; den er forrest, og der sidder Madammen i al hendes Stads. Det er grangivelig, som var det et villere[405] Bryllup; der mangler snart ikke andet end Forridere, naar nu jeg kommer med Musikken.

Gl. Blicher.

Er det min Søn, som har givet dig Ordre til at hente Valdhornet?

Per Syvspring.

Ja, begribeligvis, Fa'er! Det er ikke noget, jeg gaar og hitter paa for min egen Plaser. Jeg staar nede i Haven og graver Skalotløg op; saa kommer Præsten; han sprang som en Lækat — og hvøvted[406] ad mig; om jeg kunde blæse paa Gevalthorn? — Ja, siger jeg, jeg er kanskesig nok saa kunstfærdig paa Fingerlinen, som alle sine Dage har givet mig Brødet og ivissomda[407] en bitte Dram til. Men nu maa jeg ikke staa her og diskurere — for de kan komme i Gaarden, hvad Øjeblik det skal være; (Karen er gaaet efter Hornet). Har vor Far Gevalthornet, saa skal Per Syvspring gjerne lægge Mundtøj til, og han skal blæse saa yndeligen, at den blissede Hors, ja vor Far selv skal nokke med Ørerne.

Gl. Blicher.

Ja, Per, du er en jævn Træjring[408]! Nu kommer Karen strax med Hornet.

Per Syvspring

(nærmer sig lækkersulten).

Aa, karenmæ! jeg ser, at der staar en hel Kasse Udrydning; det er Sukker for min Mund.

Gl. Blicher.

Du ser jo paa det som en Rotte paa en grøn Ost; tag det da i Guds Navn!

Per Syvspring

(stopper i Buxelommerne).

Aa, Ære-Tak! nu har jeg Guds Velsignelse til mange Dage!

Karen

(kommer med Hornet).

Per Syvspring

(drejer det i Lyset).

Naa, saa det er et Gevalthorn! Det minder jo snart om en af dem, hvormed de vælted Murene om Jeriks[409] Ko! Lad mig nu komme ad Døren, saa skal jeg tude, saa Uglerne skal dratte ned fra Glamhullerne!

(Ud. — Kort efter høres hans Tuden foran den store Hovedtrappe. — Vognstøj fra Gaarden.

Blicher og Erneste kommer Arm i Arm ind fra højre.)

Blicher

(ta'r hendes Haand og siger højtidelig):

Velkommen tilbage til dit og mit Hjem, min elskede Hustru! (Men da han vil trykke et Kys paa hendes Læber, snor hun sig fra ham. Hun gaar fra Møbel til Møbel og stryger hen over det med Handskespidsen for at fange Støv. Saa aabner hun et Vindue.)

Erneste.

Naa, her er nok bleven ordentlig tilrøget, mens I har været mig kvit; her lugter jo som i en Matroskjælder. (Faar Øje paa gl. Niels Blichers Udrydningskasse; gi'r den et Skub hen ad Bordet). Men det kan jo ingen undre sig over, naar den Slags skal staa her og stinke! Hvor tit har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil finde mig i, at den Skarnfjerding faar Plads her i Dagligstuen.

Gl. Blicher.

Nu skal jeg ta den til mig. Det var sandelig kun en Forglemmelse; en beklagelig Forglemmelse. Hm! hm! Velkommen hjem, Ernestine! Velkommen hjem! Hm! hm!

(Gaar.)

Erneste

(er allerede i travl Virksomhed med at fare rundt og skifte om paa alt, hvad der staar paa Kommoder og Konsoller, — Vaser, Kopper etc. Pludselig knækker hun sammen i en lys Latter foran Blichers Bouket paa Standeren for Indgangsdøren; peger paa de grove Markblomster og siger):

Det er nok et af Per Syvsprings bondske Indfald! Bynker, Hanekro, Stalt-Henrik og lignende Urter fra nærmeste Vejgrøft; der fattes saa vidt jeg ser bare en Skræppe og et Par Nælder; den Bouket er dog vist sendt efter forkert Adresse. Mon ikke den skulde være tiltænkt Maren ude i Kjøkkenet. (Gjør Mine til at fjerne den.) Herinde kvalmer den næsten værre end din Fars Tobak.

Blicher

(genert).

Den, der plukked denne Bouket, gjorde det forresten i en god Mening. Det er smaat i Aar med Blomster i Haven. Roser og Liljer har jo aldrig været særlig villige til at trives for os. I Aar mindre end nogen Sinde. Saa gik jeg ud til Digerne som i gamle Dage, naar jeg sammensatte en Blomsterkost til min syge Mor. Som alle svage Mennesker foretrak hun altid Markens Blomster. Der var ligesom mere af Guds Aande i dem, syntes hun.

Erneste

(ler skadefro).

Og saa er de saa billige.

Blicher.

Aa ja, de er billige (med et hvast Øjekast) — men der hører ligesom mere Hjærte til at nyde dem.

Erneste

(har atter fjernet sig fra Vasen).

Er det for at sige mig den Slags Spydigheder, at du har ønsket mig hjem igjen?

Blicher

(gaar imod hende med udbredt Favn).

Erneste, kom herind i mine Arme! Kun der kan jeg tale til dig, som man taler til sin Ægtehustru.

Erneste

(bliver staaende, mens Blichers Arme synker).

Blicher.

Du vil ikke! Ja, ja, saa faar jeg søge at stamme den Bekjendelse, som jeg ellers skulde ha fremført med flydende Tunge. Da jeg sendte dig bort fra mig, da kjendte jeg — saa gammel jeg er — ikke ret mig selv. Jeg vidste ikke endnu, hvor stærkt du var voxet ind i mit Væsen, jeg kunde vaagne af Drømme som halv i Vildelse, som om én stod der ude i Natten og kaldte paa mig og bad om at blive lukket ind.

Erneste.

Jeg har ikke bedt dig om at ta mig til Naade. Jeg har intet at angre.

Blicher.

Nu maa du ikke gjøre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bære over med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjødet baaret.

Erneste.

Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha Klæder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.

Mon du nu har sørget for Brændsel til den kommende Vinter, eller skal det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tør Pind at stikke under Gryden.

Blicher.

Kjære Erneste, skal vi lige strax til at drøfte de fattigste Husholdningsanliggender!

Erneste.

Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig selv?

Blicher.

Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjærte, bævende fuldt af Ømhed, og mine Hænder, som skjælver i Længsel efter at kjærtegne dig, som er min Hustru for Gud, — du har ikke andet at spørge mig om efter disse Maaneders Fraværelse, end om jeg har kjøbt Brænde til vore Kakkelovne, endda vi først er midt paa Sommeren.

Aa Erneste, Erneste! Du haaner mine Blomster, endda jeg tør sige, at sjælden er en Bouket bleven ordnet med saa ømme Længsler; men hvad der gjør mig tifold mere bedrøvet er, at du ogsaa træder paa de Blomster, der gror i mit Hjærte.

Erneste.

Ja, vi kan ikke lægge Blomster paa Børnenes Mellemmad, og Hullerne i deres Strømper og Buxer holdes heller ikke sammen med Blomster.

Blicher.

Men var ikke Blomster, saa var der ikke Digtere — —

Erneste.

Aa, de kunde maaske ogsaa godt undværes.

Blicher.

Det lader til det ... Men var ikke Blomster — baade dem paa vor Ager og dem i vort Hjærte, saa var der overhovedet ingen Skjønhed til i Verden.

Erneste.

Og hvad kan det hjælpe med den megen Skjønhed, naar Skattefogden kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, min Kommode, dit Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.

Blicher

(truende).

Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.

(Gaar nervøst over Gulvbrædderne; griber til Bjælken efter Bøssen med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)

Erneste

(med et Skrig).

Men Mand, hvad gjør du dog!

Blicher

(oprørt).

Jeg slukked bare et Par Brudelys! — Lad dig endelig ikke forstyrre af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!

Erneste.

Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker en ny Idé, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa Himmelbjærget.

Blicher

(fløjter foragtelig).

Ja, jeg kunde tænke, at det var det, der stod dig for Hovedet.

Erneste.

Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.

Blicher.

Slidder — Sladder!

Erneste.

Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den betalt! Det har jeg da hørt, at der er mange af Embedsmændene, der har den største Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der paa Himmelbjærget.

Blicher.

Og om saa var! Et Menneske maa følge den Natur, som Gud har nedlagt i ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal være, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhører.

Erneste.

Men "det Folk", som du kalder det, — hvad gjør det Folk for dig?

Blicher.

Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt maale alt med Kjøkkenets Kartoffelskjæppe eller Fadeburets Grynkop. Og et Folk, som du nævner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det, der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestræbelser ikke mere skal miskjendes.

Og Himmelbjærget — det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen med Stolthed!

Erneste.

Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at Himmelbjærget er hans — hvad er det nu han hedder — Per Nielsens, og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen der?

Blicher.

Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse mig for Penge. —

Erneste.

Det kunde han saamænd godt spare sig; der er ikke noget at presse af; det er ørkesløst at plukke Haar af den skaldede.

Blicher.

Og desuden: Himmelbjærget er maaske Per Nielsens i Rye, men det skal snart blive hele det danske Folks.

Erneste

(med en skraldende Latter).

Du vil maaske kjøbe det!

Blicher.

Danmarks Konge vil kjøbe det; jeg har skrevet til ham derom.

Erneste.

Aa, Gud hjælpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil føre os alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider en Skilling. Skal det nu til at gaa løs med Himmelbjærgfester, saa skriver du saamænd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender dine Anstalter.

Blicher.

Himmelbjærgfesten skal føres igjennem, om saa det skal koste mig den sidste Hvid!

Og i Aar maa det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.

Til en rigtig Fest hører ikke blot Taler og Sange, men der hører ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan præstere; Randers' Regimentsmusik!

Erneste

(begynder at spidse Øren).

Har du faaet Løfte paa den!

Blicher.

Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hørt Tale om Trompeter Kristrup, han er ellers meget anset i sit Fag.

Erneste

(med stigende Interesse).

Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg — hmm! ham har jeg hørt nogle Gange i Randers.

Blicher.

Hvad mener du om hans virtuosmæssige Trompet-Solo, naar Solen rejser sig i al sin Majestæt over Bjærgkammen, eller en stille Fløjtes Vemodslyd, naar den atter synker over et dugkølet Høstlandskab! Jeg tror, at den, som een Gang har badet sin Sjæl i en saadan Stemning, vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.

Erneste.

Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags, som en anden én ikke forstaar.

Blicher.

Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.

Erneste.

Hør Steen, hvorfor har du aldrig taget mig med til disse Fester?

Blicher.

Dig med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste Ønske i den Retning!

Erneste.

Jamen tag mig saa med i Aar!

Blicher

(i stigende Jubel).

Hvad siger du, Erneste! Du vil være med mig paa Himmelbjærget! (Han aabner atter sin Favn.) Kom nu ind i mine Arme, min kjære Hustru! (Hun putter sig smilende ind til ham.) Nu har jeg gaaet og ventet paa det i alle de Aar ... Jeg synes altid, den Slags skal komme af sig selv ... Men hvad er det ikke for en Glæde, at ha sin Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler, du med eet tænder i mit gamle Hjærte!

I Aar skal vi da alle med til Himmelbjærget!

Erneste.

Da kan Karen virkelig ikke være hjemmefra.

Blicher.

Karen ikke! Skulde hun maaske sidde her og kukkelure, naar vi alle drog til Fest. Karen skal med de andre. Der er Plads nok paa Vognen, og naar Per Syvspring har ved Tømmen, ved jeg, at Hestene vil trække hende som os alle med en god Vilje.

Per Syvspring

(og en anden Bonde kommer i Døren med en Kommode imellem sig, Per med Ryggen til).

Vær nu forsigtig, Jens. Hovhovhov, vær nu forsigtig!

(Per er allerede i sine Træsko kommen nogle Baglænsskridt ind over Gulvbrædderne.)

Erneste

(farer imod dem).

Men Per da, kommer du her stejlende i dine store Træsko!

Per Syvspring

(der er overtynget med Kommoden gjør klodsede Anstrengelser for at komme af med Træskoene).

Ja, men hvordan skal jeg blive skilt ved dem; hvordan skal jeg blive skilt ved dem!

(Den ene Træsko triller fra ham og ind over Gulvet.)

Erneste

(mere og mere fortvivlet).

Men hvorfor kommer I ogsaa her med Kommoden. Gaa dog Kjøkkenvejen; har jeg ikke sagt det saa tit!

Per Syvspring.

Jamen der blev sagt, vi skulde den her Vej med Sølvtøjet. I Jøsses bitte Børn, er vi kommen paa gal Vej! Ja men saa sel dig da tilbage, Jens. Ih hvordan er det, du staar og bødler med det; lad os da endelig gjøre det, som den kjønne Frue vil ha det! Men jeg vilde da saa gjerne bede om at faa min Træsko med mig!

(Sætter den tunge Kommode i Døren, mens han kommer i den bortløbne Træsko.)

Jeg tror for Resten, I faar fremmede.

Erneste.

Fremmede!

Per.

Ja, der kom et Karlmenneske ad Gaarden, lige som vi skulde herop; jeg kjendte ham ikke saa nøje for Anseelse; men der blev hvisket om, at det var ham vor Fars Stedsøn.

Blicher

(drejer sig brat om).

Farveren?

Per Syvspring.

Ja Næsen paa ham kunde sgu godt ligne, at han var Farver; den kunde minsæl alene være ham Skilt nok for Forretningen!

(Ud med Kommoden.)

Blicher

(har set ud ad Gaardvinduet).

Jo, det er Niels. Har en da saa igjen dette forvorpne Individ inden sine Døre!

Erneste.

Du lar ham da ikke mere faa Plads her i Præstegaarden! Nu er det 4. eller 5. Gang, han har fyldt os Huset med Skarn og Utøj.

Blicher.

Gaa nu din Vej, Erneste, saa ser jeg, hvordan jeg faar ham paa Døren.

Erneste

(ud).

Niels Farver

(en bøllelignende Vagabond, kommer ind fra højre).

G'da', Gamle! Ho'den skjærer den! Er der Fut i Fejemøget! Laves der mange nysselige Løgnekrøniker til at gaa som brej Smør i et godtroende Publikum? Somme der har det godt! Det bare Skidt indenfor min Branche; arbejdsløs, kjære! Maa opholde Kadaveret ved at sla' Fægt. Snuppet af Sognefogden, heraus! ud af Lemmen — ved Korsør! pil af! march! med en Politisnøbel lige til Hjemstedskommunen. Det var sgu en fin Lødgryde! Saa maa en jo ta til Takke med Hjemmet, indtil der igjen ka' bi' Haps! — Naa; hvordan lever Mutter! Vil du bede hende om at gjøre mit Værelse i Stand; bliver her formodentlig i længere Tid, indtil der atter bliver Udsigt til (Hik!) Sub — Sub — Subsistensmidler!

Blicher.

Kunde jeg saa faa et Ord indført!

Farveren.

S'gærne, Gamle! Du har Ordet for en kort Bemærkning.

Blicher.

Den skal ogsaa blive meget kort: Pak dig ud af vort Hjem!

Farveren

(ta'r sig komisk til Øret, som havde han ikke hørt).

Hva'ba'! Er her optaget i Herberget! Kan jeg gaa og søge mig en Krybbe!

Blicher.

Det er ikke min Natur at slaa Haanden af mine Børn, men du har selv valgt Slyngelstuen som dit kjæreste Opholdssted; søg saa hen, hvor du hører hjemme.

Farveren.

Godt! men gir den udmærkede Litteratus ikke nok en ringe Skjærv til en arbejdsløs Farveklat; naar jeg kommer langt nok ud, saa kan der jo godt sla's et Par Syle paa det berømte Digternavn, som ingen kan ta' fra én, men jo nærmere man kommer Gespenstet, jo daarligere gaar det sgu med Forretningen.

Blicher

(knuger Hænderne).

Og saadan gaar du rundt og trækker mit Navn ned i Skarnet!

Farveren.

Naa, vanker der saa et ringe Bidrag fra den lille Laanekasse!

Blicher

(gi'r ham en Daler — i Oprør).

Kan du saa gaa hen og blive fuld for den!

Farveren

(spytter paa den).

Jeg skal prøve paa det. Farvel, gamle Dreng. Vi ses nok igjen. Skal jeg hilse Fattigforstanderen? Han bliver vist morderlig glad ved at gjense et saa agtet Medlem af Familien.

(Gaar.)

Blicher

(iagtta'r ham gjennem Gaardruden).

O du min Gud, hvad har jeg gjort, at en saadan Skæbne skal ramme min Slægt!

(Tæppe.)

ANDEN AKT.

Gud velsigne Danekongen! Nu er Himmelbjærget det danske Folks! (omfavner Postbudet). Du Laust med din sorte Taske og din røde Næsetip, — du har i Dag været den rappe Hermes, Gudernes Sendebud til den Spentrup Præst. Det skal du karenmig ha en Dram for!

(Henter en Flaske, skjænker. Vejer stadig Regjeringsbrevet i Haanden; styrter hen imod Døren til højre og raaber):

Erneste! (ved en ny Dør til venstre) Karen! (ved en tredie Dør) Far! (til sidst aabner han et Vindue ud til Haven) Per Syvspring, kom herop!

(Snart staar der et forbavset Menneske i hver af Dørene og stirrer spørgende paa Blicher.)

Posten

(tømmer sit Glas; ser stort smilende rundt paa dem alle; ryster paa Ørerne, mens han med et)

Farvel og Tak! (glider ud af Stuen).

Blicher

(til dem alle).

Det er en af de største Dage i mit Liv!

Erneste.

Ih, hvad er der da sket?

Blicher

(vifter med Brevet).

Det, der maatte og skulde ske; jeg har bedt Vorherre saa mindelig om at bøje Kongens Hjærte.

Gl. Blicher.

Er det Brevet fra Kongen?

Blicher

(omfavner ham).

Ja, kjære gamle Far! Nu er Stien banet til Himmelbjærget; Hans Majestæt Kongen betaler, hvad det koster.

Karen

(stille).

Aa, Gud ske Lov!

Erneste.

Pyt! Ikke andet! Jeg troed, vi havde vundet i Lotteriet.

Blicher

(overhører hendes Ytring).

Og nu maa vi til Fest, allesomén! Erneste og Karen — vil I sørge for nogle velfyldte Madkurve, saa tar jeg mig af den mere aandelige Næring.

Erneste.

Som jeg har sagt før, vi kan ikke begge forlade Huset; hvordan skal det gaa den gamle der. Karen maa blive hjemme.

Blicher.

Karen blive hjemme! Snak om en Ting!

Erneste.

Ja, saa maa jeg blive hjemme.

Blicher

(begyndende heftig).

Aa, gjør mig nu ikke bedrøvet ogsaa i dette. — Der skal nok blive sørget for dig, kjære Far.

Gl. Blicher.

Ja, det var da Synd at holde nogen hjemme for min Skyld; jeg er da ikke noget Svøbelsesbarn!

Blicher.

Det mener vor Mor heller ikke. Nu skal enhver bare sørge for at ha sit bedste Humør og sit bedste Ansigt paa. (til Per Syvspring) Det har du jo let ved, Per, for du har kun det samme.

Per Syvspring.

Ja, og hvordan bliver det, naar en skal gaa med det hver Dagsens Dag?

Blicher.

Du skulde jo saa være Kusk, Per?

Per Syvspring.

Ja, skulde jeg ikke ogsaa nok ta' Fingerlinen med mig — og Gevalthornet? Den maa være sørens god at blæse paa, ned ad de høje Bakker.

Blicher.

Hvem skal saa holde Tømmen?

Per Syvspring.

Tho da kan Karen da vel sætte sig i Tugt og Ære ved min venstre Side! Saa styrer hun dem to brune, imens jeg blæser et Stykke for den menige Mand.

Blicher.

Ja, gjør nu jert Bedste allesammen, saa gjør jeg mit; nu skal jeg ind og skrive en Sang, for nu har jeg faaet noget at skrive af!

(Alle ud saa nær som Blicher; kort efter en tung Banken — Møller og Per Nielsen træder ind.)

Møller.

Goddag! Vi kommer vel ikke til Forstyrrelse?

Blicher.

Ikke med mindre De selv bringer den med.

Møller.

Hm! Har De maaske nogen Grund til at tro, Hr. Pastor, at ... Men lad mig nu begynde ved den rette Ende.

Blicher.

Ja, det gjør altid mindst Forstyrrelse.

Møller.

Som De vil se, har jeg en fremmed med mig, men saasnart jeg nævner hans Navn, saa er han ikke fremmed længere.

Blicher.

De gjør mig nysgjerrig.

Møller.

Manden der er Per Nielsen fra Himmelbjærggaard; saa behøver jeg vist ikke at sige mer — vi er Soldaterkammerater; han besøger mig imellemstunder, og saa fik han da nu Lyst til at hilse paa vor Far, da han er kommen til Egnen.

Per Nielsen.

Ja, tho De maa undskylde, Hr. Pastor, men jeg fik Lyst til at hilse paa den Mand, som tar sig den Frihed at byde al Verden til Gjæst paa min Ejendom.

Blicher

(maaler ham uden at byde ham Haanden).

Er det den Per Nielsen, der for Tiden overfalder mig med raa og uforskammede Nærgaaenheder i Aarhusbladet! Da havde jeg dog hellere set, at min Hund havde taget imod Dem end jeg.

Per Nielsen.

Naa saadan at forstaa! Tho da tykkes jeg snart, jeg følger det Spor, De selv har anvist; De kommer ubuden til mig, her kommer jeg ubuden til Dem, saa tykkes jeg, det kan gaa lige op.

Møller.

Naa, det begynder jo godt! Tror De ikke, Pastor Blicher, at vi hellere maa se at ta den Sag lidt mindre heftig.

Blicher.

Ja, hvem har begyndt Heftigheden; var det ikke Per Nielsen dér, som lagde ud i Aarhusbladet forleden og skreg op som en besat, fordi jeg havde stævnet det danske Folk til Møde paa Himmelbjærget.

Per Nielsen.

Maa jeg lige spørge Dem om een Ting, Hr. Pastor, hvem tilhører Himmelbjærget, Dem eller mig?

Blicher.

Ingen af os, Farlil! Himmelbjærget er Nationens.

Per Nielsen.

Da er det saa Skade, at Nationen ikke ogsaa betaler Skatter og Afgifter. Men nu er jeg saa heldig, at ha en jenle Lap Papir derhjemme, — imellem os Bønder kalder vi det for et Skjøde (i Oprør) — — og i det staar der, Dæwlen knaag'mæ, at Himmelbjærget er mit! det skal I komme til at respektere, hvad enten saa I er Præster, eller hvad I er!

Møller.

Jo, Pastor Blicher, Manden har Ret; det nytter aldrig ud af Stedet at ville gaa uden om Lo-ven; saa meget maa De kunne indse.

Blicher.

Ja, Loven, Loven; et juridisk Prokuratorspil! Men jeg appellerer til en højere Lov. (vendt mod Per Nielsen). Ser De da slet ikke, Mand, hvad det drejer sig om? Har Aarhundreders Trældom i den Grad trykket paa vor Bondes Nakke, at I ikke kan forstaa en Digters Tanke! Tiden er fuld af de stærkeste Brydninger; men vi sover; det danske Folk sover; men det skal ruskes op til at ville og handle. Jeg vil pege paa det nye Morgengry, den nye Dag, der dæmrer over Evropa. Og der midt i Jyllands Hjærte har Gud rejst vort Folk en Talerstol, der kan sige Sparto til enhver anden Talerstol i Landet. Og saa kommer De her og slænger Deres Tøjrekølle midt i Stien for at spærre os Vejen op til dette Guds Højalter. Hvem er De, som tør stænge Ledet for et helt Folk paa March mod dets Fremtid!

Per Nielsen.

Jeg er bare den, der har Skjødet paa Ejendommen.

Blicher.

Skjødet paa Himmelbjærget. Det lyder parodisk! — Saa behandler De vel Stedet med Plov og Tromle.

Per Nielsen.

Jeg har i hvert Fald Lov til det, da enhver kan gjøre med sit, hvad han vil.

Blicher.

Saa har De vel ogsaa Lov til at sætte en Svovlstik til Lyngen deroppe og la' Ilden udslette enhver Erindring om Stedets Skjønhed?

Per Nielsen.

Ja Fanden knaag mig har jeg saa! Det kunde jeg maaskesig faa i Sinde at vise Dem, om De gaar mig for nær ind paa Bælgen med Deres Anstalter.

Blicher.

Hør nu, Per Nielsen, De er en ualmindelig stridig Mand, som det er vanskelig at tale med om Sager af aandelig Værdi; maa jeg gi Dem et Exempel: Vi siger, der var en Bonde, som et Aar havde en usædvanlig Rugavl. Naa, han høster og binder i Neg og kjører det sammen i en mægtig Stak midt paa Ageren. Men saasnart det er gjort, sætter han Ild paa Stakken og lægger hele sin Avl i Aske. Hvad vil De sige om den Mand?

Per Nielsen.

Jeg vilde sgu' sige, at han var taav'le.

Blicher.

Hvi det?

Per Nielsen.

Hvi det! Stikk' Ild paa Avlen i en Tid, hvor Rugen staar i saadanne Priser. Spiltaav'le!

Blicher.

Ja, men det, De der siger, det er jo Vand paa min Mølle. Paa Himmelbjærget høstes der ingen Sæd, men der høstes Ynde, Stemning, Skjønhed; Værdier som ikke mætter Munden, men mætter Sjælen.

Per Nielsen.

Ja, det forstaar vi Bønder os ikke paa.

Blicher.

De forstaar Dem ikke paa det, Per Nielsen, men Gudskelov, der er dem, der gjør det. Og saa skulde De ha Lov til at ødelægge disse uskyldige Værdier for alle dem, for hvem de er tifold mere værd end de smukkeste Afgrøder. De skulde ha Ret til at sætte en uoverstigelig Mur omkring et af de herligste Udsigtspunkter i hele det danske Land og sige til Digteren, Maleren, Naturvennen: Se at I smukt kan holde jer væk fra mit Himmelbjærg! — Nej, Himmelbjærget er ikke Deres, men alles; enhver dansk Mand har en Part i det, som i alt hvad skjønt den vilde og gavmilde Natur har skjænket det Land, som vi med Stolthed kalder vort.

Per Nielsen.

Da er det slemt, som jeg sa før, at de samme gode Folk ikke ogsaa har tilbudt mig at betale mine Skatter og Afgifter.

Møller.

Ja, der tykkes jeg, Per Nielsen ser ret; den Jord jeg betaler Skat af, den maa ogsaa være min, og den maa andre holde deres Nalliker fra.

Blicher.

Den Skat, Per Nielsen gir af Himmelbjærget, skal næppe trykke ham haardt; i gamle Dage var al udyrket Jord Alminding, og saadan var det Ret. Alminding det vil sige: Allemandseje! Letsindigt har det danske Samfund handlet ved at la sig fraliste Adgangen til sit eget Hus. Og I Bønder, vis I os, hvad I duer til ved at dyrke den gamle Ager og faa den til at give flere og flere Fold, men lad Øderne forblive alles.

Se ikke paa jert Fædreland som paa et flækket Surbrød, der bare skal tjene jert laveste Behov — rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os andre i den Lykke at elske et Fædreland, som er skjønt!

Per Nielsen.

Ja, den Snak kan være god nok, men det bliver nu, som jeg siger: min Ejendom maa De respektere, da det er den, jeg skal ha min Føde af. Hvad vilde De sige, Hr. Pastor, hvis jeg en Dag fik i Sinde at byde Alverden sammen paa Spentrup Præstegaardsmark, og Folk de kom ikke bare med deres Madkurve og Kluklærker, men saagalt med Kanoner og — andre musikalske Instrumenter og begyndte at storke omkring i Deres Kløvermark eller lave sig Familiesenge i Deres Rugfald — —

Blicher.

Stop nu lidt, Per Nielsen, og faa Fornuften med, før De gir Dem ud paa denne fantastiske Rejse: Hvis jeg havde indbudt Folk til at slaa sig ned paa Deres dyrkede Jord, saa kunde De med Rette ha' følt Dem brøstholden; men det lyngbevoxede Himmelbjærg — jeg tør forsikre, at ingen, næppe nok De selv, hidtil har anet, at det var Deres, ja, at det overhovedet var nogens.

Per Nielsen.

Men nu ved De det altsaa, og saa venter jeg, at De retter Dem efter det.

Blicher.

Er det Deres sidste Ord?

Møller

(bryder ind i Samtalen).

Ja, tøv nu lidt, god Folkens! I er begge to saa jewwer i Talen. Jeg kan vel ikke skille jeres Træde, men jeg kan da forsøge paa at mægle jer imellem.

At Per Nielsen ikke vil ha det halve Land til at løbe og bisse over hans Ejendom, det kan enhver sætte sig ind i, og det skulde De ogsaa kunne forstaa, Hr. Pastor. Men hvad tho, De kan jo kjøbe Bjærget. Byd ham en Skrup for det. Du vil jo godt sælge det, Per; saadan har jeg da forstaaet det.

Per Nielsen.

Sælge, sælge, ja gu' vil jeg sælge! Jeg vil sælge alting, om jeg kan faa det ordentlig betalt.

Blicher.

Ogsaa Samvittigheden!

Per Nielsen.

Hm! Aa, den — — æh — — —

Blicher.

Den er der maaske ingen, der vil byde noget for.

Per Nielsen.

Aa, enhver holder sig vel til sin egen. Og min har slaaet til til mig.

Blicher.

Det harmer mig, at en national Skjønhedsværdi af Himmelbjærgets Rang skal være bleven en Salgsvare.

Per Nielsen.

Ja, det er jo altid rarere at faa det for intet. Men til den Pris har jeg nu ikke mine Sager.

Blicher

(foragtelig).

Til hvad Pris har De det da paa Lager, om jeg tør spørge?

Per Nielsen.

Til en rimelig Pris.

Blicher.

Ingen Udflugter; frem med Summen!

Møller.

Ja, sig en Ting, Pejr.

Per Nielsen.

De kan faa Knolden for 500 Rdl.

Blicher.

500 Rdl.! Før jeg begyndte at skrive om Stedet, var der ingen, der aned dets Existens. De har aldrig kunnet føde saa meget som et Faar paa det. Havde en Liebhaver den Gang budt Dem tyve Rdl. for det, vilde De ha stukket Pengene til Dem og i Tavshed udgrint Kjøberen for en Taabe. Men den Spentrup Præst har gjort Stedet berømt, og der hvor min Sæd faldt, der vil De nu plukke gyldne Ax.

Per Nielsen.

Jeg har ikke bedt Dem om nogen "Forgyldning" — hverken af Kolden eller andre Ting.

Møller.

De kan jo nok se, Hr. Pastor, at vil De ha' Bjærget — som De jo nok vil — saa maa De betale det med den Pris, Manden sætter paa hans Ejendom. — Jeg ved saa ikke, Pejr, om du maaskesig kunde slaa en enlig Ting af — f. Ex. om I kund klyv den ene Hundreddalerseddel —

Per Nielsen.

Nej, det ser jeg ingen Grund til —

Blicher.

Nej, heller ikke jeg! Jeg føler mig ikke fristet til at prutte med Dem om Himmelbjærget. Vent et Sekund.

(Blicher gaar et Øjeblik ind i sit Studereværelse. — I det samme glider Farverens fordrukne Skikkelse ind ad Døren.)

Farveren.

Naa, hvordan skjærer den! Er jeg bleven optaget i den faderlige Naade.

Møller

(brøsig).

Du maa sgu ikke komme endnu. Herut med dig, indtil jeg kalder paa dig.

Farveren

(som en skulende Hund ud ad Døren).

Blicher

(tilbage med Slutseddel og Blækhorn).

Vil De læse dette igjennem.

Per Nielsen

(mumlende).

— — — — — — 500 Rigsda — — aler — — — Jow; det lar vi gjælde!

Blicher.

Vil De saa skrive Deres Navn!

Per Nielsen

(skriver, mens Blicher gaar eftertænksom over Gulvet i Baggrunden).

Møller

(har grebet Papiret, som Per Nielsen har underskrevet; de gjør Grimasser til hinanden; snakker gedulgt —).

Det er Dælen knækk' mig en hvas Pris, og hvad Fornøjelse kan han snart faa af det! (til Blicher): Kom nu, bitte Pastor! Bitte Pastor, kom nu, kom nu, og giv Deres Navn, saa vi kan faa Handlen justeret.

(Blicher har grebet Papiret og fixerer det nøje.)

Per Nielsen

(pegende; kjendelig nervøs).

Ja, der var det jo saa, hm ... at De skulde sætte Deres Navn.

Blicher.

Lad mig nu være i Ro et Øjeblik; jeg er jo ikke vant til slige Ejendomshandler. Jeg tror, jeg vil kalde paa min Forpagter.

Møller.

Tho da er det saamænd aldrig værd at ulejlige Manden med det. Her staar jo ikke andet, end hvad De og Per Nielsen er bleven enige om. Her kan jo ingen Forraskelse ske til nogen af Siderne.

Blicher.

Syntes jeg ikke nok, der var noget, jeg havde glemt!

Det er jo da en Selvfølge, at De udlægger mig Vej til Himmelbjærget, saa al Færdsel kan foregaa uhindret.

(De to Kolleger sender hinanden et Ræveblik.)

Per Nielsen.

Det er ikke nogen Selvfølge.

Blicher

(i Oprør).

Hvadbehager!

Per Nielsen.

Det var jo netop den Færdsel, jeg vilde sætte en Pind for.

Blicher.

De vilde ha lokket mig til at kjøbe Ejendommen i dyre Domme, og saa skulde jeg endda ikke ha Adgang til den; I er to søde Sjæle! (Blicher river Papiret i Smaabidder og kaster Stumperne for Fødderne af Per Nielsen). Denne Gang spildte De dog Deres Suppe i Ilden, Rævepels! Hvad mon De havde tænkt at forlange for den Vej.

Per Nielsen.

Det kan jeg godt sige Dem: Himmelbjærget med Vej til, det sælger jeg ikke under en jævn Tusind.

Blicher.

Tusind Rigsdaler! De trænger vist til at komme ud og svale Parykken lidt. Gaa! jeg vil ikke holdes for Nar i mit eget Hus!

Møller.

Saa De viser os Døren! Og jeg har endnu ikke faaet mit Ærinde udrettet. Det vilde jeg endda gjerne ha besørget, inden Pastoren hælder os udenfor. — De har sendt mig Deres Søn paa Halsen.

Blicher.

Min Søn?

Møller.

Ja, strengt taget er det vel kun Deres Stedsøn; men det bliver det ikke meget bedre af. For jeg har sgu ingen Brug for ham.

Blicher.

Brug for ham eller ikke — er De ikke Fattigvæsnets Formand?

Møller.

Jeg er Fattigforstander, men det kan vel aldrig være Deres Mening, at De vil ha Sognet til at sørge for Deres Afkom.

Blicher.

Om De vil sørge for ham eller ikke sørge for ham, det maa blive en Sag mellem Dem og ham. Jeg har min Samvittighed fri. Jeg har baaret over med den Slubbert og hans liderlige Levnet langt ud over alle rimelige Grænser; nu er min Taalmodighed bristet; han er en ung kraftig Mand midt i 20'erne; han behøver ikke at ligge nogen til Byrde, mindst hans Barndomshjem, som han har baaret Sorg og Skam indover i altfor mange Aar.

Møller.

Da kan vi efterhaanden faa mange paa Kommunen, naar vi nu ogsaa skal til at føde Præsten hans Unger.

Blicher.

Tag nu Deres Mund iagt! Ingen raader for sin egen Skæbne, og hvad Børn Gud vil unde én, det staar vi ikke selv for.

Per Nielsen.

Naa, nu vil jeg gaa min Vej; for her bliver vel saa ingen Handel af.

Blicher.

De synes stadig, at 500 Rdl. er en passende Sum for den Vej?

Per Nielsen.

Ja, gu' gjør jeg saa.

Blicher.

Ja ja; jeg er i Deres Haand. Jeg maa ha Sagen ordnet inden længe. Mødet er averteret. Det ved De, og det benytter De Dem af. Vent et Øjeblik.

(Blicher gaar atter ind i sit Kammer.)

Møller

(aabner hastig for Niels Farver).

Der er ingen Udkomme med Præsten; han vil ikke se dig inden for sine Døre. Og i og for sig kan jeg minsæl godt forstaa det; for du er en skidt Person, og det har du været alle dine Dage.

Farveren.

Hvadbeha! — Byder man mig Tvetydigheder. Er jeg ikke fin i Sømmene. Er der kommen en Revne i Postelinet —

Møller.

Hold Mund! Her er ikke Tid til at høre paa dit Plævver. Nu kan du komme til at gaa paa Omgang i Sognet, og opfører du dig skarnsk, skal du komme til at gjøre Bekjendtskab med min Hesselkjæp.

Men ellers kunde jeg vel nok gi dig Anvisning paa, hvor du kunde træffe din Far et Sted, hvor han blev nødt til at kjendes ved dig.

Farveren.

Hvadbeha' — kan du tvinge ham til at tage mig til sig?

Møller.

Det er kommen ud, at alle her fra Præstegaarden skal til Fest paa Himmelbjærget. Hvi skal du ikke med?

Farveren.

Hvad siger du, Himmelbjærget — — den er jeg oplagt for!

Møller.

Du har vel nap gjort dig fortjent til at komme med paa Vognen, men de tar jo ikke Landevejen med dem, og du skal faa en Mark i din Lomme af mig, saa finder du nok selv ud af Resten.

Farveren.

Den er jeg morderlig med paa. Der maa være godt at fortjene for en rask Svend, naar en ellers har sit Visitkort i Orden.

Møller.

Ja, der kan sgu laves noget! Men nu ud med dig!

Farveren

(slasker ud).

Blicher

(kort efter med en ny Slutseddel).

Naa, I Prangersjæle (slænger Papiret for Næsen af Per Nielsen) kan dette aabne Himmelbjærgpræsten Adgangen til hans Prækestol.

Per Nielsen.

Tusind Rigsdaler! Bjærg og Vej — jow, nu er vi enige.

(Han underskriver; ogsaa Blicher skriver ilsomt under.)

Blicher.

I Guds Navn, saa er det gjort!

Per Nielsen.

Men nu Pengene, hvor skal jeg ta' dem?

Blicher.

Dér hvor De tog Deres Bevis. Er det ikke os to, der har handlet?

Per Nielsen.

Aaejow. Men lidt Kaution var jo heller ikke af Vejen.

Blicher.

Ja, hvad Kaution — —

Per Nielsen.

Aa, en Obligation eller en anden ringe Ting.

Gl. Blicher

(henter i Skuffen Kongebrevet og lægger det for Næsen af de to Bønder).

Per Nielsen

(i maabende Forfærdelse).

Kongen — — Kongen! Det er Kongen, der kjøber Himmelbjærget! Ja, men Død og salte Pine — saa kunde en jo ha faaet det dobbelte for det!

(Tæppe.)

TREDIE AKT.