Samlede Værker, Tredie Bind

(Lange, rullende Hurraer som fra et stort Folkestævne. Tæppet er gledet til Vejrs, mens 2. Vers afsynges.)

(Per Syvspring og Tyttebærkaren kommer ind fra Mødepladsen til højre.)

Per Syvspring.

Aaeha endda, en kund snart ha faaet æ Sidbjen klemt ind; jeg war da kommen ind i saadan en Tryngi[410], te det war grow. Men Gudbevares, Karen, hvor haar jeg moret mæ de Par Daw; siger du ett det samm?

Karen.

Aa, det er vel knap nok. Aal de her manne Mennesker — — Og saa meget andet — — Nej jeg skulde saamænd ha bløwen hjem, som hun vild, Fruen.

Per Syvspring.

Ih, du er sgu bløwen for gammel, Karen. Hvornaar er æ Alder saan falden ved dæ! Haar du ett wot ind aa dans?

Karen

(foragtelig).

Dans! Jeg tror du primer! Skuld jeg rend saadan og skabe mig.

Per Syvspring.

Da haar jeg misæl wot ind og dans; ogsaa saa æ Swed drap fræ mi Nies-End!

Tho Herregud, Karen, saa haar du jo ett hat den mindste Fornywels ud aa æ.

Karen.

Jow, jeg haar endda. Jeg haar da høt Blicher. Nej, som han ka taal! Da han tal om, hvad enhver især skuld ofre for Fædrelandet — jeg kund ett lad være, jeg maatt græd! Jeg stod lidt til en Side, saa han ikke kund se mig —

Per Syvspring.

Naa det er det, du forstaar ved at more dig, at staa i en Krog og græde.

Karen.

Ja, tænke sig, hvordan han har det til daglig der hjemme — med hende — og saa alligevel kan sige saa mange skjønne Ting — — Nej, jeg kund ett hold mæ i det!

Per Syvspring.

Jeg tykkes ett, jeg har set nøj te Madammen. Er hun ett mej ved hans Taler?

Karen.

Nej, det er ogsaa til at græde over; det ser ligefrem ud til, at hun skyr de Steder, hvor han taler.

Per Syvspring.

Nej, nede i Danseteltet, der er hun minsæl en sikker Gjæst, sammen med ham Kristrup.

Karen.

Ja, nu existerer der jo ikke andet end ham. Det er jo noget Bekjendtskab, hun gjorde der i Randers. Jeg har længe anet, te der var saadan noget i Gjære. Men nu forstaar jeg, hvorfor hun vild ha mæ til at blyw hjem. Og det havde ogsaa været saa meget bedre; saa var jeg bleven fri for at se, hvad jeg nu har set.

Per Syvspring.

Set; har du da set noget aparte?

Karen.

Aa Per, spørg mig ikke; jeg er saa ræd her skal hænde en Ulykke. Og altid skal det gaa ud over ham, endda der ikke er et bedre Menneske til paa Verdens Jord!

Per Syvspring.

Har du ett rendt paa ham den her Slunder[411], æ Farver.

Karen

(lammet af Forbavselse).

Niels! Vor Niels! Han er her!

Per Syvspring.

Ja, Gu' er han saa! Han er stukket af fræ æ Fattigforstander, lige over Herreder og Sogne; og nu gaar han her og stoltserer, driver hans daglige Handtering — tigger og trygler over det hele — af store som af smaa.

Karen.

Aae, en Skandale for æ Familie!

Per Syvspring.

Jeg saa, han standst nø Kjøbstedfolk, røv no Papirer af hans Lomme, velsagtens for de skuld beveges, ved at se hvem æ Faar[412] war.

Karen.

Aa det er da forfærdelig!

Per Syvspring.

Han haaj misæl ogsaa æ Haand ude mod mæ; jeg begynd aa ta faast om mi Kjæp; haaj han ett snart faaet en ned, skuld han karenmæ ha faaet saadan en Rap over hans Nalliker[413], te han skuld ha husket det én Lidt.

Lede, grimme Ting; gaar her og skolerer[414] æ Faars Navn! Føj for en Vesen[415] endda!

Fuld er han jo da ogsaa bleven, og gaar og ta om æ Kvindfolk saa det hviner i vilden Sky. Ja det er en kjøn Makkedonnis!

Karen.

Aa Pejr, ka du ett faa i æ Kasilken[416] af ham og faa ham herfra, før der sker no andet ondt.

Per Syvspring.

Ja hvor er han nu henn æ Spøgels! Jeg ka ett wal staa og bødle med ham. Og jeg skuld ned og se te æ Hejst; de skal sgu ogsaa passes.

(De gaar hver til sin Side. Karen til højre; Per Syvspring hen til Visesangeren Per Jensen, der staar med sine Viser og sin Violin.)

Per Jensen

(synger og spiller paa een Tid).

Per Syvspring.

Goddaw og Gu hjælp dæ! Ka jeg kjøb en Vis af dig?

Per Jensen.

— — dalliralliralla — — a —!

Per Syvspring

(stødt).

Kan jeg faa en Vise heller kan jeg ett faa den, din Skrigfowl!

Per Jensen.

Aa, tør Sveden af dig! Du kan vel vent te æ Repetis er ude!

Per Syvspring

(formildet).

Ja, syng det kan jeg ett, men kan en komm til og spill for dig?

Per Jensen.

Hvad kan du spill? Kan du spill Hejgut?

Per Syvspring.

Jeg kan fandenmæ spill baade dæ og din Fjol sønder og sammel, din Stegi[417].

(Per ud. Kort efter kommer Blicher i en Folkehob ind fra venstre.)

Per Jensen

(lægger i med hele sit Program).

Blicher

(mens Folk samles om ham).

Her kan man i Sandhed sige, at "Sorgen og Glæden de vandre til Hobe". — Godda! Kjære Kollega. Hvordan har du det ellers! Gaar det smukt med Forretningen?

Per Jensen.

Aa, Tak Hr. Pastor, somtid bejer end somtid. Jeg mist en udmærket Plovstud sidste Efteraar, faar jeg ett den tjent ind før Pejrsdag, saa gaar jeg missen rejn i Bork.

Blicher.

Tjene en hel Plovstud; saa høje Maal har jeg aldrig turdet sætte mig udi Poesien; jeg maa være glad, om jeg kan faa Publikum til at aftage mit for intet.

(Folk stimler tættere og tættere sammen om Blicher.)

Stemmer.

Nu skal Blicher gi os en af sine. — Ja, giv os en Vise, Blicher!

Blicher.

Jajada, en Vise har jeg altid ved Haanden, om end jeg ikke er saa heldig som min Kollega der, at kunne synge og spille til.

Men saa maa jeg bede Dem følge mig hen til Vognen dér (peger til højre. Blicher stiger op i Vognen). Se saa, Godtfolk! Laan mig nu Øre et Øjeblik; saa skal jeg fortælle jer en bitte knøv Historie om, hvad Krummer der kan ligge gjemt under Skorpen hos den jævne Mand; og er jeg end en gammel Krønikemand — Digter, som de kalder det — saa skal jeg dog her hverken digte eller drømme, men sandfærdig holde mig til Daaden, saadan som den hændte for ikke saa længe tilbage herude ved vort østre Salt. Forøvrigt ser jeg, at de er her til Stede, som kan bevidne, at den Spentrup Præst farer hverken med Løgn eller Sladder.

Hør da saa:

Ser De, mine Tilhørere, denne kjække Redningsmand, der udførte denne ægte danske Handling og viste dette højhjærtede Exempel for alle, der kan føle Daadens hellige Gys gjennem Rygraden, — denne gjæve Helt i Vadmelskofte, der viste det rette Heltesind, som aldrig tænker paa sit eget, — ham om hvem jeg har lagt denne Vise — ham ser jeg staa her imellem os, ikke langt fra min Talerstol! — Kom da frem, Søren Kanne, og giv den jydske Lyngmand og Liremand et kraftigt dansk Haandslag!

Søren Kanne

(har nærmet sig og ta'r Blichers Haand).

Blicher

(fortsætter).

Velkommen, du Bondehelt! Det er Mænd som dig, der giver Højhed til dette lave Land, ja, Højhed til en Fest som denne. — Du og Bjærget her pryder hinanden. En ægte Dannemand er du paa det nordiske Haabets Bjærg! En Sang har jeg givet dig, en kunstløs Sang, der randt fra min Hjærterod — og andet Hæderstegn har jeg ikke. Men I, mine Tilhørere, lad I nu hans Daad leve, ikke blot paa Eders Læber, men I Eders Hjærter som i alle ægte danske Hjærter! (Leveraab!)

(Feststøjen ta'r nu igjen fat; det aftnes.)

Blicher

(raaber ud over Mængden).

Og maa jeg saa bede vor raske Hejmdal endnu engang at gi os et Stykke paa sit Gjalderhorn, nu mens Solen trækker sig træt tilbage fra sit Dagværk. — Med Hejmdal mener jeg naturligvis Trompeter Kristrup fra Randers.

(Der raabes: Kristrup! Ingen melder sig.)

Blicher

(forundret).

Er Kristrup ikke paa sin Post!

(I det samme lyder et skarpt Kvindehvin. En Mand kommer rasende med løftet Stok ind fra venstre, drivende en Drukkenbolt — som han har i Brystet — foran sig. Det er Niels Farver.)

Bonden.

A skal lære dig til at la min Kone gaa!

(De slaas; Bonden bryder Niels Farver ned og prygler ham.)

Blicher

(fra Vognen).

Aa, skil dem ad! Hvad er det for en Vanhelligelse af Festen og Aftenens Fred.

(De bødles videre.)

Bonden.

Nej, nu skal du faa dit Fedt; her har du fundet din Overmand.

Blicher

(i Vrede).

Hent Sognefogden!

Per Nielsen

(træder frem i Nærheden af de kjæmpende).

Aa, kan jeg ett gjør ett ud aaestej.

Blicher.

Kjender De kanske Personen?

Per Nielsen.

Ja, det gjør jeg god nok, men vist ett saa godt som De, Hr. Pastor.

Blicher.

Hvad siger De! Hvem er det da?

Per Nielsen.

Tho det er da Dje Søn, Niels Farver!

Blicher.

De siger at — — — Han, den Slubbert! Gud naade mig! Er han her!

Per Nielsen.

Han har gavn her og skjevlet æ hil Daa; og nu er han bløwn lovlig fuld — for anner dje Peng. — Og saa laver han Utuskstræger. Men det kan vi vel nok sæt en Stopper for.

(Folk raaber forbitret i Munden paa hverandre, at han har overfaldet dem og deres Døtre. — De truer snart hen ad Farveren, snart op ad Blicher.)

Farveren

(er nu ved Per Nielsens Mellemkomst kommen fri af den andens Greb, endnu ophidset).

Kom du bare igjen. Jeg er ikke bange. Jeg skal nok lægge dig flad. Avekat! Jeg skal farve Gummerne paa dig, saa de skal spille baade i Ultramarin og Indigoblaat.

Per Nielsen

(har ham ved Kraven).

Hold du dig nu i Rumme, min Far! Du er jo bløwen hel mandolm. — (Peger.) Der har du ligget og vrødt og tabt dem halve af dine Penge.

Niels Farver.

Det gjør ingen Ting. Jeg skal snart fægte nogen sammen igjen. Det er rart at ha et kjendt Navn.

Per Nielsen

(fører ham over Scenen, for at faa ham bort, men standser hver Gang han siger en Giftighed).

Niels Farver

(raaber).

Farvel Folkens!

Bryd jer aldrig om, hvad han deroppe siger. (Peger ad Blicher.) Han er ikke en sur Sild værd! Han har snydt mig for hele min Fædrenearv. Tvi! (spytter. Flæber i Fuldskab.) Derfor maa jeg nu gaa og betle mit Brød — fra Dør til Dør! — (Springer over i et Grin.) Ved De, hvorfor Kristrup ikke kom og spilled den sidste Solo. Han kunde ikke. Han kunde ikke slippe ud af min Mors Arme. De elsker hinanden. Det har de længe gjort. Jeg kunde godt sige, hvor de er. Smaa Potter har ogsaa Øren! Men Kristrup har givet mig en hel Tremarkstykke; saa skulde jeg vel ikke gjerne gaa og bagtale ham. Hahaha — —!

(Nu har alle forladt Pladsen saa nær som Blicher; han stiger besværlig ned af Vognen og gaar bøjet hen og sætter sig med Ryggen til Scenen paa en Hedeknold ud mod Aftenrøden. Nu er det næsten Nat. — Kort efter kommer Fru Blicher og Kristrup ind fra højre.)

Kristrup.

Jo, Folk er gaaet; her er ikke en Sjæl! Det er jeg sgu kjed af.

Fru Blicher

(trykker sig kjælent ind til ham).

Er du kjed af, at du har været hos mig!

Kristrup.

Det er sgu første Gang, en Kvinde har faaet mig til at glemme min Pligt. Jeg kan ikke forstaa, at Klokken var bleven saa mange. Men inde i denne mørke Plantage lægger man ikke Mærke til, at Tiden gaar. Hvorfor vilde du ikke ogsaa høre, hvad jeg sa'; — — og vente til bagefter. Natten er jo lang.

Fru Blicher.

Fy, stygge Mand, at du ikke sætter større Pris paa, at du har hvilet i mine Arme!

Kristrup.

Jo, min Snut, saadan maa du ikke opta' det. Men en Soldat han skal først og fremmest møde tiltide. Og mit Navn var jo paa Programmet. Jeg vil blive frygtelig ærtet af Kammeraterne; var det sket under Tjenesten, havde den sgu staaet paa mørk Arrest.

Fru Blicher.

Og det synes du dog ikke, min Kjærlighed var værd!

Kristrup.

Gud bevares, Gud bevares! den er sgu meget mere værd — jeg tog gjerne Vand og Brød, om det forlangtes.

Fru Blicher

(hedt).

Men du skal ikke ha Vand og Brød, men du skal ha et rigtigt Smækkys (haler ham ned mod sig og kysser ham).

Blicher

(er sprungen op og staar midt imellem dem.)

Undskyld en lille Afbrydelse. (Peger paa Kristrup.)

Er De en Mand af Ære, at De forsømmer Deres Pligt for at trække Dem tilbage med min Hustru.

Kristrup.

Hr. Pastor! — Jeg beklager det skete — men —

(sniger sig ud til højre).

Blicher.

Det skete! (ser haanende paa sin Hustru).

Du gaar saa nedringet, Erneste! Husk dog paa, at Aftenluften er kold, — især i Plantager — —

Derfor var det altsaa, du vilde med til min Fest i Aar! Nu først forstaar jeg det altsammen! (Hun glider ud til venstre. Blicher synker ned med Haanden for Ansigtet): Jeg Daare! —

(Tæppe.)

FJERDE AKT.

Karen.

Nu maa du komme med os hjem, Blicher; saa slides det vel hen.

Blicher

(heftig).

Jeg skulde sidde paa Sædebræt med hende — kanske skal ogsaa Galanen med paa Vognen.

Karen.

De er væk for længe siden; dem skal du ikke komme til at møde.

Blicher.

Aa, maatte jeg aldrig møde hende mere — før for den evige Dommer! — Hvad har jeg nu mere at miste af? Hvorved har jeg fortjent den Skæbne, at de forlod mig allesammen.

Karen.

Nu ser du for mørk paa det, Blicher.

Blicher

(heftig).

Nævn mig da blot een eneste, der blev.

Karen.

Nej, jeg er jo kuns en simpel Tjenestepige, men —

(brister i Graad).

Blicher.

Ja, du, Karen! Dig har jeg da tænkt paa hele Tiden. Du er det troeste Guld! Men det gjør de andres Falskhed endnu grellere! Min Kjærlighed, mit Hjems Forlis — ja, det er jo en gammel Skade, men Himmelbjærget, Festen heroppe i Guds Sol — hvorfor maatte jeg ikke beholde den som en Trøst for alt det, der brast, alt det, det saarede Hjærte tabte dernede! — Har jeg da røgtet mit Kald slet? Har jeg søgt mig uædel Vinding eller sunget og talt som en Fjante?

Karen.

Nej, Blicher, jeg tykkes det maatte gaa enhver til Hjærte, saadan som du har talt her i de Dage. Jeg har aldrig været med til noget skjønnere, og jeg saa da ogsaa, at der var mange, der ligefrem græd — jeg vil nu ett tale om mig selv —; men især saadan ældre Mennesker; de stod og saa snart paa dig og snart paa hinanden, og saa begyndte Taarerne at trille ned over deres Kinder; ikke fordi, at der var noget bedrøveligt i det du sa', nej, tværtimod; men de tyt vel ligesom jeg, at de var med til noget saa nyt og skjønt, ja, og saa havde de vel ikke anden Maade at vise det paa.

Blicher.

Ja, men hvorfor svigter de mig da!

Karen.

Det er vist ikke dem, der svigter dig, Blicher. Dem kan du saamænd faa i Tale igjen, naar og hvor du vil. Nej, dem i de fine Frakker, Udvalgsmedlemmerne, Festkommiteen, — der skal ha deres Navn i Aviserne, men nu er ræd for Skandalen, — med dem er det en anden Sag; det kan jo være, de bliver henne — men skulde ikke ogsaa nok et Par af dem kunne undværes?

Blicher.

Jo, det har du sandelig Ret i, Karen; de fleste af dem er ikke en Pibe Tobak værd. Jeg har baade tit og ofte løbet paa mine gamle Ben 5 Mil, 10 Mil, til et af deres Kommitémøder for at faa en Ordning, en Aftale om et eller andet, og saa har ikke een af dem gidet komme, men jeg har kunnet løbe Gravinar over det halve Jylland.

Karen.

Ja, saadan er vel den Slags, naar de vil gjælde for rigtig fine.

Blicher.

Her sidder vi da, Karen, som Noa efter Syndfloden, strandede paa vort Ararat.

Karen.

Ja, men du skal se, Blicher, der er sluppen en bitte Due med os, en af dem, der vil komme hjem med et grønt Blad i Næbet.

Blicher.

Gid jeg turde tro dig paa dit Ord, Karen, men det er som om Skæbnen arbejder paa, at ribbe mig for al Tro.

Karen

(trykkende hans Haand).

Du maa ikke fortvivle, Blicher! Du som har vist den Evne til at faa saa mange andre til at tro, tro paa det nye og det skjønne i den Tid, som snart skal komme — aa, om de Folk ikke var til — hvordan skulde det saa gaa i Verden? Men, Blicher, du er én af dem; du maa altid præke Solskin, om det saa er aldrig saa graat i dit eget Hjærte.

Blicher

(klappende hende paa Kinden).

Du kjære, lille Karen! du sidder jo her som en Marie under Korset og gyder Balsam i mit blødende Hjærte. Og det har du gjort i al din Tid, ligefra den Dag, jeg mødte dig derude mellem Tyttebærrene.

Karen.

Ja, det havde jeg nok let ved, Blicher.

Blicher.

Det er ikke alle, Karen, der har saa let til det gode, som du. Du blidnede min Mors Lidelser, til Gud gav hende en naadig Død; du har været min gamle Fars Hjælp og Trøst i hans Alderdom, mens din egen Ungdom blegned, og nu sidder du her og prøver paa at hjælpe mig over mit Livs Skibbrud —. Dersom ikke du og dine Lige var i Verden, saa blev der ingen Mulighed for at leve.

Aa, saa tit mine Hænder har været knyttede til at forbande! Men naar jeg saa saa paa dig og din stille uselviske Ofren dig for andre, ja saa skammed jeg mig, og min Forbandelse forvandled sig paa min Læbe til Velsignelse. For jeg har ikke altid haft lige let ved at tro paa de bærende Kræfter i mit Folk — men naar mit Øje saa kom til at hvile paa dig og dit stille Offer, saa svandt enhver Tvivl; for du var jo som en ny Søren Kanne, omend i Kvindeklæder, — Ofret, Daaden, den stille Given sig hen for andres Vel. Og saa sa' jeg til mig selv: Saa rigt er dit Folk nedefter, indefter; inde ved dets Rod ligger der gammelt Guld, gyldne Ringe, gyldne Spange! Og jeg løfted min Isse og sang. (La'r sin Haand glide hen over hendes Tinding.) Saa er den jydske Barde da ikke helt forladt, naar saa ren en Sjæl sidder ved hans Side!

(Gryet er efterhaanden gaaet over i gylden Solopgang.)

Blicher

(fortsætter).

Se! nu tænder Gud Lyset paa sit Højalter; saa bliver hver en forfængelig Praas overflødig.

Tit tænkte jeg paa, om ikke jeg selv var en saadan forfængelig Praas, der vilde lyse omkap med det Høje. Men saa følte jeg mod mit eget bankende Hjærte, og dets ærlige Begejstring gav mig Lov til at tro, at det, jeg vilde for mit Folk, var andet og mere end forfængelig Tant —

— — — Aa, jeg er saa træt, Karen; i to Nætter har jeg ikke sovet, første Nat af Glæde over den store Tilslutning, denne Nat af Sorg over det, der siden er hændet. Hvorfor retter min Gud saa tunge Slag imod mig! — — — (Vender sig ud mod Landskabet.) Se, der ligger nu Landet, det jydske Land, som jeg fra Barn har gjennemtravet paa min Fod. Hvor er jeg voxet sammen med dette Land! Det gav mig Kummer, men ogsaa Glæde. Se, hvor det bader sig i Morgenens Lys! Dets Møller gaar rundt, dets Kirketaarne ranker sig med mørke Glamhuller, mens Rugens Vipper sænker sig eftertænksomt mod Høsten. Ogsaa jeg nærmer mig Høstens Alvor, da den rappe Føjten omkring maa være forbi. Foran mig — over Heden — flyver snart det tavse Træk af Viber og Hjejler, og bag mig — se, Karen: Festens tomme Flagstænger!

Karen.

Aa, Blicher, nu maa du ikke igjen henfalde til din gamle Bedrøvelse.

Blicher.

Bedrøvet eller ikke. Hvad Rolle spiller mit Liv mod Slægtens Liv. Træt er jeg Karen, træt af disse evige Sylestik.

"Som en sandet Vej opad for en gammel Mands Fødder", saadan blev mig de tusinde Skuffelsers Sti.

Den Pil, der ramte i Kvæld, den kan ingen Saarlæge trække ud af mit Hjærte.

Karen, du stille og trofaste Sjæl, den eneste, som deler min Bekymring, maa jeg støtte min Tinding mod dit Knæ; saa prøver jeg at faa Samling paa en vemodig Vise, som har boret i mit Sind den ganske Nat.

Det skulde være saadan et Testamente, der kunde aabnes af mit Folk, naar jeg trætte Mand ikke er mere.

Karen

(lægger hans Hoved til Rette i sit Skjød).

Blicher

(siger):

(Tæppet gaar langsomt ned.)

NOTER.