nu hal'anden Aar,
skjønt han er en Asen
i og om hans Gaard.
a haar hat æ streng,
skjønt æ Stod'er stej mæ
næjsten uden Peng.
nu mi bette Gul;
her haar a di Klap'træ;
hwor haar du di Mul.
det war ild aa spør,
kom, mi bette Kipkal,
med di løjen Ør!
Anders.
Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi er ved æ.
Trine, nu maa du syng.
Trine.
Hwadfor skal a?
Anders.
Jow; for du vil helst.
(Trine rusker ham i Haaret.)
Anders.
Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og tegged.
Trine.
Hwem, sejer du?
Anders.
Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder, som vi kaldt Greven af Saksen.
Trine.
Naa-aa!
(Rejser sig op og staar lidt.)
Anders
(til Visti, som ligger lige op ad Trine).
Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen saa læng. Det kan der jo blyw Tid te sin.
(Visti dukker sig genert.)
Trine
(synger).
horrihej!
Der sad ved Aaen den sorte Frans,
horrihej.
Og Frans han hvøvted[28], og Kjesten gled
paa nøgen Fod i hans Arme ned —
hor-ri-hej!
horrihej!
du aldrig laa ved saa falsk en Barm,
horrihej!
Han lokker alle de Piger smaa,
der færdes hist ved den dampende Aa —
hor-ri-hej!
horrihej!
naar Natten kogler, og Manden vil —
horrihej.
En Sivbusk ved en lullende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa,
hor-ri-hej!
horrihej!
før Kjesten fik sine Foler fat,
horrihej.
Saa blommende rød hun hjemad red;
hans Kys bestandig paa Kinden sved, —
hor-ri-hej!
Anders.
Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm; men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa. — Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.
Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask (rækker ham Flasken). Mir faar du ett, for mir haar vi ett.
Per Søwren.
En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!
Anders
(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).
Den her Vej med Sølvtøjet!
(De andre følger.)
Hellig Mads
(der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for Trine).
Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.
Trine.
Er æ Gudsurd?
Mads.
Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan taal aa hør dem?
Trine.
Jamen hwer Ting te si Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen[29] nø godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.
Aa, gaa saa læng, Visti!
(Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og Larmen.)
Trine.
Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?
Mads.
A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.
Trine.
A ved ett, a har send dæ nø Helsen.
Mads.
Jo—ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r, og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar øwer og si te mæ.
Trine.
Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.
Mads.
Men vil du da aalle blyw min?
Trine.
Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.
Mads.
Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl — er det saa ett en yndig Syn for Herren?
Trine.
Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer paa Sjæle end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.
For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te di Sjæl "drages" af min. Sej heller, te di Obligationer drages af mi Faa'rs Obligationer, di Hundredkronesedler af hans Hundredkronesedler, di Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok, æ Hummel stikker. Du tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent — men du kund jo da ta Fejl.
Mads
(forbavset).
Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?
Trine.
Ja, det ved a ett nøj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.
Ja, si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa gjør med baade Krop og Sjæl — Godnat, Mads!
Mads.
Aa, tøw inu en bette Krumm!
Trine.
Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj aa sej mæ iløwle. — (Kalder overgivent.) Visti ... Halløj!
Visti
(bag Scenen).
Her er a!
Mads
(bønlig).
Trine, du skal blyw!
Trine.
Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!
(Leende ud.)
Mads
(hen for sig).
Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot ... Men saa møj Peng han arved ... Og hwad der kan blyw, det er jo da hindes.
(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med Legepladsen.)
Anders Forkarl
(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).
Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter di Katekismus.
Mads
(messende).
"Prøver alt, men bevarer det bedste!" — Haar du tint ved det?
Anders.
Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo fræ dæ, og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.
Mads
(forfærdet).
Men hwor kan de da ha aa gaa hen?
Anders
(polisk).
Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.
Mads
(mere og mere urolig).
Da maa a si aa sni'rend dem!
(Styrter ud til venstre.)
Anders
(raaber).
Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens Skottørvgrav!
(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par om Par — spring ud ad!« De legende Par suser nu og da ind over Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)
Per Søwren
(vaagner og raaber).
Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!
Anders
(iler til og hjælper Pigen op).
Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.
(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)
Anders.
Nej, først en bette Kys for Umme[30] og Tidsspild. Godt! Den næjst!
(Hun piler igjen af.)
Anders
(til Per Søwren).
Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. — Du faar di Donner lovlig billig i Awten.
Per Søwren
(søger efter sin Hue; gaber).
Tho a war nær bløwen søvne.
Anders.
Nær! — Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.
Per Søwren.
Nej, nu øwerdrywer du æ! — Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.
Anders.
Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.
(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer ind paa Scenen.)
Jonna
(søger at stive Hjorddrengen af).
Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand[31].
(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte Baal, hvor han falder i Søvn.)
Anders.
Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. — Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.
Per Søwren
(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to, —
saadan kom jeg til Verden!
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var ham, der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire,
for een — det var for lidt for Per Søwren.
og klinker gamle Fade,
og limer Hank paa skaaret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen —
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig,
saa skal vi fugte Aanden —
men een — det er for lidt for Per Søwren!"
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden,
men bagved næste Sogneskjel,
der mødte mig — den anden, —
for een — det var for lidt for Per Søwren.
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket, —
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een — det var for lidt for Per Søwren.
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndergjæld
og træder ind for Præsten:
Du Mand, hvis Fag det er at tro —
naar jeg er død og borte,
bed saa for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte, —
for een — det er for lidt for Per Søwren.
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils dog din Vorherre,
og sig fra mig: Jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.
med Skimmelsvamp paa Tanden;
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten:
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende, løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og udstøder et Hvin.
Wolle Rævsgaard
(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen med).
Per Søwren
(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):
Slaa mæ, men skaan æ Fjol!
(Kvask! Fjolen splintres.)
Per Søwren
(hulkende).
Mi jennest Rigdom paa Jorden!
(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)
Wolle Rævsgaard
(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).
Dæ fæk a da fat i!
Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.
Palle.
Av, Av! A ved æ ett!
Wolle Rævsgaard.
Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. (Rap! Hyl!) Naa, hwor saa?
Palle
(vrider sig).
A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens Masens Kal'hus.
Wolle Rævsgaard
(slipper Palle).
Jens Masens Kal'hus! (Fløjter.) Der fløw en Stork op[32]!
(ud.)
ANDEN AFDELING.
Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse; Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg og Tag.
Hellig Mads
(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt hen i Krogen til venstre.
Lidt efter Visti og Trine).
Visti.
Læd mæ ryw en Swavlstykk.
Trine.
Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A mærker, der er saa møj Halm herind.
(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)
Visti.
Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.
Trine.
Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ. (Lægger sig tættere til ham.) Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.
Visti.
Hwor bløw han aa?
Trine.
Aa, han storked wal aa hjem. — Du kan endda tro, a saatt ham en slem Skræk i æ Bælle.
Visti.
Hwordan da?
Trine.
Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn an for.
Visti.
Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?
Trine.
Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! — Uh, a kund ha spytt paa ham.
Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og saa som han løjter!
Visti.
Hwad er det da aa?
Trine.
Aa, han wasker sæ wal aalle.
Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du kan tro, te det war en stram jen aa faa nied!
Visti.
Men hwad gjord da du?
Trine.
Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm; men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. — Nej, helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp, hwis a faar nø Lyst te det. — Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan sejj i Fred for søen en Stod'er.
Visti.
Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?
Trine.
Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A trænger ett te'en. (Kjælen.) Men ved du, hwad a trænger for?
Visti
(i Tanker).
Nej.
Trine.
Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.
(Knuger og kysser ham.)
Visti.
A saa og tint paa nøj.
Trine.
Hwad war det?
Visti.
Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di Faa'r heller ga sæ.
Trine
(begejstret).
Ja, det skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de aaltid saa pæn i dje Tøj.
Visti.
Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller tre.
Trine.
A kan vent paa dæ te Dommedaa, om det skal vær, nær a ved, du holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.
Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa; saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell tow Æsler — den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ den naaen Sid — og Mads — den størst Æsel af dem aalsammel — han trækker i mæ fræ aall Sider. — Men a skal nok hold æ Ører styw, saa læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. — Og a vil derfor ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw tvungen te aa ta ham.
Visti.
Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?
Trine.
Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. — Du skuld ha sit ham i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; — a troed, han haaj gin mæ Haak.
Det war nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i mi Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.
Visti.
Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!
Trine.
Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu[33] dernied, da vi gik her hen; baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.
(I det samme slaaes der med en Stok paa Bræddevæggens Yderside; de to elskende springer øjeblikkelig op.)
Visti
(hviskende).
Herhen! (De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed af Døren; denne stødes op.)
Wolle Rævsgaard
(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemærket ud. Wolle famler omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjød. Faar fat i Mads, der hales frem og gjennembankes).
Mads
(brøler).
Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!
Wolle Rævsgaard
(der opdager Fejltagelsen).
Men Herregud, Mads, er æ dæ! — — Haar du da mi Dætter ved dæ?
Mads
(der kun kan tænke paa sin garvede Ryg).
Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende gal jen.
Wolle Rævsgaard.
Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt[34]?
Mads.
Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, far du begynd aa tæsk løs paa mæ.
Wolle Rævsgaard.
Haar du da ett sit nøj te mi Dætter?
Mads.
Hwor skuld a ha sit nøj te hind?
Wolle Rævsgaard.
Den Sat—! den lied Dreng, der fæk mæ i den Tro, te hun og æ Andenkaa'l, war gavn herhen.
Men vær nu ett altfor vred paa mæ, Mads. Hwad vi er jo aalsammel syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrøbeli'hid.
Mads.
Ja, aaeja! Men der kund da gjan vær nø Maad med æ!
(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)
(Tæppe.)
TREDIE AKT.
TO AAR SENERE.
Spisestue paa Hegnsgaard. Ka Rævsgaard — en lille Kvinde med hvid Kappe om et spidst Ansigt — og Trine i Færd med at ordne et stort, aflangt Bord til højre. Aaben Dør til Dagligstuen i Baggrunden; til venstre for Døren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjøkkenet i Krogen til højre.
Trine
(rager inde i »Skjænken« paa venstre Sidevæg).
A tykkes ett, her er mir end tre Sølvskir; hwor er de anner ni, der plejer aa vær her?
Ka Rævsgaard.
Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for Peng te æ Kommuneskat.
Trine.
Og de to stur Sølvbægre med wor Bejsteforællers Navn paa?
Ka Rævsgaard.
Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid.
Trine.
Og du haar ett faat nøj tilbaag aa æ? Det er egentlig forfærdelig, hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor læng tror du, det kan blyw ved aa gaa?
Ka Rævsgaard.
Ja, der kommer jo te aa si nøj plukked ud her i æ Hus, imud hwad der jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa læng han ett forringer æ Besætning, da kan æ wal ett hiel gaa Paan paa[35]. Men han spilt en Plag hen — rejn og baar — i Forgaars Næt; den Slaw hower a ild.
Men læd wos nu ett snakk om det, mi Baa'n. Det kan jo forandres aaltsammel, saasnaar du vil. For Mads, — det er en rig Kaa'l og en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med sæ, i hwad han gjør.
Trine.
Ogsaa nær han snyder Folk!
Ka Rævsgaard.
Hwor har du høt, te Mads haar snydt nue?
Trine.
Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol fri for alle Fejler; da de saa drøw en tebaag paa ham ijen, slog han hans Hinner sammel øwer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en kommer ijen! Det stod søen for mæ, da a sol en, te Worherr vild ett ha, te a skuld skill mæ aa med den Dyr!"
Ka Rævsgaard.
Ja, det er nøj, Verdens Bøen faar te Rend for aa forstyrre Guds udvalgte i dje Salighedsgjerning.
Nej, Mads, — ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds Baa'n, han sætter ett det timelige øwer det evige, skjønt han haar fuldt op af bejje Diel!
Trine.
Aa, Muer, du snakker om nøj, du ett forstaar dæ paa. Du ved jo desuden godt, hwem a holder aa og aaltid haar holdt aa.
Ka Rævsgaard.
Ja, a skal ett sej nø ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han kund jo da ett hold æ Gaard opp, søen som æ Sager nu staar. Og di Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans Øwn; og hwad kan en snaar sej te æ? Han kam her jo som en sølle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men den, der haar ett nøj, han haar jo da ett nøj.
Trine.
Ja men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som Mejerist er jo med de allvillerst — her paa æ Egn da.
Ka Rævsgaard.
Ja men æ Fattemærk — den haar han jo da paa sæ iløwle.
Trine.
Hwad er det for en Mærk?
Ka Rævsgaard.
Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, — han kan nu ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld blyw Mand i æ Gaard. — Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r.
Trine.
Ved du, te Visti kommer her i Daa?
Ka Rævsgaard.
Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham?
Trine.
Det haar a.
Ka Rævsgaard.
Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ?
Trine.
Ne—ej; er æ mi Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa indbyd en jenle Mennesk.
Ka Rævsgaard.
Blot det ett tar en gal End!
(Man hører en Vogn kjøre op.)
Bitte Fip
(i Kjøkkendøren).
Saa kam æ Præjst!
Ka Rævsgaard.
Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør æ Burd færdig?
Trine.
Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.
(Ka Rævsgaard ud.)
Trine
(til Fip).
Aa, Fip, tøv lidt!
(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig Bordet.)
Trine.
Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta mæ dem. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.
(Fip ud.)
Severin Jensen
(træder ind fra Døren i Baggrunden).
Hm! Gratulerer!
Trine
(skriger).
Uh! (vender sig om.) Aa, a bløw da saa hentavn[36]; a troed det war — — (standser forlegen).
Severin.
Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at Visti først kunde komme senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa Døren, skulde han komme.
Trine.
Tho det war a endda forfærdelig kid aa, te han ett kan komm te æ Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?
Severin.
Aakja, storartet!
Bitte Fip
(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene — evig sur).
De laa ett i æ nordvejst Hjørn.
Trine.
Hwor laa de da?
Fip.
De laa akkuraat i æ søndvejst Hjørn.
Trine.
Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.
Severin Jensen.
Hvad Fip, vil De ikke sige Godda' til mig?
Fip.
Goddaw! Er De her? Hworden haar De æ?
Severin.
Jotak! Og De?
Fip.
Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald. Men helsen maa en jo ett klaw. (Til Trine.) Nu kam den her sølle, slemm Slagter.
Trine.
Ræber?
Fip.
Ja; a kan endda ett forstaa, hwad han skuld bydes mej for. For det ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di Faa'r paa Glatis.
Trine.
Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo læ mi Faa'r om.
Fip.
Ja; te det falder sammel om wos det hiele!
(Fip ud.)
Severin.
Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa Vejen. Kommer — han ogsaa?
Trine.
Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa Hegnsgaard?
Severin.
Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre mellem to Bejlere.
Trine.
Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.
Severin.
Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange Udsættelse.
Trine.
De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?
Severin.
Ja, se Visti er jo nu saadan situeret, at han udmærket kunde forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.
Trine.
De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav — det er ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?
Severin.
Hvad kalder De saa den naturlige Gang?
Trine.
Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og Knokkeldom til alle Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med den "Swigersøn".
Det maa De ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv wunden.
Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for laang Tid sin!
Ka Rævsgaard
(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).
Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.
Trine.
Ja, æ Burd er i Stand!
(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. Severin Jensen vil trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren paa den stort smilende Esper Vøvtrup.)
Esper Vøvtrup.
Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det gik Mads Fæg med æ Præjst. Han haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer, te han war kommen for silde.
"Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"
(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms Skogren.)
Wolle Rævsgaard.
Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som I er Venner te.
(Man gaar til Bords.)
Proprietær Nørholm
(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).
... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som raadne Æg.
Gnatt.
Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?
Nørholm.
Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!
(Ræber er revnefærdig af Latter.)
Wolle Rævsgaard.
Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! (Til Severin Jensen): A war endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.
Severin.
Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke er bedre.
Wolle Rævsgaard.
Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred — saa er et sgu snavs.
Esper Vøvtrup.
Saa er De maaskisæ wor Degns Søn?
Severin.
Ja.
Esper Vøvtrup.
Hwad fejler da Dje Faa'r?
Severin.
Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.
Esper Vøvtrup.
Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! — Da ka de misæl ett vær ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.
Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller Jensen skuld a wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller Høtti[38].
Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!
Wolle Rævsgaard.
Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.
Esper Vøvtrup.
Tak! — Skal a skink jen te dæ osse, Mads?
Mads
(strengt).
Nej! a bruger ett den Slaw.
Esper Vøvtrup.
Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?
Pastor Gnatt
(sender Esper et strengt Blik).
Esper Vøvtrup.
Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier a still.
Men De, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.
Ræber.
Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha, ha, ha! (Til Ka Rævsgaard). En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket, saftig Mørbrad!
Ka Rævsgaard.
Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.
Ræber.
Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er min Svigersøn, men ...
Moster Malén.
Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.
Faster Jehan
(yderst langsom).
A vild osse snaar tykk — nær det maatt høres — te Sørensens Kjød er, hwad a — uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen — vild kald lissom en bette Krumm bejer end Olsens.
(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)
Ka Rævsgaard.
Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa ...
Gnatt
(i agrarisk Disput med Nørholm).
... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten!
Nørholm.
Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde lidt paa Stubjorden.
Gnatt.
Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det hænder jo at ens Køer skal kælve?
Nørholm.
Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.
Gnatt.
Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig. Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve?
Nørholm.
Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det værste er overstaaet.
Gnatt.
Naa, er det godt?
Nørholm.
Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!
(Til Ræber, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen Latter.)
Han tror det, den Onde gale mig!
Gnatt.
Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær?
Nørholm.
Jo—o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en rimelig Rabat, — især hvis De bemærker, at det er til Køerne!
Esper Vøvtrup
(til Wolle Rævsgaard).
Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri?
Nørholm
(der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker bekræftende).
Wolle Rævsgaard.
Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi Swiger ... hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt.
Nørholm.
Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr. Rævsgaard. Naar vi har gjort Dem til Formand, saa er baade Æren og Fordelen udelukkende paa vor Side.
Wolle Rævsgaard.
Maa a takk Dem, for de Urd, Proprietær Nørholm.
Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.
Nørholm.
Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod dem, der har noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da sandelig ikke værd at undres over.
Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i begge Tilfælde finder de, at vi fik for meget, og de fik for lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.
Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest kommer sur til Mejeriet. (De andre ler.) Men vist er det, at hvis Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko — som han tilmed græsser paa mine Vejskrænter — saa forlanger han, at den ved Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? — det er et ganske absurd Forlangende!
Esper Vøvtrup.
Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der stemmer, men —
Nørholm.
Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske ud paa eet.
Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk er født misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være det — — — og kanske deres Ret!
Esper Vøvtrup.
Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling — smider den nøj af sæ?
Wolle Rævsgaard.
Nej, ett andt end Æren.
Esper Vøvtrup.
Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan nu nok saa godt lid dem, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og a haar ett opdaved, te di Smag er forskjellig fra min, hwad det angaar.
Wolle Rævsgaard.
Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.
Esper Vøvtrup.
Aa, du hætter sgu nok paa, — om a kjender dæ ret — hwordan den Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i æ Stripp[40].
Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes jen her ved æ Burd.
Wolle Rævsgaard.
Hwem skuld det vær?
Esper Vøvtrup.
Tho a tint paa æ Mejerist.
(Trine, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)
Wolle Rævsgaard.
Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.
Esper Vøvtrup.
Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og ... Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej ... Ih, hwor bløw Trine aa? (Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at lytte.) Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat — tho det kund han jo godt ha spaar — saa vil a nu ha Lov til aa sej som mi Mjenning, te vi skal si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired — saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.
Wolle Rævsgaard.
Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for mæ ha hwad Mjenning, I vil.
Esper Vøvtrup.
Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds[41] og moged og endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem mindst.
Wolle Rævsgaard.
Vild du kanskisæ gi di jennest Dætter — om du haaj nue — te en Husmandsung?
Esper Vøvtrup.
Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.
Wolle Rævsgaard.
Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. — Men helsen holder a ett af dem, der søen — burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af baade det jet og det andt. — Det er ett, som nær en er føj[42] med æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.
Esper Vøvtrup.
Py! Hwem Fanden er nu føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter, ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ mæ, i Maaen er æ dæ!
Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er bløwen te nøj, om ogsaa han saa — som ham Taalen her er om — er føj ved en Ud'sid.
(Trine er nu atter kommen ind.)
Wolle Rævsgaard.
Ja der maa enhwer wal ha si Mjenning.
Esper Vøvtrup.
Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ min. (I det samme kommer Visti ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper Vøvtrup): Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu swor for sæ sjel!
(Trine gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung Haand paa hendes Skulder.)
Wolle Rævsgaard.
Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud end herind!
Visti
(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved Trine).
Hwad er det her!
Trine
(fremstøder):
Jamen, Faa'r, det er mæ der haar indbøjn Visti.
Wolle Rævsgaard.
Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil!
(peger bydende mod Døren).
Visti
(i vildt Oprør).
A skal wal gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.
(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)
(Tæppe.)
FJERDE AKT.
ET AAR SENERE.
Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.
Ka Rævsgaard sidder og vinder Garn af en alenhøj Vinde; Wolle Rævsgaard sidder i Sofaen og læser »Dagens Nyheder«.
Ka Rævsgaard.
A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i æ Daw; er der nøj i æ Vej med dæ?
Wolle Rævsgaard.
Nej, hwad skuld der wal vær i æ Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det er det hiele.
Ka Rævsgaard.
Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler?
Wolle Rævsgaard.
Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med æ.
Ka Rævsgaard.
Er æ i den vejstes Skywt[43] i Or?
Wolle Rævsgaard.
Det hower a saagu ett saa nyw.
Ka Rævsgaard.
Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og sprej æ Maag istej for aa legg æ ved æ Kartofler. Du hower nok, hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit te i Tid.
Wolle Rævsgaard.
Det maa æ Forkaa'l jo pas.
Ka Rævsgaard.
Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. (Kort Pavse.) Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?
Wolle Rævsgaard
(meget forvirret).
Hm! — Sand nok — — men der war kommen — — der war nøj, der gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. (Det banker.) Kom ind!
(Proprietær Nørholm træder forsigtig frem.)
Nørholm.
Godda'! Ja, undskyld — —
Wolle Rævsgaard
(vinker Ka Rævsgaard bort).
Værsegued aa ta Plads!
Nørholm.
Tak! Naa, De lægger Kartofler.
Wolle Rævsgaard.
Ja.
Nørholm.
De har godt Vejr til det.
Wolle Rævsgaard.
Ja, det kan en ett klav paa.
Nørholm.
Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.
Wolle Rævsgaard.
Nej, det kund a wal tink.
Nørholm.
De ved maaske allerede mit Ærinde?
Wolle Rævsgaard.
Nej, hwor skuld a ved det fræ?
Nørholm.
Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem.
Wolle Rævsgaard
(mere og mere forvirret).
Fræ æ Mejeri?
Nørholm.
Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den 3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi har haft Dem til Formand?