Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt[81], som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede, og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed, og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetægt, som alt uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse, og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages, førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.

Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og Barnet uden Ophold nedbringe.

Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor Allarm i Thisted.

Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn, hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige[87] Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom, og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde inkvirere[90] om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive straffet.

Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.

Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.

Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at forvises Landet.

Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92], begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brændes, om ellers dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til Beskæmmelse skulde indføres.

Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96] Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn[97] og Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier, nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.

Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig udi, som hende derudi havde styrket.

Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], førend de vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning, efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det. Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det være følgagtig[101], at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og ingenlunde vilde lade det komme frem.

Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer, som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:

Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar, som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus, hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det, fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde være Aarsag til den Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at melde.

Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter meldes videre.

Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig Revselse været begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende meldes videre.

Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange sine Ophævelser[107] og anstillede sig imidlertid at være dum[108]. Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne 22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte nogen.

Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde, at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.

Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted, den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.

Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og at have faaet et Tilfald[111] med Hjærte Angest og Tungsindighed og ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til Barsel.

Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle[113] Øl og der faaet sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort sin Virkning.

Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22 Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre, men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne Kone er og siden befunden at rede til Barsel.

Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte ingen.

Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi Korsdøren med Manen begegnet.

Herforuden eftersøgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase, gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet, beror det indtil sit Sted.

Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og Trolddoms Værk.

Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.

Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved, formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.

Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne eller Bomærker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag. Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes, hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig, hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde tale andre Sprog end deres Moders Maal.

Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening, efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.

Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118] Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa forblev udi Aalborg.

Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.

Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet mere fornam til dets Optøger.

Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted endelig befriet fra dette urolige Selskab.

Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter Lands Lov og Ret at tiltale.

Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.

Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hørt hos de formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets almindelige Sag.

Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod, sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende, bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun, at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at Maren Spillemands kom[124] hende først til, og truede hende, at hvis hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.

Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede hende til at sige andet eller gjøre andet, end som[126] hun var besat.

Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side. (Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter; men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos hannem i Skriftestolen udi Kirken.

Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.

I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning[127], og sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det kom de andre hende først paa[128], og som de sagde for hende, saa sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi. Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse, som af hende var begangen.

Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund, skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd, skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.

Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige Kommissarier at staa til Munds[131] baade med hannem og de andre og vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til at gjøre denne Bekjendelse. Djævelen var og en træsk Aand, som holdt sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfærd i hans Hus udi Thisted og i Særdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa hendes Besættelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes beskaffet:

Da Biskoppen, som for[132] er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm, havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for sig, og han selv stod i Tvivl om dette Værk, efterdi Mag. Oluf saa haardt forfægtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at fornemme, om hendes Djævel kunde forstaa det. Nu hændte det sig, at hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria[133], hvilket Ord (som hun siden vidste at gjøre Rede for) hun havde læst udi sin Salmebog, hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djævelens legemlig Nærværelse, udbredte[134] det som et stort Vidunder og brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et Hoved-Argument om hendes Besættelse.

Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin forskrevne[135] Bekjendelse siden for Kongens Højeste Ret i Mag. Olufs egen Paahør.

Saa blev da Maren Zirich (den ægte Mands Kone, som tilforne var kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning til at give sig ud for at være besat, efter den Lærdom, Mag. Oluf havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i samme Indbildning og kaldet hendes Djævel Fante. Forklarede ogsaa, hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis[136] at hun havde en Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjælpe, uden hun kom udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket større, saa og hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet hannem Naade til at binde Djævelen, naar han vilde, og komme Djævelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det, bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi højeste Maader over, at hun saaledes af sin Sjælesørger havde været forledt, og lagde paa hans Samvittighed at svare til al Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, som hun havde forøvet, og der hun blev stillet for Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette i hans aabne Øjne med grædende Taare, ja end ydermere forekastede hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Død, trodsede imod hannem[137], om han turde nægte det, og beraabte sig paa adskillige Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved Efterforskning saaledes er befunden).

Han derimod anhørte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et udædisk[138] Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde løjet paa Gud, sig selv og sin Jævn-Kristen og derfor ikke stod til troende, anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende[139], at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det øvrige for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfærd og faderlige Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjærmelse nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted, hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde været besat med andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse indvendte.

Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.

Da nu Kongen[140] fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre, som endnu var forhærdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.

Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en uforsvarlig Pardon[141]. Han lod hende og siden indstævne for Kongens Højeste Ret udi egen Person at møde, og imidlertid ved sine Tilhængere udi Thisted søgte hemmelig at overtale hende, at hun skulde rømme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun dog ikke fulgte.

Men, som hun formedelst Fattigdom og besværlig Rejse, saa og fordi at hun var frugtsommelig, ikke mødte for Retten, tog han deraf Anledning at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaløjet. Der over lod Kongens Fiskal[142] hende føre fra Thisted og stille til Ords[143] for Højeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne Øjne igjentog og hannem omstændelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om han turde nægte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun vilde møde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt om hannem, hvilket altsammen han med Beskæmmelse anhørte, og hverken udi hendes Nærværelse benægtede eller et eneste Ord dertil svarede. Og blev hun hannem saaledes for Højeste Ret tvende Gange forestillet, om han hende noget havde at tilspørge, mens han vilde ikke binde sig an med hende, paaskyldendes[144] at hun efter hans Formening var et udædisk Menneske, som han ikke vilde agte værdig at svare.

Kvinden blev derefter forlovet[145] at rejse hjem og takkede GUd, at hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.

Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besættelse Selskab, som blev fremturende udi deres sædvanlige Gebærder udi Aalborg, hvoraf den ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fødte et dødt Foster og døde i samme Barselseng.

Som nu de øvrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier udi Aalborg, fremkom for det første Maren Spillemands, som udi otte samfelde[146] Uger havde været skikkelig og imidlertid baade for Præster og andre, som hende havde besøgt, ladet se adskillige Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed, klaget over sine Forførere og bedet Gud hjærtelig om hendes Synders Forladelse med et skikkeligt Indlæg, vidtløftig sammenskrevet om hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte Bekjendelse og derimod forblev ved hendes første Foregivende, at hun i fjorten Aar havde været legemlig besat, klagede over, at hun til hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom Ild og løbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til alt det, hun blev tilspurgt, bekræftede det med en dyr Ed, saa sandt som hun agtede at faa Himmerige og at møde for GUds retfærdige Dom og sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget løbendes op i hendes højre Ben, som løb langs op ad hendes højre Side og satte sig i hendes højre Øre, og var (det) ligesom det kunde have sagt til hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i samme Indlæg, hvilket hun selv for Retten oplæste og foregav, at det var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.

Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og Rendekællinger udi Aalborg, som en Del løb imellem Mag. Oluf og disse fem forhærdede Kvindes Personer fra en til anden, der som[147] de sad i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hørte. En Del udi Forundring over deres galne Gebærder havde Medynk med dennem og meddelte dennem stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn næppe havde haft det, de kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa udspækket[148], at de ej kunde ønske sig bedre Dage.

Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af[149] vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forøvede Guds Bespottelse.

Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen, og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette vildfarende og forhærdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at holde for sandfærdig.

Saa blev der nu imod hende ført Vidner af Præster og andre fornemme godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold, imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde mærket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke været sig selv mægtig, da saadant skulde passeret.

Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde ladet opsøge hos den gemene Mand og dennem selv ladet sætte udi Stil og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Kærlinger, Daglønnere, Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som hverken kunde læse eller skrive, med trende Bogstaver ladet undertegne, hvormed han vilde gjøre besatte baade disse Mennesker, som vilde være det, saa og de andre, som var kommen udi bedre Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.

Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte, var en ældgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi Hospitalet og havde nogle Nætter været hos Maren Spillemands. Denne vandt[150], hvorledes hun tilligemed en Dum[151] og en Krøbling selv tredie havde været om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes Anfægtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret paa en Ko, der skal føde en Kalv, og i det samme blev de alle saa mange, som holdt paa hende, løftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde været i Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Kærling, da hun blev nærmere forhørt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes fulde Syn eller Sans.

Hernæst kom Krøblingen frem, som havde været med udi denne Skærmydsel, da Kærlingen skulde været løftet i Vejret, og stadfæstede hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de havde set samme Vidunder.

Herpaa blev den anden Selskabs Søster, navnlig Karen Toftum, i lige Maade fremstillet og fik at høre, hvad Vidner der var imod hende om hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn én og anden havde der i Agt taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin Haardnakkenhed.

Mag. Oluf derpaa straks, uagtet Rettens Forbud, styrkede hende ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jærtegn hos hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev død i hendes Laar og Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde røre derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskærere[152] at bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte røre hendes Ben, sagde, at de kunde ej skønne derpaa[153]; thi hendes Svaghed var inden i Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Følelse og Rørelse som hos et andet friskt Menneske, saa at man øjensynligt kunde mærke hendes Bedrageri.

Hun gjorde sig og en Gang lige som død og sanseløs for Retten; men, som[154] man i en Hast holdt hende noget stærkt lugtende for Næsen, efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i samme Øjeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djævel, lod hun sig saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djævel vilde hun dog ikke lade fare, saa længe hun var for Retten, og som man med tvende Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djævel borte.

Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden noget latterligt og daarligt sammensanket Kærlinge Snak. Han kunde og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forsætlige Bedrageri. Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besættelse til det yderste vilde forsvare.

Saa fremkom da den tredie Selskabs Søster, som var Karen Spillemands, Søster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa samme Maade, hvis[155] Vidner der var om hendes Forhold og formanede hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af Retten gjorte Forbud og Formaning, førend man kunde komme til at forhøre hende, sagde offentlig, at han havde hørt hende i Thisted tale en hel Sentents paa kaldæisk Sprog. Hvilket da hun hørte, var hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag. Oluf om denne kaldæiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede, hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted, givende sig an[156] for at forstaa noget udi Barskær Kunsten og var iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til hende paa kaldæisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det samme talte nogle sære Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun sagde paa kaldæisk, at han skulde kysse hende etc.

Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og troværdigt Tegn paa hendes Besættelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at denne Rytter (som skal have været en Tyrk af Nation) hverken kunde hebraisk eller kaldæisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville bevise.

Den fjerde Selskabs Søster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade forelæst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller Foregivende, at der maatte have været noget Spøgeri hos hende, efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.

Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at være legemlig besat af Djævelen. Men inden Sagen fik Ende fødte hun et friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden[157], som hende i Fængslet havde opvartet. I det øvrige forfægtede Mag. Oluf paa det skarpeste disse Menneskers Besættelse, beraabende sig stedse paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke dog, som før er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers urimelige og ugrundede Snak.

Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin Vildfarelse, i det øvrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremføre alt det, som kunde være til hans Forsvar. Han derimod ikkun søgte Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af Kommissarierne saaledes Dom afsagt som følger: At de tre af disse formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskæmmelse, som de klarligen overbevistes at have forøvet med fri Forsæt, saa vel som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste deres Liv og deres Hoveder sættes paa en Stage.

Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens Riger og Lande.

Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette opdigtede Besættelsesværk og imod sit bedre Vidende de vildfarende bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget gejstligt Embede.

Christian Friederich Mavors i lige Maade at være relegeret udi tre Aar og rømme Aalborg Stift.

Mag. Oluf Bjørn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hørsomhed, han burde bevise sin Biskop og gejstlig Øvrighed, imod den Ed, han ved det hellige Embedes Indtrædelse gjort havde, og imod den Skyldighed, som udkræves af en hæderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans Levnet og Omgængelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og afføres hans præstelige Dragt, dog først paa en Søndag til Højmesse udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse, som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lærdom og Levnet mere skulde forledes.

Herhos blev og dømt udi Straf en Del andre Personer, som i dette opdigtede Værk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses Beskaffenhed befandtes.

Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrække, men pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring paa en anden Fod og beskæmme alle dennem, som havde været hannem imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede, en vidtløftig Stævning til Kongens Højeste-Ret, hvor udi han indstævnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del til at lide Dom, lod og samme sin Stævning oplæse paa Retter-Tingene der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som hørte hans haarde Stævning, hvorledes han der udi beskyldte og gjorde store og strænge Irettesættelser baade imod Vidner, Dommere og Vederparter[158] at han alt var forsikret om en ønskelig Udgang paa sin Sag.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde bevises, men altstille[159] dristeligen beskyldte alle dennem, som ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne forfægtede.

De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa vidt forsvarligt kunde være.

Endelig efter at Højeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med største Taalmodighed havde anhørt, og alting paa det nøjeste overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dømt og kjendt: At Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forøvet, skulde stryges til Kagen[160] og indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs Tid.

Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, i lige Maade havde øvet adskillig Ugudelighed og udsagt skændelige og usømmelige Ting, skulde være lige Straf undergiven.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres Misgjerninger ligeledes at indsættes til Arbejde.

Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom være in perpetuum relegeret[161] fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier forbrudt. Desligeste under højeste Straf ikke lade sig finde udi Aalborg Stift.

Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under højeste Straf entholde sig fra Aalborg Stift og være relegeret[162] paa et Aars Tid.

Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig imod kongl. Majestæts Regjering, Lov og Ritual[163], ikke forholdet sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig Præstemand egnede og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have forbrudt hans Kald, præstelig Embede og Boes Lod, afføres hans præstelige Dragt og indsættes udi Fængsel hans Livs Tid.

Herpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm[164] og der indsat udi Fængsel. De forførte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller Gebærder.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den, som før er meldet, siden Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret og dermed ført mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del udi Fortræd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd og Guds Fortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres verdslig Velfærd udi Fængsel og Elendighed.

Nu paa det enhver, som læser denne Historie, kan vide den rette Grund og Aarsage, hvad der haver bevæget denne Mand til at stifte dette onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver haft[165], saa tjener for det første til Efterretning, at der i Nærværelsen, som han var Præst, boede en fornemme, velhavende Mand, hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt[166] Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig der at være vederfaren.

Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til allehaande Overtro, som at der skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som ved overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage Mælken fra deres Køer, Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind udi hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man nu eftertænker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme, hvor snart de, som han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i én og anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at være en Troldkone og ved Djævels Kunster at have tilført hendes Mand en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet den første Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende[167] at hævne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de vedkommende ved Ære, Liv og Velfærd, da dog i det mindste at hænge dennem en evig Klik og Vanære paa.

For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig Ærgjerrighed, menende derved at gjøre sig et stort Navn og passere for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse, var en stor Letfærdighed. Thi det er klart af Historien, hvor færdig han var med[168] at lade føre de formente besatte i hans Hus og Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og for Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen fodrede[169] til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekøn, som agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og det ikkun en ad Gangen under Prætekst[170] at lade sig overhøre. Naar de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe. Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod, ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede med Gud om Omskærelsen.

Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa Djævelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.

Anlangende[171] de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede Besættelses Værk, da udviser Historien, at nogle deraf haver været enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre, som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne Ugudelighed, haver været en Del nogle berygtede og for andre Udyder bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige, usle Mennesker, som ved dette opdigtede Væsen led vel[172], levede kræsen og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa, indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede alle Folk til Medlidenhed og Barmhjærtighed mod dennem.

Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive bedragen i saadanne Tilfælde, og hvor langsom man bør at være i at tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes Historier og lærde Mænds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld forøvet deslige Bedragerier og usandfærdig foregivet dennem at være legemlig besat af Djævelen, hvoraf man her til des bedre Sagens Oplysning tvende hosføjer, det ene, som for 120 Aar siden haver tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket udi Frankrige. Med det første forholder sig saaledes som følger:

Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jørgen Hansen, fød udi Nestved udi Sælland, som foregav, at han var legemlig besat af Djævelen og gjorde allehaande Optøger, drog omkring fra det ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hørt, at der et Steds skulde findes én, som kunde uddrive Djævle. Denne Person, efter at han saaledes vidtløftig havde løbet og strippet[173] Landet omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begærte der som andre Steder Hjælp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks kalde for sig og tilspurgte hannem nøje om hans Vilkaar, hvorpaa han forklarede, at han var legemlig besat med en Djævel, som kaldtes Ha ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en Kvinde tilligemed tre andre Djævle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsør havde uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den første kunde han ikke fordrive, saasom han var stærkere end de andre tre og de andre tre ikkun hans Tjenere.

Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begærte, han vilde oplæse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og skraale, spærre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at tale til den onde Aand og bede hannem være stille. Da slog han sig paa Brystet og sagde: Vær stille for Jesu Kristi Pine og Døds Skyld, straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der han havde sluppet, og læste den ud til Ende.

Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.

Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, Øjne og Ansigt, det grummeste han kunde.

Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersøn straks frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening om nærværende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne Ophævelser for en sand Besættelse, førend Sagen blev nærmere forhørt, men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt Bedrageri, som her under syntes at være.

Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen og raadførte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jørgen Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.

Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der sætte udi Forvaring.

Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem, hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besættelse om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djævelen Magt med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod stod haardt paa, at denne hans foregivne Besættelse var rigtig, lod og iblandt[176] se hans forrige Ophævelser.

Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begærte Papir og Blæk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillægge enten Djævelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.