Saaledes ophørte nu denne Besættelse, hvorom den formente besatte Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.

Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besættelser haver, som forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599 og findes paa efterfølgende Maade beskreven af den berømte Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.

Det var en Mand ved Navn Jakob Brossier, en Klædevæver udi den By Romorantin, han havde en Dotter ved Navn Marthe, som var tyve Aar gammel. Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og derover gjorde meget usædvanlige Gebærder, saasom at springe i Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader, at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rækkede Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at røre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var legemlig besat af Djævelen.

Med denne Malkeko rejste Faderen hjemmefra og drog Landet omkring, foregivende at ville ledsage Dotteren til hellige Steder og at opsøge nogen, som kunde mane Djævelen ud af hende.

Biskoppen udi Orleans og Kannikerne udi Clery drev dennem ud af deres Egn, og Miron, Biskop af Angers, viste dennem tilbage ud af sit Biskopdømme, saasom han af mange Tegn sluttede, at her var intet til Stede uden en naturlig Sygdom og med stor Flid opdigtet Bedrageri. Faderen lod det dog ikke blive derved, men førte hende til Paris, hvor der findes saa mange Slags Gemytter, at intet er saa urimeligt, at det jo finder nogen, som løber gal derefter eller og for Vindings Skyld søger at narre andre dermed. Kapusiner Munkene der vare de første, som bemægtigede sig dette Bytte, og begyndte at besværge dette syge Menneske udi St. Genovefis Kirke.

Kardinal Gondy, Biskop udi Paris, tvilede noget paa denne Sag, kaldte derfore tilsammen udi samme Kloster en Hoben gejstlige, og derpaa efter samme gejstliges Raad forordnede fem berømte Doktore udi Lægekonsten til at efterse, hvorledes hermed var beskaffet.

Efter adskillige Prøver berettede tre af dennem Kardinalen, at her var ingen Djævel hos denne Pige, men et stort Bedrageri og derhos en liden Svaghed; thi hendes Tunge var rød og hoven, og man fornam nogen Knurren udi hendes venstre Slagside. Den fjerde af Doktorne ved Navn Hautin vilde intet vist sige herom, men paastod, at man skulde se Tingen an udi et Fjerdingaar. Den femte, ved Navn Duret, var alene den, som sagde, at hun var besat. Og som han var en meget berømt Mand, saa satte dette Mod i Munkene at lade hende bese af andre Doktore, hvilke og var af samme Mening.

Saa begyndte man først for Alvor at slaa sig løs. Den gemene Mand løb derhen i Hobetal og som forstyrret, og Gemytterne blev optændt imod hinanden, saa at det var at befrygte, at dette Orakel skulde give de Svar, hvoraf Oprør kunde yppes, om man ikke betimelig lukte Munden til derpaa.

Saa lod da Parlamentet tage denne Pige fast og antvordede hende udi Forvaring til Lugoli, Dommeren over Misdædere og til Kongens Prokurør ved Raadstuen, som hende forvarede udi tyve Dage.

Imidlertid lod bemeldte Parlament hende besøge af elleve de berømteste Doktore, som alle gav til Kjende, at de ikke kunde fornemme noget hos hende, som overgik Naturens Kraft. Ikke desmindre raabte de gejstlige i deres Prædikener, hvorledes man herved gjorde Indgreb udi Kirkens Myndighed og dæmpede den overnaturlige Røst, som Gud her vilde bruge til at overbevise Kætterne deres Vildfarelse.

Her maatte og Parlamentet bruge dets Myndighed til at forbyde dennem at tale noget herom.

Det befol og Stads Hauptmanden Rapin at føre Marthe tilbage til Romorantin, og der at overantvorde hende udi Faderens Forvaring og forbyde hannem at lade hende komme ud af Byen uden Stedets Øvrigheds Videnskab[179] under Straf paa Kroppen, som baade han og hun ellers skulde være undergiven.

Dette Væsen endtes dog ikke hermed. Thi Aleksander af Rochefoucauld, Abbed til St. Martin og Broder til Frantz, Biskop udi Clermont, som siden blev Kardinal, tog (efter samme Biskops Raad, som man mente) dette stakkels Menneske med sig af Landet, førte hende til Avignon og siden til Rom. Men, som de franske Agenter der allerede havde forestillet Paven og det hele Hof, at deres Konge vilde tage dette til Mistykke[180], saa fandt bemeldte Abbed ikke de Venner, som han havde tænkt at formaa[181] der paa Stedet, ikke heller nogen, som vilde tro noget, der kunde være imod deres Gavn og Bedste. Saa fornam nu Abbeden, at han havde bedraget sig selv, hvorudover han skrev Kongen til og udi største Ydmyghed bad om Forladelse. Kort derefter faldt han i en Sygdom og døde af Bedrøvelse, som Ordet gik, fordi at han havde taget sig denne lange Rejse paa og derved intet andet vundet end Foragt.

Marthe og hendes Fader blev forladt af alle Mennesker og havde i saa Maade ingen Tilflugt uden til Hospitalerne.

Til Beslutning[182] falder her at melde om den ved Trykken udgangne Beretning om det saakaldte Huskors udi Kjøge[183]. At som Mag. Oluf udi sin Skrivelse til Bispen saavel som siden stedse udi Sagen sig derpaa saasom paa en utvivlagtig Historie haver beraabt, ja ydermere som sjunes efter dens Anledning og Maade dette ganske Besættelsesværk opdigtet. Saa ses deraf, hvad Uordener og Skade det ofte kan foraarsage, at man slige uvisse Eventyr til Trykken og gemene Mands Kundskab befordrer.

ENDE.