Kære Far.

Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.

Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har kroget i sit Liv.

Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og løjet for dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt.

Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad der var sket, syntes mig en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig.

Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort.

Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden, hvor det hørte hjemme. Jeg havde jo været syg den Gang, hvad kom det mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et sundt og godt Menneske ikke var mere værd, end at den skulde trampes sønder af dumme og tankeløse Mennesker.

Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de andre, mærkede ikke deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, og jeg følte, at nu var det slut altsammen.

Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig mest, det var Fortiden, som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand og kastede sig over mig og sønderflængede min Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var det som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og jeg følte atter, som første Gang jeg hørte Ordet, at jeg var Tyv.

Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og det bedrøver mig for din Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg atter hørte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Nætter tumlede jeg med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke sig. Det, der før havde staaet for mig som en ond Drøm, steg frem, groede op for mig som en grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved, ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt mig bort fra det virkelige Liv, og nu var Drømmen slut.

Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg stræbte efter.

Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det, thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op.

Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn. Og jeg skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet mere at leve for og intet at stræbe efter.

Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere, mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som før.

Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg naaede op, blev jeg stødt tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten med mig selv. Den prægede mig, gjorde mig sær. Det var Kainsmærket, der brændte sig fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed. Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg, min Aand svækkedes.

Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte dø, inden det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde.

Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld, jeg fik kæmpe saalænge, at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa højt, som mit Liv kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa mit Liv.

Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig, at jeg nu søger Døden. Naar du har læst dette Brev, vil du kunne forstaa, at jeg ikke kan leve.

Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min Samvittighed. Jeg har kun den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.

Din Søn Niels.