Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et svært Bums bagved.

„Vi spildte vist Herren paa Kufferten“, sagde Niels.

Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til Skade — — nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen. Men Corpus Juris skjændte: „Kan Du da ikke engang sidde fast paa en Vogn, Christopher?“ — ja han havde godt ved at snakke, han sad fast og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: „Holder Du?“ og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: „Ja, jeg holder“, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min Yndlingssang: „Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land“, — selv Corpus Juris istemmede: „De bergenske Møer snart vi møde kan“, medens Gamle brummede Omkvædet: „Ohi—ohøi! ohi—ohøi!“ med sine halvanden Tone, for mere har han ikke. — Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den: den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek — men maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet af Lænkehundens høie Gjøen.

„Der er Andrea Margrethe“, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris, idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, „og der er Emmy!“ hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung Pige nærmede sig den første. „Velkommen! Velkommen!“ lød det oppe fra Forstuedøren, og „Hurra!“ raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed fordrer.

„Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet Dem i Juledagene“, sagde Andrea Margrethe.

„De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag“, sagde Emmy til Gamle.

„Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.“

„Ja saaledes gaaer det jo“, sagde Andrea Margrethe, „De lover og lover, men —“

„Det maa Du ikke sige“, sagde Emmy, „Du veed jo ikke, hvad Christopher har havt at bestille i denne Tid.“

Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord! Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort — saaledes maa det jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde — endnu sagde de „De“ til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom. Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun; hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive. Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke forstaaer sig paa.

Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. „Tandem venere bubulci“, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, „er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.“

Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.

„Altsaa tredie Udgave“, svarede Præsten, „formodentlig fuld af Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt indbunden. Hvad er Titlen?“

„Nicolai, theologisk Student“, svarede jeg.

„Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?“

„Mener De, om jeg er Mormon?“ spurgte jeg, for jeg forstod ikke Præsten.

„Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er theologisk Student?“

Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle sig imellem ved at sige:

„Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i det andet Capitel.“

„Her er Manden“, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: „ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og Fattigregnskaber efter. — Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa kom ind og faae Foder“, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.

„Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for“, sagde Præsten. „Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de unge Mennesker, saa er hun fornøiet: jeg kan skjøtte mig selv. — Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.“

„Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig“, sagde Præstekonen.

„Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.“

„Det er jo ikke sandt Fa'er“, sagde Andrea Margrethe, „den har jeg længe gaaet med.“

„Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I fornøiede. „Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir“, synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst synger I: „men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde“, det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.“

„Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.“

„Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.“

Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.

„Spis nu, kjære Venner“, sagde Præstekonen, „og tag til Takke med, hvad Huset formaaer.“

„Ja spis, spis“, sagde Præsten, „især vil jeg anbefale Dem denne Ost, det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.“

„Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.“

„Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.“

Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten feilede Intet.

„De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger“, sagde Andrea Margrethe, „Osten er meget god.“

„Ja naar Du siger det, saa tier jeg“, sagde Præsten. „Mulier taceat in ecclesia, det er udlagt: „i Kirken taler Fa'er, og vi tier: hjemme taler vi, og Fa'er tier.““

„Nu kan vore Gjæster jo selv høre“, sagde Emmy, „hvem der taler meest herhjemme.“

„Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.“

Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige staae og commandere — og Præsten, denne svære, stærke Mand med en Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun sagde: „Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.“

„Ja det haaber jeg ogsaa“, sagde Præsten, „og saa kan De fortælle os Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant at meddele mig.“

Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.

„Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i Forveien“, sagde Præsten, „men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg. Jurist, quid novi ex Africa?“

„Hvad behager?“ foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale med Andrea Margrethe.

„Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.“

„Ja der er jo —“ og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: „Ja alt det veed jeg“, udbrød han, „det kan jeg jo selv læse i Aviserne.“

„Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.“

„Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar. Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: „Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.“ See saadant Noget, det kunde more mig! Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. — Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?“

„Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde“, sagde Gamle, „jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste Agestol itu.“

„Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det er jeg Dem meget taknemlig for. — Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?“

Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten. Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for ham anden Juledag.

„Prædikede De da for ham?“ spurgte Præsten.

„Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.“

„Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres Sopha. — Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis, istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.“

Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.

„Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? — ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.“

Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle, jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!

„Men jeg veed nok, hvad der var i Veien“, vedblev Præsten, „De vilde heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde en ærbar og sømmelig Jul.“

— — Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.

Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler. Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg, at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at maatte besee det.

„Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?“

Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.

„Naa saaledes!“ udbrød Præsten; „De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!“

Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.

„Et ungt Menneske som De“, vedblev Præsten, „han skal see sig om i Verden og Livet — den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig blind over Bøgerne.“

Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte — det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag, men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.

„Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!“ sagde Præsten, idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger — men her fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: „Er det Alt?“

„Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem, saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.“

„Men — men Kirkeretten —“ stammede jeg.

„Kirkeretten? den staaer her: „Provst Møllers Haandbog for Præster“ — mere Kirkeret behøver jeg ikke.“

„Men Frederik — Frederik havde sagt mig, at De — De besad saa mange Bøger over — i Kirkeretten.“

„Frederik? Ja nu forstaaer jeg — det er Juristen, som kommer med sin Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre — det er vor Kirkeret. — Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers Haandbog for Præster.“

Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.

„Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?“ sagde Præsten, „ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke vare saa overdrevent ivrige.“

Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor. Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner, hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er, og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne, havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor. — Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet den bedste Plads!

Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.

„Jo“, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, „Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for — for jeg skal sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af Bøgerne.“

„Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?“

„Ja — han har — han har jo kun et Par, men det er ogsaa de allerfortrinligste Værker i den Retning.“

„Nei han har kun een, kun een eneste een!“ raabte jeg triumferende, for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.

„Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.“

„Ja hvad er det da for en?“

„Det er — det er Kolderup Rosenvinges — —“

„Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster“, raabte jeg, stolt af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede over hendes Faders Bibliothek.

„Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket“, sagde jeg, „det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De dertil?“

Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved, thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek, for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.

Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.

„Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see“, indvendte Præstekonen. „De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.“

„Jo vist er der Noget at see“, svarede Andrea Margrethe, „der er Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk, og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.“

Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til Siberien som en lille Sommerudflugt.

Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af Begeistring.

„Her commanderer jeg ude“, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en vis Stolthed saae sig omkring.

„Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,“ tilføiede jeg.

„Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i hendes Uge.“

„Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige Forretninger?“ spurgte jeg.

„Nei, hun holder mere af at læse.“

„Holder De da ikke af at læse?“

„Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men — see der kommer Gamle for at faae Brød.“

Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom Talen var.

Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og talte godt for den.

„Hvor gammel er den egentlig?“ spurgte jeg.

„Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.“

„Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?“

„Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og som den bagefter faaer Lov til at æde. — — Men kom nu ind og see Fadeburet!“

Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.

„Holder De af Jødekager?“ spurgte Andrea Margrethe mig.

Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder af Alt, hvad der ender paa —kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.

„Saa tag nogle af disse her — dem har jeg selv bagt: smage de ikke godt?“

„Udmærket“, svarede jeg med Munden fuld af Kage, „men de ere noget tørre.“

„Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,“ sagde Andrea Margrethe, idet hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, „see nu kan De bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser Jødekager.“

„Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier“, tænkte jeg, men jeg turde ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.

„Nu skal vi ned i Mælkestuen — denne Vei — hold Dem godt fast i Rækværket, Trappen er steil“ — men selv løb Andrea Margrethe ned af den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet — min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt — jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens Bibliothek. — Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, „for De skal vide Besked med Alt“, sagde Andrea Margrethe, „De vil jo selv være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.“

Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa hvordan min Præstekone skulde see ud.

„See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.

„Men det kan vente til siden“, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. „Lad os nu gaae ud at see Haven.“

Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der var særlige Hindringer at overvinde — der var hverken Bjerge eller Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være derude i to Minutter — men der var saa meget paa Vejen, der maatte undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde spinde og „susse“, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg kaste et Blik op til Storkereden, „at jeg kunde see, at det var en rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en Storkerede“, som Andrea Margrethe sagde — dernæst fik jeg at vide, at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.

Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen. Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser — i dette Bed, der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene — — ja det var ligesom om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.

„Her raader De vel ogsaa ude?“ spurgte jeg, thi jeg havde uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.

„Ikke det?“

„Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.“

„Hvad vilde De da have forandret?“

„Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt herfra udover Fjorden.“

„Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.“

„De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde blive en udmærket Græsplaine“, meente Andrea Margrethe.

„Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive en aaben fri Plads.“

Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det første.

„Men det Allerbedste har De ikke seet“, sagde Andrea Margrethe, „det er Lindehøien — kom nu derhen.“ Saa gik vi til Lindehøien, der laa yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. „Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt“ — — jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. „Nei De skal op i Træet“, sagde hun endelig, „der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop — jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.“ Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. „Tænk Dem nu, naar det er Sommer“, sagde hun, „og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage — kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring — ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?“ — Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. „Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse“, vedblev hun.

„Og læse?“ spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.

„Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer. — — Men jeg fryser“, afbrød hun pludselig, idet hun sprang ned, „kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.“

Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare vi ved Valnøddetræet — den, der kunde svinge først om det, havde i Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et Spring endnu og da — falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.

„Jeg kom først, jeg kom først“, raabte Andrea Margrethe, idet hun dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne Fjende, „ikke sandt, Frederik, jeg kom først?“

„Jo vist kom De først“, svarede han, „og derfor kommer jeg ogsaa forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig Skjønhed.“

„Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. Tak, Frederik, tak — vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.“

„Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu“, sagde jeg.

„Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!“

Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter — og foer afsted, saa Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet — afsted over Stok og Steen — nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig — det var, som om hun blev baaren af usynlige Aander — i samme Øjeblik naaede vi begge til Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet — med et voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe. Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.

„Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!“ raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren.

„Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?“

„Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!“

„Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?“

„Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. — — Og see min Pibe — min deilige Pibe — nei Nicolai, Nicolai — at De vilde slaae mig ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det tilgiver jeg Dem ikke!“

„Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker“, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, „vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.“

„Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag“, sagde Præsten, idet han gik.

„Blev han vred?“ hviskede jeg til Andrea Margrethe.

„Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade — nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.“ — —

„See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig“, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.

„Og see her, hvad Christopher har bragt mig“, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.

„Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig — see her om Sjælens Udødelighed — — Spinoza — — Jacobi — det er bestemt altfor lærd for mig — det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?“

„Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt — men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.“

„Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. — Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.“

„Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?“ spurgte Præstekonen med et venligt Smil.

„Og han gik langt videre end jeg“, vedblev Andrea Margrethe, „han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.“

„Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke“, sagde Emmy.

Nei vist meente jeg det ikke — det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

„Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!“ vedblev Emmy. „Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.“

Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

„Forandre Mening!“ udbrød Andrea Margrethe, „jo De er en trofast Hjælper — udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.“

„Holder De saa meget af det Gamle?“ spurgte jeg Emmy.

„Ja“, svarede hun, „jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider — hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?“

„Men jeg elsker det Nye“, sagde Andrea Margrethe ivrigt, „deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.“

„Havde Vorherre været af din Mening“, svarede Emmy, „da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor —“

„Knak!“ sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.

„O det gjør Intet“, svarede denne, „Saxen var gammel og sløv.“

„Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.“

„Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.“

Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. „Skal vi have en Sang?“ spurgte han.

„O ja, en Sang, en Sang!“ istemmede Andrea Margrethe strax.

„Kan De synge?“ spurgte jeg.

„Ja naturligvis kan vi synge“, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

„Hvad kan De da synge?“

„Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.“

„De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?“

„Ja dem kan vi rigtignok — de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald — vi kan alle syvogfirsindstyve Vers — eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure — eller Svend Feldings Vise?“

„Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden“, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. „Lad os begynde med Svend Vonved.“

Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten — Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.

„Se her holder De altsaa dog af det Gamle“, sagde jeg til hende.

„Men de Viser ere heller ikke gamle“, svarede hun, „de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden — blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.“

„De har Ret“, sagde Corpus Juris, „de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.“

„Det veed jeg dog ikke“, meente Gamle, „tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.“

Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

„Skal vi saa have Middagsmad?“ spurgte han.

„Strax“, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

„Hvorom dreiede Striden sig?“ spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. „Ja jeg holder med Christopher,“ sagde Præsten tilsidst, „jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. — De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?“

„Ja“, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

„Det var fornuftig meent“, sagde Præsten. „De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?“ og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

„Nei der skal Christopher sidde som den Ældste“, indvendte Præstekonen.

„Nei, Nicolai skal sidde her“, svarede Præsten, „han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.“

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

„Hør Nicolai“, sagde Præsten efter endt Bordbøn, „det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.“

„Men det kunde Nicolai jo ikke vide“, sagde Præstekonen.

„Derfor siger jeg ham det ogsaa“, svarede Præsten.

Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

„Det maa jeg sige“, endte Præsten, „at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.“

„Anretningen er tarvelig, men god“, svarede Andrea Margrethe. „Persicos odi semper separatus.“

„Apparatus“, rettede Gamle.

„Saa? Fader siger altid Separatus.“

„Taler De tidt Latin?“ spurgte jeg.

„Ja“, svarede Andrea Margrethe, „der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: sic transit gloria mundi, og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas.“

„Ratione, ikke natione“, rettede atter Gamle, „natione giver jo ingen Mening.“

„Ja men Fader siger altid natione.“

„Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin“, sagde Præsten, „naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.“ —

Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

„Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker“, endte han med at sige, „nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.“

„Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed“, sagde Gamle med en vis Bitterhed, „de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.“

„Ikke i Fængsel, men i Fattighuus“, svarede Corpus Juris, „der er rigelig Understøttelse til dem.“

„Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn“, spurgte Gamle, „siden Du taler om den „rigelige“ Understøttelse?“

„Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads“, lød Svaret, „men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.“

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: „Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!“ Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed — saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: „Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.“ Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.

Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse — snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.

„Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu“, sagde Andrea Margrethe til mig.

„Og heller ikke Deres“, svarede jeg.

„O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.“

„Har De Lyst til at see mit Værelse“, sagde Emmy, „saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.“

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. „Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem“, sagde hun til mig, „ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.“ Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. „Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved“, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; „smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.“

Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt. Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.

„De seer paa den Violin“, sagde Emmy til mig, „De vil maaskee vide, hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor gjemmer jeg den.“

„Ja saa — spillede han paa Violin?“ spurgte jeg — det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.

„Ja han gjorde — jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle“, tilføiede hun med et stille Smil.

„Ja det veed jeg“, svarede jeg, „men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes — hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.“

„Saaledes gaaer det vel de Fleste“, sagde Emmy, „men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.“

Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde — hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.

Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig.

„Hvor er Manddræberen Nicolai henne?“ lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret — disse Ord dannede en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette Øieblik bevægede sig i mig.

„Det er Fader, der kalder paa Dem“, sagde Emmy, idet hun reiste sig, „kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.“

Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det var mig, som om min gode Engel førte mig.

Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og Gamle. „Naa er De der“, raabte Præsten mig imøde, „hvad for Mørkets Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile efter endt Dagværk.“

Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han satte Lampen fra sig: „De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?“ Det var min mindste Kunst. „Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De holder mere af en Cigar?“ Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at jeg foretrak en Cigar. „Ih fy skam Dem“, sagde Præsten, „saa De hører altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg — —“ her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: „at jeg har Cigarer“ — men Præsten fortsatte: „at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. — Værs'go, der staaer Piberne — tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.“ —

„De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek“, sagde Præsten, idet han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. „Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende“.

„Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst i at brænde alle Bogsamlinger“, sagde Gamle.

„En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan man lære mere og bedre end af Bøgerne.

„Men det er en tung og besværlig Vei“, indvendte Gamle, „og mangen En vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, hvordan han skulde lære.“

„Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?“

„Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae“, sagde Gamle, „der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.“

I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind. Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: „Bliv kun siddende, det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd. — Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?“

„Jo Tak, som saa“, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. „Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge“.

„Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.“

„Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med dem.“

„Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred. — Hvordan har Konen og Børnene det?“

„Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.“

„Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket Armen: jo det var en Nød og Elendighed, — men iaar, da I er sund og stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af Jert ganske Hjerte?“

„Jo“, svarede Peer noget skamfuld, „men vi er jo ikke altid, som vi burde være.“

„Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld — Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.“ Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over til et heelt andet Æmne, sagde han: „Læser I noget i Aviserne, som jeg sender Jer?“

„Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse af.“

„Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?“

„Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der ere døde, og Følgetongen — Altsammen læser vi.“

„Det var Ret. — Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.“

„Tak Fa'er, farvel!“ og med et høfligt Skrabud gik Peer bort.

„Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude“, sagde Præsten til os, „vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?“

Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for Bonden end Aviserne.

„Det forstaaer sig“, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.

„Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man kan udbrede blandt Almuen“, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af Præstens Yttring.

„Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.“