„Ak bare jeg havde Examen endt!
For saa kommer Solen og saa kommer Lykken,
Og saa vil jeg strax vende Sorgerne Ryggen;
Og saa vil jeg gaae — vil jeg gaae
Med en Guldring paa!“[6]
Hver Søndag drager jeg med Brødrene ud til
Nøddebo Præstegaard. Og jeg ved ingen større Glæde,
end naar mine Bekjendte om Mandagen spørge mig:
„Hvor var Du henne igaar, Nicolai?“ — da at svare
dem: „Jeg var ude at besøge mine Svigerinder.“
Men er det nu ganske vist, at jeg selv først forlover
mig om fem Aar, naar jeg har taget Embedsexamen?
Ja bestemt love det vil jeg ikke, for jeg er
jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tænke
paa den philosophiske Propædeutik. Og siden jeg har
seet, at Gamle og Corpus Juris, om hvem jeg reent
havde opgivet Haabet, at de nogensinde skulde blive forlovede,
i al Fald ikke i denne Verden, virkelig omsider
ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som
Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg næsten
troe, at man gjør bedst i at vente, thi jo længere man
venter, des bedre bliver det.
Men den Lysblaaøiede da? — Ak tal ikke om
hende, for saa blive strax alle mine gode Forsætter til
Intet. Jeg vil kun sige saameget, at igaaraftes drak
jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen,
og at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke
saa elskværdig som Søsteren.
Og nu Farvel — dog det er sandt, Eet har jeg
endnu at sige. Dersom Nogen af dem, som læser, hvad
jeg her har fortalt, skulde være saa ulykkelig, aldrig at
have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige til
enhver Saadan: „Reis derud, reis strax, reis heller
i Dag end i Morgen, thi ligesom den, der ikke har været
i Danmark, ikke kjender det Bedste i Verden, saaledes
kjender heller ikke den, som ikke har været i en Præstegaard,
det Bedste i Danmark. Og dog — hvad kan
det nytte, at Du reiser til denne eller hin Præstegaard?
— nei Du maa komme netop til saadan en Præstegaard
som Nøddebo Præstegaard, og netop til saadan en
Præstemand og til saadan en Præstekone og fremfor Alt
til saadanne to Præstedøtre!“
Afskriverens rettelser
- s. 1: Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder[Mærkværdigbeder], store og
- s. 1: vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt[tvivsomt], om
- s. 1: Straatækte[Straatakte] Hus og den duftende Vang,
- s. 2: som en skæv Linie, der kunde vække Corpus[Korpus] Juris'
- s. 5: egentlig Christopher[Christoher], men jeg har kaldt ham Gamle,
- s. 6: da er det mig, som saae jeg Christian den[dem] Femtes Lov
- s. 6: Humør — lod jeg saa[paa] et Par Ord falde om, at jeg
- s. 49: over mig selv, saa kan Christopher[Christoffer] holde den
- s. 64: „Hvor er Manddræberen[Manddraberen] Nicolai henne?“ lød
- s. 64: pludseligt en stærk Stemme nede[ned] fra Gangen. Jeg foer
- s. 66: har jeg ikke fordømt Læsning[Læsnig] i og for sig, men
- s. 87: kunde jeg ganske bestemt[bestemte] mærke paa mig selv. Hvad
- s. 88: Nøddebos Mærkværdigheder[Mærkværkdigheder].“
- s. 89: Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: „Vil De[de]
- s. 93: paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee[maaaskee]
- s. 110: men af Skyggen, som bevægede sig op og ned[op ned], kunde
- s. 128: stor Punschebolle[Punchebolle]. Edite, bibete, collegiales! sang Præsten
- s. 129: Præsten. Hun havde jo overhovedet ikke megen Sympathi[Symphathi]
- s. 141: kastede sin med Rimfrost[Rimfromst] dækkede Hue hen i Ansigtet
- s. 155: fortælle om Morten Jensens Fux[Fuchs], før min sidste Rest
- s. 155: Andrea Margrethe, da vi havde lukket Døren i efter os,[os, os,]
- s. 171: hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu[uu] selv at
- s. 197: saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge[afflægge]
- s. 219: alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik[Økeblik], som
- s. 223: er bleven en gammel[gemmel] Cavaleer. Naar jeg tænker paa
- s. 225: søgte at finde paa Noget, „jeg — jeg har havt saa travlt[tralvt]
- s. 228: at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes[Menneskens]
- s. 230: være et meget morsomt[morsort] Parti Schak, for de hviskede
- s. 235: Maade at gjøre sig værdig til Valhalla[Vahalla] paa, om han
- s. 267: kom Klokken Fem, besluttede jeg ogsaa selv strax at[et] begynde
- s. 285: Gamle[Christopher] svarede ikke, han vedblev uforandret at