„Ja hvad skal man da give dem at læse?“ spurgte Gamle.

„Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig, og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen, at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide, for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg saa curerede ham?“

„Nei?“

„Ved Hjælp af „Jeppe paa Bjerget“. Jeg gik hen til ham, tog Biblen og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en Forandring læse „Jeppe paa Bjerget“. Manden saae jo noget forbauset paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter kom jeg atter til ham, og „Jeppe paa Bjerget“ havde foreløbig gjort sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte kun paa „Jeppe paa Bjerget“. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget som „Jeppe paa Bjerget“. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele Djævlehistorien glemt.“

Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen læse dem.

„Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa, det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte dem paa rette Maade — siden kan man altid bygge videre.“

Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som Præsten og Peer.

„Overhovedet“, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, „skal vi huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den Ladning Visdom, som hun har ombord.“

„Men Emmy —“ sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.

„Med Emmy er det en anden Sag“, svarede Præsten, „hun har altid gaaet sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne — i Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden, saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at skaffe Plads til de mange Bøger.“

Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe de behørige „Saa?“ „Nei virkelig?“ etc. paa de forskjellige passende Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte ved mig selv: „Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai —!“

Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig, spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring, men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør. Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: „Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover“, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:

„Bævende Hjerte!“ udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, „hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: „Sig det, Du veed det jo nok“ — skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?“

„Ordene ere lidt utydelige“, tillod jeg mig at indvende, „dog troer jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af hans Digte, hvor han siger: „Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du da?““

„Hvad er det for en Snak“, raabte Corpus Juris; „jeg kan begribe, at En kan sige til sin Kjæreste: „mit søde lille Hjerte“, men at ville sige til hende: „mit bævende Hjerte“, det er reent Nonsens.“

I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder sin „rigtige Overbevisning.“

Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden kunde høre hendes muntre Stemme.

„Naa Nicolai“, sagde Præsten til mig, „hvor mange Gange har De saa været paa Dandsebod i Vinter?“

„Paa Dandsebod?“ spurgte jeg forundret.

„Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?“ sagde Præstekonen, „Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os — min Mand mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.“

„Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.“

„Skal her være Bal?“ spurgte jeg overrasket.

„Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham — jo Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand — nu kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie mig efter hende.“

Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.

„Ogsaa Du min Søn Brutus!“ sagde Præsten, „ja jeg vidste det jo nok, at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar man har en Datter som Andrea Margrethe.“

Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at dandse med Emmy og Andrea Margrethe — det var ganske mageløst!

„Hvad tænker De paa?“ sagde Præsten til mig, „De seer saa erotisk ud, De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?“

„Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser“, sagde Præstekonen, „det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.“

„Siger jeg, at de skal forlove sig?“ spurgte Præsten, „nei her kan Christopher og Frederik være mine Vidner — har jeg ikke tidt og mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke — lov, men forlov Jer ikke!“

„Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til Nicolai derom.“

„Med Nicolai“, sagde Præsten, „er det en anden Sag. Saadant et Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden Redning, end at han maa forlove sig. — Se der sidder Andrea Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid saa meget derved.“

Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. —

Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os Nødvendigheden af at tale sagte.

Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.

„De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst“ sagde Andrea Margrethe, „og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.“

„Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder“, svarede Emmy, „Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle ham.“

„Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger“, meente Andrea Margrethe, „saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen Verdens Ting.“

„Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.“

„Men det er bare Overtro hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „hvad Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.“

Nu — Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen. Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea Margrethe kom, de vare mig instar omnium, og for ikke at komme for seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.

„To Dandse“, sagde Andrea Margrethe, „og jeg har ogsaa lovet Frederik to og Christopher een!“

„Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to — hvorfor skulde han have flere end jeg?“

Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.

„Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To“, vedblev jeg.

„Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik“, sagde Andrea Margrethe.

„Og jeg skal dandse den med Christopher“, sagde Emmy.

„Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt imellem Dem begge To“, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv følgende Overslag: „to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe, det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe — o det lader sig ypperlig gjøre!“

„Holder De meget af at dandse?“ spurgte jeg Andrea Margrethe.

„O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt“, sagde hun.

„Det mener Du ikke“, sagde Emmy.

„Jo vist mener jeg det — og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.“

„Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse“, svarede Emmy.

„Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.“

„Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi blev hjemme.“

„Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er Fader dog altid glad.“

„Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?“ spurgte jeg Andrea Margrethe.

„Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.“

„Men vi kan dandse ganske sagte — Frederik, dands Du med Emmy, saa dandser jeg med Andrea Margrethe — Christopher, Du kan synge: „Ach du lieber Augustin“ for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det kan Ingen høre.“

„Men ganske sagte“, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. „Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.“ Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.

Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: „Ach du lieber Augustin“ paa en ren feil Melodi.

„Du synger falsk, Christopher“, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere:

„Hurtigere!“ raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:

Men hvor høit vi end raabte det sidste „Væk“, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere — vi vendte os forskrækkede om — der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven.

„Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!“ raabte han, „ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets Gjerninger I bedrive!“

„Kunde Du virkelig høre det?“ spurgte Andrea Margrethe, der var den første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.

„Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i den hellige Juleuge!“

„Det gjør mig ondt“, begyndte Gamle —

„Ja det gjør mig ondt“, afbrød Præsten ham, „at jeg seer mig nødsaget til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!“ og dermed gik han.

„Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs“, sagde Andrea Margrethe med et lille Suk. „Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.“

Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:

Her faldt Gamle pludseligt ind:

Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og ilede bort.

Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre — jeg ledte efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad — dog i dette Øieblik var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa — sagde jeg Godnat og gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.

Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom derop. — — Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat og gik derpaa Hver til Sit.

Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her — og hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: „jeg elsker det Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!“ Ja i Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte Dr. Swift har nemlig sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan Feilslutning.

Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden, hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: „Nicolai, her skal Du blive forlovet!“ Ja saaledes maatte det være, det var der ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved at høre det Ord „Præstegaard“ — fordi jeg engang skulde blive forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel havde han sagt det i Spøg, men hæ nugæ ad seria ducunt: den Dag skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen. Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til Roskilde — nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel, saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde — der skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den stille Sommeraften langs Roskildefjorden — Skridt for Skridt rider jeg med tankefuldt Sind — indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet mig, og saa siger jeg — — — ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten — og saa atter tilbage til Roskilde — og saaledes vedblev jeg at fare frem og tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring, spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte forsøge forfra igjen med samme Resultat.

„Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?“ — ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret — der stod Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.

„Klokken — Klokken er vist ikke ni endnu“, sagde jeg, idet jeg strakte mig velbehagelig i Sengen.

„Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op ad Formiddagen?“ lød Svaret. „Vi andre christne Mennesker har allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis ikke.“

„Er Gam— er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?“

„Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? — Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.“

Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: „Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.“

Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i Forveien. „Godmorgen“, sagde hun til mig, „vil De ikke først drikke en Kop The, inden De gaaer ud?“

„Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos Mærkværdigheder“, sagde Præsten, „saa kan han altid siden komme hjem og drikke Thevand.“

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.

„Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa“, begyndte Præsten. „Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være meget gammelt.“

„Hvor er Lænkehunden henne?“ spurgte jeg.

„Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.“

„Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?“ spurgte jeg forundret.

„Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille. Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone og Børn.“

Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde derom.

„Ja saa“, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. „Saa det er Deres meget ærede Mening? — Naar De kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille, gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem, for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.“ Dermed dreiede han sig rask omkring og gik videre.

Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.

„Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring“, sagde Præsten til mig, „og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu der“, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker og den frosne Fjord:

Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.

„Opad Dagen?“ sagde Præsten, „nu det er sandt, jeg har jo reent glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul paa.“

Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.

„Det er meget fornuftig talt“, sagde Præsten, „det er rigtignok lige det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo ikke Noget.“

Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.

„Her seer De Langelinie“, sagde Præsten, „om Formiddagen møder De her Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.“

Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.

„Aa ja, paa en Maade“, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine politiske Anskuelser.

„Naa De veed det ikke rigtig selv“, sagde Præsten. „Ellers vilde jeg have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage, saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.“

Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret. Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide Gaarde rundtomkring.

„Det er vel Skolen?“ spurgte jeg, idet jeg pegede derop.

„Det er Universitetet“, svarede Præsten corrigerende. „Der kommer en af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus“, tilføiede han, idet han pegede paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.

„Goddag, min Dreng“, sagde Præsten til ham, „værs'go at tage Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa smukt.“ Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. „Hvordan har din Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?“ vedblev Præsten. Drengen svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han staaende uforandret i samme Stilling.

„Ja lad os ikke forstyrre ham“, sagde Præsten, idet han greb mig i Armen og trak videre afsted med mig. „Som De seer, er han fordybet i sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. — — Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person“, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. „Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer.“

„Drikker han?“ spurgte jeg.

„Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.“

I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.

Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven. Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.

Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede godt paa Orgel.

„Han spiller ikke ilde“, svarede denne, „kun har han vel megen Lyst til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: „lingelingelingeling“, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer han ganske langsomt og alvorligt: „bim—bam, bim—bam, bim—bam.““

„Hvorfor ringer han saaledes?“ spurgte jeg.

„Manden er Philosoph“, svarede Præsten, „han har selv været gift i atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i sin Klokkeringning.“

Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det, medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier igjennem, tilsidst „Hvo ikkun lader Herren raade“, gik jeg atter ned i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.

„Ja, hvo ikkun lader Herren raade!“ udbrød han, da jeg kom hen til ham, „men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt, og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen. Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se, derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar de ikke lykkes mig — for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan ikke handle rigtig.“

„Ja“, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa strakte sig temmelig langt ud i Tiden, „det er dog nødvendigt, at man lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.“

„Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, som derimod den Omstændighed, at vor Villie ikke sættes igjennem, at vi ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed — galt nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!“

Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden som i en stor Trædemølle — saa maa man dog virkelig en Gang imellem til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi engang blive Herrer og komme til at raade.

Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen. Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen, vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.

Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig, fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet — men forgæves, jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, — det var dog ingen broderlig Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig Stemning kunde længe vedvare.

Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.

„Den er ikke slem til at tage Kyllinger“, svarede Andrea Margrethe, „kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.“

„Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe“, meente Præsten, „for det er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset og maatte jage den ud deraf.“

„Ja det var for at tage Rotter“, svarede Andrea Margrethe, der aldrig var forlegen for Svar, „der er saa mange Rotter i Hønsehuset.“

„Rotter?“ sagde Præsten, „ja det er nok tobenede Rotter med Vinger paa — gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! — Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?“ vedblev han, idet han saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, „har Trofast maaskee ogsaa taget den for en Rotte?“

„Der kommer den jo“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.

„Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr“, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, „Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.“ — Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.

Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: „Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?“

„Jeg vil blive hvor jeg er“, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads.

„Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. Lykke paa Reisen, Nicolai!“

Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at spadsere.

„Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden“, sagde Andrea Margrethe, „for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?“

„Ja“, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med.

„Det var deiligt“, sagde Andrea Margrethe, „thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.“

„Jo“, svarede Corpus Juris, „nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.“

Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.

Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. — En ny Vanskelighed opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.

Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være forsigtig.

Vi gik ned igjennem Pilealleen. „Se, disse gamle Piletræer“, sagde Andrea Margrethe, „at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden — var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?“

De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. „Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund“, sagde hun, „og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester — og nu vil Du hugge dem om?“

„Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra Bedstefaders Tid“, meente Andrea Margrethe, „saa bleve vi da tilsidst nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?“

„Jo vist har De Ret“, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. „Men det er desværre ikke alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde: