Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see, hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han Hovedet i Veiret — Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv, kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer der nogensomhelst Forandring med Gamle. „De er jo ogsaa Mennesker“, pleier han at sige, „hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem end til andre fornuftige Væsener?“ Jeg har tidt og mange Gange talt med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter talte jeg til Gamle derom: „Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan jo aldrig more hende.“ „Ja men saa morer det mig“, svarede Gamle, „og altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.“ — Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!

„Har Du nu dine Handsker, Christopher?“ spurgte Corpus Juris.

„Handsker?“ udbrød jeg, „det har jeg aldeles ikke tænkt paa!“

„Ja hvorfor har Du ikke det?“ sagde Corpus Juris.

„Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal — men det er din Skyld, Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt — nu er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.“

„Hvad vil Du med een Handske?“

„Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har Handske, jeg vil — jeg vil — aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil“, udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde, hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?

Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og Redningsmand. „Der har Du et Par“, sagde han pludselig, idet han trak et Par Handsker op af Lommen til mig.

„Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker“, udbrød jeg, „har Du virkelig tænkt paa mig?“

„Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere Leilighed“, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede mig, som vare de syede til mig. All right! sagde jeg til mig selv, nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være.

Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar, Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.

„Se saa, lad det nu være godt“, sagde Præsten til Andrea Margrethe, „nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist ondt ved at kjende mig igjen.“

Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen.

„Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!“ sagde Præsten, idet han trak i de stive Manschetter. „Nu synes jeg ellers det var paa Tide, at vore Gjæster indfandt sig.“

„Du maa ikke være saa utaalmodig“, bad Andrea Margrethe, „Klokken er halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.“

„Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?“ spurgte Præsten. „Nu gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae os en fornuftig Pibe Tobak.“

Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det Samme.

„Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er“, formanede Andrea Margrethe, „hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at spise, inden de komme!“

„Ja hvad skal jeg da tage mig til?“ sagde Præsten. „Der seer De selv, hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: „det vilde Dyr, som i Skoven gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue“, saaledes er det at være Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.“

Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en indre Stemme, som sagde til mig: „nei Du skal gaae til Emmy“, og vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: „nei Du skal gaae til Andrea Margrethe.“

I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: „De er da vel ikke syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.“

„Det er Skjæbnens Vink“, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: „De dandser vel den første Dands med mig?“

„Nei det kan jeg virkelig ikke“, var Svaret, „thi den har jeg lovet Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med Dem.“

Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.

Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle.

„De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands“, sagde jeg til Emmy.

„Nei det tager De Feil i“, svarede hun, „thi den har jeg for længe siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.“

Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste Grad opbragt over det andet Afslag. „Saa er det dog sandt“, sagde jeg til mig selv, „at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en daarlig Fod eller Hovedpine — eller — eller — aa jeg vil sige lige ud, at jeg vil ikke dandse.“

I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at være et af mine lykkeligste Øjeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke saa godt for mine Øren som de første Toner fra Violinerne, der kalde op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle. Gamle dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der med det blege Ansigt og det rødlige Haar saae ud som Risengrød med Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemærkninger ved hver især. Det er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men maaskee det kom af, at jeg var alene derom.

Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi Præsten kom hen til mig og sagde: „Hvorfor staaer De ledig paa Torvet, Nicolai?“

„Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.“

„Det var altsaa nødtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels Nicolai!“

„Jeg har desuden en daarlig Fod.“

„Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden feilede De jo ikke Noget.“

„Der er heller ikke flere Damer tilovers.“

„Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei jeg mærker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands. Hic Rhodus, hic salta!“

Denne Opfordring udtalte Præsten saa høit, at jeg var nødt til at efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den første den bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at føre hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med Øinene fæstede mod Gulvet, idet jeg i mit stille Sind sagde: „Du skal saamænd ikke faae stor Fornøielse af at dandse med mig.“

Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved kom jeg til at see op og — Himmel, Jord og sexten Elementer: det var jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: „Er det — er det virkelig Dem?“

„Ja hvem skulde det ellers være?“ spurgte hun med det yndigste Smil, man kunde tænke sig. „Men jeg troede, De havde glemt mig.“

„O De maa tilgive mig, men jeg er — —“ og nu begyndte jeg paa en Strøm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen værd at opskrive. Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae det, var det aldeles nødvendigt at høre hende selv sige det. Men jeg var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo og jeg talte — bestandig med den Lysblaaøiede.

Man fortæller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt paa et Bal maa man være forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere — o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsøgt det. Med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjældende, saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun — ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg førte hende ind i Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord — o jeg morede mig mageløst den Aften!

Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min Hjertensven.

Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde samme Spørgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhøiede kun min Glæde. Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde dreie Spillet, som jeg vilde.

Hun var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords. Men nu misundte jeg dem ikke længer, thi jeg havde faaet den til Borddame, som var bedre end baade Emmy og Andrea Margrethe. For hun kunde disputere, og det kunde hverken Emmy eller Andrea Margrethe gjøre. Thi den Sidste søgte helst at undgaae al Disput, og den Første disputerede med al for stor Alvor og kun forat komme til Erkjendelse af, hvad der er sandt. Men jeg disputerer ikke forat erkjende, hvad der er sandt; thi det er mig ligemeget, om det, som jeg forsvarer, er sandt eller usandt, ja jeg vil endogsaa helst have, at det skal være usandt, for saa kræves der en større Snildrighed forat vinde Seir — jeg disputerer kun for at disputere. Thi denne Kamp med Tanker og Ord, hvor man uafbrudt maa være paa sin Post og veie hvert Ord, som man siger, for ikke at give Modparten Leilighed til nogetsomhelst uventet Angreb, medens man paa den anden Side passer paa hver uklar Tanke, hvert tvetydigt Ord, som Modparten gjør sig skyldig i, for øjeblikkelig at kaste sig over det og give det den Vending, som han netop ikke vilde tillægge det, og saaledes mangen Gang i det Øjeblik, da den Anden troer sig sikker paa Seiren og har udtalt sit quod erat demonstrandum, da at vise ham, at han har netop bevist det, som han ikke vilde bevise, og at han har sagt Noget, som han i Grunden aldrig har tænkt paa at sige, og saa at see hans Forbauselse over den uventede Ende, som Striden fik — o det er en kongelig Fornøielse! Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent, hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede, at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der talte. Jeg vendte mig om og saae, at Corpus Juris havde reist sig for at holde en Tale. Ved dette Syn greb en heftig Angst mig, thi jeg havde aldrig før hørt Corpus Juris holde en Tale. Og jeg veed ikke noget ubehageligere end at høre En begynde paa en Tale, og at han saa bliver stoppende i Midten og søger efter Ordene — o man bliver saa flau, saa flau paa hans Vegne, saa man kunde gjerne krybe ned under sin Stol forat skjule sig. Og naar nu denne uheldige Taler er Ens egen Broder — og hun saa vender sig om til mig for at spørge: „hvad er det dog for et ulykkeligt Menneske, der er kommen saa galt afsted?“ og saa at maatte svare: „det er min Broder!“ — o det er græsseligt! Og Corpus Juris vilde gaae fra sin Tale, maaskee inden han endnu fik begyndt, thi se, hvor hans Blik svæver usikkert omkring, som om han søgte efter Noget, se, hvor han med sin venstre Haand griber krampagtig om Servietten, som den Druknende griber efter en Planke, forat holde sig fast i. Og dog — jeg fatter atter Mod, thi nu kaster Corpus Juris sit Hoved tilbage, han fæster sit Blik skarpt og bestemt paa Præsten, der staaer henne i Døren, og begynder med saa rolig og sikker en Stemme, at min Frygt og Angst øjeblikkelig forsvandt, thi allerede paa de første Ord kunde jeg høre, at han vilde nok komme lykkelig igjennem indtil Enden.

„Mine Damer og Herrer!“ saaledes begyndte han, „idet jeg seer mig og saamange af mine Jævnaldrende forsamlede her, vi, som tillægge os det stolte Navn af de Herrer i Aandernes Rige, da rinder det mig i Hu, hvad en af vore Digtere har sagt:

Ingenlunde vil jeg dermed sige, at Nogen af os Unge, som her er tilstede, skulde vove at kalde sig for en Mester i Tankernes Riger, men jeg mener, at naar selv han, der har udtalt disse Ord, og som tilvisse var en Mester i Tankernes Riger, naar selv han har følt sig „en Spot for de deilige Piger og dristige Svendes Foragt“, hvorledes skal det da gaae os, vi som ikke engang tør kalde os for Svende, ja knap for Drenge i Tankernes Riger? Ja vel maae vi frygte for, at vi i den stille Tankeverden ved Lampens svage Skin skulle selv blive støvede og ormstukne som de gamle Folianter, at vi skulle frygte Livet og Lyset som Pallas Athenes lysskye Ugle. Muligvis vil En og Anden trøste sig med, „at vi see ved Lampen Musernes Dands“, men hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde viist ham Gratiernes Leg. Dog Pallas Athene seer og kjender sine Sønners Nød, og det var ikke godt, om ikke hun, den lysblaaøiede Visdomsgudinde, skulde vide at afhjælpe den. Saa har hun da udsendt en Skare venlige Alfer og Genier rundt om i det ganske Land, at de maatte tage Bolig ved hvert Arnested og drage hendes Sønner fra de tause Bøger ud til det friske, fyldige Liv. Mangt et Sted blev disse Pallas Athenes Udsendinge bortjagne, og man lukkede Døren haardt i for dem, men der var ogsaa mangt et Sted, hvor man modtog dem med en gjæstfri Velkomsthilsen og bød dem fæste Bo og fulgte deres Kald. Ogsaa til det Hus, hvor vi i Aften have forsamlet os, kom en saadan Alfeskare, og ikke blev den vist tilbage, ei heller var man døv for dens Ord. Og mangen Gang have de venlige Genier ført os herud, det være sig nu til den Tid, da Bøgen iførte sig sin Brudedragt, og de klare Solstraaler spillede liflig gjennem det lysegrønne Løv, eller til den Tid, da det hvide Snelagen havde bredt sig over Mark og Eng — tidt og mangen Gang kom vi hertil, og af det friske Livets Væld, som sprudler herude, drak vi Sundhed og Kraft til vor Gjerning. Men den, som har modtaget Meget, bør det ogsaa at takke meget, og derfor er det, jeg griber denne Leilighed, da vi Alle ere forsamlede her, for i Alles Navn, at udtale vor Tak til den gjæve Præstemand og hans elskelige Hustru, at de ikke bortstødte de venlige Alfer og Genier, men gjæstfrit skjænkede dem Ly og Bo og fulgte deres Kald!“

Et almindeligt Bravoraab belønnede Corpus Juris for hans Tale. Jeg undrede mig kun over, hvorfor han ved Siden af Præstens elskelige Hustru ikke ogsaa nævnede hans elskelige Døtre, for det vilde jeg have gjort, men det gjorde Corpus Juris nu ikke, og Grunden dertil maa han selv vide.

„Hvem var det, der holdt den Tale?“ spurgte den Lysblaaøiede mig.

„Det er min Broder“, svarede jeg, idet mit Hjerte bankede af Stolthed — alt mit gamle Nag mod Corpus Juris var forsvundet; jeg kunde i dette Øjeblik gjerne være gaaet i Ilden for ham.

„Jeg vidste slet ikke af, at De havde nogen Broder“, svarede hun, „ham maa De gjøre mig bekjendt med.“

„Ja gjerne“, svarede jeg, idet jeg øjeblikkelig reiste mig forat efterkomme hendes Opfordring, thi det var jo bedst, at hun lærte sin tilkommende Svoger at kjende, og ved en saadan Leilighed vidste jeg, at Corpus Juris vilde vide at optræde paa en Maade, saa at jeg skulde have Ære af ham. Idet jeg kom hen til ham, stødte han netop sit Glas mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brændte Ild i hans Øie.

„Frederik“, sagde jeg til ham, „min Borddame ønskede gjerne, at jeg skulde forestille Dig for hende.“

Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drøm. „Aa det kan jo vente til siden“, sagde han.

„Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame? Kom nu strax og følg med mig!“

Corpus Juris reiste sig da og fulgte mig, skjøndt med synlig Uvillie. Han traadte hen foran den Lysblaaøiede, gjorde et keitet Buk for hende, talte Noget om at have den Fornøielse, gjorde derpaa nok et keitet Buk og gik hurtig bort. Jeg stod og stirrede forfærdet efter ham: jo det var rigtignok en Broder, som jeg kunde have Ære af! Om det saa havde været Gamle, vilde han dog ikke have baaret sig saa galt ad!

Dog hun, den Eiegode, saae min Forlegenhed og vidste strax at finde paa en Undskyldning. „Det var heller ikke rigtigt af Dem“, sagde hun, „saaledes strax at bede ham komme herhid. Han maa vist endnu være anstrængt efter den Tale, som han har holdt.“

„Anstrængt!“ udbrød jeg i stor Harme, „skal han være anstrængt blot efterat have — —“ men heldigvis blev jeg afbrudt derved, at der blev deelt en Sang rundt, som vi Alle sang, og som lød saaledes:

Jeg var i høieste Grad begeistret over denne Sang, thi den udtalte saa aldeles mine egne Følelser, at jeg ikke selv havde kunnet udtale dem bedre. Thi ogsaa jeg havde søgt mellem alle de Roser og Blommer uden at kunne finde, men nu havde jeg fundet, og nu sad hun ved min Side, hun, Rosen for alle de Blommer!

„Hvem har skrevet den Sang?“ spurgte hun mig.

„Det veed jeg ikke, men jeg skal strax faae det at vide“, svarede jeg, idet jeg ilede hen til Gamle, der stod ved Emmys Side ikke langt fra mig. Men jeg havde nær ikke kjendt ham igjen — — var det virkelig Gamle, min egen Gamle med de drømmende Øine og det lidt foroverbøiede Hoved, var det ham, den ranke Ungersvend, der stod der og havde grebet Emmys Haand, som om han aldrig mere vilde slippe den? Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle, men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte?

Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: „Christopher, veed Du ikke, hvem der har skrevet denne Sang?“

Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om han var fortryllet.

„Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang?“ spurgte jeg da videre.

Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et Øjeblik paa mig, og derpaa pegede hun hen paa Christopher.

„Christopher, men er det virkelig“ — — udbrød jeg, men blev afbrudt i det Samme: „Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vælter Vinflasken der!“ — jo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte — nu kjendte jeg ham igjen.

Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaøiede og fortalte hende, at det var min ældste Broder, der havde skrevet Sangen.

„Men hvormange Brødre har De da?“ udbrød hun forbauset. „Ham maa De virkelig ogsaa gjøre mig bekjendt med!“

„Ja siden!“ svarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog derfor, at det var bedst, at hun foreløbig kun lærte sine Svogre at kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde hun jo have den Fornøielse at stifte et nærmere Bekjendtskab.

Jeg sad og tænkte paa, at nu var Touren til mig at tale, thi nu havde begge mine Brødre talt. Jeg kunde udbringe Damernes Skaal, thi den var ikke udbragt endnu, og i den Skaal kunde jeg tale om og til den Lysblaaøiede alene, uden at Nogen skulde kunne ane det, men hun vilde vel nok forstaae mig. Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale før, men siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel ogsaa gjøre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min Haand tilbage og lænkede mig fast til Stolen. Tre Gange forsøgte jeg det, og tre Gange maatte jeg opgive Forsøget; det var mig umuligt at røre mig af Pletten. Da sagde endelig den Lysblaaøiede til mig: „Vil De nu ikke ogsaa holde en Tale?“

«Omen accipio», sagde jeg til mig selv, og for strax at gjøre Ende paa al Betænkelighed, skjød jeg min Stol tilbage med saadan Voldsomhed, at den væltede om paa Gulvet, og uden at slaae paa mit Glas eller paa anden Maade tilkjendegive Selskabet min Hensigt, begyndte jeg pludselig: „Mine Damer og Herrer! eller — forat jeg skal tale i Blomstersproget — mine Roser og Torne — — —“ videre kom jeg ikke, thi her reiste hele Selskabet sig, og der opstod en saadan Larm, at det var mig umuligt at overdøve den. Som jeg siden fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg ærgrede mig høiligen derover, men havde dog den Trøst, at den Lysblaaøiede beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved at høre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mærke, at det maatte blive en udmærket Tale. Hermed slog jeg mig til Ro, thi da Talen jo egentlig kun skulde holdes for hende, og hun erklærede sig tilfreds blot med at høre Begyndelsen, saa var Hovedsagen jo opnaaet.

Og nu begyndte vi atter at dandse, og vi dandsede Cotillon, og hun gav mig sin Sløjfe, og jeg gav hende min Sløjfe, og jeg var i den syvende Himmel, og jeg begyndte tilsidst at synge ganske høit: „hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi — ohøi!“ indtil Gamle kom hen til mig og sagde, at jeg maatte være stille, akkurat, som han pleier at gjøre hjemme paa Vestergade, naar vi sidde paa vort Værelse og læse sammen, og jeg pludselig begynder at synge. Andrea Margrethe kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med hende, og Emmy kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med hende, for jeg var ikke længer vred paa dem, jeg var ikke længer vred paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe — og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig, og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske mageløs Aften!

— — O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed, Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer!

Da Klokken slog Tolv, gik Præsten gjennem Salen og sang:

Forgjæves vare mine Bønner og Forestillinger, forgjæves bad jeg om en eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter, forgjæves, Præsten var ubønhørlig. „For idag“, sagde han, „har jeg som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at dandse ind paa den næste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage, og saa var den istand til at falde saa dybt i Søvn, at den aldrig vaagner mere op igjen.“ — Saa rullede Vognene frem for Døren. Præsten hjalp selv vore Gjæster Tøiet paa, for at de kunde komme hjem i ordentlig Tid, og bad dem komme snart igjen. Og jeg hjalp den Lysblaaøiede Kaaben paa, og jeg sagde Farvel til hende, og hun sagde Farvel til mig, og hun satte sig op i Vognen, — og Vognen rullede ud af Porten — men jeg blev staaende alene tilbage.

Ja jeg blev staaende alene — det følte jeg ret. Alt det Liv og Lyst og Herlighed, der for et Øjeblik siden havde fyldt mit Bryst og næsten truet med at sprænge det ved sin overvættes Fylde, var forsvundet i et Nu som ved et Trylleslag af en ond Aand. — Jeg traadte ind i den store Sal, der nu stod øde og tom: Stolene stode i Uorden hist og her, Lysene brændte døsig i Lysekronen, et tykt Lag Støv laa over Alt. Og hun, hun er borte, hun er her ikke mere — disse Ord løde mig i Møde som et Echo fra alle Sider. Se derhenne ved Kakkelovnen havde jeg sidste Gang talt med hende; ved Siden af Døren der sad jeg, da hun kom og rakte mig sin Sløjfe, og i hin Vinduesfordybning bag de lange Gardiner havde vi siddet saa længe og talt sammen — o nu var det Alt forbi — Øde, Tomhed, Kulde og Død var der overalt. Jeg satte mig paa en Stol og skjulte mit Ansigt i mine Hænder, jeg vilde ikke see paa den Uhyggelighed, som herskede rundt omkring mig.

„Hvad mon det kan være, som sidder paa denne Stol?“

Jeg foer i Veiret og saae Præsten staae ved Siden af mig. „Det er mig“, svarede jeg i en mat Tone.

„Er det virkelig Nicolai, den meget opfindsomme Nicolai, som sidder der! Ja hvis De ikke selv sagde det, saa vilde jeg have ondt ved at troe, at det samme Menneske, der for et Qvarteer siden raabte og skreg herinde, saa jeg frygtede for, at min stakkels Præstegaard skulde falde sammen over Hovedet paa os, at han nu sidder og seer saa mørk ud som Hannibals Skygge blandt Carthagos Ruiner.“

Jeg svarede Intet, men sad og pillede paa min Uhrkjæde.

„Men jeg kan nok tænke, hvad der er i Veien“, vedblev Præsten, „for jeg kan see Dem lige ind i Hjertet, Nicolai; og veed De, hvordan Deres Hjerte seer ud? det seer ud akkurat som den store Skive paa Exerceerpladsen, naar Husarerne har skudt til Skive hele Dagen igjennem.“

„Ja saa“, sagde jeg, for dog at sige Noget.

„Men den Sag skal De ikke tage Dem altfor nær. Gaa De nu i Seng, saa skal Mo'er sende Dem en varm Kop The op imorgen tidlig, og saa kan De komme ned til mig og læse lidt i Provst Møllers Haandbog for Præster, som De jo interesserer Dem saameget for, saa skal De see, at det gaaer nok over. — Godnat, Nicolai, og god Bedring!“

Da Præsten var gaaet, besluttede jeg i al Stilhed at liste mig bort uden at sige Godnat til Nogen af de Andre, thi jeg ønskede ikke gjerne at høre flere saadanne Taler som den, Præsten havde holdt til mig. Jeg kom ogsaa ubemærket op paa mit Værelse, og efterat have tændt mit Lys lukkede jeg begge Dørene, thi jeg vilde være alene. Derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet og saae ud i den tause, stille Nat. Den kolde Natteluft viftede mig imøde, men den gjorde mig godt, thi jeg trængte til at afkjøles. Hendes Billed stod for mine Tanker, jeg tænkte og drømte intet Andet end hende. Naar skulde jeg atter see hende? hvor lang Tid vilde der forløbe, inden jeg atter skulde mødes med hende? Thi nu stod min Beslutning fast, der var ikke længer Tvivl og Uklarhed over mig — hende skulde det være, hende og ingen Anden. Det var jo selve Skjæbnens Styrelse, der havde ført mig hende imøde, netop i det Øjeblik, da jeg tænkte at binde mig for bestandig, ret som om Skjæbnen vilde sige til mig: „Se her, Nicolai, her skal Du see, hvad der er Dig forbeholdt, om Du formaaer at give Tid og at vente.“

Dog bag ved hendes lyse Skikkelse saae jeg to andre Skikkelser, blege og sorrigfulde, det var Emmys og Andrea Margrethes. „Os har Du først talt til, og nu forlader Du os“, syntes de at sige til mig. — „Men det er ikke mig, der forlader Eder, det er Eder, der har forladt mig“, svarede jeg. — „Det er ikke Tilfældet; vi vilde kun, at Du skulde være mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men Du er troløs som Veir og Vind.“

Jeg begyndte at blive urolig. Thi hvis jeg nu dog havde taget Feil, hvis Emmy og Andrea Margrethe virkelig havde fæstet deres Hu til mig? Jeg mindedes Andrea Margrethe, hvor forundret hun havde seet ud, da jeg ikke vilde dandse med hende, og hvorledes hun havde spurgt mig, om jeg var vred paa hende? — Hvis det virkelig forholdt sig saa, var det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg først vakte Ønsker og Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde Præsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en attenaars Don Juan. Og paa den anden Side, hvor var det muligt, at jeg kunde fare fort, som jeg havde begyndt, naar der var en Anden, hvem mit Hjerte tilhørte?

Min indre Uro blev tilsidst saa stor, at jeg maatte have en Fortrolig at udtale mig for. Jeg besluttede at gaae ind og tale til Gamle, thi han pleier at være min Raadgiver ved alle vigtige Leiligheder. Rigtignok vidste jeg, at Gamle ikke vilde lade mig døe i Synden, men selv om han vilde prædike for mig til den lyse Morgenstund, foretrak jeg dog det fremfor saaledes at gaae og pine mig selv.

Jeg gik da ind i Gamles Værelse. Der var ganske mørkt derinde, saa jeg troede, at han ikke var kommen derop endnu. Men snart saae jeg, at der stod En henne i det aabne Vindue. Jeg kunde rigtignok aldrig troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nærmere, saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hænder, og saae op mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans Læber bevægede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden han bemærkede mig. Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg havde paa Hjerte, Gamle hørte rolig paa mig, medens et underligt Smil spillede om hans Læber. Da jeg var færdig, lagde han sin Haand paa mit Hoved, og strøg mit Haar tilbage, idet han sagde: „Nu Nicolai, din Nød er ikke saa stor, som Du troer. Hold Dig kun til Vorherre, og giv vel Agt paa, hvorledes han vil føre Dig, saa kan din Sorg faae Ende, førend Du aner det.“ Derpaa bød han mig Godnat, og jeg gik atter ind paa mit Værelse, idet jeg ikke noksom kunde undre mig over, hvad der gik af Gamle, at han slet ingen Prædiken havde holdt for mig, men affærdiget mig saa kort. Imidlertid følte jeg mig ikke roligere i Sindet, og jeg besluttede derfor at gaae ind til Corpus Juris og betroe ham, hvad jeg havde paa Hjerte. Vel maatte jeg være forberedt paa, at han vilde lee mig dygtig ud og muligvis i de næste Dage forfølge mig med sine Spotterier, men det forekom mig ogsaa, at det kunde være en Slags retfærdig Straf, som jeg taalmodig maatte underkaste mig.

Jeg aabnede Døren og traadte ind til ham. Men var der bælmørkt inde hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran Speilet havde han antændt, og et tredie, som han formodentlig selv havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde anstillet denne Illumination til Ære for sig selv. En stor rød Sløjfe holdt han i Haanden, og han gesticulerede hæftig med begge Arme omtrent som En, der indøver en Tale, han skal holde.

„Hvad vil Du?“ spurgte han mig.

Jeg satte mig paa en Stol og begyndte at fortælle min Historie, medens Corpus Juris vedblev at spadsere frem og tilbage.

„Ja hvad mener Du derom?“ sagde jeg, da jeg var færdig, og han vedblev sine Vandringer uden at svare mig.

„Hvorom?“ spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin Marsch og standsede foran mig.

„Om det, som jeg nu har fortalt Dig.“

„Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at jeg slet ikke har hørt, hvad Du har sagt.“

Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjænkede mig nu større Opmærksomhed. Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. „Ha ha ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha ha ha!“

Jeg blev noget stødt herover og foreholdt ham, at det var ingen smuk Handlemaade af ham, naar jeg kom for at aabne mit Hjerte i Fortrolighed for ham, at han da, istedenfor at staae mig bi med Raad og Daad, kun svarede mig med Spotterier.

„Du maa ikke blive vred, Nicolai“, svarede han, „men det er virkelig altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu — Godnat og sov vel!“

Atter gik jeg ind paa mit Værelse og overlod mig til mine Betragtninger. Dog følte jeg min Samvittighed noget beroliget derved, at hverken Gamle eller Corpus Juris havde følt sig kaldet til at gaae strængt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa ilde ad. —

Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Søvne? — Nei, der var to Stemmer, kunde jeg høre — hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og — hvad var det? — det lød akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon Corpus Juris tager sig til? tænkte jeg og lyttede nøie efter — han kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille derinde — derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange Gang. Det maa jeg see, hvad er — og jeg ud i Gangen: der var ganske mørkt derude; men nu hørte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om Hjørnet nedenfor. „Hvem er det?“ raabte jeg, saa høit jeg kunde, men fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og raabte til mig: „Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du gjør! Du vækker jo hele Huset.“ „Men her var Nogen herude i Gangen“, svarede jeg. „Aa det har vel været en Kat — gaa nu i Seng! Klokken er jo over Et.“

Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forføiede mig til Ro og slukkede mit Lys. Og nu stod atter hendes Billed saa lyst og klart for min Tanke — hvor hendes Stemme var blød, og hendes Haand var fin, og hendes Øine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange havde været min Trøst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for tredie Gang sikker i min Sag. „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn.“ Ja det er dog en skjønne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjælper os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde være uopløselig for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for Tilbøieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Præstekone.

„Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i nogen Tid ret havde qvæget min Sjæl ved Beskuelsen af hendes Billed, saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som før, men leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i Virkeligheden. Og næsten troer jeg, at de har været ude at hente Hjælpetropper, for de førte med sig en heel Skare af unge Piger, som jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket. Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse og — — — ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel deraf. Og Allesammen sagde de til mig: „det er mig, Nicolai!“ men vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der hviskede til mig: „Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!“ — o det var til at fortvivle over. Forgjæves søgte jeg Hjælp hos Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde være, forgjæves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrækkelse, at den passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem, uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun jo med Tiden kunde blive en fortræffelig Præstekone. — Saa søgte jeg min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig omsvævende, ombølgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten igjennem, først i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt.

Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at Præsten var ingen Ven af, at man blev liggende længe om Morgenen. Men jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mørke Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea Margrethe vendte atter tilbage. „Der er ikke Andet for“, sagde jeg til mig selv: „jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brødrene komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe spørge: „Kommer Nicolai da aldrig mere?“ — men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i Emmys Øine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en Dag bæres to sorte Kister ud fra Præstegaarden. Saa kommer Nicolai. Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested. „Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi min var Skylden ikke!“ siger han, og med sine Taarer vander han de hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rødlige Straaler belyse de hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder en Rose af hver af Gravene og siger: „Stakkels unge Roser, hvorfor visnede I saa tidlig, hvorfor — — —““

Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden, hvori jeg nys havde qvæget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig, thi Corpus Juris' Støvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa Virkelighed. Jeg fuldendte min Paaklædning og gik ned.

Hele Familien var som sædvanlig forsamlet om Thebordet.

„Godmorgen, Nicolai“, sagde Præstekonen til mig.

„Godmorgen“, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne sørgelige Betragtninger.

„Godmorgen, Nicolai“, sagde Emmy og Gamle.

„Godmorgen“, svarede jeg i den samme mekaniske Tone, som før.

„Godmorgen, Nicolai“, raabte Præsten med en Stemme, der kunde kalde en Død frem af Graven.

„Godmorgen“, svarede jeg, idet jeg atter kom til mig selv, og —

„Godmorgen, Svoger“, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en Kop The.

„Hvad — hvad for Noget?“ og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i tusinde Stykker.

Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra den Anden til den Ene.

„Men er det — er det nu ogsaa virkelig sandt?“

„Nei det er ikke“, sagde Præsten. „De skal ikke troe et Ord deraf. Det er bare Julespøg og Nytaarsløier Altsammen, ligesom iforgaars med Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.“

Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var Løier og Comediespil.

„Er Du saa længer vred, fordi jeg lo igaaraftes?“ spurgte Corpus Juris.

„Om jeg er vred?“ og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange Aar.

„Men sig mig dog en Gang, naar er det da skeet?“ spurgte jeg, men det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, længe inden man bliver forlovet. Dette syntes mig at være lidt meningsløst; men man maa ikke være altfor nøieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa hin Slædefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde være akkurat det Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien randt mig i Hu, og jeg fik da at vide — ja det kan jeg vel gjerne lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe, hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at vide det.

„Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai“, sagde Præsten, „for jeg har ikke mere end to Døttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane, saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De først skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.“

Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tænkte jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe.

— — — Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe ad, det har jeg glemt.

Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus Juris var saa elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før, han sagde mig ikke mere imod, og hvert af mine Ønsker søgte han paa Øjeblikket at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! — hvor det var morsomt at sige „Du“ til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele Tiden „De“ og maatte idelig rette mig selv.

Og jeg selv — ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før havde været. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig, troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine Dage.

Men hvor jeg havde været blind, at jeg slet Intet havde mærket og slet intet havde seet — ja det er rigtignok et sandt Ord, at det Første, man bliver blind paa, det er paa Øinene. Nu forstod jeg det Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opførsel mod mig, thi naar Folk først har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke længer til at spøge med. Og nu Gamle — jeg Daare, som ikke havde kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i Præstens Lignelser.

— — — Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rødvinsflaske var bragt frem, udbragte Præsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte. Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent saalunde:

„Kjære Venner! Man pleier i Almindelighed at lykønske Folk, der heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse; thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner, naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som terminus technicus lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsøge sin Lykke paa Ny i Haab om næste Gang at have bedre Held. Men sligt gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret, tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer at gjøre, det er at bære sig ad som de tydske Studenter, der, naar de ere blevne viste tilbage fra et Universitet, søge hen til et nyt, for der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller den sig fra alle andre saadanne Prøver. Thi om disse gjælder det, at jo mere man læser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at udraabe med Berlinerstudenten: „ach wai mir, je länger ich lese, desto dümmer werde ich!“ saaledes seer man ikke saa sjeldent, at medens mangen Skomagersvend, og Skræddersvend i en Haandevending bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prøve. Da nu dette forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglæde over, at mine to Brødre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør — ikke for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de klare Øine og de venlige Smil — eller hvad jeg vilde sige, for Professoribus et Censoribus ved de to Universiteter, hvorved de have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!“

Hermed stødte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes. Præstekonen lo saa mildt til mig, og Præsten rakte Præstekonen Haanden, idet han sagde til hende: „Jo Mo'er, den Skaal vil vi To drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at bestaae, var den værste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev rejiceret.“

Og saa har jeg altsaa fortalt om mit første Felttog i Amors Regiment, men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel ikke mere dømme mig saa strængt. Den, som er fri for Skyld, kaste den første Steen!

— — Forøvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang. Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portræt af Emmy, som denne har foræret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket, fordi han er bleven forlovet. Tværtimod, han har endog ved Andrea Margrethes Hjælp faaet Dagbladet indført i Nøddebo Præstegaard. Og jeg selv — ja jeg studerer philosophisk Propædeutik og søger ved dens Hjælp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke længer: „hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi — ohøi!“ men naar Dagen er til Ende, og Propædeutiken bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes Solen sagte synker bag Voldens Træer, og idet jeg trommer med Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller Corpus Juris kan høre det: