JAMMERS-MINDE

Indledning.

I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er Leonora Christina Ulfeldt. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst, forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end netop hendes.

Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora Christina. Molbech er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4 Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv (Historisk Tidsskrift 3 Bd. S. 313—476 og Nyt histor. Tidsskrift 4 Bd. S. 1—98 og 369—441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier, blev aldrig fuldført. — Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie, indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.

Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring indeholdes, Hs. Exc. Grev J. Waldstein, har allerede i sit Forord antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.

Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre Falbe, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab. Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det Vidnesbyrd om dets Ægthed, der — som Grev Waldstein i sit Forord siger — allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere; af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække; og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. Gundorph paa den mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4^to)[1], og Ligheden mellem Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor P. G. Thorsen. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina — tildels ogsaa fra en tidligere Tid —, som findes i Gehejmearkivet (»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.

Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig. Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da skriftligt udviklede for Grev Waldstein — bl. A. ogsaa gjennem Hr. Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste Interesse —, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge Udgivelsen — og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa Henseende paahviler —, virkelig har løst sin Opgave paa en nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det gjengiver Originalens Karakter.

Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3 Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660—61 (se S. 6). Endelig kommer — foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl den betydeligste af alle disse Skildringer — det Arbejde, som jeg egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi; hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk — oversat, som det hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en af Leonora Christinas Svigersønner — i Bang's Samling af nyttige og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125—47. Men denne saakaldte Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian Reitzer og blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af samme Bibliothek beskrevet af Andreas Høyer i hans Nova Litteraria Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er, eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem, »Jammers-Mindet« anvender.

I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint — Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 — tog sig for at udføre selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed er blevet til for at tjene den yngre Sperling som Grundlag for hans Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk de feminis eruditis — den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan Meddelelse —, er »Jammers-Mindet« idetmindste væsentlig skrevet for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. — Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.

Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade, hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223). Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24 Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til. Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg. omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. — I de nærmest følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort Overgangsstadium, i Udg. S. 85—97) et mindre tiltalende Udseende. Den bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). — Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget, der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige Skildring, ogsaa det S. 266—72 trykte Appendix til hele Værket skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S. 14—18), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere Tid end Fortalen selv. — Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen, gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265). Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en virkelig samtidig Skildring[7].

En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve Textens Linier, dels — og endnu hyppigere — i Haandskriftets Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227 Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene, paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.) i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet, eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen, paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne, som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning, falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem, der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring. Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).

Angaaende Værkets indre Beskaffenhed, enten man nu ved denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf. der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag, der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie, kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed — og selv under Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort —, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. — Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde, der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.

Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker, saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet, upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske Prosaværk.

Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed, eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje, Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har evnet at erindre de navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder — der jo først ere nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede — med en saadan Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner, som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring, »meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6—7 andre Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde med samme Indhold som den optagne Protocoll« (Nyt histor. Tidsskrift 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed, forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk. Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o. desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at verificere slige Angivelsers Rigtighed.

Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed, som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg, hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret, nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade, hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til, om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu i det Hele har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende (jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer, Premier Minister, Spaa Kone osv.). — Men naar jeg paa de nævnte Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave, betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu, jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige, har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl, og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv, eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Recident, vicitere, Muht, Verrähterei o. m. a.). Med Hensyn til de fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver (hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed, forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted, hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og, vel at mærke, med Urette udslettet.

Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa, at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.

Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation, hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om, hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning til dem.

Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn. Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14 Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden — men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek —, var indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen, bleve baade hun og hendes Mand — uden Hensyn til Bestemmelserne i Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat — arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning. Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.

Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde. Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf Fuchs, var en yderst haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og Premierminister Grev Christian Rantzov i September Maaned ankom til Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne Undersøgelse — hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs skulde afløses af en Anden i sin Post — var det dog, at Rantzov ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin. Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.

Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere. Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud, søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By opholdt han sig nu — fraregnet en kort Udflugt til Paris af en allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 — hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person, lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg, Detlev v. Ahlefeldt, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var, at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor Span, havde aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til ham — Ulfeldt — med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge. Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag. Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England, har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid, men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for hende. En engelsk Officer, Braten, bildte hende ind, at han vilde skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i England, Simon de Petcum, som opholdt sig i Nærheden med nogle bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.

Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog — selv afset fra, at den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor — næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser, som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at det væsentlig var en eneste Persons — Dronning Sophie Amalies — uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige Raahed osv.

Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie. Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, Leo Ulfeldt, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være Anne Cathrine Ulfeldts (flere Breve fra hende opbevares paa det store kgl. Bibliothek, Ny kgl. Samling, 2146c, 4^to), og er forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se Lexicon over adelige Familier 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes: