Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,
For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,
Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen
Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.
I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,
War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,
Men den er ickun et Weyr oc Lycken meget liig,
Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.
Den første bryder læt, den anden intet giælder,
Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;
Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,
Weedst lided, om du snart for hender sætter U.
Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,
Warstu end Goliath oc engang til saa biister;
Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,
Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,
Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender
Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.
Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,
Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.

Den 14. Martii 1683 dictede ieg effterfølgende:

Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:
En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;
Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid
En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid
En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,
Foruden hand dermed forsickret war en Baade?
Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed
Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;
De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,
Att der fast ingen war, som wille sig antage
Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,
Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.
See, hoes Betehste-Floed i Børne Børens Alder
Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder
Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,
Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar
Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,
Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.
Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt
Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,
Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,
War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.

Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,
Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,
Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.
Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand
Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.

Anno 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.

Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig Brahe regner
Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,
Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,
Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.
Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,
I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?
Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,
Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?
O Brahe, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis
I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,
Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,
Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.
Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,
Beed, att dit Anslag maa Gud Zebaoth behage,
Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa
Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,
Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,
Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.
At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil
Gud bede hiærtelig att sige ia dertil.

Fortegnelse
over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.

rettet til:
Side   4,L. 15: mangenmange
–   10, –   7: erre bedrøffueligeer bedrøffuelig
–   13, – 25: AarsAar
–   15, –   8: anstegnetantegnet
–   16, – 27-28: saa meget saa strengsaa meget streng
–   18, – 23: deddid
–   20, –   3: dedde
–   35, – 11: engentligegentlig
–   38, –   5: Abel Caht.Abel Cath.
–   43, –   2: siinesiin
–   53, – 24: TengTegn
–   54, – 11: ware stoerwar stoer
–   —, – 24: MuhtsMuths[258]
–   56, – 26: vdi læstelæste
–   64, –   9: haffue derhaffue den
–   —,Anm. 2 L. 4: haffuehaffde
–   65,L. 11-12: excequereexcequeris
–   78, – 29: ForsittighedForsictighed
–   86, – 18: Gud oc oc sinGud oc sin
–   94, – 21: sagtesagde
–   96, –   1: Naar somNaar saa
– 119, – 20: SalomonesSalomonis
– 120, –   1: sichsig
– 122, – 10: Solsf.Slosf.
– 123, – 11: legnedelignede
–  — , – 18: HirIhr
– 124, –   1: BodemBoden
– 132, – 20: moknok
– 136, – 11: dendem
– 141, – 22: Ppaa KoneSpaa Kone
– 143, – 11: EeedEed
–  — , – 23: stoetstoed
– 146, –   1-2: megen Forbandelsermange Forbandelser
–  — , –   8: NawedrenNadweren
– 149, –   5: DiffilcuteterDifficulteter
–  — , – 23-24: bekom igien en — Quinde igienbekom en — Quinde igien
– 150,Anm. L. 3: skylffleskyffle
– 153,L. 23: FengselnerneFengselerne
– 157,Anm. L. 6: iade
– 163,  —   1 L. 2: LyßeLyß
– 168,L. 22: att kommenatt komme
– 175, – 15: staxstrax
–  — , – 29: glædeligtglædelig
– 184, – 12: skulle meddeelteskulle meddeele
– 193, – 17: att foractedeatt foracte
– 194, – 24: hannem wollenhaben wollen
– 195, – 19: IegIch
–  — ,Anm. L. 1: LæhnelseLæhmelse
– 196,L.   5: ichicke
– 203, –   5: stoed paa ded Løffte, attstoed paa ded, att
– 209, – 10: styffsedetyffsede
– 210, – 22: ØffwelseeØffwelse
– 212, – 30: intetintil
– 215, – 11: adatt
– 217,Vers 3 L. 3: elffteelffwe
–  — ,  —  4  –  2: stammerstæmmer
– 225,L. 27: BræctBræck
– 230, – 20: imellenimellem
– 231, –   1-2: kunde haffdekunde haffwe
–  — , – 12: Taarn-TuenTaarn-Stuen
– 239, – 15: en en halffen halff
–  — , – 16: GliemmeGiemme
– 245, – 23: IiiIi
– 246, –   4: ded ickeieg icke
– 248, – 21: fortwilffledefortwifflede
– 249, –   1: nogen attnogen aff
–  — , – 12: metmed
– 251, – 30: Syge-SegnSyge-Seng
– 255, – 17: optengnetoptegnet
– 260, – 12: Bad paaBag paa
– 262, – 13: haffwer sagdehaffwer sagt
– 268, –   4: StrømmerStrømper
– 271, – 11: ey eyer ey

Rettelser til nærværende Udgave.

Side 37, Linie 7: liifarffue og Side 81, Linie 12: tog ware — burde have været trykt: Liifarffue og: tog Ware, i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere henne i Bogen.

Side 122, Anm. Linie 7—9. Ordene: eller om det — givet af den udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i Anm. omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere Tid efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok udviser.