Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører — Negoro — der havde røvet den Rejsendes Penge. Døende i denne Hytte havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa Træet — hans Gravmæle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert staaet sørgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden. Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem Skæbnen atter førte den sammen.

Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede Øren. I næste Nu var den i lange Spring ude af Hytten.

Der lød et Rædselsskrig, et Menneskes afsindige Forfærdelsesraab der ude fra.

Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i Kamp med et Menneske. Dyrets frygtelige Tænder sad dybt i Mandens Strube, og han væltede sig paa Jorden i Raseri og Smerte.

Det var Negoro.

Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne gøre en Afstikker til dette Sted, hvor han havde opbevaret en Del af den Pengesum, som han havde frarøvet sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og hævnende Skæbne, havde netop i samme Stund ført hans bitreste Fjende, Dingo, til det samme Sted, Skuepladsen for hans Udaad.

Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken. "Elendige Kæltring! Morder! Røver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin Økse.

Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det første Krav. Negoro rørte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.

Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere fra Kazonnde kunde ikke være langt borte, og naar han ikke vendte tilbage til dem vilde de naturligvis søge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for at undgaa denne truende Fare.

"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte Bred. Heller ikke den er farefri, men der risikerer vi da i det mindste ikke at træffe Negoros Venner," bemærkede Dick og hans Forslag blev straks antaget.

"Men først vil jeg alene ro over og udspejde Bredden; hvis vi dog ikke kan gaa i Land der, er der ingen Grund til at vi skal ro der over alle sammen. Jeg er her igen om en Times Tid."

Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede tværs over Floden.

Strømmen var ikke stærkere, end at han, med Udnyttelsen af alle sine Kræfter, kunde holde Baaden fri af Sugningen fra Faldet. Snart var han ved den højre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da lød der et mangestemmigt, forfærdeligt Triumfskrig, og fra Græsset skød pludselig en Snes vilde Indfødte løs paa den flydende Høstak.

I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget Baaden og set at den gemte Mennesker; de havde fulgt den lige til Faldet, hvor de vidste at den maatte søge til Land paa den ene eller anden Bred, og de hvide vilde da være deres sikre Bytte.

De flaaede Græsset af Baadens Tag, men stor var deres Skuffelse da de saa, at hele Byttet var en sølle Dreng. De hylede af Raseri. Men pludselig fik en af dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden. Dick stod koldblodig i Forenden; med sin Bøsse holdt han sig Banditterne lidt fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet". En vældig Karl havde grebet Styreaaren og brugte den behændigt og hurtigt, saa at Baaden snart atter var midt ude paa Floden.

"Flygt dog, — — flygt," skreg Dick fortvivlet til Vennerne derovre paa Bredden, men samtidig indsaa han, hvor haabløst det vilde være at flygte for de Indfødte.

Da fik Drengen en Indskydelse; han øjnede en Mulighed for at frelse de andres Liv, ganske vist ved at ofre sit eget. Men der var jo intet at betænke sig paa.

"Gud hjælpe mig og være mig naadig," hviskede han.

Saa rettede han sin Bøsse imod Manden med Styreaaren og gav Ild. Kæmpen faldt om og Roret knustes ved hans Legemes Vægt.

De vilde opløftede et forfærdet Brøl. Baaden, der ikke længer af Roret holdtes paa tværs af Strømmen, svingede og dreves af Strømmen med hurtigt tiltagende Hastighed ned imod Vandfaldet.

Fra Bredden lød et svagt Skrig; det var Fru Weldon, der havde forstaaet Dicks Plan, hvorved han dødsdømte sig selv for at frelse hende.

I dette Øjeblik sprang flere af de vilde i Vandet, i vanvittigt Haab om at kunne svømme til Bredden. Derved kæntrede Baaden. Med den faretruedes mærkværdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og holdt Hovedet op over Vandet, tæt op bag dens Køl. Han mærkede hvorledes han, som inden i en Æske, beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud i Svælget. Han sank og sank — — og steg saa atter op i Vandets Overflade. Han levede; han var frelst. Med stærke Armes Tag naaede han snart Bredden, paa hvis Græs han fortumlet og afmægtig segnede om.

Her fandt Herkules, Fru Weldon, Fætter Benedict og Jack ham kort Tid efter, sovende de retfærdiges Søvn.

To—tre Dage senere traf de trætte og haardt-prøvede Flygtninge en Karavane. Det var portugisiske Handelsmænd, der optag dem med Hjertelighed og Deltagelse, og førte dem med til Emboma. Herfra tog de efter nogle Dages Hvil med en Damper til Amerika, og den 25. August naaede de St. Francisko — Hjemmet.

Stor var naturligvis James Weldons Glæde ved atter at favne sin Hustru og Søn, hvis Spor han forgæves havde søgt at efterforske paa alle Pladser, hvor "Pilgrim" muligt kunne være landet. Han erfarede hvad han skyldte sin Letmatros, og han lønnede ham saa godt han formaaede. Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som muligt løskøbte og hentede hjem.

Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte. Han greb en Loup og satte den over det eneste Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham med, den uvurderlige Sjældenhed, Hexapodes Benedictus.

"Milde Himmel!" — — var det muligt? Fortvivlelsen stivnede Fætter Benedicts Træk. Den ubarmhjærtige Loup reducerede det vidunderlige, seksbenede Fænomen til en almindelig Edderkop, der i Herkules' unænsomme Hænder havde mistet sine to Forben.

Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories Helt; hvorledes gik det ham?

"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst," sagde han til sig selv, "hvormange Ulykker var da ikke blevet undgaaet. Men burde jeg end aldrig have været Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide at lære, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar jeg er atten."

Og han blev det.