"Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig til at spørge.

"Opfindelsen — ja. Den er vel foreløbig ikke det værd, som Patentet koster. Men jeg giver ikke efter. Jeg sælger den ikke til Aktieselskabet. Gjorde jeg det nu, vilde jeg jo give Arbejderne Ret."

"Ja ja," sagde Hansen-Maagerup, "der kommer maaske en Tid — det kan jo være, at alting bliver bedre, end vi tænker."

Men han følte selv, at hans Trøst var tom.

Lidt efter var de hjemme. Han gik straks i Seng. Han havde paa Fornemmelsen, at Bøg helst vilde være ene.

Men længe efter, at han havde lagt sig til Ro, hørte han Vennen gaa med rastløse Skridt op og ned ad Gulvet.

Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Færdsel og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn — laa og stirrede ud i Mørket, der syntes ham saa tæt og dybt, at det aldrig vilde kunne vige for Dag og Sol.

Viggo Bøg havde sagt sin Plads op og faaet Tilladelse til at forlade Fabrikken straks. Dermed var det givet, at alle Forhandlinger om Opfindelsen var afbrudte.

Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens. Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa stille og forskræmt. Bøg arbejdede med en næsten forbitret Ihærdighed.

Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. Ikke at han for bestandig havde opgivet den. Men den optog ikke mere hans Tanker.

"Der er det, som jeg nu synes er større," sagde han en Dag. "Der er noget, som er saa stort, at det staar for mig, som om alle de Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting ved Siden af det. Det var, om man kunde rive Menneskene løs fra hverandre, faa dem til at tænke og tro og føle paa egen Haand uden at rotte sig sammen i fanatisk Stædighed. Det er den saakaldte offentlige Mening, der er Ondet, de dumme, uansvarlige Fællesmeninger, der suger Marven ud af hver Enkelt. Vi tror, vi har frigjort os for Middelalderens Fordomme, og vi taarner selv hver Dag nye op. Vi føler os dydig oprørte over Kætterbaalene, og vi bærer selv Brænde sammen til at stege dem, der vover at sige deres ærlige, oprigtige Mening. Vi gør os til af at tænke frit, og vi tænker slet ikke ... Eller har jeg Uret? Er det mig, der har set mig gal paa det hele, fordi jeg selv har haft Uheld med mig?"

Ofte kom han med saadanne Tanker. Men Hansen-Maagerup rystede blot paa Hovedet. Sagtens havde Bøg Ret — selv forstod han ingenting mere — men det var dog saa sørgeligt at høre ham tale paa den Maade.

Anna blev ikke mere nævnt imellem dem. Der gik ikke en Dag, uden at Hansen-Maagerup tænkte paa hende. Men han turde ikke nævne hendes Navn til Bøg. Han var bange for en skarp og bitter Afvisning.

Men en Dag kom han stormende ind i Værelset, hvor Bøg sad og arbejdede. Han var ganske forpustet og gav sig ikke Tid til at tage Overtøjet af.

"Bøg," raabte han, "ved Du, hvad der er sket? Frøken Herdings Forlovelse er hævet — Anna Herdings Forlovelse — Bøg!"

"Naa?" sagde Bøg, og der kom et smerteligt Udtryk i hans Ansigt.

Men Hansen-Maagerup lagde i sin Iver ikke Mærke dertil.

"Jeg hørte det af Kihler — Onkelen," blev han ved. "Det er Flyge, der har givet hende hendes Ord tilbage — — Men hun har i længere Tid lidt under at være bunden til ham — — Hun holdt ikke af ham, Bøg — hun har aldrig gjort det — det sagde han ogsaa, Kihler — men de er naturligvis kede af det, Mo'eren og han ... Jeg løb herop, saa snart jeg hørte det — for jeg ved jo, at Du ikke har glemt hende — Du kan ikke glemme hende ..."

Bøg havde rejst sig og stod nu lige overfor ham.

"Jeg vilde ønske, Du ikke havde fortalt mig det," sagde han.

"Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..."

"Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu gaar, den kan jeg ikke bede nogen Anden følge mig paa."

"Naar det var En, som troede paa Dig og som ..."

"Det er lige meget. Jeg kan ikke — kan ikke ... Lad os nu ikke tale mere om det."

Han satte sig igen til sit Arbejde. Men Hansen-Maagerup var dybt skuffet. Hele Eftermiddagen blev han hjemme og vimsede stadig om Bøg, som om han ventede, at han havde noget at sige ham. Men det var forgæves. Bøg blev ved at sidde bøjet over Skrivebordet.

I den Tid, der fulgte efter, faldt Arbejdet imidlertid vanskeligere for Bøg end før. Der var Øjeblikke, hvor han følte sig fristet til at trække sig ud af den Kamp, han havde begyndt. Han behøvede jo blot at sælge sin Opfindelse — saa laa hele Livet aabent for ham. Atter og atter spurgte han sig selv, om Anna elskede ham. Havde hun ikke uigenkaldelig forsmaaet ham den Dag, hun gav Flyge sit Ord? Hun havde jo dog allerede den Gang kendt ham, maatte vel have kunnet mærke hans tavse Tilbedelse.

Men atter sagde han til sig selv, at det var det ubestemt higende Lykkekrav i hende, der havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste Følelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, fordi det var den første og den eneste, der blev rakt hende. For hende havde Forlovelsen ikke været Kærlighed. Den havde været Frihed.

Hvorfor havde han saa bestemt, næsten barsk, afvist Hansen-Maagerup den Dag, han havde bragt ham Budskabet om, at hun nu var fri? Selv havde han troet, at det var stolt Resignation: han vilde ikke knytte hende til et Liv, der syntes saa usikkert som hans. Det var en Art Mod, han havde ment at vise ved at gøre det. — — Mod? Nej Fejghed var det. Han frygtede for Kampen og Afgørelsen. Og derfor valgte han at forraade sin Kærlighed og hende, hvem den gjaldt.

Men denne Fejghed formaaede han heller ikke nu at overvinde — og det uagtet han dog var kommen saa vidt, at han tilstod den for sig selv.

Han begyndte i denne Tid at føle sig syg. Der var en evigt jagende Uro over ham. Bedst som han var optagen af sit Arbejde, kunde han springe op og gaa ud.

Ofte blev han borte i Timevis. En Dag, da det hændte, listede Hansen-Maagerup sig efter ham. Han fulgte ham gennem den ene Gade efter den anden — mest Sidegader, hvor han øjensynlig intet havde at gøre. For det meste gik han rask til, men undertiden kunde han blive staaende udenfor et eller andet Butiksvindue. Han lod, som om han betragtede de Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, som iagttog ham paa Afstand, kunde se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han intet saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med et tomt og adspredt Blik ...

Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare paa Færde. Endnu samme Aften talte han til ham om Anna, tvang ham til at høre. Men for første Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord.

... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. Det var højt og lyst Vejr. Men en Blæst, der endnu ejede noget af Vinterens Bidskhed, strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at klapre. I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt tydeligt.

Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Søndag ikke vilde arbejde. De sidste Søndage havde han ikke undt sig Hvile. Men efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, at han godt selv mærkede, hvor nødvendig en Dags Rast var for ham.

Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig tidlig om Morgenen. Bøg vidste ikke hvorhen.

Selv havde han ogsaa tænkt paa at gaa ud. Men da det kom til Stykket, kunde han ikke overvinde sig til det. Og nu sad han i Lænestolen og saa ud ad Vinduet.

Højt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden legede med dem: de var ganske i dens Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes og samledes paany. Deroppe, deroppe — der var der ingen Ufrihed og intet Nid — for der var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, ingen skulende Mistænksomhed.

Men dette Rige vilde Menneskene erobre. Videnskaben havde allerede slaaet Allarm for Fremtidens store Herskertanke: de skulde lægge ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon det vilde lykkes? Vilde man nogensinde opfinde det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man maatte ikke haabe det. Det manglede jo i Grunden blot, at ogsaa Luften skulde gøres uren af menneskeligt Kævl, menneskelig Stræben — at Blikket ikke mere kunde dvæle uforstyrret i den blaa Himmel eller følge de drivende Skyers Leg ...

... Kunde man blot finde paa noget, der for bestandig gjorde en saadan Verdens-Vandalisme umulig!

Nede paa Jorden burde Menneskene blive. Der lod Livet sig leve trygt — og smaat. Der hvirvledes Støvet op og lagde sig atter tæt og sejgt over alt, hvad der levede og rørte sig. Der var Smuds og lav Beregning, Egenkærlighed og Uærlighed — der levedes saadan, som det nu en Gang var muligt.

Og naar alt kom til alt — var der saa andet at gøre end at være med i dette Liv og tage dets Vilkaar som de bød sig frem? Han saa over Hustagene Nettet af Telefontraade udspændt som Strenge paa et Kæmpeinstrument. Gennem dem bruste hver Dag Menneskehedens store Symfoni, det vældige Kor af Interesser — hele Forretningslivets, Tilværelseskampens Tonehav, hvis eneste gyldige Ledemotiv var: Værg Dig selv, værn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det nytte, at den Enkelte stemte sin lille Piccolofløjte i en anden Tonart? Den vilde dog overdøves, saa intet Øre kunde opfange dens Lyd.

Han følte sig idag saa overflødig. Hansen-Maagerup udrettede med sine smaa Evner mere i Livet end han. Saa ubesmittet han var af Egennytte havde han dog fundet den lille Plads i Tilværelsen, hvor han kunde udrette noget ...

... Der lød Skridt op ad Trappen. Han kendte Hansen-Maagerups — men han syntes — jo, lød der ikke andre, lettere ved Siden af? De kom nærmere og nærmere — nu standsede de paa Afsatsen. Skulde de højere op? ... Nej, nu blev Nøglen sat i Entrédørens Laas ...

Døren gik op — der lød Stemmer derude — sagte Stemmer ... Den ene var Hansen-Maagerups — der var Nogen, han talte til — men denne anden — denne anden ...?

Han rejste sig op og stirrede mod Døren. Nu aabnedes den — langsomt, syntes han ... Hansen-Maagerup kom ind og efter ham — tøvende og halvt modstræbende — en Anden ...

Gud i Himlen — det var Anna — Anna Herding — der kom til ham — til ham ...!

Han fornam halvt sanseløs, at Vennen kom hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.

"Jeg har sagt hende det hele," sagde han. "Nu maa Du tale med hende selv — hører Du — Du maa, Bøg ... Dette her kan ikke blive ved at gaa!"

Anna var bleven staaende henne ved Døren. Nu kom hun frem imod ham ... Han saa hendes Øjne saa skinnende blanke ...

Da var det, som om Aars Tynge gled fra hans Skuldre. Han vidste ikke, om han blev glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. Alt, alt var glemt — alt undtagen det, at hun var der. Og han tog hende i sin Favn og knugede hende ind til sig — det var, som sprængtes hans Væsen af noget nyt, overmægtigt — noget, der levede indeni ham men som han aldrig før havde kendt ...

Men Hansen-Maagerup var forlængst ude af Værelset.

Der havde dannet sig et Samfund af Ungdom.

"De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op.

Thi Naivitet — det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold vilde den. Uden Frygt og uden Blu skulde Menneskene kunne se deres Gud i Øjnene, vedkende sig deres Tro eller deres Tvivl, deres Fornægtelse, deres Kærlighed og deres Had. Disse unge Mennesker nærede en stærk Mistillid til Ordet, altid ivrige for at afsløre Frasen, og de havde ingen Ærbødighed for nogen Art af Sammenklumpning til Værn for Interesser. Kun den Trosbekendelse, der oprindelig og stærk sprang ud af Personlighedens Inderste og som satte sig Frugt i Handling, saa de op til og bøjede sig for.

De havde intet Tilhold hos noget Parti. I den offentlige Mening stod der Smil om dem. Men alligevel havde de vakt en vis Opmærksomhed, og deres Møder var stærkt besøgte.

Saa bestemte de sig til at holde Fest.

Det var Sommer, og Festen skulde staa under aaben Himmel. Ude ved Furesøen skulde den holdes, midt i det brydende Liv af Bladpragt og gyldne Agres Frodighed. Og paa Søen skulde der ligge Baade, hvorfra Musikken skulde tone ind mod Land. Fra det stille Vand skulde Glæden ligesom komme svævende ind til Menneskene, der færdedes langs Bredden.

Af Boder og Lykkehjul skulde der ingen være. Mest skulde der være Musik og Sang og Blomster, og danses skulde der ogsaa. Men især skulde der være Lys. Naar Mørket faldt paa, skulde der illumineres og afbrændes Fyrværkeri.

Overskuddet af Festen skulde anvendes til et Fond, hvis Hensigt var at føre Viggo Bøgs første Opfindelse ud i Livet — paa de Vilkaar, han selv havde tænkt sig det lige fra først af. Han havde truffet Aftaler med Fagmænd, som var villige til at forestaa den Fabrik, der skulde anlægges. Selv vilde han kun komme til at beklæde en beskeden Stilling derved.

... Planen om Festen vakte som alt, hvad "de Naive" foretog sig, Latter. Dog et Par alvorlige Blade advarede deres Læsere mod at tage Del deri, eftersom den var et maskeret Forsøg paa at skabe Uklarhed i Partiforholdene og forvirre taagede og umodne Hjerner — i sidste Instans sigtende til at undergrave den rolige Udvikling i Landet.

Saaledes var Opmærksomheden vakt. Festen blev Dagens Emne.

Man talte ogsaa om den paa den Kafé, hvor Flyge holdt til og hvor han efterhaanden var bleven indnittet i en lille fast Kres af Stamgæster.

"Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsømmer aldrig nogen Kalv med to Hoveder eller Gris med fem Ben, der kommer indenfor min Synskres, for jeg synes, at naar Naturen en Gang imellem har et spøgefuldt Indfald, saa bør man vise, at man paaskønner det. Derfor vil jeg heller ikke svigte den foreliggende Naturmærkværdighed. Saa vidt jeg kan forstaa, er der her Tale om Folk, der ikke vil tro paa noget men alligevel tro paa alting. Det forekommer mig at maatte være noget i Retning af en Skildpadde, der bider sig selv i Halen. Og jeg vilde bebrejde mig selv det hele mit Liv, hvis jeg forsømte Lejligheden til at tage det i Øjesyn."

"Ulykken er blot," var der Nogen der indvendte, "at man i vore Dage bliver blaseret overfor sligt."

"Højstærede Herre — jeg bliver aldrig blaseret. Jeg har maaske en Gang været det — det var den Gang, da jeg troede, at man selv maatte være med paa Livets Manège for at have nogen Fornøjelse af det. Men nu har jeg forlængst opdaget, at den sande Nydelse bestaar i at iagttage. Iagttageren kan aldrig blive blaseret, for der er altid noget nyt, der frembyder sig til Beskuelse. Man kan blive hundrede Aar, før man begynder at blive ked af Legen."

Altsaa gik han med til "de Naive"s Fest.

— — Der var faldet Regn den Dag, da den skulde holdes. En stærk Skylle var der faldet med tunge, lunkne Draaber. Men Jorden havde drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen havde Solen udslettet dens Spor. Nu duftede det fra de grønnende og gulnende Agre og ud fra alle Havernes Blomsterbede og fra Grøftekanternes brogede Frodighed. Og højt oppe under Himmelloftet hang Lærken og sang og steg og dalede, som blev den hejst op og ned i en usynlig Snor.

Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han kørte ganske langsomt. I den sidste Tid fornam han overhovedet ingen Lyst til at sætte Farten op.

Og som han sad der og lod Maskinen rulle jævnt og sindigt frem, smilede han ved Tanken om denne Ungdom, som han nu skulde færdes imellem. Der troede den sandsynligvis at have opdaget et nyt forjættet Land: mindst en Gang for hver Menneskealder var der en driftig Ungdom, der udførte en saadan Daad. Man afsatte nogle gamle møre Idealer, som Ingen mente noget alvorligt med, og indsatte nogle nye, der betød det samme — altsammen med samme Lethed som den, hvormed man byggede en gammel Rønne om til et moderne Hus. Man forkyndte en ny Himmel og et nyt Helvede. Og alligevel blev Verden ved at være paa en Prik den samme, den altid havde været.

Det var den rene, pure, skind- og benfri Barne-Uskyld.

At Nogen gad!

Skønt — med Blusel maatte han erkende, at han selv for ganske nylig var kommen over den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig. Han havde søgt efter Personlighedens Kærne i hende — havde villet fremelske den og hæge om den — ja, saa vidt var han gaaet, at han af ren menneskekærlig Omhu havde tænkt paa at faa hende skilt fra Manden — paa det at han selv kunde tage hende til Ægte. Hellige Enfold — Fru Ellis som Personlighed! Fru Ellis som knækket Lillie, hvem det gjaldt om atter at binde op til en solid Blomsterstang! Fru Ellis endelig som en Vestalinde for Arnens hellige Ild, lutret gennem Kærlighedens Skole! ... Heldigvis — han var snart bleven befriet for alle Illusioner i den Retning. Og han var fuldstændig paa det rene med, at Fru Ellis' kvindelige Dyder udelukkende var saadanne, som bedst kom til deres Ret paa en Natrestaurant — i Skæret af blinkende Flasker og funklende Vin.

Et Øjeblik strejfede hans Tanker Anna. Ogsaa i Forholdet til hende havde han været naiv som en Maaneskinsprins. Ogsaa hende havde han villet udvikle — ad andre Veje og mod andre Maal. Han saa nu, at han ikke havde gjort hende nogen Velgerning før den Dag, da han brød med hende. Saamænd om hun ikke allerbedst vilde være paa sin Plads som en god gammel Jomfru i den rørende Lavendel-Stil ...

Han var i ypperligt Lune, da han naaede Skoven. Ved et Skovløberhus fik han Cyklen indstaldet og blandede sig i Vrimlen.

Allevegne var der tæt med Mennesker. Størsteparten syntes mest tilbøjelig til at tage hele Festen som en artig Spas. Der var smaa Flokke af glade Københavnere med deres Damer — de havde Barnetrompeter med og truttede op mod Musikken. Og deres Vitser og Latter skraldede og knitrede som Raketter under de høje, alvorlige Træer.

Men i Mængden var der ogsaa dem, hvis Øjne lyste af ung Glæde. De syntes slet ikke at have Øre for de spottende og vrængende Mislyde, der søgte at plette deres Fest. Og det var næsten, som om deres stærke Stemning efterhaanden smittede det øvrige Publikum. Trompetskrattet og den larmende Lystighed hørtes svagere og svagere. Men en ung og fri Livslyst tonede frem gennem Skoven, først som en sagte Nynnen, saa stigende og stigende, til den blev som en brusende Orkesterhymne. Og paa en Gang syntes alle disse tilfældig samlede Mennesker at blive som gamle Bekendte. Ganske formløst tiltalte man hinanden, og man sang uvilkaarligt de Melodier med, som Musikken spillede.

— — Det var i Skumringen. Mellem Træerne var Illuminationsblussene begyndt at tindre frem. Og fra Baadene ude paa Søen bares Sang af Menneskestemmer ind.

Flyge havde sat sig paa en Bænk nede ved Søen. Alle de forvirret blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem Træerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene, der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de høje Træers Kroner — alt det lod han risle gennem sine Nerver. Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved — intet — intet ...

Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen — hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke.

Han havde intet hørt om deres Forlovelse. Derfor virkede deres Tilsynekomst paa ham næsten som en Vision. Han syntes, der blev lyst om dem, hvor de gik frem. Og Træernes Grene, der ludede ud over Vejen, hvælvede sig over dem som en Æreport.

De kom nærmere — nu kunde han høre deres Stemmer. Og skønt han ikke skælnede Ordene, vidste han, at de talte sammen om Fremtiden. De saa ind i den med den Feber, hvormed den Rejsende første Gang drager ind i et fremmed Land. Et Vidunderland, som han selv aldrig skulde gæste — et Land, hvor Solen altid skinnede og hvor Fuglene altid sang, og hvor Roserne var som varmt, rindende Hjerteblod.

Nu var de lige ud for Bænken, hvor han sad — nu vilde de faa Øje paa ham ... Men de gik forbi. De var saa helt optagne af hinanden, at de intet saa.

Nede ved Søen stod de stille — længe. Saa ud over dens blanke Spejl, der indrammedes af Skovens mørke Krushaar — saa, hvordan stadig flere og flere Blus tændtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun lænede sig op til ham — saa trygt, saa trygt ...

Men omsider gik de videre. Skovmørket lukkede sig om dem.

Preben Flyge sad endnu paa samme Plet. Han var pludselig kommen til at fryse.

Langt om længe rejste han sig med et Ryk.

"Det lader til," tænkte han ved sig selv, da han gik, "at man kan udvikle sin Tvivl i den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin egen Skepsis."

Lidt efter sad han paa sin Cykle og jog ind ad Byen til, hen ad Landevejen, der strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat.

Fra det stille Vand bares der Lyd af unge Stemmer ind mod Land.

Over det stille Vand gled der Baade frem, roede af ung Styrke.

I det stille Vand spejlede sig Stjernerne.