Fædrene æde Druer, Roman / Slægten, Opus 2

SLUTNINGEN

Dagen efter sin mislykkede Ekspedition til Mejeriet havde Nils Uldahl og Smeden, væbnede med kraftige Egespir, opsøgt Forvalter Larsen for at tage Hævn over ham for hans Blasfemi med Rikke.

Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands Seng og skiftede de vaade, kølende Omslag paa hans skamferede Næse, at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ... saa ømt og usigelig mildt, at hendes store, varme Kvindehjerte rørtes til Bunden derved. Hun glemte alt det onde, han i deres Ægteskabs lange og trange Aar havde forvoldt hende; thi det var, som lød der i dette ene ydmyge Tak en Genklang af alle de fine og forstaaelsesfulde Ord, der fyldte hver Side af hans Ungdoms Kærlighedsbreve, dem hun endnu, trods alt, pietetsfuldt forvarede, og som ofte, sammen med hin trøsterige Kortoplægningskunst, havde bragt hende frelst over saa mange bitre Stunder ...

Og Blidheden i hans Blik og Stemme indgød hende paa én Gang Mod til at meddele ham det, hun hidtil havde skjult for ham, men som dog engang maatte siges:

— Nils ... begyndte hun tøvende — jeg har noget ... noget at fortælle Dig ... Tror Du, at Du er stærk nok til at kunne taale at høre det?

— Jeg véd det ... nikkede han stille bag Omslagene.

— Véd Du det?

— Ja ... Men fortæl kun.

Hun tøvede endnu. Taarerne steg hende i Øjnene, saa stor var hendes Medfølelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt ramte baade hende og Børnene:

— Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... lød det saa — Forvalter Larsen har været hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold ... Gaarden er solgt.

— Til hvem?

— Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.

Her havde hun ventet et Skrig af Harme og saá paa ham i angstfuld Forventning:

— Nils, stakkels Nils ... sagde hun.

Men han bøjede kun ydmygt sit skamferede Hoved saa dybt og angergivent, at det kolde Omslag paa hans Næse faldt af:

— Og hvad siger Pigebørnene? hviskede han.

— Aa, at Du dog tænker først paa dem, Nils! sagde hun og lagde Omslaget igen til Rette — Hvor Du er god!

— Jeg vil forsøge paa at blive det ... smilede han sørgmodigt tilbage — Men Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal ...

— Jo, skyndte hun sig — Sofie er naturligvis meget nedslaaet; hun mener jo ikke, at hun kan leve noget andet Sted end her ... Men de andre tager det roligt.

— Og Du selv, Line?

— Aa, jeg! smilede hun — bryd Dig ikke om mig! ... Jeg var bare bange, Nils, at Du ... Saaledes baade at miste Egesborg og Havslunde ... Og at det netop skulde være dem fra Ravnsholt, der ...

Han greb hendes Haand og trykkede den taknemmelig:

— Man maa lære at bøje sig for Guds Vilje ... sagde han.

— Ja ...

Fru Line trak sin Haand til sig og sendte ham et uroligt Blik. Angesten og Usikkerheden tog hende igen:

— Hvad var der foregaaet med Nils? Hvorfra denne pludselige Ydmyghed og Gudsfrygt! Det var jo ellers kun, naar han var beruset, at han blev religiøs ... Skulde han uden hendes Vidende ...?

— Jeg har længe vidst, hvordan det vilde ende, fortsatte han, da Fruen stadig forblev tavs — lige siden Onkel Joachim fik lokket den Stav fra Fader, har jeg vidst, at det vilde komme, baade Ulykken med Egesborg og med Gaarden her ... derfor styrtede jeg mig ud i dette vilde Liv. Men nu har Gud jo vendt det til det gode, smilede han glad — og vi kan begynde at bygge op igen, Du, Børnene og jeg ... For ikke sandt, Line, I vil tilgive mig ... I svigter mig ikke, vel?

— Nej ... stammede hun forvirret.

— Aa, hent dem! Hent Børnene! vedblev han ligesom henrevet af det ny, der gærede i ham — Hent Børnene, kære Hustru, at vi kan glæde os sammen over det, der er sket ... alle!

Omslaget faldt igen af hans Næse, og hun lagde det atter til Rette:

— Det Omslag ... sagde hun.

— Ja, det Omslag! gentog han begejstret — Det store, store Omslag! ... Hent Børnene, Line, min Hustru, at jeg kan bekende det for dem!

— Jamen Nils ... forsøgte hun.

— Aa, Line, Line, saa svigter Du mig dog alligevel! sagde han smerteligt.

— Nej, nej, jeg gør ikke, Nils ... Men ... men hvad er det, vi skal glæde os over?

— Over at det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham og greb ham i Skulderen:

— Du har drukket, Nils! sagde hun — Og Doktoren havde dog saa strengt forbudt det!

— Ja, jeg har drukket! raabte han i Ekstase — Men af et Væld saa dybt og rigt, at mit Hjerte svulmer derved! ... Hent Børnene, at jeg ogsaa kan give dem at drikke!

— Jamen, Nils ...

— Hent Børnene, Line! Jeg beder Dig! At den store Prøve kan finde Sted!

— Hvilken Prøve ...?

— Om Kærlighed overvinder alt ... Hent Børnene!

Og Fru Line adlød ...

— —

Men Pigebørnene nægtede samdrægtig at være hende følgagtig:

— Jeg tror ikke et Sekund paa den gamle drevne Svend! sagde Frøken Charlotte — Han vil bare have fat i vore Penge!

Madam Pompadour Henriksen havde i det lange Løb omsider maattet bøje sig, og den lille Mose-Minka triumferede ...

Og Resultatet af denne Undersøgelse blev, at da han igen løftede Øjnene for at svare, kastede hun sig højt hulkende til hans Bryst:

— Du elsker mig ikke mere, Hans, klagede hun — for saa vilde Du ikke finde Dig i, at din Moder saaledes nedværdigede mig!

Hans strøg, klappede og knugede sin Dame og forsikrede, at han aldrig havde elsket hende højere end netop for nærværende.

— Saa maa der gøres en Ende paa den Komedie, sagde hun og bremsede sin Graad — Du maa forlange, at din Mor flytter med Jeppe til Havslundegaard og lader os to være i Fred paa Ravnsholt!

— Det gør hun ikke! sagde Hans med dyb Overbevisning.

Men da rev Minka sig ud af hans Arme og raabte:

— Saa forbyder jeg Dig nogensinde oftere at komme her paa Mosegaarden! Og kommer Du alligevel, lukker jeg mig inde paa mit Værelse, og Du skal ikke faa Lov til at se saa meget som en Flig af min Kjole engang! Jeg vil ikke længere finde mig i denne lumpne Behandling! Er Du et Mandfolk? Skal Du hjælpe til at styre Landet? Hæ, jeg ser Dig staa og fjotte inde i Folketinget, Du som ikke engang er Mand for at bringe Orden i dine egne Affærer!

— Lille Minka, lille Minka ... Slaa koldt Vand i Blodet ...

— Jeg vil skilles! fôr hun fort — Det er meget bedre, at vi skilles; saa faar vi da en Ende paa det!

Her begyndte hun paa ny at klage og jamre, som skulde hendes arme Mose-Hjerte briste:

— Og jeg, der holder saameget af Dig, hulkede hun — det véd Du da selv!

— Ja, det vidste han, det vidste han ...!

Og han gav sig i sin høje Nød atter til at stryge, klappe, knuge og forsikre ...

Hvornæst de gik i Seng.

Og Morgenen derpaa, da han tog Afsked, svor han at ville tale alvorligt med sin Moder.

— —

Men naturligvis mødte han den stejleste Modstand.

Pompadour, der aldrig i sit Liv havde let før, slog i sin Uøvethed en Art Latter op, som nærmest lignede Brølet fra et vondt Dyr, da hun hørte Sønnens Forslag om at vige Gaarden til Fordel for ham og Svigerdatteren:

— Ha, ha, ha! sagde hun — Ikke om I saa møder her udenfor med tolv sorte Hingste, skal Du faa flyttet mig saameget som en Tomme for den snottede Tøses Skyld!

— —

Da Hans returnerede til Mosegaarden med dette pompøse Afslag, gav Minka ham som Velkomst en kraftig Ørefigen og lukkede sig inde:

— Hun vilde ikke se ham! Hun kunde ikke taale det! Hun vilde skilles! Hun kunde ikke udstaa ham! ...

Men en halv Time efter, da han sad i Jægermesterens Kontor og drøftede Sagen med Forældrene, blev Døren fra Entréen aabnet paa Klem, og et blaarødt, gennembrølet Ansigt viste sig i Sprækken og sagde mildt, men afbrudt af Hikke:

— Hans ... kom ... lidt ...

Og Hans skrumlede henrykt op og ud ...

Minka havde nu i sin Ensomhed udklækket en anden Plan:

De to ældste Brødre skulde bytte Gaarde:

— Jeppe tager Ravnsholt, sagde hun — og Du tager Havslunde. Og saa flytter jeg til Dig! Er Du ikke henrykt?

Hans gumlede.

— Jamen Ravnsholt er jo godt hundrede Tønder Land større ... kom det saa.

Da sank Minka livløs ned for hans Fødder:

— Gaa! Bort fra mine Øjne! Du elsker mig ikke!

— —

Men den folkekaarne blev. Og Sagen ordnedes efter usigelige Baduljer, som hans Kone havde villet det ...

Fremtiden laa nu lys for de Unge.

Den første September skulde den nye Ejer overtage Havslunde; og Familien Uldahl havde derfor fuldt op at gøre med at forberede og ordne alt fornødent ...

— Tre Kroner og femoghalvfjerds! skreg denne Stedfortræder muntert frem over Hovederne paa Forsamlingen — Tre Kroner og femoghalvfjerds! ... Ingen bedre? Ingen bedre? ... Det er en ganske dejlig Overfrakke! Der er ligefrem Silkefoer i den! ... Det er noget for Dem, Kristian Poulsen (Han pegede frem mod en lille grinende Bondemand)! Tre Kroner og femoghalvfjerds for en silkeforet Overfrakke, det er jo Røverkøb! Naa, Kristian Poulsen, bli'er det til noget? (Kristian Poulsen nikkede) Fire Kroner! Første ... anden ... tredje Gang! Fi-re Kro-ner! ... Bum! (Hammeren faldt.) Værsgod, Kristian Poulsen! Slid Frakken med Helsen! ... Eller lad den sy om til Deres Svigermoder, hun har vist godt af at blive silkefoeret!

Publikum klukkede og vred sig af Latter.

Et nyt Nummer blev raabt op ...

— —

De Uldahlske Damer havde lukket sig inde paa deres Værelser.

Men Nils havde taget Martyriet paa sig og gik stille og ydmygt omkring mellem Mængden. Arrene fra Kampen med Forvalter Larsen saas endnu tydelig i hans Ansigt; navnlig det store, blodrøde tværs over Næsen. Men Nils bar dem uanfægtet til Skue; og Fred og Forsoning lyste i hans Øjne.

Denne Helgen-Adfærd beredte mangen en tilstedeværende en dyb Skuffelse. Man havde glædet sig til at se »Godsejeren« vakle drukken rundt og larme og rase, som han ellers plejede, naar den mindste Smaating stod ham imod.

Der var endogsaa en forstærket Politistyrke af to Mand til Stede!

Men her, hvor Nils Uldahls Gods og Ejendom under Latter og Vittigheder spredtes for alle Vinde, og en nyfigen og skadefro Hob dulgt og aabenlyst frydede sig over hans Hjems Ruin, her gik han selv fredsommeligt om, rolig og behersket, som vedkom den hele Vederstyggelighed slet ikke ham.

Det var til at ærgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud være lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede lige hen imod Nils ... saa nu maatte det da forhaabentlig ende med en Komedie!

Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tværs over Godsejerens Næse, blev end rødere og kendeligere, da han fik Øje paa Parret ...!

Minka gik og lo og talte højt og pegede de Sager ud, som hendes Mand burde købe.

— Hyss! Der er Godsejeren! sagde Hans pludselig og vilde dreje af.

Men Nils rakte venligt smilende Haanden frem og sagde:

— Goddag, Hans Henriksen ...! Ja, nu er det Dem, der skal tage Kampen op her. Bed Vorherre hjælpe Dem, at De ikke farer i mit Kølvand!

Og da Hans stod stum uden Evne til at klare Øjeblikket, vendte Nils sig til Minka:

— Goddag, lille Frue ...! Saa De er ogsaa kommet til Auktion ...

— Ja—e ... stammede Minka rødmende. Det var deres første Møde efter hans Voldtægtsforsøg.

Men Nils klappede faderligt hendes buttede Kind og fortsatte:

— Ja, se nu at faa Manden til at købe saa meget som muligt ... saa bliver det da, hvor det hører hjemme.

Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ...

— Satans ogsaa! mumlede Bønderne skuffet — Hva' gaar der af ham i Dag!

... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig.

Han hilste højrøstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond:

— Saadan skal de ha' det, de Smørtyve! fniste han.

Nils Uldahl standsede sin Gang, da han hørte Forvalterens onde Fnisen.

Saa gjorde han sindig omkring og gik tilbage. Hans Ansigt var blegt, og Arrene stod i det som Strimer af Blod.

— Endelig! tænkte Bønderne befriet — Nu kommer det!

Men paa ny bød Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem:

— Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme dirrede en Smule — kan De tilgive en gammel Mand hans utidige Overilelse ... Jeg gør Dem herved min Undskyldning! Vil De række mig Deres Haand som Tegn paa Forsoning?

Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og trykkede den ...

Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin Arvefjende gamle Søren Jensen, »Studeprangeren«, der havde købt hans Fædrenegaard Egesborg, indsaa Bønderne, at Godsejeren havde taget Skade paa sin Forstand og opgav ham ...

Frøken Charlotte havde gjort sin Fader Uret ved ikke at ville tro paa hans gennemgribende Sjælsomvæltning; thi Dag fulgte paa Dag uden at Nils Uldahl i mindste Maade faldt tilbage til sit gamle syndefulde Levned. Spiritus nød han ikke mere, Kort rørte han ikke, og ikke saa han ad Kvinder til.

Nils Uldahl havde fortalt om, hvorledes Frelsen var kommet til ham gennem hans kære, salige Moder, der havde vist sig for ham i Drømme og ved sine Ord og Bønner manet ham bort fra Fortabelsens brede, asfalterede Vej ind paa Forsagelsens smalle og stenede ditto:

— Smed, Smed! endte han sin ophøjede Tale — Vend om! Vend om! Ogsaa Din Besøgelsestid er nu inde!

Men Smeden kneb underfundigt et Øje sammen:

— Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med Fruentimmer at gøre? spurgte han.

— Nej, nej! sagde Nils forfærdet — Aldrig!

— Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da?

— Det maa Gud om!

— Og drikke, vil Godsejeren heller ikke mere?

— Nej!

— Jamen hvad er der saa tilbage, spør jeg?

— Forsagelsen, Smed! Den store Glæde ved Forsagelsen!

Men Smeden rystede sit hvide Hoved.

— Jeg synes saamæn, vi maa forsage nok i Forvejen, sagde han — at Vorherre gerne kunde unde vos de Par Fornøjelser, der er til Rest!

Og atter kneb han skælmsk et Øje til:

— Vil Godsejeren kanske saa heller ikke spise mere?

Nils smilede overbærende:

— Jo, spise vil jeg, sagde han — Men kun det fornødne!

— Naa dog! nikkede Smeden, og Latteren tog ham — Ja, saa Velbekomme da! sagde han og stod op — Og Adjøs med det samme ... Og god Fornøjelse!

— Tænk nu over mine Ord, Smed! raabte Godsejeren efter ham.

— Ja — ha—ha—a! sagde Vennen og fôr af Sted.

Nils Uldahl saa ham fra sit Vindue flygte krumrygget ned gennem Gaarden. Benene slog sommetider ligefrem Kryds under Smeden, saadan lo han.

Men dette rørte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ...

Det var Bortrejsens Dag ...

Ved Fru Lines Formidling havde han i de sidste Par Uger hver Dag deltaget i Familiens Maaltider. Og naar om Aftenen Lampen i Dagligstuen blev tændt, gled han stille ind fra Døren til Entréen og satte sig paa en beskeden Stol i en Krog taknemmelig over, at man ikke viste ham bort, eller rejste sig og lod ham ene tilbage ...

Alt dette havde Fru Lines varmtfølende Hjerte og gode milde Ord lidt efter lidt faaet gennemført.

Kun Frøken Sofie holdt sig vedblivende urokkelig afvisende overfor enhver Art af Forsoning. Faderen var endogsaa blevet hende om mulig endnu modbydeligere siden hans Ydmyghedsperiode var begyndt. Hun spiste aldrig sammen med de andre; og hun forlod et Værelse, saasnart Nils viste sig. Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse ved hans Berøring.

Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske sig. Men Sofie havde vendt sit forskræmte Ansigt op mod hende og sagt:

— Jeg kan ikke, Mor, jeg kan ikke! Det nytter ikke!

— Jamen, lille Sofie, husk dog paa, at naar vi nu flytter til Byen og faar en meget mindre Lejlighed, saa bliver Du jo nødt til at ...

Sofie afbrød hende:

— Jeg flytter ikke med! sagde hun haardt — Og lad mig saa være i Fred!

Og Fru Line havde resigneret bøjet Hovedet. Hun forstod ikke sine Børns haarde Hjerter ...

Og da hun senere oppe i »Kapellet« efter Sædvane havde taget sine Kort frem for ved deres trofaste Hjælp, at søge Trøst og Oplysning for Fremtiden, havde der midt i en ellers løfterig Stjerne pludselig lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt fremdeles henlaa i Uvished og Mørke ...

— —

Ogsaa fra Samkvemmet med sine Søstre havde Frøken Sofie trukket sig tilbage. Hun fandt i sit lille, oprørske Hjerte, at de bar sig lavt og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: »krøb og logrede og skabede sig hellig!«

Og hun undgik deres Selskab og strejfede Dagene igennem kun fulgt af Tyrk rundt i Skovene og langs Bugtens Strand ...

Hun var som en fredløs og vildfarende lille Fugl, der en Nat pludselig er vaagnet af sine Drømme og har set, tæt foran sig, i et Kattedyrs gulgrønne Blik al Livets isnende Rædsel ...

Kære, kære Isidor (skrev hun for sidste Gang i sin Dagbog), jeg kan ikke mere holde Livet ud. Naar de andre i Eftermiddag tager herfra, tager jeg ikke med. Jeg vil ikke bort fra Havslunde! Jeg vilde jo alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil dø, det er det eneste, der er for mig at gøre. Og saa er der jo ogsaa alt det andet forfærdelige, jeg har oplevet, Isidor, baade det, jeg har fortalt Dig, og det ingen Mennesker nogen Sinde skal faa at vide, og allermindst Du! Der er et Sted nede ved Bugten ved de to høje Klitter, der kan I finde mig, der er saa kønt. Jeg véd godt, at Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og trækker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to. Farvel, Farvel, kæreste, kæreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er alligevel saa bange!

Din lille
Sofie Uldahl-Ege
† den 28. August 1904.

Nu sluger jeg det Stykke Radérgummi, som jeg tog inde paa dit Skrivebord; det skal ingen andre eje.

EPILOG

Det var en Søndag Formiddag op under Jul. Der laa Sne over Byens Tage; og alt var øde og tomt ...

— Nej, desværre ...! Pas paa den Glidebane dér!

— Ja, jeg ser den, ja; de Børn, de Børn; men det er jo Børn! ... Det var en yndig Præken i Dag; synes De ikke, Hr. Uldahl?

— Udmærket! Jeg kommer til at sætte mere og mere Pris paa Provst Lindemann.

— Ja, han er en dejlig Mand, dejlig! ... Tak, ja nu er jeg jo allerede hjemme. Og Tak for Ledsagelsen.

— Nej, jeg følger da virkelig Fruen op ad Trapperne!

Den gamle Dame lo fornøjet:

— Gør De? Ja De er en udsøgt Kavaler, er De!

Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entréen, sagde han:

— Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag?

— Ja, Tusind Tak! De véd ikke, hvormeget De er for mig!

— Følelsen er gensidig, kære Frue! Det giver en saadan fælles Tryghed at være sammen med Mennesker, der forstaar En!

— Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt?... Tør jeg bede Dem hilse hjemme.

— Jeg i lige Maade Deres Mand.

— Tak! ... Ja, saa paa Tirsdag?

— Paa Tirsdag, ja! ... Farvel, kære Fru Seemann, og Tak for i Dag.

— Farvel, farvel, kære Hr. Uldahl! Og Gud velsigne Dem en Gang til for det, vi er for hinanden!

— —

Nils Uldahl havde vundet gamle Fru Seemanns Hjerte ved at fortælle hende hele sin Lidelseshistorie med sin Kone og sine Børn, som ved deres Uvenlighed imod ham havde drevet ham ud i et syndigt Liv. Og dernæst berettede han den kønne Historie om, hvorledes hans kære, afdøde Moder havde bevirket hans Omvendelse ved at vise sig for ham med Maning og Bønner.

Hvorefter Fru Seemann fuldstændig overvunden havde faaet ham optaget i Menigheden.

Og nu kom han hyppig paa Besøg hos hende, hvor de sad i Minde-Sofaen og talte om de højeste Ting, medens gamle Fader Seemann uimodtagelig for alle denne og den hinsidige Verdens Narrestreger læste sine Aviser i Dagligstuen ved Siden af ...

Men det dybeste og uudsletteligste Indtryk havde dog Hr. Nils gjort paa Fru Thora ved indgaaende at forklare og udlægge for hende Dogmet om den ubesmittede Jomfrufødsel; dette fundamentale Spørgsmaal, som ikke engang hendes kloge og højtelskede Søn Isidor havde turdet tage op til alvorlig Behandling ...

— —

Familien Uldahl var flyttet ind paa første Sal i en gammel Købmandsgaard, der laa ved Byens søndre Port.

Fru Line og Pigebørnene havde lejet Lejligheden, fordi der hørte en stor gammel Have til. Saa var Overgangen ikke just saa svær. Og blive paa Egnen vilde de; nu havde Fru Line jo desuden ogsaa faaet Frøken Sofies Gravsted at pusle om ...

Nils forholdt sig ganske passiv til sin Families Handlinger, taknemmelig over, at man ikke ganske forstødte ham. Stille og beskeden førte han sig op. Og da han paa sit ydmyge Forslag om af opportune Hensyn at dele Soveværelse med sin Hustru som i gamle Dage, fik et betuttet Afslag, valgte han sig, for at genere saa lidt som mulig, et Par afsides Værelser oppe paa Loftet ved Siden af Pigekammeret.

Og her levede han tilbagetrukkent og stille og viste sig kun ved Maaltiderne....

Men denne hjerteløse Forvisning fra Arne og Seng vakte naturligvis en betydelig Opsigt i den lille By. Gamle Fru Seemann paastod ligefrem at det var skændigt, som hans Damer behandlede ham. Rundt i andre kristelige Hjem sagde man det samme. Og Nils blev lidt efter lidt betragtet som noget af en Martyr.

Selv det, at han et Par Gange, inden Naaden endnu ret havde faaet Krammet paa ham, havde haft et let Tilbagefald og var blevet set beruset paa Gaden, afkræftede ingenlunde hans Anseelse. Han angrede nemlig saa aldeles nydelig bag efter, levnede sig ikke selv Ære og sagde, at det skulde ikke undre ham, om Gud til sidst mistede Taalmodigheden ...

Saa ofte Lejlighed gaves, gik han i Kirke. Og udsatte sig end yderligere for Verdens Spot ved Morgen og Aften at uddele religiøse Traktater til Arbejderne. Ja, han optraadte endogsaa af og til i gudelige Forsamlinger og lagde hele sin Fortid blot; hvad der vandt ham mangt et Øre i Menigheden ...

Kun Fru Line og hendes Døtre forholdt sig stadig uforstaaende og afvisende over for denne Bevægelse.

Fru Line var bleven mere og mere indesluttet og faamælt siden sin Yndlingsdatters saa sørgelige Død. Ikke engang Kortene ydede hende længere nogen Trøst. Hun havde læst Frøken Sofies Dagbog, førend hun overleverede den til Isidor Seemann; og denne Læsning havde røvet hende hendes vante Ro. Hendes Mod var brudt, og hendes forhen saa stærke og taalsomme Sjæl havde mistet sin Spændkraft; thi hun havde jo ikke engang haft Evne til at forstaa og hjælpe sit stakkels, ensomme Barn. Og hun gentog fortvivlet den brystsyge Jens Olufs Ord: Det nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene boer saa langt fra hverandre! ... Og hun havde dog haft den mest redebonne Vilje ...

Kun naar hun sad i Lurvadts og Rottbøls lille Værelse henne i den Stiftelse, hvor Pigebørnene havde faaet dem anbragt, fandt hun en stakket Trøst. Lurvadt maatte da atter og atter berette om alt, hvad hun kunde huske om Frøken Sofie, muntert og bedrøveligt mellem hinanden.

Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens Rottbøl i et Hjørne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes skyløse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet mærkeligt Ord:

— Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit—skidt—Kredit-Gaard! var den nyeste Forøgelse af hendes Repertoire ...

Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Døtre. De passede sig selv og gik hver sine Veje.

Frøken Anna sløsede Dagene igennem ved en Bog, som hun aldrig læste i. Og Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad dampende paa deres Piber og fordybede sig, hver paa sin Maade, i Tanken om Tiltrækningen mellem de menneskelige Køn ...

Kun Martyren, Nils Uldahl-Ege, den ringeagtede, den fornægtede, den i enhver Henseende forhenværende rejste højere og højere sit hvide, kampslagne Hoved sejrrigt over Fortidens Aske:

Thi han havde fundet Gud ...

RETTELSER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL · NORDISK FORLAG