Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord: »Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig, vendte sig halvt bort.

»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for mig ...«

»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«

Han rystede paa Hovedet.

»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke, det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« — han famlede lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«

»Men hun faar det alligevel at vide — hvis hun ser mit Portræt, som jeg har sendt hjem til Dem i Dag. — Og jeg lod nogle Ord følge med, som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af mig ...«

Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:

»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke mistro Dem eller mig for noget ondt — kan man vel?«

»Nej, ikke Dem — hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«

»Men husk — det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke ser Dem i et falsk Lys.«

»Aa — det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han bittert.

Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok til at forklare hende alt. —

»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?« spurgte han efter en kort Pavse.

»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.

»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«

»Ja — ja, det maa være saaledes.«

Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.

»Farvel — og Tak for den korte, lykkelige Tid.«

Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.

Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.

XVIII.

»Aa ja — jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været, mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin Mand.«

»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. — »Der har været en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. — Jeg advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«

»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«

Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.

»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,« sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er og bliver ørkesløs«. — Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle, som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles uden flere haarde og saarende Ord.«

»Og Aage —?« spurgte hun lidt forvirret.

»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen Kone — saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil lade ham besøge mig en Gang imellem ...«

Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.

Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det samme Armene synke ned.

Nej — det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv — og det var maaske sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte — nej, det maatte være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til at græde Blod derover. —

Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var Minna taget bort med Drengen — hjem til sin Moder.

Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var bunden fast til et af Stolebenene.

Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. —

Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. — Og dog ikke andet, end hvad han saa tit havde ønsket.

Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig — og blev ved at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær brød ind i Kammeret.

XIX.

Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev sjælesyg af Længsel efter det.

Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre Mennesker.

Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv Tungsindighed.

Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke faa helede.

Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.

Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne Billeder.

Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.

Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere. —

Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul. Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet sig hjemme for sine Kammerater.

Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser — i Villaen overfor — komme slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. —

Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede ham tillige — ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det hver eneste Dag — om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.

For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen, indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden Kro og maaske med det samme male nogle Studier.

Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist og ensomt.

Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage afsted næste Morgen med et af de første Tog. —

Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste, kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler, medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien begyndte.

Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa' de saa tilfredse og fornøjede ud.

Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen med den godmodigste Mine af Verden. — Man havde bare saa frygtelig travlt.

Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.

Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.

Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs, fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. —

Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.

En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til Gjæstgivergaarden.

Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld gjærne kunde have tilhørt en uddød By.

Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis. Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.

Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.

Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham, blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke Beliggenhed ved Skov og Sø — en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden. —

Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.

Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.

Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. —

Henning gik derind.

Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred, fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord foran.

Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.

Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa, var det ham lige meget, hvor han befandt sig.

Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar, skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse, viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle Sider. —

Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade — ikke fordi han følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig med.

Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han havde været en bestilt Model. —

Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig omsider og pakkede sine Sager sammen.

Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.

Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen. Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden, og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.

Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere nordpaa.

Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om, at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen. Herren gjorde meget bedre i at blive. —

Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig Snestorm.

Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet, blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.

Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. — Saa længe han kunde føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter dette Spor.

Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany var kommen i en fejl Retning.

Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig, var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket, kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen.

Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige Maade, til det blev lys Dag? —

Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse Mørke.

Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. — Havde han først naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby.

Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.

Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han begyndte at løbe — stedse hurtigere — uden at ænse de Hindringer, han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han skulde blive forrykt.

Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne vilde Fart. Saa — paa én Gang — mærkede han, at Grunden skred bort under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. —

Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro, som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag — pakket ned mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng.

Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv — stod taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende, der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr.

Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.

Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og en bondeklædt Pige traadte ind.

»Næ — se — er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det allermærkværdigste, der kunde være hændet.

»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.«

Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.

Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax kalde paa Husbond.

Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede at staa op.

Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans Forlangende.

Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op.

Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.

Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.

»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone, da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers saa ud i Klæderne.« —

Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede gjennem ham.

Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.

De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.

Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere. Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se paa begge Sider. —

De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn. Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé.

Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig — som om det var en anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. —

Medens han sad alene i Kupéen — det var et Godstog, og der var ikke mange Passagerer med — prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede havde været flere Dage borte.

Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.

Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige smaa, skarpe Klokker. —

Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen, forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i Vognen og gav Kusken sin Adresse — altsammen paa den samme mekaniske Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var ham, men en helt anden Person, der besørgede det.

Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den.

Han rakte Kusken nogle Penge — hvor mange, vidste han ikke — og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at hans Passager var beruset — et Tilfælde, der jo ofte kan møde en respektabel Droskekusk — og han gjorde ham opmærksom paa, at der var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den lille Have foran Huset.

Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men fór angst tilbage ved Synet af hans dødblege Ansigt.

»Aa Gud — Herren er vist syg!« udbrød hun. —

Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter.

Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved — der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke — og han faldt tungt om paa Gulvet. —

XX.

Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede. Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og stiv paa det uhyggelige Leje.

Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig, var Minna — hans Hustru.

Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om hans Mund. —

En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end før under sin Sygdom.

»Du — Hans Frederik« — sagde den syge pludselig og tog fat i Vennens Arm — »sig mig — men ærlig, forstaar du — om du tror, at det er sandt, hvad de andre fortæller — at det — der henne — er godt? — Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg virkelig havde været Maler — ikke en, der havde fusket i en Kunst, hvori han ikke havde noget at gjøre. — Det vilde maaske faa mig til at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede han sagtere.

»Aa — Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade — »du kommer dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af de bedste paa Udstillingen — hvad kan du saa forlange mere? Naa — og hvad det andet angaar — saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du først er bleven rask. Ikke sandt, Henning — hun har víst i denne slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru — brav og hæderlig har hun jo altid været — hvad skulde der saa være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? — Du ved, at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig hader Prædikener baade med og uden Præstekjole — men jeg vil dog sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil være taknemlige for i Fremtiden ...«

Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.

»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig derpaa. — Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt. Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. — Nej — jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget ordentligt.«

»Det har du ikke Lov til at sige« — Hans Frederiks Stemme var alvorlig og indtrængende — »du har før víst, at du har en hel Del Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig — vi er allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. — Der var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl — ikke sandt? — og det stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.«

»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede den syge sagte. »Jeg agter hende — jeg nærer lutter venlige og gode Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende, fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt — saa ung som hun er. Men — elske hende som en Mand skal elske sin Hustru — det har jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne vaagne mellem os. — Og ser du, Hans Frederik« — Hennings Stemme var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse — »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og overfladisk Følelse — det har hævnet sig haardt paa os begge to. — Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre ...«

I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende Tanker, der stormede ind paa hende.

Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? — Tanken vedblev at jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig Kval. —

Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. — Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem dem. —

Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt — de ydre Pligter.

Javist — men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa sin Vis.

Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet — om det saa var hans Arbejde — kunde faa Del i ham. Det havde ofte været en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og opfarende.

Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være anderledes. — Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. —

Men nu, da han laa for Døden — og hun vidste, at Lægerne havde sagt, at hans Sygdom var haabløs — kom det altsammen med saadan en forfærdelig Magt over hende. — Alt det, hun havde forsømt, og som nu aldrig kunde gjenoprettes.

Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn, der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem.

Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende og tilgivende Ord af ham. —

Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar, der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast. Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. —

Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa hun til sidst skreg hans Navn frem.

Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.

»Henning — Henning — kjender du mig ikke?«

Han nikkede og prøvede paa at smile til hende.

»— Henning — du maa ikke dø — hører du ... jeg har saa meget at gjøre godt mod dig — Aa Gud — aa Gud —!«

»Vær ikke saa urolig, Minna« — sagde han. »Det bliver nok bedre for os begge to.«

»Henning — Henning — er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!«

»Stakkels Minna« — han lagde sin Haand paa hendes smukke, gyldenblanke Haar — »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot« — han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede hendes Kind — »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...«

»Fa'er — lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor Atelierdøren. — Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. — —

Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. —